Print artikel

Tolvtonemusik mod Stalin og party-tsunami mod Putin

Feature
12.01.17
Hvorfor arrangerer Det Danske Kulturinstitut Distortion i den lille estiske by Narva, der ligger tæt op ad grænsen til Rusland? Det er en del af den nye iskolde kulturkrig mellem Rusland og Vesten, hvor der kæmpes om at påvirke indbyggerne i de gamle sovjetiske områder.

Forestil dig Københavns årlige party-tsunami, som Distortion kalder sig selv, og se nu for dig, at den foregår i den lille estiske by Narva, der ligger helt op til grænsen mellem Estland og Rusland. Det scenarie bliver nu til virkelighed, efter en praktikant på en af de danske ambassader i de baltiske lande fik en god idé. Omkring 95 procent af indbyggerne i Narva er russisksprogede, mere end 80 procent er etniske russere og næsten 40 procent er russiske statsborgere. Så hvis man går og er lidt bekymret for, om Rusland kunne finde på at gentage Ukraine-situationen flere steder, er Narva med andre ord et nærliggende sted at være bekymret for.

Tanken bag den estiske Distortion er at få lokale iværksættere til at sætte festvalen op efter inspiration fra København. Både forberedelserne og selve festivalen skal filmes og blive til en dokumentar, der skal vises på den nystartede tv-kanal ETV+, som er den første russisksprogede tv-kanal i Estland. Kanalen blev lanceret i efteråret 2015 og medførte stor diskussion om, hvad en russisksproget kanal ville betyde for Estland. Ville det være en propagandamaskine eller et samlingspunkt for de forskellige befolkningsgrupper? Kanalen har helt fra begyndelsen været klar omkring sin rolle: »Vi besluttede os for, at vi ikke skal fortælle folk, hvad der er rigtigt eller forkert. I stedet for skal vi følge folks ønsker,« udtalte lederen for kanalen, Darja Saar, ved lanceringen. Simon Drewsen Holmberg fra Det Danske Kulturinstitut i de baltiske lande lægger vægt på det samme, når han fortæller om den støtte, kulturinstituttet giver til kanalen: »Direkte modpropaganda er at skabe historier, som modstrider de historier, der kommer fra de russiske medier. Vi blander os ikke i konflikten mellem Rusland og Vesten, men skaber platforme for, at folk selv kan drage deres egne konklusioner.«

Forventningerne om, at kanalen skulle være et modsvar til de russiske medier, har dog været udbredt både fra international og russisk side. Organisationen Index on Censorship skrev i begyndelsen af året om kanalen, at den balancerer på en knivsæg: »Hvis den dækker for meget politik, vil den vække vrede blandt politikere, der kan stoppe dens finansiering. For meget pro-regerings-propaganda kan afskrække det russisksprogede publikum.«

Og måske er det her, Distortion kommer ind; ved at være en ikke-politisk og uskyldig fest, der samtidig hvisker om frie demokratiske, vestlige samfund. For hvad er egentlig Distortion? Leder for festivalen Mads Holm siger, at »Distortion tror på frihed og kontrolleret kaos.« Eller, som det står på Distortion-plakaten: En uge af orkestreret kaos. I en politisk anspændt situation, hvor propaganda er et fyord, er orkestreret kaos sammenblandet med nogle grundlæggende liberale værdier, måske ikke at foragte.

Den kulturelle kolde krig

Det er ikke første gang, kultur har været anvendt som udenrigspolitisk værktøj i kampen mellem Rusland og Vesten. I The Cultural Cold War samler den britiske journalist og historiker Frances Stonor Saunders op på de mangeårige og omfattende kulturelle tiltag, CIA igangsatte under Den Kolde Krig for at sprede amerikansk ideologi i Vesteuropa. På sit højeste havde moderskibet The Congress for Cultural Freedom kontorer i 35 lande, publicerede over tyve prestigefyldte magasiner, holdt kunstudstillinger, organiserede internationale konferencer og belønnede kunstnere og musikere med priser og offentlige optrædener.

Stalinismens totalitarisme havde gjort kommunismen problematisk for mange venstreorienterede i Europa, og det ville CIA udnytte ved at infiltrere disse miljøer og hjælpe til med at rette deres fokus mod the American Way. CIAs indsats var en bred kampagne af tiltag, hvis propaganda man beskrev som »ethvert organiseret tiltag eller bevægelse for at formidle information eller en særlig doktrin ved hjælp af nyheder, særlige arrangementer eller appeller designet til at påvirke tankerne og handlingerne af en given gruppe.« Tiltagene var en del af den såkaldte »psykologiske krigsførelse«, der var den mest effektive form for propaganda, fordi den gjorde, at »the subject moves in the direction you desire for reasons which he believes to be his own,« som der står i den samme tekst fra USAs nationale sikkerhedsråds direktiv fra 1950.

