Print artikel

De værdigt trængende

Feature
24.05.16
Holdningen til, hvem der har fortjent ydelser fra fællesskabet, har aldrig været stillestående. I nogle hundrede år afgjorde protestantisk arbejdsmoral, hvem der fortjente medfølelse. Med fremkomsten af velfærdsstaten, blev hjælp fra det offentlige en rettighed. Spørgsmålet er, om vi nu er på vej tilbage til et samfund, hvor vi definerer retten til hjælp ud fra en moralsk dom over ’de værdigt trængende’.

Da milliardæren Per Henriksen i 2006 udtalte, at han ville give sin formue tilbage til samfundet, spurgte Information ham, om dette betød, at alle fattige nu ville komme i betragtning til fonden. Til det svarede den dengang 87-årige Per Henriksen:

»Bestemt ikke. De fleste fattige har levet over evne. Det er derfor, de er fattige. De har spist og drukket og ferieret deres indtægter op. Den slags mennesker fortjener ikke hjælp. Heller ikke bistandshjælp, for den er så stor, at folk kan leve af den, og så gider de ikke arbejde.«

Nok ikke alle er enige i Henriksens påstand. Men debatten om, hvilken rolle velfærdsstaten skal have i relation til den enkelte borger, blusser op igen og igen. Hvor meget ansvar har man for sin egen sociale situation, og skal man gøre sig fortjent til sociale ydelser? Kort sagt; hvornår er man ’værdigt trængende’?

Fra fattighjælp til socialhjælp

Ifølge Ove Kaj Pedersen, forfatter til blandt andet bogen Konkurrencestaten og professor i komparativ politisk økonomi ved CBS, har sondringen mellem ’de værdigt’ og ’de uværdigt trængende’ altid eksisteret i relation til spørgsmålet om arbejdspligten i samfundet. Arbejdspligten blev som fænomen introduceret efter Reformationen i 1500-tallet. Den protestantiske moral slog igennem med en hård staf for de afvigende. De værdigt trængende refererede til dem, der ikke kunne arbejde grundet omstændigheder, der lå udenfor dem selv. Pedersen forklarer, at mens de værdigt trængende på denne måde havde en grund til ikke at arbejde, blev de uværdigt trængende, eller de dovne, straffet så hårdt som med dødsstraf for at bryde arbejdspåbuddet.

Fra 1600-tallet blev der opbygget et system, der skulle skelne mellem de uværdige og de værdige. Det var, ifølge Pedersen, ikke kun for at udskille dem, der skulle have straf, men også for at definere en gruppe, der fortjente medfølelse.

»Den første form for offentlig forsørgelse var retten til at tigge. Den enevældige konge gav dem, der kvalificerede sig som værdigt trængende, et administrativt tiggertegn, som gav dem lov til at tigge på gaden.«

Det var alligevel først i 1800-tallet, at man som stat begyndte at tænke ’de besiddelsesløse’ som individer, der havde ret til frihed. På det tidspunkt styrede kristne filantroper frivillige fattigkasser, der disponerede over midler til de værdigt trængende. Alkoholisme, dovenskab og generel moralsk forfaldenhed definerede en person som uværdig, mens arbejdsløshed, grundet for eksempel sygdom, kvalificerede en person som værdig. Det vigtige var, at personen udviste vilje til at ville arbejde og dermed vilje til at leve op til arbejdspligten.

I det 20. århundrede begyndte staten at overtage flere af disse ydelser. Socialdemokraten K.K. Steinckes socialreform fra 1933 indførte et rettighedsprincip, hvor tydelige kriterier snarere end subjektive skøn skulle bedømme, om en person var berettiget til at modtage ydelser fra staten. En central del af denne reform gik også ud på, at de borgere som modtog ydelser ikke skulle miste andre borgerrettigheder, når de modtog hjælp, såsom stemmeretten eller retten til at blive gift.

»Grunden til overgangen til dette rettighedsprincip ligger i, at man med det nye århundrede begynder at se flere forhold som samfundsskabte og ikke længere udelukkende individets eget ansvar. Det syn udvikler sig fra starten af 1900-tallet til socialreformen i 1961, hvor man gik væk fra fattighjælp og over til socialhjælp,« forklarer Lars Andersen, lektor ved Aalborg Universitet.

Han understreger, at en af de vigtigste konsekvenser ved denne overgang var, at modtagerne af de forskellige ydelser blev langt mindre stigmatiserede, idet det ikke længere blev defineret som et værdighedsspørgsmål, om man fik lov til at deltage i samfundet.

