»Er vi ved at kunne sige, at det mindst interessante ved at anmelde og ved at læse i det hele taget er at dadle og lovprise?«
Katrine:
Da jeg læste Tue Andersen Nexøs anmeldelse af Caroline Albertine Minors nye digtsamling Nivå Bugt Strandenge (Information, den 26. april, 2024), tænkte jeg, at han var modig. Caroline Albertine Minor er en meget både rost og prisbelønnet forfatter, og af og til sker det, at en anmelder kommer til at anmelde en forfatters position frem for hendes seneste værk. Men ikke her. Tue Andersen Nexø lægger kortene på bordet. Han synes ikke Minors digte er vellykkede. Som jeg allerede har været inde på i denne artikelserie, er det måske ikke så godt, at vurderingen kommer allerede i første linje. Dommen er hård, men anmeldelsen virker saglig. Der er masser af teksteksempler. Man mærker også, at der er en stor glæde ved Minors øvrige forfatterskab, så man kan altså udelukke, at den hårde dom handler om, at anmelderen har noget personligt imod forfatterskabet.
Som læser stolede jeg 100% på Tue Andersen Nexøs anmeldelse, da jeg læste den. Men så så jeg tilfældigvis et par digte på Lucia Odooms Instagram og tænkte: Hov, det var da et par meget fede digte. Jeg tænkte også over mit eget ordvalg. Skal man egentlig stole på en anmelder? Er dét det rigtige ord?
