Print artikel

Vi er glemsomme og dumme mennesker

Victor Boy Lindholm på farten
Essay
26.04.16
Victor Boy Lindholm cykler ned langs det gamle jerntæppe. På en lang og udfordrende rute, der minutiøst følger grænsedragningen, står de gamle vagttårne, forladte og tomme, og vidner om en historie, der knap nok er blevet historie endnu. Men så sker der noget uventet

Jeg er født i de håbefulde år efter genforeningen af Europa. Jeg er født i de år, hvor der reelt set var håb. Vi troede på et nyt Europa forenet under et flag. Vi troede på unionen, at den kunne bære drømmen om samhørighed. Vi troede på, at Kants evige fred var blevet virkelighed, at vi levede der på kanten af historien med ro på kontinentet. Det er denne optimisme, som Iron Curtain Trail er et produkt af. En tro på, at Europa hører sammen. En tro på, at vi skal huske vores fælles historie og være sammen om at værne om den. Jeg interviewede grundlæggeren Michael Cramer, der sagde: »Europæisk identitet, det er er vores historie. Det er, som Humboldt sagde: Kun dem, som kender fortiden, kender fremtiden.« En smuk paneuropæisk idé, der desværre er under voldsomt pres.

Den evige fred er langt væk. Sammenhængskraften i EU har sjældent været svagere, og de europæiske storbyer har ikke siden 70’erne oplevet så heftige angreb på deres civilbefolkning. Jeg cyklede ned igennem Tyskland for at tænke, for at forstå, hvorfor det er, at vi skal være forenede og ikke blot gå hver til sit igen? Det er så nemt, det er så nemt at give op.

Jeg cykler fra Centralstationen igennem Malmøs tomme havneområde. Store siloer skyder op langs veje med store skilte, der lyser vejen op for mig. Jeg har taget toget fra København. For første gang oplevede jeg den omstridte kontrol. Det var helt fint. Det var ikke dramatisk. Endnu en umærkbar ændring af retsstaten. En meget venlig, meget lyshåret mand tjekkede vores pas. Han sendte flinke smil til alle. Tingene ændrer sig. Som på denne tur. Jeg skal cykle for at se tiden ændre sig. Jeg skal cykle på Iron Curtain Trail. En rute, der for bare 26 år siden havde været fuldstændig umulig. Nu kan jeg smile til de tomme vagttårne langs ruten.

I ventehallen til færgen går langturschaufførerne rundt. De drikker kaffe fra automaterne. Der bliver talt en blanding mellem tysk og svensk. Chaufførerne hilser hjerteligt på hinanden. En har træsko på, tre har meget langt hår i nakken. De har alle sammen ørering. Men kun i venstre øre. Vi viser vores pas igen.

Bag skranken sidder der forbavsende mange mennesker. De laver sjov med folk. Hvis folk ikke ser etnisk svenske ud, tjekker de deres pas endnu en gang, mens de lægger en mistænkelig mine an. De griner også i kor, da en af dem siger »merry christmas« til en tyrkisk mand.

Jeg bliver kørt til færgen i en shuttlebus. Vi står syv mand klemt sammen i elevatoren. Alle har dybe rynker i ansigtet, alle lugter af røg. Cirka halvdelen har pletter på deres bukser, cirka halvdelen har pletter på deres t-shirts.

Skibet er meget stort. Det har tre dæk med kahytter. Min kahyt er brun. Alt er brunt. Der er en sofa, en seng, et stort badeværelse og udsigt udover det mørke Øresund. På det øverste dæk ligger baren, der er opdelt i to sektioner. Der er Trucker’s Lounge, som jeg forestiller mig skal være et slags frirum for langturschaufførerne, men der er helt tomt. Der er ikke andre passagerer end lastbilschauffører, så de sidder alle i den anden afdeling, den bordeauxfarvede Mare Baltikum Bar. Her bliver der serveret vin fra en ti-liters dunk til to euro glasset. Bordene er adskilt af små halve trævægge, der på toppen er dekoreret med en art plastik, hvori der er blevet støbt små plastikfisk. Mare Baltikum. En del mænd sidder alene. Alle med dagens tilbud foran sig. To øl for fem euro. Jeg venter hele tiden på, at der kommer nogen og sætter sig hos dem. Det sker selvfølgelig ikke. Jeg køber et glas vin, der bliver fyldt så meget, at der er overfladespænding på glasset. To euro. Så går jeg i seng.

