Print artikel

Kapitalismen skal reddes fra kapitalismen

Illustration: Peter Berke
Kritik
06.08.16
USA er gået i stykker og skal reddes fra sig selv. Økonomen Robert Reich har skrevet en ny bog, som er et manifest for kapitalismen som demokratisk redskab

»Do you recall the time when the income of a single schoolteacher or salesman or baker or mechanic was enough to buy a home, have two cars and raise a family? I do.«

Robert Reichs nye bog begynder med nostalgi. Den begynder dengang vellønnede, organiserede og fagbevægelsesaktive arbejdere stod på rad og række ved Henry Fords samlebånd eller sad ved skrivemaskiner på kontorer eller solgte tøj i deres egne forretninger, mens deres børn uddannede sig ud af arbejderklassen. Det var dengang den almindelige arbejders løn fordobledes over et årti, det var dengang kapitalismen fremmede trivslen i samfundet. Bogen begynder i 1950erne – i hvert fald i de 1950ere, Reich husker.

Noget er gået galt siden da. Saving Capitalism – For the Many, Not the Few er en kritik af den amerikanske kapitalismes udvikling. Reich beskriver et amerikansk system, hvor politisk og økonomisk magt over årtier har flettet sig ind i hinanden, hvorved begge domæners demokratiske potentiale er svundet ind til fordel for en udvidelse af markedets beføjelser. Værkets præmis er, at USA er gået i stykker, og det henvender sig til dem, som kan mærke det. Reich henvender sig til mavefornemmelsen hos den almindelige amerikaner, som føler sig forrådt af den ene procent. Han skriver ikke for at overbevise, men for at forklare vejen til denne redelighed af både legitim og illegitim fordeling af goderne blandt samfundets elite. Reich oplister: De største donationer til Barack Obamas præsidentkampagne i 2008 kom fra ansatte i Goldman Sachs; da Lehman Brothers gik konkurs samme år overtalte finansminister Henry Paulson, Jr. Kongressen til at udstede bankpakker for at redde en række andre store banker; The National Consumers League har gjort det lovligt for medicinalfirmaer at betale læger for at anbefale specifikke medicinalprodukter; Google og Apple brugte i 2012 flere penge på at søge patenter til deres produkter end på at forske og udvikle. Det er alle begivenheder, som, ifølge Reich, efterlader den almindelige amerikaner med de riges gæld, færre penge, højere leveomkostninger og en begrænset adgang til det samfund, de skal indgå i. Vi befinder os, med andre ord, i en tilstand hvor få har det meste, flere det mindste og markedet den absolutte legitimitet.

Netop konflikten mellem det uregulerede marked og staten er et centralt spørgsmål i bogen. Reich viser, at 'det offentlige' og 'regering' stadig er kontroversielle begreber i amerikansk politisk kultur. Det er måden, hvorpå forskellige formuleringer, som »Again, it is not a question of government or free market – it is a question of whom the government is for« og »This is the false opposition of free market and government« bliver konkluderende bemærkning for hvert løsningsforslag og hvert kapitel. Der er luft omkring sætningerne og punktummer bagefter. Det er, som om Reich gentager pointen som et mantra i forskellige variationer, for at pointerne ved bogens slutning skal være blevet normaliseret for læseren. Det er altså radikale sager, fornemmer man.

Kapitalisme som statsræson

Saving Capitalism er ikke en teknisk bog; der er få grafer, få tal og endnu færre økonomividenskabelige begreber. Sproget er klart, sætningsstrukturen er enkel og bogens historiske eksempler på sociale konflikter, økonomiske kriser og juridiske eller politiske beslutninger er forsimplede. Men det er også lige meget, for det er jo slet ikke tallene, graferne og faktaene, det handler om. Dem har Reich rigelig mulighed for at beskæftige sig med som økonomiprofessor på Berkeley eller økonomisk rådgiver for amerikanske toppolitikere. Det er dikotomien mellem de få og de mange, Reich skal bruge. For sådan er hans bog; den handler om Højesteret, Wall Street, den mægtigste regeringsmagt i den vestlige verden, om borgere, deres frihed, rettigheder, om arbejde, liv eller død.