Et af de grundlæggende spørgsmål, Saunders vil stille med sin analyse, er, om målet om at bekæmpe et totalitært styre helligede en hemmelig propagandamaskine som middel. Og endnu mere centralt, om den form for frihed, programmet fremmede, i virkeligheden var selvmodsigende, fordi den, i stedet for at åbne op for tankefrihed, brugte de samme totalitære mekanismer til at lede folk til at tænke på en særlig måde.

Eisenhower så den moderne kunsts politiske potentiale

Oprettelsen af The Congress for Cultural Freedom blev officielt sat i gang i juni 1950, og den fallerede komponist Nicolas Nabokov, forfatteren Vladimir Nabokovs fætter, blev ansat som generalsekretær. Efter sin emigration fra det post-revolutionære Rusland i 1918, opbyggede Nabokov et stort netværk i både Berlin og Paris i 20’erne og 30’erne, hvor han omgav sig med forfattere, akademikere, kunstnere, politikere og journalister. Blandt hans bedste venner var blandt andet Igor Stravinsky og Isaiah Berlin, der også begge var russiske emigranter. Til at bryde ind i den intellektuelle omgangskreds i det kontinentale Europa, var Nabokov med andre ord et godt match for CIA.

Nabokov var særligt optaget af at afholde kulturelle arrangementer, for, som han selv sagde til et møde i The Congress of Cultural Freedom: »ingen ideologisk polemik angående gyldigheden af og meningen med vores kultur kan måle sig med denne kulturs egne produkter.« En af de største festivaler, Nabokov arrangerede, var The International Conference of Twentieth Century Music, der blev afholdt i Rom i april 1954. Festivalen skulle vise, at »kunst blomstrer i frihed,« og hovedvægten blev derfor lagt på avantgardistiske kompositioner for at fremvise den type musik, der typisk var blevet censureret under Stalin. Mange af de komponister, der blev udvalgt til festivalen, var i varierende grad påvirket af tolvtonemusikken, og for Nabokov indeholdt dette valg et særligt politisk signal. Tolvtonemusikken var nemlig i sin form et slags opgør med naturlige hierarkier og en frigørelse fra tidligere regler om musikkens indre logik. Samtidig ville Nabokov nødigt sidestille sine festivaler med den sovjetiske propagandamaskine, men hvordan kunne kunsten fortsat være uafhængig, samtidig med, at den gik et politisk ærinde?

Præsident Truman havde under sit præsidentembede for vane at besøge the National Gallery of Art i Washington om morgenen, før det åbnede for offentligheden, og lod sig i disse morgentimer fordybe i Rembrandts værker. Han var derimod ikke videre begejstret for den moderne kunst og udtalte, at de hollandske mestre »får vores moderne klatmalere og frustrerede skinke-og-æg-mænd til at ligne lige præcis det.« Men der, hvor Truman så mangel på dygtighed - og kommunistisk konspiration -, så Eisenhower den moderne kunsts politiske potentiale og kaldte den »a pillar of liberty.« Ved at være ikke-figurativ og tilsyneladende politisk neutral, fremstod den moderne kunst, og særligt den abstrakte ekspressionisme, som antitesen til socialrealismen. At have Jackson Pollock i front fuldendte billedet. Som Saunders skriver: »Alt med Pollock var rigtigt. Født på en ranch i Cody, Wyoming, entrede han New York som en cowboy – hårdt talende, tungt drikkende, skydende sig vej fra Det Vilde Vesten.«

Og det var netop det ikke-politiske ved den abstrakte ekspressionisme, der gjorde den så vellykket i den psykologiske krigsførelse, der kæmpede for »the minds and the wills of men,« som Eisenhower så simpelt forklarede det. Saunders skriver, at det ekstraordinære ved den rolle, det amerikanske maleri spillede i den kulturelle kolde krig, ikke alene var, at den blev en del af et foretagende, men snarere, at en bevægelse, der erklærede sig for at være apolitisk, kunne blive så intenst politiseret.

Kunsten åbner døre, når politik lukker dem

I august fejrede institutionen Det Danske Kulturinstitut sine 75 år med en jubilæumskonference, der bar navnet ”Kultur – det tredje ben i udenrigspolitikken”. Da formand Michael Christiansen åbnede konferencen, indledte han med at annoncere, at »vi skal bruge vores kulturelle ressourcer på en mere intelligent måde.« Men vi skal selvfølgelig, understregede han videre, holde »en armslængde til regeringen, men altid være under paraplyen af vores lands demokratiske institutioner. So lets walk together, talk together and strive for a better world.« Med disse, måske lidt selvmodsigende ord, blev konferencen sparket i gang, og scenen sat for en diskussion af, hvilken rolle kulturen egentlig skal spille i dansk udenrigspolitik.

