Splintret spejl
Poesi er ikke svær at læse, men forventningen om at skulle forstå den, at skulle løse dens rebus, kan få den til at virke sådan. Kompliceret, uigennemtrængelig, fuld af gåder.
Den slags pointer kan man høre poesilæsere komme med. Og så noget om, at folkeskolen har ødelagt vores glæde ved poesien med sit altoverskyggende ønske om at gå bag om det der rent faktisk står, bag om ordene på linjerne, og nå frem til “budskabet”.
Det kan der selvfølgelig være noget om. Men der findes altså også poesi, som virkelig er svær at læse, og som kun fremstår endnu sværere i de her år, hvor let tilgængelige digtere som Caspar Eric og gamle Tove Ditlevsen dyrkes vidt og bredt.
Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte, da jeg læste Gunnar Björlings En blyantstreg, som udkom på svensk i 1951. Tidligere har Peter Laugesen oversat et udvalg af finlandssvenskerens radikale og radikalt anderledes poesi, dét der blev til Dit øjes blod fra 1988, men det er nu første gang, en af Björlings digtsamlinger kan læses på dansk.
Det er oplagt at sammenligne Björling (1887-1960) med en anden nogenlunde samtidig finlandssvensk modernist, nemlig Edith Södergran (189