»Which shall rule–wealth or man; which shall lead–money or intellect; who shall fill public stations–educated and patriotic free men, or the feudal serfs of corporate capital?« spurgte Edward G. Ryan, leder af Wisconsins højesteret i 1873, og Reich citerer Ryans spørgsmål som illustrativt for sit eget ærinde i 2016. For Reichs bog er et opgør med det, den amerikanske kapitalisme er blevet: gældsstiftelse, muligheder for de få og udsigtsløshed for de mange. Den er et oplæg til at genstille en række meget grundlæggende spørgsmål til selve den amerikanske statsræson. Først og fremmest forsøger han at afmontere frimarkedsmyten; at der skulle være en modsætning mellem et stærkt, frit marked eller en stærk regering. »Government doesn't 'intrude' on the 'free market',« skriver Reich, »It creates the market.« Dernæst spørger han, hvorfor de rigeste altid får mere, når de kræver det? Hvorfor markedet ikke længere kan skabe generel velstand, når det lykkedes i 1950erne? Hvad de grundlæggende regler for markedet egentlig skal være? Hvem repræsenterer regeringen? Og vigtigst af alt: Kan kapitalismen være et demokratisk redskab?

Imidlertid er det en statsræson, som er langt fra den gammeldags europæiske version. For mens Karl Marx lærte os, at kapitalismen bærer sin egen undergang med sig, og Europa etablerede velfærdsstater efter Anden Verdenskrig, vil Reich lære os, at kapitalismen bærer det håb, de amerikanske guldgravere indtog Klondike med i 1897, og som han forestiller sig, arbejderne flyttede bildele med ved samlebåndene i 1950erne. Saving Capitalism er altså en meget amerikansk bog, og det er fristende at læse den som kulturhistorie. For Reichs grundspørgsmål fra Edward G. Ryan er fra en verden af i går -og det er hans idealkapitalisme også. Reich alluderer til den tidlige moderne amerikanske kapitalisme, der gennemsyrer landet som den grammatik, der giver det kulturelle sprog mening.

Den amerikanske drøm

Men har USA nogensinde kendt den kapitalisme, Reich vil genrejse? Da franskmanden Alexis de Tocqueville i 1831 kom hjem fra det store, diverse land havde han en åbenbaring i sin kuffert. Han mente at have oplevet og studeret noget så eksotisk som et stabilt, demokratisk samfund – og årsagen var kapitalismen: »I increasingly viewed this equality of social conditions as the factor which generated all others and I discovered that it represented a central focus in which all my observations constantly ended,« skrev han i det, der skulle blive Demokratiet i Amerika – to binds inspiration til, hvordan Frankrig kunne entrere den nye verden ved at tage ved lære af USA.

Tocqueville betragter kapitalismen som lighedsskabende – i en liberal, amerikansk forstand. Ligheden beroede ikke på fuld økonomisk ligestilling, men på lige sociale betingelser. Det var en art tålelighedens princip: Så længe borgerne ikke følte, at det herskende system modarbejdede dem, kunne man regne med, at de ville agere lydigt i det. Tocqueville hyldede en ekspanderende handelssektor og et frit, indre marked som adgangsbilletter til denne lighed; enhver borger fik stillet i udsigt at avancere fra den plads, vedkommende indtog i samfundet. Tocqueville beskrev altså en kapitalisme, der både skulle henvise alle borgere til en plads i samfundet - og samtidig give dem forestillingen om muligheden for social mobilitet. Tocqueville oplevede ganske vist ekstrem rigdom og fattigdom i USA, men insisterede på, at det var undtagelsen fra reglen, og at kapitalismen ville skabe muligheden for en bred middelklasse. Gennem denne idé om mobilitet indenfor kapitalismens rammer skulle kapitalismen fungere som en styringsmekanisme, der bidrog til at sikre samfundet mod oprør og skabte et stabilt demokrati.

