Forbandet priseri, en aparte optagethed af ideologi og et New York state of mind

Sikke noget priseri 

Måske synes du, vi skriver lige rigeligt om priser i det her nyhedsbrev. Skyldig! De fylder umådeligt meget, de litteraturpriser. Men måske er der en grund til det. Weekendavisen, der ellers sidste år fravalgte at have en litteraturredaktør, har netop stiftet endnu en pris, således avisen nu uddeler to. To litteraturpriser og ingen litteraturredaktør, måske er det ikke så underligt, at vi heller ikke i nærværende nyhedsbrev kommer udenom dem. Nå, men idéen bag Majprisen, som den hedder, er sådan set god. Det handler om litterær talentudvikling – avisen giver den til en relativt ny forfatter, hvis forfatterskab de ser frem til at følge. Og så er det, også i modsætning til deres store litteraturpris, ikke læserne, men faktisk kritikerne, der her bestemmer en vinder. Det giver alt andet lige en pris noget vægt, at det er fagpersoner og ikke antal følgere på Instagram, der er bestemmende for vinderen. I øvrigt tillykke til Rasmus Daugbjerg, der blev den første vinder. Læs Atlas’ anmeldelse af hans nye roman her.

Se til venstre, der ligger Odense 

Og der finder Danmarks mest aparte litteraturprisuddeling sted, nu vi er ved emnet. For hvad har Karl Ove Knausgård, Zadie Smith, J.K. Rowling, Paulo Coelho og Haruki Murakami til fælles? Ikke så meget, siger du? Der tager du fejl. De er jo først og fremmest alle sammen meget berømte. Dernæst – og nu bliver det mere overraskende – de varetager alle arven fra H.C. Andersen. De vidste det måske ikke selv, men som vindere af H.C Andersens litteraturpris, der hvert år uddeles i Odense, bliver de hyldet for at skrive litteratur, der kan forbindes til H.C. Andersen. Hvad enten de selv kan se det eller ej. I år er det altså Zadie Smith, der modtager den ydmyge pris på 500.000 kr. Til sammenligning får modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris 350.000 kr. Men ja ja, sådan kan man lykkes med at lokke verdens i forvejen mest populære og rigeste forfattere til Odense, og det er da en bedrift i sig selv. Tillykke til Zadie Smith, som jeg oprigtigt godt kan lide. Læs fx et af hendes gode essays her. 

Se til højre, der er en stupid debat om danske digteres ideologiske ståsted

Jeg gider næsten ikke gå ind i Weekendavisens store tema om, hvorvidt dansk litteratur er for venstreorienteret, selvom den har fyldt en hel del på det sidste. I stedet vil jeg bare citere Johanne Thorup Dalgaards gode indlæg i samme avis, hvori hun skriver: 

»Jeg vil vove en påstand: Dem, der er mest ivrige efter at diskutere, hvad forfatterne mon stemmer til folketingsvalg, er typisk ikke dem, som oprigtigt interesserer sig for, hvad der står i de bøger, forfatterne skriver.

Det er folk, for hvem dikotomien højre/venstre synes at være en fuldt tilstrækkelig linse at anskue ikke bare politikken og samfundet, men også kunsten, naturen, ja, hele den fagre senmoderne verden gennem.

Det er folk med en ideologi, som farver deres blik på verden så eftertrykkeligt, at alt andet må vige eller manipuleres, så det passer ind. Folk, for hvem litteraturen og kunsten blot er rekvisitter, man kan bruge til at positionere sig politisk med på sin X-profil, eller hvor man ellers indtager scenen i det store politiske teater.«

Hørt! Det er simpelthen for trist, at kunsten nu også skal reduceres til et spørgsmål om rød og blå. Har du talt med et rigtigt menneske for nylig? Er dem, du elsker, mere nuancerede end den farve, de stemmer på? Så er kunsten det nok også. Mere end noget andet sted kan man faktisk her tillade sig at være tvetydig og i konflikt med sig selv. Nu skrev jeg en masse alligevel. 

Se endnu længere til højre!

Og nu holder jeg det kort: Den konservative amerikanske politiske kommentator Tucker Carlson kendt fra Fox News starter såmænd sit eget forlag. Jeg ved selvfølgelig ikke, om han vil satse på smal økofeministisk litteratur, men jeg gætter på, at dem, der savner flere højreorienterede forfattere, kan begynde at orientere sig i hans sortiment. 
 

If you can make it there...

Du kender selv resten. Internettet har været barskt sted de seneste år. Incels og AI-genereret indhold, det kan føles mere som en stor losseplads end det fristed, det var engang. Og så er der TikTok, det nok mest udskældte sociale medie over alle de sociale medier. Og på TikTok kan man finde BookTok, et fællesskab hvor man i det korte format, TikTok tillader, kan dele læseanbefalinger og analyser med hinanden. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har rynket på næsen ad den ultrakorte og dopamininducerende litteraturformidling (noget, jeg stadig vil forbeholde mig retten til), men nu er det kommet frem, at den digitale litteraturhype simpelthen har smittet af på virkeligheden, og nu er litteraturevents eksploderet i popularitet i New York. Og I ved, hvad man siger: Hvis det kan klare sig der, kan det klare sig alle steder. Jeg glæder mig til at se jer ude i virkeligheden i 2026. 

Og så til sidst

Det har været et mildest talt nervepirrende forår, præget af en smådystopisk “er tredje verdenskrig lige på trapperne?”-agtig stemning, konflikt ovenpå konflikt, militæraktion ovenpå militæraktion, åndelig oprustning ovenpå andre slags oprustning, så lad os lige her i epilogen markere, at i dag, den 15. maj, er international militærnægterdag. Nu er det jo ikke, fordi et bognyhedsbrev typisk er det mest fjendtlige og krigsliderlige medieformat, men alligevel. 

Og på denne militærnægtningens dag vil jeg gerne benytte lejligheden til at sende et skud ud til Mikhail Bulgakov, den russiske forfatter (født i Kyjiv), der også blev født på netop denne dag i 1891. Bulgakov forsøgte at selv undgå sin værnepligt, men uden held. Til gengæld har han ofte benyttet kunsten – de bøger og teaterstykker, han skrev – til at kritisere Sovjetunionens totalitarisme. Hovedværket, den helt formidable roman Mesteren og Margarita, er en direkte latterliggørelse af Sovjetunionens undertrykkelse af det russiske kunstmiljø og den russiske intelligentsia. Bulgakov brændte i øvrigt første udgave af romanen (ligesom hovedpersonen i romanen selv gør det), fordi han ikke kunne forestille sig at være kunstner under sådan et regime. Romanen udkom først mange år efter Bulgakovs død, og da i en censureret udgave. Men hvor er det dog lykkeligt, at han ikke også smed dén udgave i brændeovnen.