Print artikel

Velfærd uden lighed

Hvem sidder der bag skærmen?
Interview
21.04.17
Tidligere forskningsleder ved SFI, Erik Jørgen Hansen, ønsker en omkalfatring af vores velfærdssamfund, så den kulturelle uddannelseselites uretfærdige privilegier bliver brudt. ATLAS har mødt ham til en snak om hans nye bog Hvordan kan vi bekæmpe social ulighed, igen?

For nylig udkom den seneste debatbog i Informations Forlags Moderne Ideer-serie, nemlig Hvordan kan vi bekæmpe social ulighed, igen? af Erik Jørgen Hansen, økonom og tidligere forskningsleder ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. I bogen forsøger Hansen at revitalisere en lighedsdiskussion med rod i en ide om klassesamfundet. En kategori, der gennem flere år er blevet afskrevet som fortidig, hvilket først og fremmest skyldes, at en elite har formået at lægge ideen om klasseskel i graven: »Vi har fået en ny herskende klasse af højtuddannede, som har tilegnet sig monopol på den historisk og kollektivt producerede kulturelle kapital. Det er lykkedes den veluddannede klasse at skabe almindelig konsensus om et ulige aflønningssystem,« som der står i bogen. Men klasse-kategorien er stadig vigtig, argumenterer Hansen, vi skal ikke afskrive den. Der er stadig en vigtig kamp at kæmpe mod uligheden – ikke mindst i disse år, hvor den vokser i Danmark.

Erik Jørgen Hansen tager imod med kaffe og småkager i en lille lejlighed i Indre By, og allerede inden vi har sat os i sofaerne, er samtalen om den nye bogudgivelse og debatten, den prøver at rejse, i gang. Erik Jørgen Hansen forklarer, at en del af motivationen for at skrive bogen kommer af den gradvise negligering af lighedsdagsordenen, som blandt andre også Socialdemokraterne har gjort sig skyldig i siden 1980’erne:

»Hvis man går lidt tilbage i tiden, syntes Socialdemokratiet, at interessere sig for at nedbringe uligheden. Derfor undersøgte jeg de kommissioner, der sad i 1970’erne, som skulle fremme ligheden, Lavindkomstkommissionen blandt andre, og der fandt jeg ud af, at reelt var det mest en verbal hyldest af lighedsbestræbelserne. Når det kom til, hvad man kunne gøre, veg man tilbage, fordi man ikke ville ændre på samfundsstrukturen. Lavindkomstkommissionen var nedsat af en socialdemokratisk regering og skulle se på ulighederne, der opstod ved løndannelsen. Da de så efter flere år var færdige, skrev de, at man i kommissionen var enige om, at man ikke ville beskæftige sig med løndannelsen på arbejdsmarkedet, og begrundelsen var, at i Danmark er det en aftale, der indgås mellem hovedorganisationerne. Det nyeste er så, at Mette Frederiksen udtalte for et par år siden, at moderne lighedspolitik skal bestå i at styrke den sociale mobilitet og ikke i at udbetale velfærdsydelser.«

- Så du langer lidt ud efter Socialdemokraterne – at de har forsømt lighedskampen. Men hvad siger du så til den nyeste udvikling, hvor partiet har haft et mere tæt parløb med Dansk Folkeparti og eksempelvis er modstandere af at hæve pensionsalderen som nogle af de eneste i Folketinget. Er det stadig ikke nok for dig?

»Det er stadig ikke nok. Hvis man vil lave et lighedsorienteret pensionssystem, kan vi jo ikke indrette det efter den fysiske alder, for hvis man ser på den fysiske alder, bliver det en meget kortere pensionisttilværelse for den ufaglærte sammenlignet med akademikeren. Så det man skal gøre, er at se på, hvor længe folk har været på arbejdsmarkedet, og så ville man få en pensionsalder, som er måske op til ti år lavere for ikke-faglærte sammenlignet med akademikere.«

Vi har fået en ny herskende klasse af højtuddannede, som har tilegnet sig monopol på den historisk og kollektivt producerede kulturelle kapital

Den seneste tids velfærdsorientering hos det gamle arbejderparti forslår altså, tyder det på, som en skrædder i helvede. Det er selve måden systemet for pensionerne er skruet sammen på, der skal ændres. Hansen efterlyser ikke status quo, men en omkalfatring af den måde, velfærden fordeles på. En omkalfatring, der åbenbart ikke er undervejs nogen steder i det politiske landskab anno 2017. I Hvordan kan vi bekæmpe social ulighed, igen? argumenterer han for, at denne omkalfatring eksempelvis skal ske ved at hæve overførselsindkomsterne, mens man skærer i velfærdsstatens omsiggribende serviceordninger, for serviceordningerne kommer først og fremmest de velstillede til gode:

»Hvis indkomstomfordelingen skal stige, og det er jo det element i velfærdsstaten, der ubetinget kun kommer de dårligst stillede til gode, så kan det være, man skal se på de vigtige institutioner som uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet og undersøge, om der er noget der, som kan blive anderledes. Mit kongeeksempel er jo SU, som nogle bliver sure over, fordi de ikke har læst, hvad jeg har skrevet. De tror, det er noget med at skære ned på SUen. Men mit forslag er jo netop sådan skruet sammen, at det giver garanti for at folk får tilstrækkeligt høje studielån, som de så skal betale tilbage, hvis de får høje indkomster. Hvis ikke de får det, eftergives lånet. Og i forhold til sundhedssystemet mener jeg, at man bør lave et loft over medicinudgifterne, så man begrænser, hvor meget man er villig til at betale firmaerne for deres medicin. Det er man jo nødt til, når man ikke, som i gamle dage, kan nationalisere de store firmaer. Her holder jeg mig jo til flere sundhedsøkonomer, som påpeger, at medicinudgifterne bare vil stige og stige, jo flere diagnoser man får – ting man slet ikke havde diagnoser for før. En prioritering er selvfølgelig ikke rar, men det bliver nødvendigt.«

En anden central pointe for Hansen er, at målet for lighedsdagsordenen skal flyttes fra at sikre lige muligheder til at sikre lige resultater. Det meritokratiske system, vi har i dag, og som der er bred politisk opbakning bag, er ikke retfærdigt. At sikre lige muligheder for alle kan være fint fra et individuelt synspunkt, men anlægger man et kollektivt klassesynspunkt, er det ikke nok. Det fastholder klasseskel, og, som vi har set i de senere år, så øger det ligefrem uligheden. Blandt andet fordi der sker et slags brain drain, hvor de skarpeste hoveder fra underklassen løftes op via uddannelsessystemet, hvilket blot forværrer underklassens udsigter kollektivt set. Hvis ikke man sikrer mere lige aflønning, samt en større omfordeling af indkomsterne, vil man altid have en underklasse, som har det markant værre end resten af samfundets borgere. At visse individer formår at vriste sig fri af denne underklasse gør i og for sig ikke sagen bedre for resten af denne samfundsgruppe.

-Du kritiserer det meritokratiske system for at dræne underklassen for ressourcer, men kan man ikke komme med en funktionalistisk indvending og spørge, om det ikke simpelthen er nødvendigt, at nogle får en høj løn, fordi de bestrider vigtige poster? En læges motivation for at gøre sit meget vigtige arbejde godt og grundigt er vel også i høj grad holdt oppe af en løn, der er relativt højere end de fleste andres?

»Jamen det er ikke mit synspunkt. Jeg mener ikke, man kan udpege nogle jobs som mere nødvendige end andre. Jeg bliver ofte mødt med den bemærkning, at overlæger har et stort ansvar. Men det har buschauffører også. Det er svært at sige, at ulighed kan begrundes i et særligt ansvar, og især er det svært at argumentere for, at den kan begrundes i, at jo længere uddannelse, man har, desto mere skal man have i privat indkomst.«

Hansen langer altså endnu engang ud efter den såkaldte uddannelseselite, der har formået at få tilslutning til et system, hvor dem, der har modtaget mest statsfinansieret gratis uddannelse også får flere penge mellem hænderne end jord-beton-arbejderen, der startede på arbejdsmarkedet som syttenårig. Lægen er vigtig, ja, men den, der bygger vejen, lægen kører til hospitalet på (i sin dyre stationcar) er lige så vigtig.

Det kan jo lyde sympatisk med et samfund, hvor alles indsats værdsættes lige højt. Men er det ikke lidt verdensfjernt? Bliver det ikke umuligt at samle opbakning bag den omkalfatring af velfærdssamfundet, Hansen foreslår, hvor så mange mennesker vil miste så mange privilegier? Udover ideer om ligeløn på tværs af uddannelsesbaggrund, omlægning af SU til lån og differentieret pensionsalder, indeholder bogen forslag om borgerløn, samt hævede skatter. Ikke ligefrem politisk comme il faut i disse tider. Erik Jørgen Hansen svarer:

»Det er rigtigt nok alt sammen, det skal nok blive vanskeligt. Men hvis ikke det bliver præsenteret, så man tvinger dem, der læser bogen, til at tage stilling og til at komme med gode argumenter for, hvorfor det ikke kan lade sige gøre, så får man slet ikke gang i debatten. Derudover mener jeg også, at selvom det ikke kan realiseres her i 2017, så er der udviklinger, som peger i retning af, at der vil ske noget. For det første er der angsten for uro og den stadigt mere tydelige modsætning mellem elite og folk. Og så er der det nye fremvoksende prekariat, hvor folk på alle uddannelsesniveauer begynder at lave sæsonarbejde, vikararbejde og mister de sociale rettigheder, som arbejdstagere normalt har. Der bliver spørgsmålet, om ikke for eksempel fagbevægelsen bliver tvunget til at gennemtænke den udvikling og gøre noget ved det. Det er svært at vide, hvad der kommer til at ske, men det er nok fra den side, det skal komme.«