Print artikel

Arbejderklassen, velkommen tilbage!

Er arbejderklassen på vej tilbage i politikernes bevidsthed som relevant politisk kategori?
Analyse
12.01.17
I forbindelse med en traumatisk oplevelse siges det, at man gennemløber fem faser: benægtelse, vrede, forhandling, depression og til sidst accept. Donald Trump har vundet det amerikanske præsidentvalg. Hvor befinder de vestlige liberale sig i denne proces?

Da chokket blev en realitet, begyndte benægtelsen: ’Det kan simpelthen ikke passe!’ Hillary Clinton forblev tavs mange timer efter, at resultatet blev tydeligt. Det kunne simpelthen ikke passe, at han blev præsident, når hun fik op mod to-tre million flere stemmer end ham. Benægtelse ændrer imidlertid ikke på realiteten – vreden satte ind. CNN rapporterede allerede onsdag nat om demonstrationer og optøjer over hele landet, især i stater og byer med demokratisk flertal: Atlanta, Austin, Boston, Chicago, Denver, Los Angeles, New York, Philadelphia, Portland, Oregon, San Francisco, Seattle og Washington DC. Optøjerne lagde sig og forhandlingerne begyndte, som for at udskyde realiteten: Den ’grønne’ kandidat, Jill Stein, fremlagde krav om, at de afgørende staters stemmer blev genoptalt, nyhedsværter landet over forsøgte sig med en ’vi må give ham en chance-strategi’, mens andre henviste til den amerikanske forfatnings konservative karakter, i håbet om, at Trump alligevel ikke kunne ændre så meget. Eftersom de fleste blev enige om, at vi rent faktisk er vidne til en »katastrofe i slowmotion« (med Jean Baudrillards ord), satte depressionen og accepten ind: Den amerikanske talk-show vært John Oliver afsluttede sin sæson med en ’fuck 2016-video’, hvor han fik en lang række kendte og ukendte mennesker til at give 2016 fingeren og konkluderede, at 2016 var det »fucking værste«. Samtidig besøgte Trump en tydeligt utilfreds Barack Obama i Det Hvide Hus, en træt Hillary Clinton gik på skærmen og gratulerede sin modkandidat og selv Donald Trump lagde sin splittelsens retorik på hylden og udtalte i sin sejrstale, at »nu er det tid til, at Amerika heler splittelsens sår.« Vi er måske ved accepten: Donald Trump bliver præsident i USA.

Historien gentager sig altså, som Hegel skrev, og måske er Marx’ tilføjelse fra Den Attende Bruimare stadig relevant: først som tragedie, dernæst som farce. 

I rekylen fra denne femtrins-raket er der tre ting, som mange liberale kommentatorer og politisk sagkyndige er blevet enige om: Arbejderklassen er tilbage som relevant kategori, Trump er et ’symptom’ på nogle mere fundamentale problemer og de liberales identitetspolitik har fejlet som strategi. 

’Hvide vælgere uden universitetsuddannelse’

At arbejderklassen er tilbage som en relevant kategori, der kan forklare det overraskende valgresultat, er for mange tydeligt i stemmefordelingen i kategorien ’hvide vælgere uden universitetsuddannelse’: I den kategori fik Trump hele 67 % af stemmerne mod Clintons 28 %. Til sammenligning fik Clinton 75 % af stemmerne i kategorien ’ikke-hvide vælgere uden universitetsuddannelse’ mod Trumps 20 %. Når der refereres til arbejderklassen er det med andre ord den hvide arbejderklasse, som bærer det politiske ansvar for at føre Trump til magten. Det er så at sige en tilbagevende gestus. Da republikaneren Ronald Reagan i 1980, og igen i 1984, vandt præsidentembedet gav man disse hvide, arbejderklassevælgere et navn: Reagan Democrats. En Reagan-demokrat er typisk en hvid, arbejderklassemand, der traditionelt har stemt demokratisk, men – desillusioneret af den økonomiske og sociale orden – vender sig mod det republikanske partis kandidat.

