Der er sgu også neon i min bog
Jeg sidder i caféen på Louisiana i Humlebæk, det er 26. December, klokken er 12, solen skinner på Øresund udenfor, og der er allerede godt fyldt op af kaffedrikkere og frokostspisere.
»Det er enormt essentielt for mig at komme væk fra byen, det kan være en nødvendig pause at komme ud og få noget natur.«
Jeg sidder sammen med Amalie Laulund Trudsøe, der d 4. Januar udgiver sin debutbog Koordinater. Bogen består af 60 korte tekster, der alle sammen er navngivet efter en gade i København. Den første tekst hedder Øster Søgade, og det er også dér hun flyttede til fra Humlebæk.
»Bogen er ikke skrevet på et 1-1 biografisk stof. Den handler om de erfaringer, jeg gjorde mig i forbindelse med at flytte til København. Teksterne er startet med en række nedslag, men på et tidspunkt tog teksterne selv over og begyndte at generere flere tekster. Formen og strukturen fik teksterne til at køre derudaf, og det der dukkede op var en erfaring af, at et sted ikke bliver ægte for én, før man har nogle relationer eller minder man kan koble til stedet.«
»Da jeg lige var flyttet, sad jeg hjemme i min lejlighed og følte, at livet var noget der blev levet ude r