BDSM, spiritister og vold på venstrefløjen

Om en uge udkommer årets første trykte nummer af ATLAS. I det finder man en række artikler, der alle har det til fælles at de kaster et undersøgende blik på det, vi på redaktionen mener er vigtigt lige nu. Hvilke brudflader i samfundet og kulturen er interessante lige nu, i starten af 2026?

I featuren »Bogen er blevet en pool, forfatteren kan svømme rundt i« undersøger kulturredaktør Rebekka Bundgaard, om vi simpelthen har fået svært ved at rumme fiktionen i vores offentlighed? Nogle gange kan det virke, som om alt bliver læst som en version af virkeligheden nu om dage, som om al litteratur også er en lille smule journalistik. De fire medvirkende forfattere, alle succesfulde og velrenommerede, ser temmelig dystert på udviklingen i den litterære offentlighed i Danmark. Det er, som om der ikke er kulturel masse nok til, at vi kan rumme mere en én samtale ad gangen, som en af dem bemærker.

I sin kritik-artikel om filmen Pillion skriver Thea Torp om en ny udvikling i filmsproget blandt mange populære film lige nu, hvor eksplicit sex vinder indpas, som hentet direkte fra pornoens verden. Det kan ved første øjekast virke som for meget, vulgært næsten, men det kan faktisk også føre til nye indsigter, argumenterer Torp. Bdsm-komedien Pillion om et hårdhændet elskovsforhold mellem en usikker ung mand og et skår af en biker, viser sig i virkeligheden at være et æstetisk smukt argument for en kærligere verden.

I essayet Drømmen om en ødelagt gågade skriver kunstner Carl Plum om sin fortid som del af et voldeligt venstrefløjsmiljø i 00erne og undersøger på den måde, hvordan venstrefløjen endte et så resigneret sted som i dag. Det var kikset og dumt med al den vold dengang, men, skriver Plum: Voldsforherligelsen blandt den yderste venstrefløj tonede ud i takt med, at det ikke længere syntes muligt at forestille sig en verden, der ikke er kapitalistisk. Det er altså der, vi står i dag.

Og hvor er det så egentlig, vi står? Det kan man med fordel læse Thomas Mann for at forstå en smule af. I en kommentar argumenterer Frederik Boris Hylstrup Olsen for, at Mann med sin kritisk-kærlige humanisme, der voksede ud af nogle ungdommelige ideologiske blindgyder, kan lære os meget i dag. Mann stod med et valg, da det Europa - og det Tyskland - han kendte, styrtede sammen og blev præget af fascisme og krig. Han valgte at insistere på humanismen og næstekærligheden, at vælge livet frem for dødekulten, selvom det nogle gange kan være nemmere at gå i takt med destruktiviteten.

Udover eksemplerne her, kan du se frem til en featureartikel, der undersøger, hvorfor så mange danskere egentlig har så meget imod muslimer. Du kan også komme med på et ungt menneskes investeringsrejse for hele SU-lånet for at se, om det så kan være vejen til velstand, nu hvor boligmarkedet er lukket land for hendes generation. Eller komme med på Sind-krop-ånd-messe, hvor spiritister påstår at kunne forudse, hvornår der kommer verdensfred, men måske i virkeligheden blot er ude efter dine penge. Blandt meget andet godt.