Den politiske tænker Stan Greenberg foretog i 1985 et studie af Macomb County (en forstad til industribyen Detroit) i staten Michigan, hvor størstedelen af vælgerne netop tilhørte den hvide, mandlige arbejderklasse. I 1960 stemte 63 % af Macomb County på demokraten John F. Kennedy, mens de 20 år senere stemte Reagan til magten med 66 % af sine stemmer. Den bevægelse var medvirkende til at skabe betegnelsen Reagan-demokrater og Greenberg (og mange andre) har sidenhen brugt Macomb County som et nationalt barometer til at måle den folkelige opinion blandt disse udslagsgivende vælgere. Greenberg konkluderede ud fra sit studie, at Reagan-demokrater ikke længere anså demokraterne som arbejdernes parti, men tværtimod anså partiet for at varetage andre etniske og kulturelle grupperinger på deres bekostning.

Da Obama i 2008 vandt Macomb County med 57 % mod republikanernes 42 %, konkluderede Greenberg i New York Times: »I’m finished with the Reagan Democrats of Macomb County in subarban Detroit« – underforstået, at de hvide arbejderklassevælgere i Macomb ikke længere var et relevant nationalt, politisk barometer. I 2012 vandt Obama igen Macomb, men ved det nylige præsidentvalg vandt Donald Trump Macomb County med 53,6 % af stemmerne.

Historien gentager sig altså, som Hegel skrev, og måske er Marx’ tilføjelse fra Den Attende Bruimare stadig relevant: først som tragedie, dernæst som farce. 

Greenbergs afvisning af Macomb County i 2008 kan siges at være repræsentativ for en større tendens blandt de vestlige liberale: Fortrængning – eller fornægtelse – af arbejderklassen som politisk relevant kategori. Imidlertid er der – på tværs af det politiske spektrum – enighed om, at arbejderklassen også kan defineres som en økonomisk kategori: De mennesker, der sælger (eller kun kan sælge) deres arbejdskraft på markedet.

Et symptom laver comeback

Der er altså (mindst) to centrale måder at definere arbejderklassen på: Som økonomisk kategori og som politisk kategori. 

Karl Marx definerede arbejderklassen som en økonomisk kategori (ganske vist med et politisk potentiale), mens sociologen Max Weber videreudviklede den økonomiske definition til også at tage højde for den kultur, status og socialitet, som var forbundet med at tilhøre denne gruppe. I Marx’ definition er arbejderklassen defineret ved deres plads i forhold til produktionsmidlerne: De ejer ingenting og har derigennem kun muligheden for at sælge deres arbejdskraft på markedet. Som økonomisk kategori er arbejderklassen altså bestående af lønarbejdere. Til trods for Marx’ politiske intentioner, er der ikke mange økonomer, som ville betvivle denne definition af arbejderklassen. Hvorvidt lønarbejdet er en retfærdig organisering, er der til gengæld meget store uenigheder om.

I den økonomiske definition har arbejderklassen intet med hverken race, køn eller lønniveau at gøre – det er en ren teknisk betegnelse. Den del af befolkningen, der udgøres af lønarbejdere – arbejderklassen – udgør måske derfor en overraskende stor del. I bogen Det danske klassesamfund fra 2012 beregner bogens fire forfattere arbejderklassen til at udgøre 47 % af den danske befolkning, og kritikere tilføjede hertil, at denne definition ikke medregnede pædagoger, skolelærere og lignende – gjorde den dette, ville tallet være højere. Professor i Økonomi ved Cambridge University, Ha-Joon Chang, hævder, at arbejderklassen udgør mellem 65 og 75 % af befolkningen i Storbritannien og andre rige lande.

