Print artikel

Uvidenhed er magt

Sandt eller falsk? Trump og Putin på internettet
Feature
13.10.17
Rusland er ligeglad med amerikansk indenrigspolitik, men jo mere du kan forvirre og undergrave den almindelige amerikaners tiltro til systemet, des større chance har du for at svække den til enhver tid siddende regering.

Under Den Kolde Krig blev russisk propaganda spredt gennem løbesedler, turismeplakater og hemmelige agenter. I dag er internettet blevet international politiks nye kampplads. Rusland hackede måske, måske ikke det amerikanske valg, Donald Trump er kendt som Twitter-præsidenten, og Emmanuel Macron kunne i Frankrig indtage præsidentposten med en hel transnational bevægelse under #EnMarche.

I 2016 kunne man læse et sjældent interview med den tidligere chef for den britiske efterretningstjeneste MI5, Andrew Parker, der erkendte, at Storbritannien i høj grad er udsat for russisk indblanding. I samme ombæring udtalte Ruslandsekspert, Flemming Splidsboel, at der selvfølgelig også foregår russisk efterretningsaktivitet i Danmark.

Forvirringens kunst

Historikeren Robert Proctor fra Stanford University introducerede begrebet ”agnotologi” i 1990’erne. Udtrykket betegner studiet af handlinger, der bevidst forsøger at skabe forvirring og bedrag. Det er ikke vidensproduktion, men uvidensproduktion.

Proctor identificerede strategien i forbindelse med undersøgelser af tobaksindustrien, der længe har spredt tvetydig information om sundhedsfaren ved rygning, så det har været svært for forbrugerne at afgøre, hvad der var sandt og falsk. Tobaksindustrien har ikke været bange for at indrømme, at tobak er skadeligt, men heller ikke det modsatte, og resultatet bliver komplet forvirring. Men det er ikke kun virksomheder, der benytter sig af forvirring som strategi; det er også blevet et politisk kneb. Et godt eksempel på dét så man, da der blev sået tvivl om Barack Obamas nationalitet i 2011 af ”The Birther Movement”.

Ifølge Proctor bliver ignorance født af, hvad der ligner en balanceret debat mellem to sider, for eksempel venstrefløjen over for højrefløjen i spørgsmålet om Rusland og Trump. Derfor kan politiske diskussioner mellem forskellige overbevisninger i sidste ende resultere i, at ingen vinder, men alle er mistænksomme og forvirrede. Og dem, der ved, at det er propaganda, sidder med en stor portion magt til at ændre folkestemningen.

Og agnotologien i internettets tidsalder når helt nye højder. David Dunning fra Cornell University bekymrer sig for, at den kritiske sans forsvinder og gør brugerne til bytte for større, mere magtfulde interesser. Både Proctor og Dunning er enige om, at bevidst forvirring var udbredt på begge fløje i de amerikanske primærvalg i 2016. Men hvem er så de, der spreder propagandaen på internettet? Det kan i princippet være en helt tilfældig af dine egne online følgere. Dette er historien om ”Marcus” og ”David”.

Internetkrigerne

Vi er vant til at høre om russiske cyberangreb og bots. Men i stigende grad ser man tegn på, at Kreml er begyndt at bruge menneskelige ansatte ’forklædt’ som eksempelvis amerikanske eller britiske borgere, der spreder budskaber om alt fra Brexit til ObamaCare.

#TheResistance er et relativt nyopstået hashtag brugt af venstreorienterede Trump-modstandere. Herunder tweeter demokraten Conspirador Norteño, der - ifølge egen profiltekst - er datamatiker bosat i USA.

På min egen forside støder jeg tilfældigvis på en hel tråd af ham, hvor han slavisk og statistisk har behandlet Twitter-brugere og tweets, der mistænkes for at være undercover russiske propagandister.

