Tre bøger med Svala Sigfusardottir

Den første bog er en, du kan anbefale alle at læse. Hvilken bog er det? 

»Jeg vil gerne anbefale Klimahistorier, der er udkommet på Politikens Forlag. Det var jo en bestillingsopgave fra Klimaministeriet og er en antologi med otte forfattere. Det kan man jo mene meget om, sådan en bestillingsopgave, men jeg synes, de otte forfattere klarer det rigtig godt. Især Mathilde Walter Clarks novelle, ”Husholdning”, er et virkelig, virkelig begavet svar på den her opgave. Ikke nok med, at hun skriver rigtig godt, så går hun også meget meta-agtigt til værks. Hun kritiserer nærmest indirekte det arbejde, hun sidder og laver, når hun skriver den her novelle. Den handler om en embedsmand i energistyrelsen, der skal skrive nogle pæne ord om den grønne omstilling. Hun indleder novellen sådan her: »Vores fremtid afhænger af to ord. Grøn omstilling. Men hvad betyder omstilling, og hvad betyder grøn?« Det var et spørgsmål, jeg aldrig havde stillet mig selv før. Den her antologi udkom et år før Det blinde øje udkom, som jo er blevet rigtig kendt, og som handler om, hvordan vi taler om dyr. Den her novelle handler om, hvordan vi taler om klimaet. Bogen stiller sig virkelig kritisk over for alle de ord, vi får smidt i hovedet.«

Den næste bog er en, du altid vender tilbage til?

»Det er Kallocain af den svenske forfatter Karin Boye, der udkom i 1940. Den er i familie med Orwells 1984 og Huxleys Fagre nye verden, men Boye bliver tit kaldt overset i det selskab, og det er virkelig en skam. Romanen udkom først på dansk i 2021. Den beskriver et fremtidsscenarie i et underjordisk samfund, hvor borgerne overvåges konstant. Så sker der det, at hovedpersonen opfinder et sandhedsserum, hvilket staten selvfølgelig synes er fantastisk, fordi de nu kan udfritte borgerne yderligere. Staten finder så ud af, at når de bruger det serum, er borgerne ikke ude på at forråde staten, det er ikke det, de længes efter. De længes efter at være en del af naturen, være en del af noget større. Bogen har et interessant perspektiv på det her med at stille sig kritisk overfor autoriteterne. Den lærer os noget om selvstændig tænkning. Og så er den virkelig smuk, Karin Boye har nemlig primært skrevet poesi. For eksempel her: »Jeg var en gren, der blomstrede, og jeg vidste ikke noget om min rod eller stamme, men jeg mærkede, hvordan træets safter piblede op fra ukendte dybder.« Der er virkelig en forbindelse til naturen, selvom det foregår i et underjordisk samfund uden natur.«

Den sidste bog er en god læseoplevelse, du har haft for nylig? 

»Ja, det er Levedygtigt landbrug af Den Grønne Ungdomsbevægelse. Det er en meget, meget begavet bog. De indleder bogen med at konkludere, at »vi har fejlet.« At de ikke har været opmærksomme på, hvor mange følelser, der er i spil, hvor meget det koster at omlægge landbruget, hvor ondt det gør. De tager et skridt tilbage. Det synes jeg bare er vildt sejt gjort. De skaber en konstruktiv dialog om det her emne i stedet for at pege fingre.«