Alexis de Tocqueville kom hjem med den amerikanske drøm og det er den, Robert Reich forsøger at genrejse i 2016.

Kan man tro på kapitalismen?

Kapitalismen stikker dybt i den vestlige verden. Det er fristende for såvel den revolutionære som den nysgerrige historiker at udforske dens præmisser, dens historie - og ikke mindst stille sig selv og sine kilder spørgsmålet om dens overlevelsesmuligheder. Som system er den hidtil uberørt – men er det en grund til ikke at genoverveje det bestående?

Ikke for den britiske historiker Tony Judt. »But what can we believe in? What should we do?« spurgte han i Ill Fares the Land fra 2010. Det var atter USA, der var faret ilde – og atter med sig selv. Også Judt beskriver et land, hvor den amerikanske drøm er brast, hvor samfundskontrakten mellem borger og stat for alvor er brudt. Mens økonomen Reich finder svarene på samtidens genvordigheder i netop økonomien, søger Judt i kulturhistorien. For hvorfor er det så svært for amerikanerne at forestille sig et samfund uden kapitalismen som rygsøjle?

Judt mener, at Vesten har et diskursivt handicap. Efter at have diskuteret policy og profitter i århundreder, har homo economicus fortrængt det tænkende menneske. Judt læser Charles Dickens' Oliver Twist, Bernard Mandevilles The Fable of The Bees, Malcom X' erindringer - og endda Alexis de Tocquevilles Demokratiet i Amerika for at illustrere, hvordan kapitalismen cementeres som selvfølgelighed og sættes i modsætning til staten for at vise, hvordan kultiveringen af den amerikanske statsaversion også bliver en litterær trope. Understøttelse er et Kainsmærke for den amerikanske drømmer, og ingen kunne netop drømme om at tænke anderledes.

For Judt er det derfor ikke tilstrækkeligt at stille spørgsmål indenfor systemets rammer – men det er ganske nødvendigt at stille spørgsmål til systemets præmisser. Ingen spørger, om varer er det værd, de koster. Ingen spørger, hvorvidt domstolens beslutninger eller politikernes reformer er gode eller retfærdige. Ingen spørger, hvad der kan skabe et godt liv, et bedre samfund eller – gisp – en bedre verden. De vigtige debatter er de, som undviger økonomiske kalkuler og kapitalismens grundantagelser; de debatter, som vrister sig fri af vanen. For kan man stille grundlæggende spørgsmål til det gode liv i den gode stat, kan man også redefinere og genopdage potentialerne i begreberne 'godt', 'liv' og 'stat' – og dermed udøve kritik mod magthaverne:

»The emperors of economic policy in Britain and the US, not to mention their acolytes and admirers everywhere from Tallinn to Tbilisi, are naked. However, since most observers have long shared their sartorial preferences, they are ill-placed to object. We need to re-learn how to criticize those who govern us. But in order to do so with credibility we have to liberate ourselves from the circle of conformity into which we, like they, are trapped,« skriver Judt. Man kunne forestille sig, at Reichs spørgsmål til den amerikanske statsræson ville blive symboler på diskursens og dermed tænkningens impotens for Judt.

Reich er systemets mand, som har skrevet systemets bog på systemets præmisser. Reich foreslår stramning af patentlovgivninger (de skal være kortere og sværere at få), strammere kartellovgivninger, en generel basisindkomst som skal fremme innovationen ved at frikøbe amerikanere fra elendige jobs, robotterne sikkert kan overtage om få år, og at staten burde tildele alle amerikanere en lille del af landets intellektuelle ejendom, det nationale patentkontor stadfæster.

Reich betragter sine løsningsforslag som de første skridt til at reetablere kapitalismen som et reelt demokratisk redskab; som det, der kan genskabe den tocquevillske stabilitet, mobilitet, virkelyst. Reichs løsningsforslag måtte selvfølgelig tænkes indenfor systemets mulighedsrum, for det handler først og fremmest om at redde Amerika, det handler altid om at redde Amerika. Og Amerika er og bliver synonymt med kapitalisme.