Prosa: Død eller levende

Du sidder nu med udgave nummer 50 af den trykte version af ATLAS i hånden. I den anledning har vi proppet bladet med nogle af velskrevne essays, der efterhånden er blevet vores signatur. Man kunne kalde det tænkning på skrift. En skribents dvælen ved et emne, hvor formen er god og åben menneskerettet prosa.

Enhver tekst er et møde mellem to mennesker. Forudsat selvfølgelig at teksten er skrevet af et menneske. På den måde er det skrevne ord og derfor sproget også en forudsætning for, at mennesker mødes og indgår i relationer, der gør det meningsfuldt at være til. Et menneske uden andre mennesker virker ret meningsløst, ikke? Det er et menneskeligt vilkår, at vi er mennesker sammen med andre mennesker, og når sproget er det, der binder os sammen, virker det også ret vigtigt, at man gør sig umage med det, gør det levende, engagerende og måske endda underholdende.

I journalistik findes der, når man tænker over det, rigeligt med halvdød prosa. Tænk eksempelvis på alle de (meningsløse) nyhedsartikler, der er skrevet over andre nyhedsartikler og således bare looper en mere eller mindre vigtig begivenhed i det uendelige. I det sprog man kender fra markedsføringen, det der s