Print artikel

Europa føler sig som en hovedstad, men er blevet degraderet til en smuk provinsby

Interview
29.05.17
Vi har mistet evnen til at leve med historien og dermed mistet evnen til at forsøge at forstå, hvad der sker med Europa. Nu kommer debatten om grænserne, hvor Tyrkiet og Rusland spiller en central rolle, mener den bulgarske politolog Ivan Krastev, der er aktuel med bogen After Europe.

I 1989 udgav den på daværende tidspunkt ukendte filosof Francis Fukuyama en tekst i tidsskriftet the National Interest med overskriften The End of History? Her hævdede han, at man ikke blot havde været vidne til afslutningen på Den Kolde Krig, men også til afslutningen på historien. Det var enden på vores ideologiske evolution, og det vestlige liberale demokrati var det naturlige endemål.

Selvom argumentet kan virke lige så slående, provokerende og måske forfejlet i dag, som da det udkom for 28 år siden, bruger den bulgarske politolog Ivan Krastev referencen i indledningen til sin bog med næsten samme slagkraftige titel: After Europe.

»Vi ser ’afslutningen på historien’, men ikke på den måde, Fukuyama mente. Det er ikke det, at historien er slut, men snarere, at vi har mistet evnen til at leve med historien og dermed mistet evnen til at forsøge at forstå, hvad der sker med os nu, set i et større perspektiv,« siger Ivan Krastev, da ATLAS interviewer ham på en Skype-forbindelse fra Bulgarien.

Ivan Krastev er formand for Sofia-tænketanken Center for Liberale Strategier, hvor han forsker i demokrati. Han præsenterer ofte sig selv som en, der stiller flere spørgsmål, end han giver svar, gemt bag identiteten som pessimistisk bulgarer. I en TED-talk fra 2012 refererer han til en artikel i The Economist om lykke med titlen: ’De lykkelige, de ulykkelige og bulgarerne.’ »Nu ved I, hvad I kan forvente,« siger Ivan Krastev efterfølgende foran en lattermild sal.

Det exceptionelt fredfyldte

Bogen After Europe udkom d. 8. maj. I introduktionen spørger Krastev, om EU er dømt til at mislykkes og falde fra hinanden som det Habsburgske imperium? Og om 2017 bliver så skelsættende et år som 1917. Valgene i Holland, Frankrig og Tyskland taget i betragtning?

Som lovet stiller bogen på sine 128 sider flere spørgsmål, end den giver svar. Nedslagspunkterne er Europas største problemer, som ifølge Krastev er flygtningekrisen, populisme og den østlige del af Europa, herunder også den trussel Putins Rusland udgør. En del af alt dette, som særligt gør sig gældende for den vestlige del af Europa, er det tab af historieopfattelse, den bulgarske politolog mener, har fundet sted.

Hvad der virkede stabilt i går, kan kollapse i morgen

»Forskellen på, hvordan øst- og vesteuropæere ser på den nuværende krise i den europæiske union, kan ikke reduceres til forskellige værdier og interesser. Det handler om, at østeuropæerne har haft et system, der kollapsede, som del af deres referenceramme og personlige historie. Hvad der virkede stabilt i går, kan kollapse i morgen,« siger han.

Man har aldrig før haft så god adgang til information som i dag. Men i takt med, at mængden af vores befolkning, som har oplevet Anden Verdenskrig på egen krop, svinder ind, gør empatien i særligt den yngre generation det samme. Krastev kalder det ’generationsbobler’, hvor man primært taler med folk på ens egen alder på de sociale medier og laver en googlesøgning i stedet for at tale krigshistorier med sine bedsteforældre.

I 2012 lavede Freie Universität i Berlin en undersøgelse blandt tyske skoleelever, der blandt andet viste, at kun halvdelen var sikre på, at tiden under nazismen var et diktatur.

»Den her form for fredfyldt samfund er noget helt exceptionelt. Man har stort set ikke haft generationer, som ikke har oplevet større eller mindre krige i deres levetid. Det er ikke fordi, folk ikke ved, at fred er bedre end krig. Problemet er, at freden tages for givet. Resultatet er, at man ikke kan legitimere EU’s projekt som et fredsprojekt.«

Direkte adspurgt, hvad det største problem bliver for Europa i fremtiden, svarer Krastev, at det mest essentielle spørgsmål bliver, hvor grænserne skal gå.

»Den vigtigste historie for Europa bliver, hvor grænserne skal være, men også hvilke ydre grænser Europa vil tillade. Her kommer Rusland og Tyrkiet til at spille en central rolle. Og når jeg siger grænser, handler det ikke kun om mennesker, der krydser grænser, men om varer og ideer.«

Grænser for grænseløsheden

Ifølge Krastev handler spørgsmålet om grænserne om, hvordan de både kan sikre en identitet og samtidig give fleksibilitet og muligheden for forandring.

»Efter Første Verdenskrig var ideen, at grænserne skulle ændres for at lave stabile og legitime stater. Helt basalt var det sådan, disintegrationen af imperiet fandt sted. Efter Anden Verdenskrig forsøgte man ikke at ændre grænserne, fordi det potentielt kunne fremkalde krig. I stedet forsøgte man at gøre staterne mere etnisk homogene ved at flytte rundt på mennesker,« siger Krastev.