En mulig forklaring på, at vi ikke tænker arbejderklassen som en vigtig eller stor del af befolkningen er, at ordet arbejderklassen ofte leder tankerne hen på en form for lumpenproletariat, hvor arbejdere lever i usle vilkår, stuvet sammen i små, beskidte boliger, hvor folk dør på stribe. Dette er selvsagt forkert (i de fleste vestlige lande), men ændrer imidlertid ikke på den økonomiske definition af arbejderklassen: Lønarbejdere.

Definition af arbejderklassen som politisk kategori er groft sagt splittet i en højre –og venstrefraktion. Traditionelt set har venstrefløjen anset arbejderklassens politiske karakter som ’historiens motor’; den aktive agent i samfundet, som havde magten og kapaciteten til at fuldføre revolution og »omstyrte det bestående.« Arbejderklassen anses som den klasse, der gennem udbytning og udnyttelse af deres arbejdskraft til skabelsen af profit, bærer kapitalismens uretfærdigheder på sine skuldre og derfor vil forene sig, omstyrte kapitalismen og indføre et socialistisk/kommunistisk samfund. For at forklare hvorfor arbejderklassen ikke påtog sig denne rolle og ofte – ”objektivt set” – stemte imod deres egne interesserer, tyede venstrefløjsteoretikere til psykoanalysen – bedst eksemplificeret gennem Wilhelm Reich, ’freudo-marxismen’ og Frankfurterskolen. Det er i vid udstrækning den tradition filosoffen Slavoj Žižek viderefører, om end i en radikal anden form. I de sidste 20-30 år har mange venstrefløjsteoretikere dog afvist arbejderklassen som historiens drivkraft og afsøgt andre agenter, der kunne bære forandringens rolle på sig: flygtninge, Snowden, Occupy Wall Street og Black Lives Matter – for bare nævne nogle få.

På højrefløjen, derimod, er arbejderklassen nok snarere defineret ved ikke at være en relevant politisk kategori. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte eksemplarisk denne liberale position, da han i sin tale ved Folketingets åbning i oktober 2003 sagde, at »klassesamfundet er opløst. Klassekampen er slut.« Mens højrefløjen ofte anerkender, at arbejderklassen eksisterer som økonomisk kategori, ser de intet problematisk i denne betegnelse – de ser med andre ord ikke noget politisk relevant, endsige noget uretfærdigt. Det samme gør sig gældende i den neoklassiske, økonomiske teori – som på mange måder har været dominerende siden 1970’erne: I denne teori er hverken arbejderklassen, eller klasser generelt, kategorier, som er værd at hæfte opmærksomhed ved. Til forskel fra så forskellige økonomiske skoler som marxismen, keynesianismen og den klassiske skole anser den neoklassiske skole nemlig økonomien styret af enkelte individer frem for klasser. Teorien bygger groft sagt på de to forudsætninger, at hvert enkelt individ er rationelt og egoistisk, og at det frie marked er den bedste måde at (om)fordele samfundets ressourcer på. Hvis hvert enkelt rationelt individ følger sin egeninteresse, vil det frie markeds usynlige hånd sørge for, at samfundets ressourcer bliver fordelt retfærdigt. I denne analyse er der ikke blik for klasser. Fokus er på det enkelte individ og det økonomiske incitament – et godt eksempel er Venstres kampagne ”Det skal kunne betale sig at arbejde”.

Lige såvel som, at Anders Fogh var for hurtig på aftrækkeren, da han kort inden finanskrisens udbrud i 2008 selv udbrød, at økonomerne hellere måtte skrive deres lærebøger om, er det med Donald Trumps sejr måske tydeligt, at han er lidt for hurtig på aftrækkeren generelt: Klassesamfundet er ikke opløst. Men det er bestemt – ligesom med Macomb County – en del af en større tendens, at arbejderklassen både som økonomisk og politisk kategori er blevet fortrængt. Og den psykoanalytiske lære er her, at det fortrængte altid vender tilbage – og gør det i form af et symptom.

Er Trump et symptom? 

