Kunst, krig, Stig Tøfting, vulkaner og sex: Glæd dig til det nye ATLAS

I disse dage er vi her på redaktionen travlt optagede af at lægge sidste hånd på det næste trykte nummer af ATLAS. Det er et lidt særligt nummer, for det er nemlig nummer halvtreds siden bladets begyndelse.

Selvom vi i dag udgiver nærmest ligeså mange tekster rent digitalt, har det trykte magasin en særlig plads i vores hjerter. Der er bare noget over papir. Det inviterer til den langsommelighed og dybdelæsning, vi her på bladet holder så meget af.

Som en markering af jubilæet bliver magasinet denne gang et slags temanummer med særligt fokus på essaygenren. Fordi vi mener, den genre er den helt oplagte at skrive i, når man, som os, tror på journalistikkens erkendelsespotentiale. I et essay vender og drejer man tingene. Bevæger sig prøvende frem. Trækker på et væld af kildemateriale: Erfaringer, læste bøger, andre essays, samtaler man har haft, eller for den sags skyld et afsnit reality-tv, man har set. Alt kan bruges, alt er tilladt (næsten), og det gør selvfølgelig genren svær at skrive i, det stiller enormt høje krav til skribenten.

I nummeret her, der udkommer på fredag d. 24. april, bringer vi en række essays, der på hver deres måde bevæger sig prøvende og cirklende frem mod nye erkendelser.

Der er dramatiker og kunstnerisk leder ved Husets Teater Liv Helms essay Hvor smukt er det ikke at spejle sig i nogen? om, hvad kunstnerisk inspiration egentlig vil sige. I lyset af en sag, hvor Husets Teater blev stævnet af en dramatikers arvinger, der mente at eje en karakters dramatiske udvikling, reflekterer Helm over, hvordan hun selv kommer videre som kunstner efter den oplevelse. Hvad må man overhovedet? Hvis man er bange for juridiske konsekvenser, kan man ikke lave kunst, erkender hun. Essayet her er et forsøg på at vriste sig fri. Helm skriver: »Hvor er vi, hvis vi ikke må referere til hinanden? Teatret og alle andre kunstarter udvikler sig blandt andet ved at være i dialog med tidligere traditioner.«

I essayet Nordvests Kong Midas spidder journalist og forfatter Mikkel Boris sig selv og alle de andre velbjergede middelklassemennesker, der er flyttet ind i Københavns tidligere nedslidte områder og nu egentlig bare gerne vil nyde freden og roen og pænheden og ordentligheden på småborgelig vis, selvom de lader som om de er dybt venstreorienterede og kritiske over for stigende boligpriser. På den måde er det gentrificerende menneske fanget mellem en sorg over det, der fordrives, og en drift mod at fordrive det. Kort sagt: man søger en socialdemokratisk kulisse til sit borgerlige liv. Uden at skåne sig selv udforsker Boris det nye københavns legitimitetsdilemma.

Et helt andet og mere voldsomt legitimitetsdilemma er det, kunstner, dramatiker og forfatter Kristian Husted dykker ned i i essayet Frihed i magtens kredsløb, der undersøger, hvad det egentlig er for en frihed, vi kæmper for her i Danmark? Husteds ukrainske ven Ivan tøvede ikke et øjeblik med at gå i krig og dø for sit hjemland, ikke fordi han tænkte alt muligt om, hvad de ægte ukrainske værdier er, men fordi det var nødvendigt, da Rusland invaderede. Snakken herhjemme om åndelig oprustning og vores egne, gode værdier, der skal forsvares, kræver, at vi tør udforske de værdier kritisk og prøve at komme med bud på, hvad de egentlig indebærer. Ellers ved vi jo ikke, hvad vi kæmper for. Husted skriver:

»Når den danske statsminister siger, at vi er »de gode« og det er os, der »repræsenterer friheden« – som var det en selvindlysende, absolut, ja gudgiven sandhed – så bliver jeg mistroisk. Særligt, når det gælder som argument for en militær oprustning, der vil ændre mit hjemland for altid. Og særligt, når det lyder som en dårlig parodi på det, de siger ovre på den anden side, hos ”de onde” – i Kreml fx, hvor Ukrainekrigen sjovt nok også er et civilisatorisk opgør, bare med omvendt fortegn: mellem det rettroende Rusland og det dekadente Vesten. Mellem de gode og de onde. Så får jeg lyst til at spørge, hvilken frihed statsministeren mener, »vi« repræsenterer? Og hvilken godhed?«

Foruden disse tre eksempler kan du et essay af forfatter og dramatiker Johanne Kirstine Fall om, hvordan Stig Tøfting kan redde kunsten ud af sit elfenbenstårn. Eller et essay af forsker Frederik Appel Olsen om vulkanbesættelse på både den klimapolitiske venstre- og højrefløj. Eller et essay af digter Lars-Emil Woetmann om sin far, der faldt om i et S-tog med hjertestop. Havde de andre passagerer mon hjulpet mere til med genoplivningen, hvis han ikke havde lignet en forhutlet stakkel?

Selvom der er tale om et essay-temanummer her, er der også andet indhold. Blandt andet et interview med kulturteoretiker Sianne Ngai, der løfter sløret for, hvad hun arbejder på for tiden. En kritik-artikel om Runa Lily Luths camgirl-roman Drømmepenge, samt en profilartikel om skuespiller Mathilde Arcel.

Magasinet lander i postkassen hos alle med et komplet abonnement og kan desuden læses som e-magasin af alle abonnenter fra den 24. april. Hvis du endnu ikke har abonnement, kan du oprette dig nemt og billigt her.