Kan man drikke te uden kopper?

Kære Maria

Jeg har lige læst min første Suzanna Brøgger bog. Det er hendes seneste roman, der hedder »Til T«. Den er ca. 200 sider lang og består af 9 kapitler, der alle sammen slutter med en bid af en remse, der først samler sig til allersidst og lyder sådan her: 

»Skratskratteratskratskrirumskrat fik sipsippenipsipsirumsip«

Det lyder umiddelbart som noget nonsens, men også som en børneremse, vi kender fra vores egen barndom. Netop barndom er centralt. Faktisk handler det om hele familien, men jeg synes, det er særligt spændende med børnene - der lider under - men stadig elsker en psykisk syg mor. Der er både ømhed og frustration i beskrivelsen af moren. 

Det andet spor, remsen kan bruges til at sige noget om, er nonsens. Der er mange metaovervejelser og essayistiske stykker om det splittede subjekt, der må afspejle sig i den splittede og postatomare roman (hendes ord). Derfor skifter personerne navne, derfor kommer der forfatterovervejelser ind i parenteser. Men bogens ærinde synes i virkeligheden at være at fortælle om de her børn, den her familie, der gerne vil have det godt, eller normalt. Og det er vel noget, vi alle kender. Der står et sted