Således har man både før og efter Trumps sejr kunne læse nærmest uendelige analyser af the Donald som et »symptom på kønsroller i opbrud« (Information), et »symptom på en ny paranoia i amerikansk politik« (The Telegraph), et »symptom på deindustrialisering« (Rawstory), et »symptom på en dysfunktion, ikke et svar« (Time Magazine), et »symptom på en meget større sygdom« (PoliticusUsa), et »symptom på en vestlig samfundsmodel i krise« (Lars Trier Mogensen, i bogen Den store joker), et »symptom på, at vores demokratier er ved at blive gamle« (Mette Bock (LA) i BT) og, at »populisme ikke er en sygdom, men et symptom« (Information). Fælles for alt dette er, at et symptom i virkeligheden er et udtryk for en slags forskydning – eller nærmere fortrængning –  af et mere fundamentalt problem, som ikke er blevet adresseret i tide. Dette problem får så forskellige definitioner: kønsroller, deindustrialisering, demokratiet, neoliberalisme, etc., men pointen er den samme: problemet, sygdommen, findes andetsteds. 

Det kan være, at den ’symptomatiske’ tilgang til Trump også er for hurtig på aftrækkeren. Hvis vi endelig skal psykoanalysere fænomenet Trump, så betegner han måske snarere en fetich.

Max Horkheimer, medforfatter til et af den kritiske teoris hovedværker, Oplysningens dialektik fra 1947, skrev i 1939 i essayet The Jews and Europe, at de, der ikke taler om kapitalismen, også bør afholde sig fra at tale om fascismen. Med dette henviste Horkheimer netop til fascismen som et symptom på kapitalismen, som den logiske følgevirkning af de indlejrede problemer i kapitalismen. Det samme gør sig gældende i Oplysningens dialektik: Oplysningstidens idealer om rationalitet og frihed fører i yderste konsekvens til en kontrollerende fascisme – et symptom. Hvis man vil forstå – og kritisere – fascismen, så er det altså nødvendigt at kritisere de tankesæt og strukturer, der danner forudsætningen for selvsamme. Det er i høj grad denne symptom-logik, der i ovennævnte artikler appliceres på fænomenet Trump: Han udgør den nødvendige følgevirkning af en lang række andre, fortrængte problemer, som danner grobund for højrepopulismen – de fortrængte problematikker vender tilbage i form af et symptom, der nu har et navn og en fornem titel: Donald Trump.

Men symptomet forpligter. Det kan være nemt at afskrive en bevægelse eller en person som et symptom på noget mere fundamentalt. Men – følger vi Horkheimer – kan symptomets kritik ikke stå alene. Den ideologiske baggrund er mindst lige så vigtig, hvis ikke vigtigere. Hvorfor skriver, eksempelvis, Lars Trier Mogensen i sin biografi om Trump, at »Trump er et symptom på en vestlig samfundsmodel i krise«? Hvorfor ikke skrive en bog om den vestlige samfundsmodel i krise? Hvis Trump ’blot’ er et symptom på noget andet mere fundamentalt, hvorfor så ikke skrive en bog om det, Trump er et symptom på? Som Lars Trier selv formulerede det i et debatindlæg i Politiken: »Donald Trump er let at afskrive som en fascistoid fusentast. Også for let.« Er det ikke også for let at afskrive Trump som et symptom?

Det kan være, at den ’symptomatiske’ tilgang til Trump også er for hurtig på aftrækkeren. Hvis vi endelig skal psykoanalysere fænomenet Trump, så betegner han måske snarere en fetich. Slavoj Žižek bruger det franske ord envers til at beskrive en fetich i forholdet til et symptom: En fetich udgør vrangsiden af et symptom; det, som symptomet er »vendt omkring.« Mens en fetich og et symptom altså ligner hinanden til forveksling, så er der en afgørende forskel: »the symptom is the excerption which disturbs the surface of the false appereance, the point of which the repressed Other Scene erupts, while the fetish is the embodiment of the Lie which enables us to sustain the unbearable truth«, som Zizek skriver i bogen First as Tragedy, Then as Farce fra 2008. I begge tilfælde er der altså tale om en forskydning, men mens symptomet er forskydningen fra et mere fundamentalt problem, så er en fetich dét, som tillader os at leve med dette fundamentale problem. Både et symptom og en fetich henviser altså til, at noget er galt; i tilfældet symptomet fortrænger man, hvad der er galt, mens en fetich repræsenterer en måde, hvorpå man kan leve med det, der er galt.

