Frihedsprojekt i vildmarken
Jeg sidder derhjemme og læser. Nogle dage regner det, et par gange har det haglet, for det meste skinner solen. Jeg tror, et duepar er ved at bygge rede et sted i vores ydervæg. De larmer og snakker. Året er 2021, og ordet ’isolation’ betyder noget meget andet for mig i dag, end det gjorde, da Henry David Thoreau i 1854 isolerede sig fra resten af samfundet ved at flytte ud i en skov i to år og skrive sin bog Walden – Livet i skovene.
Bogen er nu genudgivet af Gyldendal, mørkegrøn og guld, så den ligner en bog fra mine bedsteforældres hylder, en klassisk, dyr bog. I pressebrevet kalder Gyldendal Walden en filosoferende selvhjælpsbog. Jeg går rundt i lejligheden, indespærret og rastløs, med bogen i hånden og forsøger at finde de steder, hvor Thoreau kan hjælpe mig.
Thoreau byggede selv det hus, han skulle bo i, ved Walden Pond, en dam i Concord, Massachussets. Dammen findes stadig, og stedet er blevet en stor turistattraktion. Jeg læser flere steder, at tis fra de besøgende og pesticider i dag er ved at ødelægge dammens økosystem.
Store plamager af grønne alger har spredt sig i vandoverfladen og blokerer for lyset. Fiskebestanden er ved at fors