Den sære kærlighed

Orhan Pamuk beder mig møde ham på Café Le Monde, der ligger et stenkast fra Columbia University, en efterårsdag i New York. Indhyllet i en frankofil stemning med skakternede gulve, Le Figaro på avisstativet og duften af coq au vin fra køkkenet, udbryder forfatteren som noget af det første, at han bliver »deprimeret af hele den her udvikling i Tyrkiet.«

Han er lige ankommet til New York. For to dage siden var han i Istanbul. Da vi et par dage senere mødes igen, spørger jeg, om han føler sig i eksil. Som svar kaster han hovedet bagover i en slags undvigelsesmanøvre og udbryder et højt »nej.« Men hvis han var, fortæller han, ville han ikke afsløre det for mig, fordi det ville antyde, at han iscenesatte sig selv om et offer.

»Der har aldrig været et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke kunne tage tilbage til Istanbul. De værste tider for mig personligt er ikke nu, selvom jeg tror, at Tyrkiet har flere politiske problemer nu end, lad os sige, i 2005 og 2006, da jeg følte mig tættest på at være i eksil,« siger han.

I 2005 blev Orhan Pamuk tiltalt efter en omstridt paragraf i den tyrkiske straffelov (§301), der forbyder offentlig nedrakning af tyrkiskhed, af landets nat