Et eksempel på den tætte relation mellem et symptom og en fetich, er et stykke tøj fra en afdød person: Som fetich transponerer vi problemet over i tøjet (hvor personen stadig ’lever videre’), hvilket tillader os at leve med, acceptere og håndtere det traume, at personen er død. Men dette stykke tøj kan samtidig fungere som et symptom: Hvis man fortrænger personens død og forsøger at leve videre, som om intet er sket, så kan tøjet være den måde, hvorpå det fortrængte vender tilbage – et symptom (stykke tøj) der minder os om, at personen stadig er død. Hvorvidt en entitet altså udgør en fetich eller et symptom er i høj grad et spørgsmål om perspektiv – et objekt kan på en og samme tid fungere som en fetich eller symptom.

Hvis vi overfører denne skelnen til det politiske, så er symptomet så at sige beviset på, at der er noget grundlæggende galt med den politiske orden, mens en fetich er den ’løgn’, som tillader os at leve videre med det, der grundlæggende er galt med den politiske orden. Trump kan ligeledes på en og samme tid fungere som en fetich og et symptom: For de vestlige liberale, er han tydeligvis et symptom på nogle fundamentale problemer, mens han for de hvide, arbejderklassevælgere er en fetich, der muliggør at disse vælgere kan leve videre med deres problemer (i håbet om, at Trump kan løse dem).

Spørgsmålet er, om ikke også Trump tillader, at de vestlige liberale kan leve videre med de problemer, som Trump angiveligt er et symptom på? Mens stort set alle er enige om, at Trump udgør et symptom på et-eller-andet, så foretages denne diagnosticering ud fra vidt forskellige, politiske udgangspunkter: Feministerne, storkapitalisterne, klimaforkæmperne og selv republikanerne er enige om, at Trump kanaliserer nogle mere grundlæggende problemer, som fortjener at blive adresseret. Trump er et symptom på praktisk taget alt.

Eller er han en fetich?

Der er ikke meget man kan lære af Slavoj Žižeks forholdsvist mislykkede udgivelse, Den nye klassekamp – de sande årsager til flugt og terror fra sidste år, men hvis det skulle være én ting, så er det denne: Islamisk Stat fungerer som en fetich. Hvorfor? Mens nogle af verdens større magter – Rusland, USA, (vest)Europa, Tyrkiet, Saudi-Arabien og Israel – på papiret bekæmper IS, så er der ifølge Žižek ingen tvivl om, at IS langt hurtigere kunne være blevet udryddet. Men fordi hver enkelt gruppering, der indgår i kampen mod IS, samtidig, på kryds og tværs, indgår i kampe mod hinanden, bliver IS i stedet en mulighed for at ramme sine egne fjender: USA og Europa rammer Rusland, Saudi-Arabien (USA’s samarbejdspartner) rammer shia-islam, Israel rammer de pro-iranske shia-styker, sunnier rammer shia-muslimer: »Islamisk Stats uhyrligheder fungerer her som en fetich, der dækker over alle disse kampe, hvor hver part foregiver at bekæmpe IS for at ramme sin sande fjende,« skriver Žižek.

