Mellem højkirkelighed og Patrick fra Herlev

»Det er nok ikke noget for dig,« sagde daværende biskop, Jan Lindhardt, da jeg var til bispeeksamen tilbage i 2007, og han havde helt ret.

Det, der ikke var noget for mig, var biskoppens idé om, at alle stiftets præster på en bestemt søndag skulle læse epistlen og evangelieteksten fra Den nye Aftale, en nyoversættelse af Det nye Testamente, som netop var udkommet, og som jeg som sand firserteolog med forkærlighed for patos og det højstemte foragtede på forhånd. Jeg sagde til Jan Lindhardt, at hvis jeg var præst den dag, ville jeg læse op fra 1907-oversættelsen i protest.

Et par år senere blev jeg mindre skråsikker, nemlig da jeg erfarede, at bagmanden for Den nye Aftale var ingen ringere end lektor i nytestamentlig eksegese, Geert Hallbäck, som virkelig var en af de mest inspirerende undervisere i min studietid, og som ikke på noget tidspunkt var plat.

Derfor vidste jeg også på stedet, at når Hallbäck stod bag nyoversættelsen, var der ikke tale om et ynkeligt forsøg på at bringe de hellige tekster ned i øjenhøjde, så også Maren i kæret kunne følge med; tværtimod havde jeg på fornemmelsen, at den nye oversættelse ligefrem var en dekonstruktion