Print artikel

Vinteren er på vej

Illustration Espen Friberg
Analyse
10.11.15
Putins Rusland er et farligt, nukleart bevæbnet diktatur, som ikke vil os noget godt. Jo længere Vesten fortsætter sin appeasement-politik, jo værre bliver den konflikt, vi før eller siden havner i, hævder den tidligere sovjetiske skakstormester, Garri Kasparov, i en ny bog

Vestens politik i forhold til Rusland er slået fuldstændig fejl og fører før eller siden til en eller anden form for konflikt med landet. Det er påstanden i en ny bog af det tidligere sovjetiske skakgeni, nu russisk selveksileret oppositionsleder, Garri Kasparov: Winther is coming. Why Vladimir Putin and the Enemies of the Free World Must Be Stopped.

At Vestens Ruslandspolitik lader noget tilbage at ønske, er en påstand, mange måske deler, ikke mindst efter Ruslands annektering af Krimhalvøen i 2014 og den efterfølgende krig i Ukraine. Men nu er det på ingen måde første gang, Kasparov kritiserer Putin og Vestens politik overfor Putin-regimet. Det har han mere eller mindre gjort siden Putin blev præsident tilbage i 2000, og efter skakkarrierens afslutning i 2005 har han udvidet oppositionslederrollen til en livsmetier. Et valg, der siden 2013 har fået ham til at føle det nødvendigt at forblive ude af Rusland ”indtil videre”, på grund af regimets tiltagende undertrykkelse, som i sidste ende også ramte Kasparov selv.

Sidens Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har Vesten haft en tiltro til, at hvis blot vi samhandlede med Rusland, indbandt russerne i vestlige institutioner, og så ellers var tålmodige nok, så ville også Rusland forvandle sig til et solidt, vestvendt, liberalt demokrati. Måske ikke helt så demokratiske som os, men alligevel nok til, at de ville forblive gode naboer. Det var linjen i en række vestlige landes udenrigsministerier, herunder Danmarks. For hvis blot økonomien voksede, sagde den liberale økonomiske teori og erfaringerne fra den tyske Ostpolitik, så ville det smitte af på befolkningen, og Rusland ville få sin egen middelklasse. En middelklasse, der, når den ikke længere blot skulle tænke på at få brød på bordet, men kunne se videre end til dagen i morgen, ville begynde at kræve noget af politikerne: flere økonomiske reformer, mere gennemsigtighed, øget retssikkerhed, mere demokrati. Men nej, siger Kasparov.

»Årtier af samhandel har skabt en enorm rigdom, som diktaturer som Rusland og Kina har brugt til at opbygge sofistikerede autoritære infrastrukturer inde i landet og anvende pression i udenrigspolitikken. Den naive idé var, at den frie verden ville bruge økonomiske og sociale bånd til gradvist at liberalisere de autoritære stater. I praksis har de autoritære stater misbrugt adgangen og den gensidige økonomiske afhængighed til at sprede deres korruption og understøtte undertrykkelsen hjemme.«

De »ufrie stater« har i Kasparovs optik udnyttet de »frie staters« åbenhed, ved at ansætte lobbyister, sprede propaganda i medierne og økonomisk understøtte vestlige politikere og partier. Kasparov nævner ingen navne. Men som eksempel kan man fremdrage den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder, som i sin embedstid brillerede med at kalde Putin for en »pletfri demokrat,« kort inden han trådte af som kansler og gik over til at være højt betalt bestyrelsesformand for den russiske Østersøgasledning Nord Stream, som Schröder selv havde været med til at gennemtrumfe. Eller man kunne nævne det russiske lån i november sidste år på 40 millioner euro til det økonomisk trængte Front National i Frankrig via First Czech-Russian Bank. Ifølge kritikerne var modydelsen, at partileder Marine Le Pen pressede den franske regering til at anerkende den russiske annektering af Krim, hvilket hun pligtskyldigt gjorde i februar i år.

»Putin, som alle kendte diktatorer før ham, vokser i selvtillid og støtte, så længe han ikke udfordres,«

Når Vesten burde ændre sin politik i forhold til Rusland, er det ikke kun fordi »det er svært at fremme demokrati i Rusland,« når alle væsentlige russiske aviser og tv-kanaler hver eneste aften i prime time har kunnet vise, hvordan Putin blev modtaget med åbne, venskabelige arme ved fine statsbanketter i de vestlige lande, klager Kasparov. En ændring er også nødvendig, fordi den nuværende »eftergivenhed« overfor Putin leder os i retning af en ny militær konfrontation med Rusland, mener han. Den manglende vilje til at forsvare Ukraine mod Rusland i dag, svarer i Kasparovs øjne til den manglende vilje til at forsvare Tjekkoslovakiet mod Hitler i 1938.

»Verden må handle nu, så Polen i 2015 ikke bliver bedt om at spille rollen som Polen i 1939,« som han udtrykker det.

Ingen ved med sikkerhed, skriver han, hvad der sker, hvis »den frie verdens nationer ledet af USA og NATO konfronterer Putin i Ukraine.« Men det, vi kan være sikre på er, at vi på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at tage affære, og at det vil kræve flere ressourcer, flere ofre, flere liv, for hver dag, vi venter.

»Putin, som alle kendte diktatorer før ham, vokser i selvtillid og støtte, så længe han ikke udfordres,« hævder Kasparov.