En stor drivkraft for denne udvikling, mener Andersen, var efterslæbet efter Anden Verdenskrig. Krigen havde vist totalitarismens kraft i et samfund med en decideret underklasse, og politikken rettede derfor sit fokus mod at eliminere denne ulighed og skabe større sammenhængskraft i samfundet. Den nye tanke om medborgerskab skulle virke inkluderende, der hvor fattighjælpen havde været ekskluderende.

De ansvarlige og de dovne

I de senere år kan en ny udvikling spores i diskussionen om velfærdsstaten. Ifølge Lars Andersen er vi begyndt at definere en borger som en, der har tilknytning til arbejdsmarkedet.

»Der hvor der før var tale om statsborgerskab, er arbejdsmarkedet nu adgangsbilletten til velfærdsstaten. Hele ideen om velfærdsstaten og idéen om det sociale samfund er nu knyttet op mod præstation på arbejdsmarkedet.«

Er man ikke i arbejde, står man derfor ikke kun udenfor arbejdsmarkedet, men udenfor hele det sociale fællesskab. Samtidig er denne tilknytning til arbejdsmarkedet noget, der bliver set på som individets eget ansvar at varetage. »Det er en tiltagende opfattelse, at dersom en person havner i arbejdsløshed, er personen selv skyld i dette ved at mangle kompetencer eller vilje,« siger Lars Andersen.

Ove Kaj Pedersen mener, at den normative sondring, der ligger til grund for lovgivningen omkring rettigheder til de trængende, har været rimelig ens i 500 år, og at det, der dermed forandrer sig, er definitionen af, hvem der faktisk er de værdigt trængende. Denne definition er i de senere år blevet mere rettet mod det enkelte individ end mod sociale grupper og har således skabt en større individualisering af sociale problemer.

Balladen om såkaldte Dovne Robert i 2012 satte diskussionen om offentlige ydelser på spidsen. Robert Nielsen erklærede offentligt, at han ikke havde lyst til at arbejde og blev et levende bevis på, at der findes mennesker i kontanthjælpssystemet, der ikke vil arbejde, selvom de har mulighed for det. Det resulterede i, at Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance betegnede ham som »uværdig,« da han var i Aftenshowet for at debattere sagen.

»Der er jo mennesker, som er værdigt trængende som de handikappede og syge. Dem skal vi selvfølgelig tage os af. Men så er der også mennesker som Robert, som ikke fejler noget, men som ikke gider at arbejde. Og det lader vi ligesom være. Det accepterer vi ligesom. Og det er jo en krænkelse af alle de mennesker, som står op, og også tager nogle af de jobs Robert ikke gider at have. De skal arbejde mere og så betale højere skatter for at forsørge Robert. Og det er jo moralsk forkasteligt.«

Ældre glückborgere fra Bjørn Nørgaards gobelinserie. Bragt med tillladelse fra kunstneren og hoffet.
Ældre glückborgere fra Bjørn Nørgaards gobelinserie. Bragt med tillladelse fra kunstneren og hoffet.

For nyligt har den engelske forfatter James Meek, i en artikel i London Review of Books, argumenteret for, at det er lykkedes for de nye liberale at vende Robin Hood-mytens moralske etos. I den nye version er Robin Hood en skattesænkende frihedskæmper, der kæmper en ulige kamp mod de forkælede overførselsindkomstmodtagende masser. Joachim B. Olsens dom over Robert Nielsen har sit udgangspunkt i en liberal forestilling om retfærdighed, som er funderet i en sondring mellem det, individet selv vælger og det, de bliver udsat for udenfor egen kontrol. Det, der følger af en persons valg, er man selv ansvarlig for, og det, der er resultatet af en omstændighed, er noget, man skal kompenseres for på forskellige måder.

Adskillige teorier indenfor den politiske filosofi, går ud på at forsøge at klargøre på hvilke måder man skal kompenseres for forskellige uheld, og hvordan dette bedst kan afgøres. Mest kendt er nok den amerikanske filosof John Rawls med sit ’uvidenhedsslør’. Her opsætter han et tankeeksperimentet om en udgangsposition, hvori en række personer, der ikke ved, hvilken livssituation de kommer til at blive placeret i, skal konstruere det mest retfærdige system. Rawls mener, at hvis man er uvidende om sin egen position i samfundet, ville man komme frem til en form for forskningssystem, hvor alle forsikrer sig mod ’faren’ for at blive handikappet, fattig eller på anden måde ulykkelig stillet.