Jeg bliver vækket af skibsalarmen, der er gået. Den er så høj, at mine trommehinder vibrerer smertefuldt. Jeg løber ud i receptionen, hvor alle folk har samlet sig. Ingen ved, hvad der foregår. Så lyder det i højtalerne, at der er brand på skibet. Der er en gal stemning. Et hold brandmænd kommer løbende, og vi bliver sendt op i restauranten. Folk begynder at bestille alkohol, mens det brænder et sted under os. De bliver fulde. Jeg når at tænke, er det nu, er det det her, er det bare at drukne sammen med 200 fulde lastbilschauffører? Så lyder det i højtalerne, at branden er slukket. At vi må gå tilbage til kahytterne og sove. Så var det bare det.

Så står historien der og gaber af mig. Er det det? Er det virkelig det, jeg er kommet for? At se tiden gå

Jeg ruller ud af skibet. Det er gråt, og luften er tung af regn. Jeg ruller ud blandt lastbilerne, der svinger frem og tilbage mellem banerne. Havneområdet er stort og uoverskueligt. Jeg bliver klemt mellem lastbilerne. De aner ikke, at jeg er her. Mine lunger brænder af dieseludstødning, men jeg kommer forbi, og vejene åbner sig. I et kort øjeblik går alt godt. Så punkterer jeg. Så punkterer jeg igen. Og igen. Jeg punkterer fem gange inden dagen overhovedet er kommet i gang. Jeg kører stadig langs kysten. Klokken er halv ni, og jeg føler mig fortabt. Jeg pumper dækket en sidste gang. Jeg er kommet til at sno slangen i dækket. Dækket får en bule, og rystelserne mærkes op igennem hænderne, men der er luft i slangen. Nu er jeg klar. Nu er det videre. Vejret er omskifteligt. Der er byger og solskin. Vinden er kraftig og kold, men benene er friske, og jeg passerer igennem det flade nordtyske landskab. På et tidspunkt ser jeg fem strudse stå på en mark.

Dagene er mærkelige. Jeg cykler langs de gamle saltveje ved Lübeck-Elbekanalen. Det er små bagveje igennem små landsbyer, der ser lukkede og slukkede ud. Der er skodder for vinduerne, og det eneste liv, jeg ser, er unge mennesker på store traktorer, der drøner forbi mig. Jeg passerer mindestenen for Michael Gartenschläger, der blev dræbt den første maj 1976. 17 år gammel blev han i 1961 fængslet i DDR for sin deltagelse i anti-murprotester, for at blive købt fri af Vesttyskland i 1971 og skudt af østtyske grænsevagter, da han var på vej over hegnet for at sabotere en SM70-mine.

En slags selvaffyrende maskine, der sendte skarpe genstande efter enhver, der bevægede sig ind i grænsezonen. Stenen står midt i en smuk og rolig granskov. Der er ingen spor efter hegnet. Det er kun stenen, der husker os på Michael Gartenschläger.

Jeg cykler ind i Lauenburg efter 122 kilometer. En gammel by, der ligger på et plateau med udsigt udover Elben. Barbarossa, Bernhard af Askanien, Bismarck og Valdemar den Store har været her, og i cykelhistorien spiller den også en vigtig rolle. Under Den Kolde Krig var det den eneste grænseovergang, der ikke lå ved motorvejen. Fra Lauenburg blev der arrangeret cykelture ind i DDR, hvor man fra klokken fem om morgenen til midnat kunne cykle frit rundt i Østtyskland. Jeg føler egentlig, at jeg kunne blive ved med at cykle. Det er ikke mine ben, der er ødelagte. Min hjerne har brug for en pause. Ikke mere vind i ansigtet, ikke mere støj for ørerne. Ro, jeg må have ro.