Russisk internetindtog

Fælles for de fleste af disse konti er, at brugernavnet består af et enkelt navn og otte tilfældige cifre. Conspirador har kortlagt disse brugeres aktivitet og deres følgere med lignende navne, og han har opdaget et nogenlunde sammenhængende netværk af foreløbigt 63.099 konti.

Her finder vi en af de mest aktive, ”David Jones”. David Jones’ profilbillede er det britiske flag, han bor i Southampton i England, og han har siden 2013 skrevet 137.000 tweets, omkring 93 om dagen. Men der er et mønster; David tweeter kun i, hvad der svarer til præcist kl. 8.00 til 20.00 på Moskva-tid, hver eneste dag. Davids tweets er stort set kun politiske og handler oftest om UKIP, Brexit og immigration. Ud fra formuleringerne på Davids profil er det ret tydeligt, at det ikke er en af de bots, man har set så mange gange før, men et rigtigt menneske med engelskkundskaber, der rækker langt udover Google Translate.

På hans profil kan jeg læse en udveksling mellem ham og UKIP’s lokale afdeling i Cambridge. De kommenterer, at de er ligeglade med, om han er en såkaldt russisk trold. David svarer, at det er han ikke. UKIP Cambridge skriver igen, at de er ligeglade, og at så længe Davids synspunkter er i tråd med UKIP’s egne, deler de det med glæde.

Efter debatten om David Jones har kørt på Twitter nogle dage, skriver lokalafdelingen selv en opdatering. »Hvis den her fyr er en russisk statstrold lader det til, at Rusland og Storbritannien har fælles interesser.«

Indrømmet: Jeg ved ikke, hvem Conspirador Norteño er, men hans datakundskaber er imponerende. Hans omfattende arbejde bekræfter, hvad vi har vidst i noget tid om russisk indblanding på den britiske og amerikanske højrefløj. Det nye er, at man også er begyndt at se det på venstrefløjen.

Angreb fra venstre

Jeg støder på ”Marcus” i en samtale mellem amerikanske anti-Putin liberale, der i en række omfattende tråde diskuterer netop disse profiler. Marcus er tilsyneladende en liberal Trump-modstander fra Dallas. Jeg har set linket delt på en dansk twitterside, og jeg liker og kommenterer det selv på dansk. Ti minutter efter får jeg en besked fra Marcus. På svensk. Han reagerer på, at jeg har udvekslet et tweet om det med en anden dansk bruger.

»Er nysgerrig. Er du dansker? Jeg er altså ikke russer, jeg er svensk-amerikansk. Svensk mor, amerikansk far.«

Og igen lidt efter. »Jeg er liberal og anti-Trump, her er alt det jeg har skrevet om Putin og Kreml.« Han sender han mig et link til en side med alle hans anti-totalitære skriverier om Putin.

Jeg klikker ikke på linket, og mit første instinkt er at tjekke, at det lille stykke post-it på mit webcam stadig sidder fast, og lægge en bog ovenpå min telefon.

Fem minutter senere har han slettet linket igen. Et par dage efter prøver jeg at få fat på ham, men hans bruger er suspenderet. Jeg skriver også til en efter sigende hollandsk-nigeriansk ”kvinde”, som Conspirador før har forsøgt at afsløre, men hun skifter navn med det samme, mens debatten kører. David Jones’ profil er samtidig gjort privat.

Spøgelsesaktivisten

Twitterbrugeren Goldwater’s Ghost har undersøgt den venstreorienterede del af den mulige russiske internetpropaganda med udgangspunkt i Marcus.

Jeg ved heller ikke ret meget om Goldwater’s Ghost – den er også uden navn – men han har ligesom Conspirador gennemgået Marcus’ aktivitet. Marcus’ profilfoto er et Trump-meme, hans brugernavn slutter på otte tilfældige cifre, og han tweeter helt utroligt meget i en tidszone, der ikke passer med en almindelig amerikansk døgnrytme. Desuden har Goldwater støvsuget indholdet af Marcus’ tweets for alt, der kan afsløre personlige informationer om ham.

