Løget og løgnen

I.

På et kæmpemæssigt, firskåret hotel i det centrale Moskva stiger forfatteren Günter Grass i et adstadigt tempo op på talerstolen foran nogle tunge brunlige gulv-til-loft-gardiner i den gul-beige mødesal. Han skubber sig til rette foran mikrofonen, og ser på os med tunge øjne bag brilleglassene over den kompakte hvalrosmoustache.

Det var i maj måned år 2000 til årskongres for den verdensomspændende sammenslutning af forfattere og journalister, International PEN, der arbejder for ytringsfrihed og imod censur. Det var ikke mange år siden, at organisationen var blevet tilladt i kongressens værtsland efter årtiers undertrykkelse. Året før havde hovedtaleren modtaget Nobelprisen i litteratur.

Hver gang Günter Grass bevægede sig i sit grå jakkesæt, hvirvlede en sky af gammel piberøg rundt omkring ham. Han talte om forfatteres forpligtelser til at bryde tavsheden, den direkte anledning var den russiske krig i Tjetjenien. Det var et markant og modigt emnevalg midt i Moskva. Men et indlysende rigtigt budskab på en kongres for forfattere og journalister. Jeg lyttede til talen efter bedste evne, og da jeg fik lejlighed til at læse den, bl