»I 1939 var en tredjedel af befolkningen i Polen ikke polakker, men jøder, tyskere og ukrainere. I dag er 99 procent polakker. Så kom 1989, og ideen var, at man ikke ville flytte rundt på mennesker eller ændre grænser, men snarere betydningen af grænserne.«

Ser man på Europa og dets grænser i dag, ser man også på arven efter tre store imperier. Det Østrig-Ungarske, Osmannerriget og det russiske. På forskellig vis stoppede de alle tre med at eksistere efter afslutningen på Første Verdenskrig.

I Rusland forsvandt imperiet for en stund, men blev genskabt som Sovjetunionen med en ny ideologi. Efter Osmannertiden så man nye postkoloniale stater opstå, som eksempelvis Egypten og Syrien. Og i det tidligere Habsburgske imperium så man tilblivelsen af nationalstaterne. Krastev mener, at denne arv nu er i krise. Alligevel skorter det ikke på referencer til selvsamme periode.

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har over de seneste år bygget broer over Bosporusstrædet i Istanbul for milliarder af kroner. Samtlige har fået navne, som peger tilbage til Osmannertiden. I juni 2016 åbnede Osman Gazi Broen, som er opkaldt efter Osman I, som anses for grundlæggeren af imperiet. I august åbnede Yavuz Sultan Selim-broen, som fik sit navn efter sultanen ved samme navn, som sad på magten fra 1512 til 1520. Sidste år arrangerede præsidenten en festival for at fejre året 1453, hvor Osmannerne overtog Konstantinopel, som vi i dag kender som Istanbul. For blot at nævne et par eksempler.

I Rusland ser man en politisk idé om Eurasien udfolde sig. Det er blevet kaldt ’imperiets ideologi’ og handler kort sagt om en ekspansion af Ruslands grænser til også at indbefatte Østeuropa og Centralasien, der også udgjorde Sovjetunionen.

»Det er interessant, for hvis vi ser på Rusland og snakken om et Eurasien, så ved vi faktisk ikke helt nøjagtigt, hvad det betyder. Det, vi ved, er, at det er en kæmpemæssig afvisning fra Ruslands side,« siger han og tilføjer, at Rusland lige nu også er i krise, fordi valget i 2018 er det er sidste, Putin kan stille op til ifølge forfatningen. Hvordan post-Putins Rusland kommer til at se ud, er svært at spå om og i det hele taget næsten umuligt at diskutere offentligt.

Deja-vù

Ivan Krastev har tidligere udgivet bogen The Imitation Imperative, som blandt andet handler om, hvordan Rusland imiterer Vesten. Dette gør sig også gældende for Tyrkiet. Imitationen handler om, at man ønsker at være lige så stærk som de europæiske stater, men ikke at være ligesom Europa. Da Kemal Attatürk grundlagde Tyrkiet som en republik i 1923 var den store historie modernisering og europæisering. I dag er billedet vendt på hovedet.

»Med Erdogan er man nu kommet til den fase, hvor man mener, at alle de processer med europæisering aldrig gjorde Tyrkiet stærk nok. Den eneste vej for Tyrkiet til at blive en suveræn og stærk stat er at gå tilbage til sin egen tradition. Tilbage til islam. Tilbage til den osmanniske arv,« siger Krastev.

»Vi ser samme stærke tendens i Rusland, dog i en anderledes version, da Rusland har et meget stærkere bånd til Europa, end det Osmanniske Rige havde. Hvis Rusland vil skille sig ud og være selvstændigt, adskilt fra Europa, må man tale om et Eurasien.«

Det paradoksale ved de to lande er, at ingen af dem nogensinde har været så europæiserede som nu, og samtidig har de aldrig taget så stor afstand fra selv samme europæiske idé.

Vi glemmer at lære af historien og lære at leve med den.

Ivan Krastev taler om en post-1989-verden, hvor man har troet, at virkeligheden var at imitere vestlige modeller. Problemet ved imitationen er imidlertid, at det altid vil skabe uligevægt. For hvem er den legitime part; den der imiterer, eller den der bliver imiteret?

»Hvis Rusland for eksempel vil imitere Vesten, så må de også tillade, at Vesten siger til dem, hvordan de bør gøre det bedst muligt. Men dette er ikke tilfældet. Man ser både, hvordan den russiske og tyrkiske politiske elite simpelthen ikke tillader dette. Det er vigtigt for begge parter både at handle med Europa, at rejse i Europa, men samtidig konstruere Europa som den største politiske fjende, som den ’kulturelle anden.’«

-Vi ser altså en dyb krise hos både Tyrkiet, Rusland og i de europæiske nationalstater. Hvordan kommer et ’Efter Europa’ til at se ud?

»Europa har i de sidste 300 år set sig selv som verdens centrum. Selv da amerikanerne og russerne var de stærkeste under Den Kolde Krig. Europa føler sig som en hovedstad, men er blevet degraderet til en smuk provinsby. Det vil være interessant at se, hvordan det udvikler sig.«

Første kapitel i bogen et navngivet Deja-vú. Krastev mener, at tiden i dag på mange måder minder om 1980erne i Sovjetblokken. Men det er ikke kun sammenligningen, han hentyder til med titlen. Selvom man har set det før, kan det være farligt at tænke, at det man ser nu bare er en ny scene i et gammelt teaterstykke.

»Så risikerer man at begynde at opføre sig, som om disintegrationen af EU er meget mere sandsynlig. Vi glemmer at lære af historien og lære at leve med den.«