At søge mening i en verden uden svar
En lørdag formiddag i Fælledparken sidder jeg på en bænk. Træerne er sprunget ud, deres grønne kroner danner et løvtag, der filtrerer solens varme stråler og kaster bløde skygger på græsset. Trods byens puls er der en dæmpet stilhed her, kun afbrudt af fjerne børnestemmer, lyden af joggere, der passerer med Airpods i ørerne. Parken er en mosaik af liv, men jeg kan finde et hjørne, hvor jeg bliver anonym – uset, mig selv, alene med mine tanker. I hånden holder jeg en flat white, købt for 45 kroner, av min arm, købt hos en kaffeknallert, der efterhånden er blevet fast inventar i København.
På overfladen er det sommerens idyl, dansk fritid i sin reneste form, selve kronjuvelen i vores livskvalitet. Men som jeg skal til at tage en tår af min flat white, sniger en indre stemme sig på, en eksistentiel kløe, der hvisker, at jeg »spilder tiden.« Den insisterer på, at disse stille øjeblikke, hvor jeg bare er, ikke er nok – at jeg burde fylde dem med noget »værdifuldt,« noget produktivt, noget der kan måles eller vises frem. Den spørger, hvorfor jeg ikke bruger tiden på at forbedre mig selv, jagte mål eller efterlade et aftryk, mens parken omkring mig ubesværet eksisterer i nuet.
