Begær efter en uklar fremtid

I mit syvogtyvende år har jeg haft det angstprovokerende privilegium at få lov at tænke over, hvad jeg skal »blive, når jeg bliver stor.« Ligesom da jeg var lille har jeg gået rundt og set mig selv for mit indre øje, ældre, i forskellige scenarier. Prøvet at se, om jeg smiler. Hvad jeg laver. Jeg har siddet ved computere på store åbne kontorer, været til møde, trykket “videre” på en powerpoint, kørt rundt på en minitraktor som gartner i en smuk park, taget imod folk på et krisecenter. Barndommens grænseløse fantasifuldhed er blevet erstattet af en sløj kynisme. Om der overhovedet er nogen pointe i at drømme midt i en klimakatastrofe, hvilke jobs, der giver “respekt", hvad der anses for “stimulerende” nok, og selvfølgelig: hvad der betaler regningerne. Og sidst men ikke mindst skal man naturligvis også selvrealiseres! Man er ikke en virkelig person — ikke real — hvis ikke kynismen og pragmatismen kan forenes perfekt med éns egne begær i en højere enhed: arbejdslivet. At drømme om fremtiden er at prøve at finde ud af, hvad man vil. Det er, i sin kerne, et spørgsmål om begær.

Den engelske forfatter Nell Dunn (f.1936) har gjort det til sit livsværk a