Solvej Balle færdiggør et livsværk og Dennis Gade Kofod hæfter for sin gæld: Det kan du glæde dig til i det kommende magasin

I årets femte nummer af ATLAS, der udkommer om godt en uge, står den på slid. Nærmere bestemt den besværlige og ærefulde beskæftigelse det er at skabe kunst. I fyrre år har forfatter Solvej Balle forberedt sig på at skrive og færdiggøre sit livsværk i syv bind, Om udregning af rumfang. De sidste to år har vores kulturredaktør Rebekka Bundgaard fulgt hende. I det nye nummer af magasinet kan du læse Rebekkas reportage om den sidste intense tid frem mod afslutningen på sidste bind i septologien. Det er nu, alle tråde skal bindes sammen, og hvordan foregår det egentlig? Solvej Balle bevæger sig ind i ukendt land, og det er også det, der får hende til at blive ved med at synes, det er sjovt at skrive, forklarer hun. Selvom det også er anstrengende:

»Jeg tænker nogle gange på folk, der gendigter et værk. James Joyce skrev ovenpå Odysseen, jeg skrev selv min debut, Lyrefugl, ovenpå Robinson Crusoe. Der findes mange af den slags fortællinger. Men det er faktisk den modsatte bevægelse, der gør, at jeg stadig synes det er sjovt at skrive på det her projekt. Jeg skriver ikke ovenpå, jeg skriver imod min egen fortælling.«

Kunstnere som Solvej Balles kompromisløse valg om at bruge så mange år på deres virke, på at blive i et besvær, de ikke selv kan se en umiddelbar vej ud af, udgør mulighedsbetingelserne for den kunst, vi andre så kan nyde. I det kommende nummer af magasinet kan du komme med helt tæt på den proces hos en af vores mest interessante forfattere lige nu.

I et samfund, hvor slid bliver hyldet, hårdt arbejde til man segner, flittighed, der "holder Danmark i gang", er det værd at huske på, hvor slidsomt det kan være at skabe kunst. Ikke mindst fordi bestræbelsen ofte kommer med nogle indbyggede følelser af skyld og skam. Hvem er jeg til at bilde mig ind, at jeg kan tillade mig at ville være kunstner? Bag de færdige værker ligger ofte årevis med eksistentielle kvababbelser, nagende tvivl og nederlag. Man er på en eller anden måde altid i gæld som kunstner.

I essayet Gældsbrevene skriver forfatter Dennis Gade Kofod i det nye nummer om det konkrete slid, hans egne forældre har ydet, og hvordan det at ville være noget andet og gøre noget andet med sit liv er enormt svært og nok altid vil være det. Kofod anser ikke sit skrivearbejde som slid, og derfor vil han ikke modtage betaling for sin tekst. For den er ikke fiktion, og han kan ikke afdrage på livets gæld ved at snylte på sine forældre, der faktisk sled sig selv op, så han kunne leve et bedre liv. Han beskriver det ambivalente spænd, der findes i dét at skrive om sit eget ophav: »Jeg skriver, jeg er som dem, for ikke at være som dem.«

Udover de to ovennævnte tekster kan du i det kommende blad læse en feature om det, der er ved at gå galt på de danske universiteter i disse år. Blandt forskere breder sig en mismodig stemning, for selve det akademiske arbejdes jagt på nye erkendelser har trange kår i en markedsgjort universitetsverden, der er dybt afhængig af eksterne midler. Vi taler med Københavns Universitets rektor, der erkender problemet. Kan universitetet redde det akademiske?

Du kan også læse klimajournalist Christine Rojs tekst om bogen (og begrebet) Endetidsfascisme, der måske er det ord, der bedst indfanger, hvad der sker i verden lige nu. Eller en reportage fra Salzburger Festspiele eller et essay om, hvad den tyske undergangsforfatter Osvald Spenglers tanker om kulturel afblomstring måske kan bruges til i dag. Ganske vist kan manden kaldes en slags filosofiens Darth Vader, men måske er der brugbare ting i hans dommedagsdyrkende tankeverden. Derudover rummer bladet som altid en række kritik-artikler, interviews og anmeldelser om alt det mest interessante fra kulturens verden lige nu.