Print artikel

Filminstruktørens, præsidentens og præsidentens halvkedelige møde

Kommentar
29.07.17
Oliver Stone, den amerikanske filminstruktør bag flere fiktionssucceser, har mødt Putin flere gange mellem juli 2015 og februar 2017. Det er der i juni kommet fire afsnit ud af forud for G20-topmødet i Hamborg, hvor Stone direkte interviewer den russiske præsident. Serien mangler kant, præcis ligesom G20 og Trumps administration, men er alligevel anbefalelsesværdig af andre årsager, mens hverken kulturelle eller politiske frontfigurer foreløbigt tager bladet fra munden.

Det interessante valg af instruktør viser sig i den filmiske intro til The Putin Interviews. Stone virker på en måde også indsigtsfuld og som en afslappet samtalepartner, der netop får Putin til at åbne op. Det havde været meget mere irriterende, hvis det havde været Clement eller Krasnik. Det tegner umiddelbart godt og man forventer et nuanceret portræt af Putin, udfordret på både en kunstnerisk og amerikansk Michael Moore-agtig måde.

Det bedste virkemiddel og mest håbefulde ved at lade en fiktionsfilminstruktør udføre dokumentarserien vises helt komisk, da Stone bruger Kubrick og Dr. Strangelove som referenceramme og Putin fuldstændigt uimponeret ikke har set den, men lytter til Stones lange fascinerede udtænkte analogi. Underholdende er det trods alt, at han får Putin til at se hele Dr. Strangelove med ham.

Alligevel er hele første afsnit en ukritisk redegørelse for Putins liv, mens ham og Stone sidder i et officielt opdækket lokale med noget nær syvhundrede kameramænd og tolke. Putin fremstår næsten sympatisk. Helt overrasket sidder jeg næsten og tænker om den karismatiske leder, da de gennemgår hans barndoms- og ungdomsliv, at han jo ikke er ældet en dag de sidste 15 år.

Selektiv timing

Første interview er fra 2015. Samme år som lederen af et russisk oppositionsparti Boris Nemtsov skydes ned på åben gade. Det kunne man passende have spurgt ind til.

Lige inden første afsnit ruller over skærmen på DR2 en mandag aften, vises en dokumentar om ærede familier i Rusland med børn i tital – en med 18, hvor moderen og faderen er blevet hædret med medaljer af selveste Putin.

Putin roses i Rusland for at have øget fødselsraten. Det hører selvfølgelig med til historien om Putins lange regeringstid, men man kunne også have spurgt til, at det i selvsamme dokumentar fremgår, at rekordmange børn lander på børnehjem, hvor det efter russisk lov ikke er tilladt at bortadoptere til lande, der tillader homoseksualitet. Det kunne man også have udfordret succeshistorien på.

Til gengæld får Putin blandt andet lov til, imponerende fuldstændigt uden at blinke, at fortælle, at alle militære tiltag omkring russisk territorium vil blive »besvaret én til én« af Rusland, hvorpå der klippes direkte til arkivklip og historisk overblik af Bush’ og Reagans initiativer – men intet modsvar fra intervieweren.

Det nærmeste vi kommer en direkte udfordring af det komplicerede amerikansk-russiske forhold, er da Stone spørger Putin direkte, om han hackede det amerikanske valg. Putin kalder rygterne for fjollede, men som han siger, »vi kunne bestemt godt lide idéen om præsident Trump og vi kan stadig godt lide ham, fordi han annoncerede offentligt, at han ville genoprette det amerikansk-russiske forhold.«

På den måde rikochetterer det ledende spørgsmål tilbage som en forfejlet, men ikke provokerende kritik.

For Putin er bare ikke en mand, der lader sig ryste. Stone forsøger endeligt forsigtigt som mellemmand og amerikaner at italesætte Hillary Clintons sammenligning af ham og Hitler. Det preller helt af: »Vi kender hinanden personligt. Hun er en meget dynamisk kvinde,« svarer han.

Kushners russiske møder

Men trods rosen af Clinton, har der aldrig været tvivl om, at der hele vejen igennem har været overlappende interesser hos Trumps kampagneteam og Putin om at jorde demokraten.

De seneste uger har man derfor kunne følge optrevlingen af en række møder mellem russiske kræfter og Jared Kushner - Trumps svigersøn og politiske seniorrådgiver.