Kasparov medgiver, at selvfølgelig er »Putin ikke nogen Hitler.« Det ubeskrivelige onde finder aldrig sin lige, skriver han, men betoner dog, at ofrene for Stalin, Mao eller Pol Pot nok ikke er enige. Men husk på, maner han, Hitler var heller ikke nogen Hitler i 1936. Ikke engang i 1937 eller 1938. Men den uudfordrede lethed, hvormed Nazi-Tyskland udvidede sine grænser, aftalt ved fredsslutningen i Versailles efter Første Verdenskrig; Storbritanniens og Frankrigs ivrige kapitulation i München i 1938; det var, ifølge Kasparov, nogle af de vendepunkter, som tillod Hitler at udvikle sig til det monster, han endte med at være.

Den fundamentale lektie fra dengang er gyldig den dag i dag, mener Kasparov: At give en diktator det, han vil have, holder ham ikke fra at ville have mere. I stedet overbeviser det ham om, at man ikke er stærk nok til at stoppe ham fra at tage det, han vil have. Ellers – sådan tænker diktatorer, mener Kasparov – ville man have stoppet ham i første omgang.

For selvfølgelig er nutidens Rusland på ingen måde at sammenligne med datidens Nazi-Tyskland, hverken i radikalitet, undertrykkelse eller i forhold til økonomisk og industriel kapacitet og militær magt eller international indflydelse. Men Putin har noget, Hitler ikke havde: atomvåben.

»Jeg tvang mig selv til at lytte til Putins spørgsmål og svar session i oktober 2014 i Sotji to gange,« skriver Kasparov, med henvisning til det årligt tilbagevendende call-in-show, hvor ’almindelige mennesker’ kan stille (godkendte) spørgsmål til præsidenten på live tv.

»Jeg kunne ikke tro, at han så afslappet lovpriste Nikita Khrusjtjovs frygtelige nukleare gamemanship,« skriver Kasparov. Et nukleart trusselssprog, kunne man tilføje, som er blevet gentaget adskillige gange de senere år, og har ramt samtlige af de baltiske lande, Finland, Sverige, Polen, og såmænd også Danmark.

»Men vi er nødt til at lytte opmærksomt til, hvad Putin siger, for han har en historik med at følge op på sine trusler, hvis han lades uimodsagt,« varsler Kasparov.

Der er ifølge Kasparov kun én ting at gøre: At danne en fælles front mod Putins Rusland – og resten af verdens diktaturer. De vestlige demokratier har brug for ledere som den tidligere tjekkoslovakiske dissident, senere præsident, Vaclav Havel, eller den tidligere amerikanske præsident, Ronald Reagan, som Kasparov lovpriser for hans klarsyn og ligefremme tale. En tale, der nok var sort-hvid, men samtidigt formåede at trække de moralske, eller liberal-demokratiske, linjer så skarpt op, at ingen i Vesten vaklede i troen, så længe ’Ondskabens Imperium’ stadig eksisterede.

»vi er nødt til at lytte opmærksomt til, hvad Putin siger, for han har en historik med at følge op på sine trusler, hvis han lades uimodsagt,«

De økonomiske sanktioner over for Rusland, iværksat efter nedskydningen af det malaysiske passagerfly MH 17 over Ukraine, som kostede 298 mennesker livet, skal for alt i verden bibeholdes. Der skal derudover findes en erstatning for den russiske energieksport til EU. Kasparov påpeger i den forbindelse, at EU-landene kun får dækket godt en tredjedel af deres samlede energibehov af Rusland, med store individuelle forskelle, mens hen ved 80 procent af Ruslands energieksport går til EU. Dette efterlader i hans øjne Rusland som den svage part. Rusland skal desuden fortsat isoleres diplomatisk. Og så skal Vesten økonomisk og militært støtte, hvad han kalder ”Putins ofre”, startende med Ukraine.

Putin-regimets natur er også omdrejningspunktet for en bog af den hæderkronede, amerikanske historiker Walter Laqueur med titlen: Putinism: Russia and Its Future with the West.  Laqueur (født 1921) har mere end 25 bøger  og hundredevis af artikler om sovjetisk og russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik bag sig og har arbejdet med Rusland (og Sovjet) siden han i 1954 grundlagde det udenrigspolitiske tidsskrift Survey. Han er ikke lige så pessimistisk som Kasparov, hvad angår forholdet mellem Rusland og Vesten. Men han vedgår, at der er magtgrupperinger i Kreml, som mener, at tiden er inde til at teste NATOs sammenhængskraft, for eksempel i de baltiske lande.

»Der er politiske grupperinger i Rusland, som anbefaler krig, og argumenterer for, at tiden er inde til at slå tilbage mod Vesten for at få revanche for Sovjetunionens fald og for at genvinde lige så meget magt og indflydelse, som Rusland engang besad. Risikoen er lille, NATO er internt splittet, stemningen i Amerika hælder mod isolationisme og endda defaitisme. Hvis USA, som Obama sagde det i 2014, ikke har nogen strategi vis-a-vis Syrien, så er det indlysende at det ikke vil reagere med magt i tilfælde af en begrænset russisk aggression i Østeuropa,« skriver Laqueur om disse gruppers verdensbillede. En opfattelse, der vel at mærke ikke blot er comme il faut på den ultranationalistiske scene, men også trives i langt bredere kredse og finder sine fortalere i det russiske establishment.

Putinism er dog ikke Laqueurs bedste bog. Den er på ingen måde nær så potent – eller læseværdig – som Kasparovs, der reelt burde indgå som pligtnatbordslæsning i de vestlige udenrigsministerier, på grund af dens kompromisløst demokratiske (nogle ville sige sort-hvide idealistiske) karakter. Bare for at minde diplomaterne om, hvor de kommer fra og hvad der (måske) er på spil.