Daværende kulturminister Bertel Haarder var den passende anden mand på podiet og begyndte sin tale med det poetiske: »Art has a way of opening doors when politics keep them closed.« Når de diplomatiske forhold er vanskelige, grundet politiske konflikter, kan kulturelle aktiviteter flyve under radaren, fortsatte Haarder. Noget, der især har været tydeligt i forbindelse med det danske kulturarbejde i Rusland. »Det skal minde os om at holde kunst og kultur væk fra politik. En armslængde væk. Derfor siger jeg ikke, at kulturel aktivitet er irrelevant for politikken. Men der, hvor udenrigspolitik taler til vores rationalitet og strategiske interesser, taler kunsten og kulturen til vore følelser som mennesker.«

Ved at være ikke-figurativ og tilsyneladende politisk neutral, fremstod den moderne kunst, og særligt den abstrakte ekspressionisme, som antitesen til socialrealismen.

Det, at kunsten og kulturen forstås som formålsløs i politiske øjne, viser sig at danne kernen i diskussionen. Men hvorledes skal det så forstås, at kulturen er det tredje ben i udenrigspolitikken? Er grunden til, at vi skal holde kunsten og kulturen væk fra politikken en form for ”kunst-for kunstens-skyld”-holdning? Eller er det, at den ved ikke at fremstå formålsløs og være tydelig politisk, netop mister sit politiske potentiale?

Seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Hans Mouritzen mener at kulturen hurtigt kan blive misbrugt, hvis den bliver spændt for en politisk vogn. Man er derfor nødt til at arbejde med det på »en blød måde«, hvor det ikke skæres ud i pap, at det skal have en politisk mening. »Meningen med nogle kulturelle tiltag er jo netop at den ikke skal have et tydelig politisk formål, for så forsvinder jo også hele pointen!«

Dette ligger også i begrebet soft power, der først blev introduceret af den amerikanske politolog Joseph Nye i slutningen af 1980’erne. Begrebet er et modspil til »den hårde magt«, der med tvang og vold når frem til sine mål. I stedet tiltrækker og neutraliserer den bløde magt og assimilerer på denne måde den anden part ind i sin egen kultur. Med reference til Kinas ”bløde” politiske tiltag, udtalte Nye i 2012 til The Wall Street Journal, at »the best propaganda is not propaganda.« Og dette er ifølge Nye især vigtigt i vores digitale informationsoverflod, hvor »troværdighed er den knappeste ressource.«

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt kulturen er vigtig i en udenrigspolitisk sammenhæng, understreger Hans Mouritzen, at »den naturligvis kun er et supplement i forhold til krisediplomati eller handelspolitik.« »Men,« forsætter han, »det kan være en vigtig erstatning, når de normale diplomatiske aktiviteter er nedfrosset. For diplomatiet, altså ambassaderne, har kulturpolitik og kulturfremstød altid været vigtigt – man har eksempelvis talt om fransk 'kulturimperialisme' - Det er naturligvis ikke alfa og omega, men det er et vigtigt supplement til det øvrige diplomati.«

Ved at være formålsløse og uden politisk indhold, er både Distortion og den abstrakte ekspressionisme på denne måde udtryksformer, der ikke påtvinger holdninger og politiske ståsteder og viser sig velegnede til en kulturpolitisk kold krig. Samtidig udgiver de sig for at stå udenfor et politisk projekt. Hvad vil det sige? Er det vigtige, at man er »en selvstyrende organisation, der ikke er tonedøv for politiske realiteter,« som Michael Christiansen siger? Eller er det, at man spiller med åbne kort om den politiske sammenhæng og de konflikter, de kulturelle arrangementer bliver en del af?

For Simon Drewsen Holmberg og Det Danske Kulturinstitut er meningen med at arrangere Distortion i Narva at finde en måde at få de unge til at bidrage i civilsamfundet på. »Det er vigtigt, fordi hvis et samfund skal fungere, skal der mange og særligt unge aktører til. Det er netop dette, der er grunden til det danske samfunds succes – folket har mulighed for at kritisere og engagere sig i samfundet.«

Det kan måske skabe rum til eftertanke, når man sidder på en kantsten i København i begyndelsen af juni og kigger på de velklædte og ret fulde, unge aktører. Om de estiske iværksættere får lige så mange problemer med tiltissede porte og salg af gadearmbånd, ved vi endnu ikke.