Løgn og latin
Selv om der nok er færre syner end fristelser i Lysmesse, virker det passende at påpege, at det ikke er første gang, Voetmann er dykket ned i benediktinermunkene i middelalderen, og at Lysmesse begynder omtrent samme sted i påskedagene som Syner og fristelser: med at skide godt og grundigt på jøderne.
I Syner og fristelser, en lang døende feberdrøm, hvor munken Othlo falder sammen i sin vælling, ryger på sygestuen og får en guidet tur gennem både himmel og helvede, forretter munkene i klosteret deres nødtørft i latrinhullet på et bræt, »der engang har tjent som gravskilt for en jøde, og som endnu bærer nogle af dettes folks vantro skrifttegn.«
Det er jo profant nok, men i Lysmesse, som begynder godt hundrede år senere i 1149, har tilsølingen en lidt mere foruroligende karakter. Romanen indledes med et brovtende mylder af benediktinermunke i Norwich som fortællerkor, der beretter om dengang Geoffrey af Monmouth ankom til Norwich »mere tynget af gårsdagens druk end sin lærdom« med en ung benediktinermunk, Thomas af Monmouth, på slæb, en mørkeræd yngling med en smuk sangstemme, der kan både sin Boethius og sin Augustin og bliver optaget i klosteret.
Formmæssigt er alt omtrent ved det gamle. Voetmann tager atter engang udgangspunkt i en myriade af historiske kilder og blander dem sammen som et spil kort, indtil de hænger sammen af sig selv med megen digteri som bindemiddel. Men i modsætning til Voetmanns andre historiske romaner er kildernes utroværdighed en pointe i sig selv. Hele fortællingen drejer sig om Thomas’ udnyttelse af et mord på den 12-årige skindberederlærling William til at give jøderne skylden for drabet som et ritualmord, for efterfølgende at gøre William til en helgen i Norwich som et tidligt symbol på en brutal antisemitisme, der aldrig forsvinder helt.
Thomas nedskriver på biskoppens ordre sin beretning om William, som Voetmann bringer lange citater fra, og pynter gevaldigt på omstændighederne. Uanset hvor råddent Williams lig lugter ifølge andre, dufter det altid i Thomas’ fortælling sødt af blomster. Han blev ikke myrdet med kartebolle, næ, han blev korsfæstet, og der er ingen ende på miraklerne ved den nyslåede Sankt Williams grav, som bliver et udflugtssted for Norwichs borgere, »et opbyggeligt skue, som tjente til at befæste folkets had til jøderne« og synes at kurere alt fra tandpine til intimproblemer.
I en dialog mellem Robert, Williams bror, og klosterets kor, hvor de fleste for længst er faldet for Thomas’ religiøse propaganda, står kontrasterne klarest. Denne analogi må stå for egen regning, men man kan måske have Trumps løgne om fremmødet ved sin indsættelse som præsident i 2018 i baghovedet:
»KOR
Vi tænkte mere og mere på William i de dage. Lille William dræbt af jøderne. Den uskyldsrene dreng, elsket af Herren. Sankt William af Norwich med de gyldne krøller. Ikke bundet til et træ, men liggende i skovbunden, sådan ser vi ham helst for os. I gylden forårssol. Selv den skønneste blomst mellem alle skovens violer.
ROBERT
Det var en kold marts. Skoven var bar og mudret. Hold i det mindste kæft med jeres anemoner og violer.«
En sønderfordrukken, delirøs og morderisk rapsodi over alverdens løgn og latin, en af de ledeste, fedeste og superlativt ondeste romaner, jeg længe har læst.
Langt væk i Jerusalem udspiller sig en krig mellem de kristne og saracenerne, mens Thomas’ fortælling om de mere lokale vantro jøder skaffer ham mere og mere magt i Norwich. Det starter i det små med, at han snyder foran i køen til den regelmæssige barbering i klosteret, for det skal jo ikke hedde sig, at han som sakristan for den hellige knægt skal vente, men snart vokser konspirationen sig større endnu, og de lokale jøder frigiver biskoppens private gæld ud af det blå. Hvorfor skulle de gøre det, hvis ikke de var skyldige?
Var det i øvrigt ikke også jøderne, der slog Kristus ihjel? lyder det igen og igen, og hermed løber løgnen løbsk og bliver taget så langt ud, at den rodfæster sig og bliver til en sandhed. For de fleste. Læg dertil, at der blandt koret af munke hersker bred uenighed om det meste. De modsiger hinanden, indskyder at broder dit tager fejl om dat, en enkelt træder frem fra koret og fremsiger et digt, fortryder det hundrede sider senere og undskylder sig med, at digtet var for ringe, og han i øvrigt også døde, før han skrev det færdigt. Selv Thomas dør og genopstår også et par gange, og i det hele taget skider romanen højt og flot på grænsen mellem levende og død.
I en forrygende tekst i Sotades’ kiste, der udkom for et par år siden, sætter Voetmann Tycho Brahe til at diskutere litterær stil med sin kæleelg. Brahe vil skrive sit »livs novelle« om alle de vigtige ting, han har foretaget sig, hvilket til elgens store fornærmelse ikke inkluderer den selv. »Selvfølgelig er du ikke med,« siger Brahe, »det er ikke mit livs pjank og gøgl.« Men den slags er der rigeligt af i Lysmesse, for lige så alvorligt den tager sit stof, lige så meget tager den pis på det.
Det er til dato Voetmanns længste roman, hvilket betyder rigelig plads til alskens pjank og gøgl, indskudte fortællinger om mænd, der stikker deres hustruer ned for at lære dem noget om walisisk gæstfrihed, jonglører, korstogsveteranen og nu salvievindrikkende urtemester Broder Delirium, udspekulerede kældermestre, walisiske dødningehoveder, der fortæller tvivlsomme moralske historier om konstatinopolske skomagere og en masse andre »hvis navn er ligemeget, da han alligevel snart ryger ud af fortællingen igen.«
Man kan ganske enkelt ikke skille alvoren fra pjanket, hvilket er en af romanens største glæder. Meget af det alvorlige er latterligt, og meget af det latterlige er gravalvorligt. Selv efter Voetmanns høje standarder er Lysmesse fuldstændig bjergtagende, en sønderfordrukken, delirøs og morderisk rapsodi over alverdens løgn og latin, en af de ledeste, fedeste og superlativt ondeste romaner, jeg længe har læst, og Thomas af Monmouth er en værdig tilføjelse til hans i forvejen viltre katalog af farisæere og filistre (»må Helvedes flammer riste hans røv,« lyder en sidste forbandelse, inden tæppet går ned.)
Hvad ville der mon ske, hvis man lossede ham ind i et rum med Plinius den Ældre og Yngre, Tycho Brahe (og hans kæleelg), Othlo, H.C. Andersen, ja måske endda Maximian, Catul, Sulpicia, Juvenal og Petronius, og alle de andre skikkelser, som Voetmann enten har oversat eller bugtalt sig igennem?
Måske ingenting, måske et anerkendende nik her, et misbilligende blik et andet sted. Men måske ville de også alle sammen begynde at snakke flydende beskidt voetmannsk i kor og blive nogenlunde enige om, at der findes værre skæbner end at blive dukkeført af mester Harald.
