Forbindelsen mellem chips, klimakrisen og poesi
Vi er vant til, at det er os mennesker, som er in charge her på planeten. Sprog og fornuft er bare to ud af rigtig mange ting, der gør os særlige i forhold til andre arter og placerer os i toppen af fødekæden. Vi er specielle. Derfor er det for mange nok også en helt tåbelig tanke, at vi ikke er de eneste i verden med evnen til at handle.
Vi er imidlertid omgivet af fænomener, som peger på, at vi langt fra er i stand til at kontrollere alle ting, og at vores omgivelser er i stand til at gøre noget helt uafhængigt af vores vilje. Ting har deres eget liv. De har handlekraft.
Eksempelvis har chips handlekraft. De gør noget ved vores kroppe, som vi ikke har fuld kontrol over. Så snart jeg har puttet en håndfuld chips i munden, begynder det videre handlingsforløb at komme mere og mere ud af mine hænder. Chipsene forhandler med min krops fordøjelsessystem og påbegynder produktionen af nyt væv.
Min hånds bevægelse fra posen med chips til min mund sætter gang i en biologisk proces, der involverer flere aktører. Jeg er som subjekt nok ikke engang den mest aktive part i den proces. Faktisk kunne man argumentere for, at chipsene har langt mere at skulle
