Balancegang mellem hverdag og undtagelsestilstand
Toget lugter metallisk og en smule hengemt, som nøgler eller menstruationsblod. Himlen buldrer tungt, og tordenskyerne ligger store og bløde over stationen. Vi sover fire mennesker i den mikroskopiske kupé. Sengene skal vi selv rede, klokken er lidt i 23, og lyset virker ikke. Det gør togets aircondition heller ikke, og det drypper stille fra mit hår, imens jeg forsøger at lægge sengetøj på min overkøje. Vi kører fra den polske grænseby Chełm, der ligger ca. 25 km fra grænsen til Ukraine, det er selvsagt umuligt at flyve ind i landet, fordi luftrummet er lukket.
Med mine 172 cm fylder jeg køjen helt ud, sveden driver af mig, manden i nabokøjen snorker, men jeg falder i søvn med det samme. Omkring midnat bliver døren til kupéen åbnet og verdens måske mindst smilende mand råber »Passports, passports!« De uniformerede grænsevagter tager alles pas og vender tilbage med dem en times tid senere, hvorefter vi får lov at køre videre. Om morgenen kan man købe skoldhed, stærk te, som serveres i glas, og som sødes med rigeligt sukker. Jeg sætter mig ned til hvad der ligner mor og datter, de har sovet i underkøjerne, og de forstår mig ikke, når jeg prøver at snakke engelsk til dem. Vi drikker vores te og kigger ud ad vinduet. Man ikke se på landet, at det er krigshærget, man kan ikke se det på markerne, ikke på skovene, ikke på husene, ikke på menneskene. Man kan i hvert fald ikke se det her.
Min destination hedder Book Arsenal, Kyivs årlige bogmesse, der kan sammenlignes med vores Bogforum. Eller det kan den faktisk slet ikke, for i sammenligningen er Bogforum er et decideret ucharmerende betonevent. Book Arsenal udmærker sig ved et stort udendørsareal med scene og boder, hvor maden rent faktisk er god og ikke mindst billig. Der er anlagt en lille have med liggestole og store blomsterkummer, og selve messen finder sted i et gammelt tøjhus, som siden starten af 00’erne har været taget ud af militær brug og er omdannet til kunst- og messehal. Folk er søde og nysgerrige, når de finder ud af, at jeg ikke taler ukrainsk, det er ikke ligefrem fordi det vrimler med udlændinge og turister i byen for tiden. En stor fadøl koster 17 kr., og det er let at blive venner med alle.
I løbet af min første nat i byen, lykkes det mig at sove fra to luftalarmer. Det er ellers meningen, at man skal gå ned i det nærmeste beskyttelsesrum, når sirenerne lyder, og det var en underlig ambivalent følelse, jeg havde dagen efter; en fornemmelse af at være utroligt veludhvilet samtidig med, at mit liv potentielt havde været i fare. Jeg er åbenbart for stort et slumredyr til at tage mig af den slags. Næste dag spørger jeg ind til sirenerne, men de fleste, jeg taler med, smiler bare. Mange af beboerne i Kyiv har kun skuldertræk til overs for de hyppige luftalarmer, de gider i hvert fald ikke stå op midt om natten, det er blevet hverdag for dem. Andre igen, finder jeg ud af, er reelt bange og går altid ned i beskyttelsesrummene.
Krigen er nærværende på messen, selvom det ved første øjekast er svært at se. Stemningen er glad og løssluppen, hen på eftermiddagen går folk ombord i bobler og øl fra de udendørs boder, der er en koncert i gang, og selvom dagen går på held, er det stadig lyst og lunt i vejret. Men en skygge falder ind over messen, for en uge siden bombede Rusland et stort ukrainsk trykkeri og mange nye bøger, der skulle have været med på Book Arsenal, er gået op i røg. Det er en bevidst strategi, siger de ukrainere jeg taler med, Rusland angriber og ødelægger trykkerier, boghandlere og biblioteker. Deres mål er at udslette den ukrainske kultur. Jeg ser alle de angrebne steder for mig, som sortsvedne pletter på et landkort. Årets tagline for bogmessen er ”Life on the Edge”, og denne balancegang mellem hverdag og undtagelsestilstand er allestedsnærværende. Ca. en tredjedel af de gamle bygninger gemmer på en kunstudstilling, hvor værkerne alle forholder sig til kunstnernes oplevelser af krigen. Én af messens haller er desuden dedikeret til en udstilling, hvor store illustrationer viser, hvordan ganske almindelige mennesker har opgivet deres arbejde for at tilslutte sig militæret. Old Lion Publishing, der er et af Ukraines største forlag, har også lavet en udstilling med illustrationer af illustratorparret Romana Romanyshyn og Andriy Lesiv, der viser krig i alle dens mange former.
Dét, at Rusland ikke er lykkes med at skræmme mig og andre udlændinge væk, er et lille lys midt i al elendigheden.
Taknemmeligheden blandt de ukrainere, jeg taler med, er enorm. De ser tilstedeværelsen af udlændinge i landet som en stor fuckfinger til Rusland. Dét, at Rusland ikke er lykkes med at skræmme mig og andre udlændinge væk, er et lille lys midt i al elendigheden. Ukrainerne siger, at jeg er modig. Det er en lidt sær fornemmelse, jeg har aldrig set mig selv som modig. Men jeg ved, at jeg gerne vil komme igen. Jeg ved, at jeg har brugt omkring 26 timer på at rejse til Kyiv, og jeg ville uden tøven gøre det igen, hvis muligheden byder sig.
Det er underligt at gå rundt i den store by, det er tydeligt, at der mangler noget. Forestil dig Nyhavn en juniaften, forestil dig, at kun et par borde er optaget på hver beværtning. På vej hjem til hotellet finder jeg en restaurant, hvor jeg kan sidde ude og spise under en baldakin. Tre gutter står uden for og spiller ukrainske hits. Folk synger med og klapper ivrigt mellem numrene. Der lyder et ordentligt tordenbrag og kort efter blinker et lyn, men folk lader sig ikke mærke med noget. Først da himlen giver slip, trækker de fleste ind under baldakinen. Et par danser i den silende regn, forsangeren skråler videre, folk drikker kirsebærvin og diskuterer ivrigt. Pludselig holder regnen op, og lige så pludseligt går folk hver til sit. De skynder sig at betale, de haster ned mod metroen og hen mod ventende taxaer. Byen lukker ned. Der er udgangsforbud mellem kl. 00 og 05.
Da jeg næste dag skal vende snuden mod øst igen, er jeg forberedt på nattogets strabadser. Jeg børster tænder på stationen i Kyiv og ifører mig så så sparsomt nattøj som muligt, temperaturen siger 26 grader, og det er vel at mærke udenfor. Det enormt lange tog ruller ind på perronen, og jeg står med mit rødbedepas i hånden og håber på en underkøje, hvor der er lidt mere plads og ilt, end der er i køjerne oppe under taget. Folk stimler sammen om dørene og former en kø ud for hver. Konduktørerne tjekker billetter og pas, folk bakser deres tunge kufferter ind ad de smalle døre. Lugten i toget er den samme. Temperaturen er den samme, der er heller ingen aircondition denne gang. Og jeg har fået en overkøje.
