Folkedrabets logik

I januar sidste år påtalte den namibiske præsident hvor paradoksalt det var, at Tyskland markerede 120-årsdagen for påbegyndelsen af folkedrabet i Namibia samme måned som de ihærdigt støttede Israel i kampen mod anklager om folkedrab i Gaza ved Den Internationale Domstol. Anger over ét folkedrab faldt oven i støtten til et andet.

I det første år efter angrebet syvende oktober tidoblede Tyskland sin eksport af våben til Israel. Da palæstinensiske Basel Adra og israelske Yuvel Abraham mødte til prisuddeling for deres dokumentarfilm No Other Land i Berlin, og de sammen opfordrede Tyskland til at indstille våbeneksporten og satte fokus på apartheidsituationen i Palæstina, anklagede Berlins borgmester dem begge for antisemitisme. Efterfølgende påpegede Abraham, hvordan »tyske politikere ved at devaluere udtrykket ’antisemitisme’ vovede at dæmonisere en israeler, hvis hele familie havde været ofre for Holocaust.«  

Det tyske eksempel er af indlysende grunde særligt, når vi snakker om håndteringen af den humanitære krise i Gaza. Men det logiske paradoks, det præsenterer, er langt fra enestående for Tyskland. Det viser den franske sociolog Didier Fassin i sin nye bog Moralsk kollaps, der forsøger at forklare, hvordan det kan være, at det Vesten, der bryster sig af menneskerettigheder og humanisme, nu endnu en gang har givet samtykke til krigshandlinger, der har udviklet sig til folkedrab. 

Magten ligger hos historiefortælleren, og Fassin viser os, hvordan Vestens magthavere gør krumspring for at fortie enhver kritik af krigshandlingerne

»Det er vigtigt, hvor du begynder en historie,« skriver Fassin og pointerer, hvordan mainstreammedier i Vesten næsten udelukkende har fortalt historien om konflikten, som om den startede den syvende oktober 2023 – nogle gange med en bemærkning om Anden Verdenskrig, men meget sjældent med noget om alle de årtier, der er gået imellem. Det er vigtigt at forstå historien, der ledte op til Hamas’ angreb, selvom, lægger Fassin vægt på, forståelse og retfærdiggørelse ikke er det samme, og at intet retfærdiggør vold mod civile. 

Magten ligger hos historiefortælleren, og Fassin viser os, hvordan Vestens magthavere gør krumspring for at fortie enhver kritik af krigshandlingerne ved at forsøge at overbevise os om, at det er reaktionært at kritisere den højrenationale og konservative regering i Israel. Ligeledes bruges historie, fordrejet jura og implicit racisme til at argumentere for, at det giver mening at palæstinensiske liv ofres for at råde bod på århundreders europæisk antisemitisme. 

Didier Fassins udlægning af de vestlige landes håndtering af situationen i Gaza bør ikke være noget særligt. Hans pointer om Vestens racisme og dobbeltmoral bør ikke være nyheder for nogen, og hans analyser virker til at være foretaget med en vis hast, der gør, at de ikke som sådan bringer noget intellektuelt nyskabende til bordet.

Sprogligt opleves bogen til tider snarere som et langt debatindlæg end et gennemarbejdet manuskript. Men Moralsk kollaps er særlig netop fordi det narrativ, Didier Fassin fremlægger, har været undertrykt i den vestlige mediestrøm. Når vi endelig bliver klar til at tage en kollektiv samtale om Vestens medskyld i den humanitære katastrofe i Gaza, kommer Moralsk kollaps måske ikke til at tilbyde os alle svarene, men den er et godt sted at starte.