Kollektiv selvbiografi
At læse skønlitteratur skulle gerne sætte os i stand til, bedre at forstå andre menneskers livsvilkår. Evnen til at sætte os i andre menneskers sted via den narrative erfaring er ikke en pladderhumanistisk proklamation, det er ligesåvel en demokratisk ambition. Således fortæller litteraturen noget om, hvad det vil sige at være menneske. Den menneskelige erfaring kan som bekendt være meget forskellig, her kan fortællekunsten noget.
I Kim Thúys netop udkomne roman Ru, er det erfaringen som immigrant, der er omdrejningspunktet. I en række små erindringsglimt, skrevet med eksilets blåtonede melankoli, følger vi forfatterstemmen og hendes families vej fra et velhavende borgerhjem i Vietnam til livet som bådflygtning fuld af angst for pirater, ombord på en plimsoller på vej til en flygtningelejr i Malaysia. Familien ankommer senere hen til Canada, fattige og uden jordiske ejendele og forsøger at slå rødder i Montreal. Det er i den vekslende tilstand mellem glæden ved det succesfulde indvandrerliv og den stilfærdige sorg over noget tabt, at bogen udspiller sig. Undervejs møder læseren -især- stærke selvopofrende kvinder, der uden det mindste piberi står de mest umenneskelige prøv