Blandt andet mødtes han med advokaten Natalia Veselnitskaya, der er kendt for at være højlydt imod den såkaldte Magnitsky Act, som tidligere præsident Obama underskrev med henblik på sanktioner for russiske embedsmænd, der mentes at være ansvarlige for advokaten Sergei Magnitskys død i russisk fængsel uden at være kendt skyldig. Mødets formål var, ifølge New York Times, eksplicit at »grave skidt frem på Hillary Clinton.«

Mens rygterne om Kushners mindst fire russiske møder bekræftes, har Trump og Putin haft deres første officielle møde under G20. Et møde, der varede 2 timer og 16 minutter, langt mere end den halve time, der var sat af, og som Trump efterfølgende beskrev som »a tremendous meeting.« De russiske medier kaldte efterfølgende topmødet for »historisk« og beskrev, hvordan »Putin og Trump fandt vejen til fred.« Og hvis Trump skulle have presset Putin på hackingbeskyldningerne, er det i al fald ikke nået frem til de russiske medier.

Har Putin ret?

Stones dokumentarserie har slet ikke det kritiske islæt, alle havde håbet. I stedet kan man blive i tvivl om, hvorvidt Putin i virkeligheden er mere som adaptionen Petrov i serien House of Cards, der godt nok er karismatisk, autoritær og magtsyg, men alligevel er ganske liberal og dybest set ligeglad med fundamentalisme, religion og homoseksuelle. Det er faktisk interessant.

Stone drister sig til som den liberale, artsy amerikaner han er, at kritisere de neokonservative og deres krigsdrift, men her er Putin blot enig og så er dén samtale slut.

Og mens Stone gør et svagt forsøg på kritik, mødes Kushner med sine russiske forbindelser for genveje til at tilsmudse demokrater, og mens Trump og Putin har tremendous meetings, bliver den nuværende russiske oppositionsleder Aleksej Navalnij endnu engang anholdt uden god grund. Og selv et land som Sverige, der de seneste år har mærket russerne ånde dem i nakken, har for nyligt godkendt yderligere udbyggelse af russisk gasafhængighed i svensk farvand.

»Illusionen om, at man er beskyttet, udgør en trussel i sig selv,« siger Putin til Oliver Stone, og måske er det netop det, vi skal begynde at overveje, mens vi tror bilaterale G20-møder er tilstrækkelige.

Repræsentanternes Hus er bedste håb

Det foranlediger mig til at stille spørgsmål som: hvem kan vi regne med skal sætte en stopper for udviklingen i Rusland, hvor det netop i år er blevet vedtaget i parlamentet, at det er lovligt at slå sin kone?

Hvis USA’s unipolære claim-to-fame har været en klar afstandtagen til de totalitære røde, fremstår det i al fald ikke tydeligt længere. Hele Make America great again-missionen lukker sig om sig selv og involverer ikke klar Ruslandspolitik, i stedet er spørgsmålet for tiden, om man tværtimod samarbejder.

De mere progressive europæiske lande – som Sverige – siger foreløbigt heller ikke nej til øget energiafhængighed af Rusland. Der er jo penge i det.

Og heller ikke den kulturelle intellektuelle venstrefløj formår at benytte den unikke lejlighed som The Putin Interviews til passende at gå den russiske leder på klingen i et land, hvor man bliver fængslet som presse og performancekunstner. Det fremstår især helt absurd i en DR2-tema-sammenhæng om den russiske middelklasses elendige vilkår.

Det bedste håb er i øjeblikket at følge med i forhandlingerne i Repræsentanternes Hus om videre sanktioner mod Rusland, efter Jared Kushner har stået skoleret både her og i Senatet om sin russiske indblanding. Repræsentanternes Hus lader til at gå stik imod Trumps præferencer og indføre strengere tiltag. Nettet strammes om Kushner, der absurd nok ikke er trådt tilbage.

The og gasledninger

Oliver Stone burde repræsentere en kritisk tilgang, men beviser ikke at leve op til jobbet. På den måde er både Stones og Putins og Trumps og Putins møder halvkedelige og tandløse. Til gengæld bliver man ad flere omgange i Stones fire afsnit draget af Vladimir Putin og hans tilsyneladende ansvarlighed og tilgængelighed, så det i et hypnotiseret øjeblik næsten er til at forstå.

Trods skuffelsen over Stone, er serien alligevel interessant, fordi den giver et indblik i Putins je-ne-sais-quoi. Er USA blevet dårlig til at kritisere ham, fordi den magtsyge tanke om at kunne slå sig sammen med ham og vinde over demokraterne er for tiltalende? Vil Europa hellere have Putins gas end at tage stilling til ulovlige fængslinger? Eller måske har han i Stones tilfælde bare været for charmerende selskab, således at man hellere vil drikke the og snakke om kvinder end at lægge sig ud med ham?

Det gad jeg jo på en måde godt selv, efter at have set det fire timer lange portræt.