En rejse ind i altings uoverskuelighed

Det er referencetungt, Christian Vinds nye rejseessay, Udtog. Sådan rigtig tungt. Teksten får lov til at flyde over, og læseren er med på Van Gogh-museets overfyldte haller i Amsterdam, og inde i overvejelserne om, hvorfor en bestemt sygdom i kornet falder sammen med heksejagten i 1500-tallet. Det er for meget, men netop derfor godt. Det er godt, fordi man som med enhver anden veludført rejsefører føler sig i kompetent selskab, samtidig med, at læseren bliver udfordret af Vinds stærkt personlige holdninger til kunsten og verdenen.

Meget sigende afslutter Vind sit essay med at citere Foucault: »Et sted skriver Foucault, at det i genealogisk historieskrivning gælder om at “dvæle ved begyndelsens omstændigheder og tilfældigheder” og om at “få tusindvis af nu tabte begivenheder til at vrimle frem.« Det er netop dette, som Vind formår i teksterne. Han integrerer brudstykkerne af fortiden i den samtid han bevæger sig rundt i, ikke for at skabe et helstøbt og perfekt billede, men blot for at skabe en eller anden form for sammenhæng. Som når han i afsnittet Lille fotografihistorie bevæger sig fra folderen til en Dalí-udstilling, hvor han mores over, at museet Xpo