Balancegang mellem hverdag og undtagelsestilstand

Toget lugter metallisk og en smule hengemt, som nøgler eller menstruationsblod. Himlen buldrer tungt, og tordenskyerne ligger store og bløde over stationen. Vi sover fire mennesker i den mikroskopiske kupé. Sengene skal vi selv rede, klokken er lidt i 23, og lyset virker ikke. Det gør togets aircondition heller ikke, og det drypper stille fra mit hår, imens jeg forsøger at lægge sengetøj på min overkøje. Vi kører fra den polske grænseby Chełm, der ligger ca. 25 km fra grænsen til Ukraine, det er selvsagt umuligt at flyve ind i landet, fordi luftrummet er lukket.  

Med mine 172 cm fylder jeg køjen helt ud, sveden driver af mig, manden i nabokøjen snorker, men jeg falder i søvn med det samme. Omkring midnat bliver døren til kupéen åbnet og verdens måske mindst smilende mand råber »Passports, passports!« De uniformerede grænsevagter tager alles pas og vender tilbage med dem en times tid senere, hvorefter vi får lov at køre videre. Om morgenen kan man købe skoldhed, stærk te, som serveres i glas, og som sødes med rigeligt sukker. Jeg sætter mig ned