I praksis er det notorisk svært at afgøre, hvad der er resultatet af et bevidst valg, og hvad der skyldes samfundsstrukturer. Mange vil også mene, at disse akser reelt set ikke er noget, der kan skilles ad, og at vi til en hver tid er en kombination af de ting, vi aktivt vælger og de ting, der er større end os selv. Hvordan skal en sådan sondring implementeres i et statsligt system?

Noget for noget

I de senere år har man set fremkomsten af flere ordninger, hvor borgeren skal vise sig værdig til en ydelse eller hjælp. Den såkaldte 300-timers regel, som senere er blevet til 450-timers reglen og 225-timers reglen, kræver, at et ægtepar på kontanthjælp har haft et ordinært arbejde på 300 timer i løbet af to år. Efter at kravet blev øget til 450 timer på to år, er den nu endt på 225 timer på et enkelt år. Loven stiller altså et eksplicit krav om, at en borger som modtager kontanthjælp skal udvise vilje og gøre en indsats for at kunne sætte sig selv i arbejde og på den måde vise en arbejdsmoral.

det er lykkedes for de nye liberale at vende Robin Hood-mytens moralske etos

 

Ligeledes er der på beskæftigelsesområdet blevet indført adskillige aktiveringstiltag. Især tydeligt er tilfældet med den nye førtidspensionsreform, hvor ansøgere til ydelsen skal igennem et omfattende såkaldt ressourceforløb, der skal afgøre vedkommendes arbejdsevne. Arbejdsevne er et begreb, der henviser til den kapacitet, en person har til at arbejde, og er således relativt fra job til job alt efter, hvad det enkelte job kræver. Alle disse ordninger er en del af den såkaldte aktive socialpolitik, hvor borgeren selv skal være delagtig i at ændre sin situation og ikke modtage såkaldt passiv hjælp.

Henrik Herløv Lund, fra den såkaldte Alternative Velfærdskommission, skriver i tidsskriftet Socialpolitik, at man siden 1990erne har set et skifte i arbejdsmarkeds- og socialpolitikken. Tidligere lå hovedvægten på mål om forsørgelse, indkomstsikring og ret til beskæftigelse, mens den nu er rykket til i stedet at lægge vægt på mål om aktivering, arbejdspligt og øget arbejdsudbud. Tilsvarende identificerer Lund en ændret tilgang til ydelserne, hvor det bliver vigtigt at skabe incitament til at finde og fastholde arbejde gennem reduktion af ydelser og stramning af adgang til og vilkår for ydelserne. Overordnet kalder han det en overgang fra velfærd til ’jobfærd’.

Ret til medlidenhed

I en socialpolitik, der er blevet til en beskæftigelsespolitik, er der i mindre grad rum for dem, der ikke kan arbejde. Hvis ansvaret for arbejdsløsheden lægges hos den arbejdsløse, har samfundet heller ikke pligt til at hjælpe, eftersom den arbejdsløse ikke er værdig til hjælpen, fordi denne er skyld i sin egen situation. Retten til at få hjælp, når man ikke kan arbejde, kan altså siges at være på vej væk. Eller også findes denne ret for enden af en række afprøvninger af værdighed og arbejdsmoral.

Tanken om den universelle rettighed i velfærdsstaten var netop et forsøg på at slippe væk fra domme om værdighed. Det universalistiske i den nordiske velfærdsstat går i hovedsagen ud på, at rettigheder ikke erhverves gennem tidligere indbetalinger eller status, som for eksempel beskæftigelse.

K.K. Steincke kritiserede almisseprincippet i sin bog Almisser eller Rettigheder fra 1912. Hans hovedpointe var, at almissen ødelagde modtageren af ydelsen, ved at den virkede demoraliserende og svækkede personens selvstændighedsfølelse: »Det demoraliserende ved fattighjælpen ligger til dels deri, at man navnlig i den almindelige opfattelse i andres øjne står som en person, der har måttet overgive sig selv og nu er underkastet andres skøn over sine private forhold; man er økonomisk set umyndiggjort, og har kun ret til at kræve almisse.«

Når vi i dagens debat fokuserer på, hvem der i relation til et retfærdighedsprincip har gjort sig fortjent til en ydelse, og italesætter ydelser som en barmhjertighedsfunktion fra statens side, er vi altså tilbage i almissens sprog.