Det burde han nok have tænkt over, inden han blæste i en fløjte, han havde fundet i en gammel tempelridderruin
Digteren Mikkel Thykier har engang skrevet, at klassikere er værker, man ikke kan læse for første gang, men kun genlæse. Sådan en bog er Bram Stokers Dracula fra 1897. Selv hvis man aldrig har haft bogen i hænderne før, vil man på forhånd have så mange forestillinger om dens indhold, at læsningen aldrig kan være ren –men altid en form for genopdagelse.
Man kender historien på forhånd, måske mere som sekvenser end et sammenhængende handlingsforløb: Den unge advokat Jonathan Harker, der er rejst til Transsylvanien for at bistå den eneboeragtige grev Dracula med et ejendomskøb i London, sidder ved et veldækket bord og spiser, mens greven selv afstår fra føde. Et skib driver i havn efter en voldsom storm og viser sig at være bemandet med afsjælede legemer. En ligbleg kvinde med to uforklarlige sår på halsen ligger i et soveværelse, hvor noget – en gren? et dyr? – klaprer mod vinduet.
Men for førstegangslæseren vil der også vente mange overraskelser
