Ingen nemme svar

Jeg tror ikke det er urimeligt at påstå, at mange mennesker i dag, har en nagende følelse af, at tingene kunne gå bedre. Det er ret åbenlyst for enhver, at der foregår en del, som virker helt forkert: Der er krige til højre og venstre, som bliver livestreamet på vores telefoner og autokratiske tendenser ses dagligt, men der er også den der nagende følelse af, at det nok bliver værre endnu.
 
Jeg ved det. Det lyder tungt og orker vi nu lige at beskæftige os med den selvforskyldte dommedag på denne dejlige solskinsdag. Den lange herlige sommer, der er lige ved at slippe op, var et nådigt afbræk og følelsen af udhvilethed og gensynsglæde, er måske mere oplagt at dyrke lige nu. Men jeg vil alligevel opfordre til at dvæle et øjeblik ved katastrofen. For at se den i øjnene og prøve at forstå vores egen rolle i den, er trods alt bedre end at lade som om den ikke findes.
 
Her er det oplagt at springe direkte til den klimakrise, der som en katastrofe i slow motion kan gøre alting endnu værre. Selvom alverdens forskere er enige om, at det står helt galt til, har krisen alligevel en uforudsigelighed over sig, der virker skræmmende. Og helt galt bliver det, når man når til erkendelsen af, at det alt sammen er vores egen skyld.
 
Hvad skal man egentlig sige til det? Måske er det på tide at begynde at tænke over, hvordan det påvirker vores sind at være menneske i sådan en tid.
 
I sidste uge bragte vi her på bladet en interessant tekst af den danske sociolog Nikolaj Schultz, der prøver at fremmane det man kunne kalde en ny tids eksistentialisme. Med udgangspunkt i Edvard Munchs velkendte billede på menneskets angst og desperation, som man kom til at forbinde med den tidlige modernitet, prøver Schultz nu at forestille sig, hvordan en ung forudsætningsløs beskuer i dag ville fortolke Skriget. Ville sådan en ikke forbinde den eksistentielle angst med den lurende klimaapokalypse? Som Schultz skriver, må det at være menneske på en planet, der drives mod ødelæggelse af ens egen arts handlinger medføre nye eksistentielle forvirringer og livsvilkår.
 
Fra Munchs grundangst i den spirende modernitet springer Schulz til den frygt, der med rette opstod i forbindelse med opdagelsen af, at vi med atombomben kunne udslette os selv. Selvom den frygt kunne ligne nutidens klimaskrig, er den alligevel forskellig fordi atomkrigen trods alt kunne undgås, hvis man trådte geopolitisk varsomt og samtidig på en mere enkel facon var afhængig af politik. Enkelte konkrete personer skulle trykke på den frygtede røde knap.

Hvordan skal vi forstå vores eget hverdagsagtige forhold til den store røde knap, som vi hele tiden er med til at trykke en lille smule på?

Årsagerne til nutidens lurende dommedag, er mere kompleks og langt mere forbundet til vores dagligdagshandlinger. Når vi tanker skodaen puster vi til ilden. Når vi bestiller på Wolt, når vi køber nyt tøj, når vi tager på ferie, er vi med til at accelerere den maskine, der driver os mod kanten. Øv. Det lader til, at vi er fanget i et destruktivt system, men vi kan ikke undslippe det, selvom vi godt ved, at det er nødvendigt. Og der er noget, der tyder på, at selvom man stiger af ræset og flytter ud i skoven og bliver selvforsynende, så kører maskinen ufortrødent videre fuldstændig og aldeles ligeglad med min autonomi.
 
Hvad skal vi så stille op med det? Jeg ved det ærlig talt ikke, men mit første bud ville være at sætte sig ind i tingene. Prøve at blive lidt klogere på det hele, så man kan kvalificere sine handlinger. Det er også handling, er i bedste fald uskadeligt og kunne måske være en begyndelse på løsningen.
 
Et godt sted at starte ville være at læse Schultz’ tekst, der prøver at ridse op, hvordan vi sådan eksistentielt skal forstå det hele. Hvordan skal vi forstå vores eget hverdagsagtige forhold til den store røde knap, som vi hele tiden er med til at trykke en lille smule på?
 
Om et par uger udkommer årets fjerde udgave af ATLAS på tryk. Det indeholder masser af stof, der er i familie med Schultz’ tilgang: Prøve at forstå, præsentere de bedste argumenter, sætte nutiden i forhold til fortiden, men desværre ingen nemme svar.
 
Abonnenter kan læse Nikolaj Schulz’ essay her, og hvis man vil med på vognen i fremtiden, kan man lige nå at tegne vores komplette abonnement, så næste trykte udgave kommer hjem i din trygge stue.