Dage med Floppy
Det første, man møder på elfriedejelinek.com, er et fotografi. På det ses et udsnit af forfatterens hjem, en stue i villaen i en forstad til Wien. Over et parketgulv i fletmønster, lange linjer af egeplanker og små kvadrater af moseeg, svæver en åben skal i gennemsigtig akryl. I skallen, vuggende på to sølvfarvede læderhynder, sidder tre bamser tilbagelænet med himmelvendte øjne. De to er brune, én knitrende gråblå. Kun den midterste har bukser på, lyseblå med en hæklet kvast dinglende fra bukselinningen.
Det er fotografiets klare centrum, Jelineks fortrukne stol, vil jeg tro, bubble chair, som finske Eero Aarnio tegnede i 1968. På mange af de billeder og videoer, jeg finder, optræder hun her, på bamsernes plads: Et billede fra 1984 viser Jelinek med kort hår samlet i pigge, jakke i overstørrelse, herresko i mørkt læder. På et billede fra 1973 er håret langt, bukserne vide, Jelineks bare tæer hviler på et dyreskind. Dækbilleder til en ældre tv-udsendelse viser Jelinek læsende i stolen. I en nyere tv-optagelse ses Jelinek modtage nobelprisopkaldet, ligesom hun i et endnu nyere interview, med åbent blik og i nærbillede, fortæller fra den dinglende kokon.
Fotografiet af