Måske bør den ’fælles front’ mod Trump diagnosticeres på samme måde? Medmindre stort set alles interesser for nyligt er blevet forenelige, så er der god grund til at hævde, at kampen mod Trump i virkeligheden dækker over, at hver enkelt part derved bedre kan fortsætte med at kæmpe deres egen kamp: Liberalisterne kan kæmpe for mere frihandel, feministerne for mere ligestilling, klimaforkæmperne for bedre klima, republikanerne for et bedre parti, Wall Street for bedre vilkår, demokraterne for Det Hvide Hus, osv. Der er intet galt i at kæmpe mod Trump – det bør tværtimod stå meget højt på listen – men det kan ikke andet end fremstå hyklerisk, når organisationer som Verdensbanken, hardcore-kapitalister på Wall Street og de vestlige liberale indgår i denne fælles kamp, når alt peger på, at det netop er konsekvenserne af deres økonomiske politik, som har spillet en afgørende rolle i at bringe Trump til magten. På den måde fungerer Trump mest af alt som en fetich, som alle er opsat på at bekæmpe, for derved bedre at kunne ramme deres sande fjende.

Hvis der altså er noget fortrængt, som er vendt tilbage som et symptom, er det ikke Trump, men snarere de vælgere, der har bragt Trump til magten: Amerikas hvide, mandlige arbejderklasse. Man kan derfor måske omskrive Horkheimer og sige, at dem, der ikke taler om arbejderklassen, også bør tie stille om Trump.

Identitetspolitikkens begrænsninger

 En central kritik af Hillary Clinton og hendes usandsynlige nederlag (ifølge New York Times havde Trump 15 % chance for at vinde) er nemlig, at hendes kampagne var for identitetspolitisk. Modsat, eksempelvis, Bernie Sanders og Barack Obama, formåede hun ikke at mobilisere vælgere på tværs og trods af race, kultur, køn og lignende, identitetspolitiske markører, hævder kritikere. Det er måske rigtigt, men af de forkerte grunde. De kritikere, der opponerer imod Clintons identitetspolitiske strategi, har nemlig en tendens til at overse, at Trumps kampagne i virkeligheden var langt mere identitetspolitisk end Clintons. 

De officielle tal for den samlede stemmeprocent er endnu ikke tilgængelige, men ifølge  beregninger er stemmeprocenten faldet til 57,9 %, modsat de 58,6 % i 2012 og 61,6 % i 2008. Donald Trump har med andre ord ikke vundet valget fordi han har fået flere mennesker til at stemme, men snarere fordi han har ”vendt” de afgørende stemmer i de afgørende stater. The Economist skrev i den forbindelse, at det netop var Trumps styrke hos de hvide, arbejderklassevælgere, der var mere end tilstrækkelig i henhold til at vende de afgørende stater såsom Michigan, Pennsylvania og Wisconsin – stater, hvor Clinton ellers blev forudset en uproblematisk sejr. Det er altså ikke sådan, at Trump har formået at mobilisere en ulmende, skjult vrede, som blot ventede på en kandidat, der udviste tilstrækkeligt fascistoide træk. Det er formentlig snarere sådan, at Trump vandt valget netop fordi hans kampagne var for identitetspolitisk. Trump havde nemlig kun én vælgergruppe som fokus: Den hvide, mandlige arbejder (den eneste gruppe, som han ikke – direkte – har hånet). Og selvom det er en farce, at Donald Trump er kommet til magten, er det svært at være enig i, at de hvide, mandlige arbejdere havde været bedre stillet, hvis Clinton havde vundet valget.

 Det er altså rigtigt nok, at Clinton tabte valget på grund af identitetspolitik, men vel og mærke ikke hendes eget identitetspolitiske projekt, men Donald Trumps. The New Yorker-skribenten George Packer skriver i artiklen Hillary Clinton and the populist revolt, at »Trump’s core voters are revealed by poll after poll to be members of the W.W.C [white working class]. His campaign has made them a self-conscious identity group.« Det er altså ikke sådan, at Clintons identitetspolitiske strategi har fejlet; det er snarere sådan, at Trumps identitetspolitiske strategi har vundet.