Alt kan selvfølgelig lade sig gøre og virkeligheden overgår som bekendt ofte fiktion, men den helt autentiske endog anonyme Trump- og Putin-modstander, der tweeter omtrent 400 gange om dagen på Moskva-tid, har noget af en historie. Efter eget udsagn er han både amerikansk og svensk statsborger; bor i Sverige, New York og Dallas; både aktiv og pensioneret Navy Seal; har en mor, der både er død og levende, samt en bedstefar, der både overlevede og døde i Anden Verdenskrig, alt i mens han selv var forlovet med en kvinde i Ungarn. Marcus har svært ved sin personlige dækhistorie.

Noget andet, som de otte-cifrede brugere har til fælles, er, at deres grammatik halter. De laver ofte fejl i entals- og flertalsbøjninger af engelske verber, da der på russisk – og på dansk – ikke skelnes mellem disse. De bruger de navne som Krusjtjov, der på engelsk typisk staves ”Krushchev”. Marcus laver en del af den slags fejl i sine engelske tweets, men hans beskeder til mig er på et fejlfrit svensk. Internetpropagandisterne er nået langt siden robotudgangspunktet, men helt umærkelige er de altså ikke.

Men hvorfor bruge ressourcer på begge fløje, når det er tydeligt, at Vladimir Putin helst ser Donald Trump i Det Hvide Hus? Hvorfor ansætte en hardcore Leave-demagog og en vred Sanders-tilhænger samtidig?

Fordi uvidenhed er magt. Putin er fuldstændigt ligeglad med amerikansk og britisk indenrigspolitik, men agnotologiens logik er, at jo mere du kan forvirre og undergrave den almindelige amerikaners eller brites tiltro til systemet, des større chance har du for at svække den til enhver tid siddende regering. Kan man piske en utilfredshed på størrelse med briternes EU-nej op, kan man svække de største økonomiske og politiske fjender – USA og et samlet EU.

I følge internetkrigere som Conspirador og Goldwater er Putin ikke Trump-tilhænger. Han bruger bare Trump som figur til at undergrave vestligt hegemoni fra begge fronter. Rusland er ligeglad; de vil bare være stormagt. Igen.

Aktivisme eller sølvpapirshat?

Conspirador og Goldwater’s Ghosts analyser virker overbevisende, men de angriber også min sunde fornuft, fordi de minder mig om samme sølvpapirstyper, som mener at kunne bevise, at jorden er flad, og at 9/11 var et inside job. Og så er de også selv anonyme.

I denne uge kunne man se teksten »Bekæmp russiske bots« projekteret på facaden af Twitters hovedkontor. I august lyste Trump Hotels facade også op med teksten »USA’s præsident er en kendt racist og nazi-sympatisør« – at dømme ud fra æstetikken med samme afsender. Uanset ens overbevisning af sandheden i den udmelding, bør man nok holde sig for øje, at der sidder en anonym aktivist på et tag med en projektor et sted, og muligvis med sølvpapirshatten trukket godt ned om ørene.

Men hvorfor skal vi bekymre os desuagtet? Blandt andet fordi Marcus’ følgere, der tror han er ægte, inkluderer den tidligere formand for the Democratic National Committee, Donna Brazile, og skuespilleren John Leguizamo, som begge har omkring 700.000 følgere hver.

Hvis vi tror på, at Marcus og alle hans onlinevenner er ægte og begynder at retweete deres aggressive revolutionære retorik under hashtagget #TheResistance, ser det sort ud for sammenhængskraften. Hvis vi på den anden side ligesom UKIP er ligeglade med, om David er en russisk propagandist eller robot, så længe det flugter med vores holdninger, ser det slemt ud for folkeoplysningen.

Det er det, der gør, at »folket er ved at være træt af eksperter«, som den britiske justitsminister sagde op til Brexit, og det er det, der gør, at dem der spreder information i alle retninger er de rigtige vindere.