Det bliver mystiskere og mystiskere!
Jeg har altid været lidt loren ved Tine Høegs romaner. Er de overhovedet romaner? De er umiddelbart lette og luftige, som et sommerfuglekys, knapt mærkbare, og så efterlader de alligevel en sitren i huden. Sådan tænker jeg på dem nogle gange. Andre gange tænker jeg på dem som det der kylling, man kan købe i supermarkedet, det der kylling, der er pumpet med saltvand for at veje mere og “øge saftigheden”. Høegs romaner er i al fald ikke godstunge mursten med tekst side op og ned. Flere sider står næsten tomme, på nogle sider kan jeg tælle en 12-13 sætninger. Alle Tine Høegs romaner skal (også) læses mellem linjerne, men hvorfor skal der være så meget plads mellem de linjer? Pyt med, om vi skal kategorisere det som prosa eller poesi, men hvad sker der med læseoplevelsen, når teksten konstant brydes op på den måde, som Høeg har for vane at gøre? For mig bliver den svævende, overfladisk nærmest, jeg kan have svært ved at nærme mig teksten, fordi det føles som om den prøver at afvise mig, men hvor jeg tidligere har slået mig lidt på formen, passer den i tilfældet Ultramarin bedre end nogensinde til romanens væsen.
Ultramarin forløber i to spor; dels en nutid h