 Multikulti og racisme

 På den måde har Trump egentlig bevist – og udnyttet – en fundamental begrænsning i den type identitetspolitik, som Det Demokratiske Parti siden 1970’erne har benyttet sig af; en politik, der groft skåret er funderet på race frem for klasse.

 Lige så vel som, at multikulturalismen på sin vis deler grund med racismen, så deler Clintons politiske strategi altså grund med Trumps.

Filosoffen Nancy Fraser har indenfor politisk filosofi foretaget en simplificeret og grundlæggende skelnen mellem to typer politik, politics of redistribution (klassebaseret politik) og politics of recognition (race/gruppebaseret politik). Den første type politik fokuserer på at reducere forskelle klasser imellem, mens den anden fokuserer på at bekræfte forskelle grupper imellem. Den omfordelende politik er traditionelt set knyttet sammen med marxismen og socialdemokratismen, mens den anerkendende politik er knyttet sammen med ”multikulturalismen” og liberalismen (i amerikansk forstand). Det Demokratiske Parti har i høj grad været splittet mellem disse to former for politik, som Packer videre skriver: »For Democrats, the politics of race and class are fraught. If you focus insistently on class, as Bernie Sanders did at the start of the campaign, you risk seeming to be concerned only with whites. Focus insistently on race, and the Party risks being seen as a factional coalition without universal appeal—the fate of the Democratic Party in the seventies and eighties« – og, ser det ud som om, skæbnen i 2016.

 Den politiske filosof Will Kymlicka, en fortaler for multikulturalismen, har i sit værk Multicultural Citizenship fra 2005 påpeget, at multikulturalismen overfladisk set deler visse forudsætninger med racismen. Den multikulturalistiske politik definerer nemlig grupper i kraft af deres tilhørsforhold til selvsamme gruppe – hvad enten denne gruppe så er defineret ved etnicitet, køn eller lignende. Denne måde at definere en gruppe borgere ud fra deres partikulære tilhørsforhold til denne gruppe, er netop hvad der retfærdiggør sammenligningen med racismen – også denne ”politik” definerer borgere (udelukkende) i kraft af deres tilhørsforhold til en bestemt gruppe, i dette tilfælde race. Det er måske netop denne fælles grund, Trump har udnyttet: Har han ikke netop defineret den hvide, mandlige amerikaner i kraft af tilhørsforhold? Har han ikke netop skabt den hvide arbejderklasse som en veldefineret gruppe? Har han ikke netop gjort ved den hvide arbejderklasse, hvad Hillary Clinton har gjort ved de sorte, kvinderne, latinoerne – defineret dem som en homogen gruppe, der i kraft af deres tilhørsforhold udgør en politisk relevant kategori? På paradoksal vis har Trump formået at etablere den amerikanske majoritet – den hvide arbejderklasse – som en minoritet, dvs. som en samlet entitet, der er defineret udelukkende i kraft af deres tilhørsforhold. Det er netop af denne grund, at Trump ikke repræsenterer arbejderklassen, men udelukkende den hvide arbejderklasse.

 Lige så vel som, at multikulturalismen på sin vis deler grund med racismen, så deler Clintons politiske strategi altså grund med Trumps. I den sammenhæng skriver Packer i The New Yorker-artiklen: »I recently spoke with the social scientist Glenn Loury, who teaches at Brown University. As he sees it, if race becomes an irreducible category in politics, rather than being incorporated into universal claims of justice, it’s a weapon that can be picked up and used by anyone. “Better watch out,” he said. “I don’t know how you live by the identity-politics sword and don’t die by it.«

Da Herbert Marcuse i 1960’erne skrev en introduktion til en ny udgave af Marx’ Den Attende Bruimare, medgav han Hegel, at historien gentager sig, og han medgav Marx’ tilføjelse, først som tragedie, dernæst som farce, og tilføjede selv, at gentagelsen i form af en farce ofte er værre end den originale tragedie. Det har Donald Trump allerede bevist.