Jeg går en tur i byen og ser udover det tidligere Østtyskland, der ligger som et helt fladt delta i tusmørket. Elben løber rolig og udramatisk under mig, og i det fjerne glimter Berlins Fernsehturm. Det er et komplekst billede. Elben markerede grænsen mellem de to tidligere stater. Men hegnet er væk. Det er det eneste, der har ændret sig i Lauenburg. Den er gammel og fyldt med historie. Jeg kan se Berlin blinke i baggrunden. Metropolen. Fremskridtet. På tågede dage, da jeg boede i Berlin, kunne jeg knapt se toppen af tårnet. Nu står jeg her og stirrer flere hundrede kilometer væk på den selv samme antenne. Det er som guidebogen til Iron Curtain Trail siger: »To experience history on the go.« Mit blik vandrer mellem det nære og fjerne i tid og rum. Lige indtil jeg ikke kan mere. Jeg går ind på mit hotel, læser Peter Handke og indtager en stor schnitzel i det helt brune lokale. Alene og træt.

Jeg sidder ved morgenbordet. Restauranten er tom. Jeg går på Facebook, og jeg læser, at en af mine venner er død i nat. Jeg har ikke set ham i nogle måneder, men nu er han død. Jeg kigger udover landskabet, hvor luften er tung og uklar af fugt. I det fjerne kan jeg se en af de gamle grænsebroer. Blå og rød lyser den op mod horisonten. Det sidste, jeg gjorde sammen med min ven var at ryge en cigaret. Det var i efteråret. Jeg var på vej til tatovøren, og jeg mødte ham på et gadehjørne. Så stod vi der og lod et øjeblik gå, mens vi snakkede om den tid, der var gået, siden vi sidst havde set hinanden. Det var vores allersidste handling sammen. At snakke om tiden. Nu er han død. Min krop er tom og ufølsom, den reagerer overfladisk. Det er sådan, jeg har det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kigger igen ud ad vinduet. Blodet dunker i min krop, jeg kan mærke, hvordan adrenalinen pumper. Jeg kan ikke forstå det, at tiden er gået, at min vens tid er forbi. Min krop trækker sig sammen om sig selv, den beskytter sig. Jeg rejser mig og går ud til min cykel. Jeg sætter mig op på den, og benene begynder at bevæge sig, mens tankerne forsvinder.

I journalisten Herbie Sykes’ The Race Against The Stasi fortæller han historien om Fredsløbet. Et etapeløb med ikke færre end fire danske vindere. Løbet var Sovjetunionens svar på Tour de France. Den store forskel var dog, at det i de første mange år kun var rene amatører, der deltog i løbet. Hvor Tour de France var centreret omkring en kommerciel interesse, var Fredsløbet fokuseret på det politiske og samlende i cykelløb. Fra DDRs side var det en måde at skabe en nation rundt om det nye Tyskland. En anden stor forskel var også, at det ikke var den gule trøje, der var den mest prestigefyldte, nej, her var det holdprisen, der tog al opmærksomheden. Den repræsenterede alle de rigtige kommunistiske ideer: enhed, et forenet mål og selvopofrelse.

Det var en sportsbegivenhed, der under den kolde krig samlede millioner af tilskuere, og hvis vindere i ry og status kunne måle sig med legender som Fausto Coppi og Eddy Merckx. I bogen interviewer Sykes hovedsageligt den gamle cykelstjerne fra 60’erne Dieter Wiedermann. I øst var han berømt, i vest blot en af rytterne på de sorthvide film, der viser briten Tom Simpsons dødskamp på Mont Ventoux. Fredsløbet var typisk kun 14 dage langt, og jeg er flere gange krydset ind og ud på de gamle etaper. De må havde været hårde. En stor del er brosten og hullet asfalt. Da der blev taget initiativ til løbet, var det for at knytte de tre hovedstæder Berlin, Prag og Warszawa tættere sammen. Der var i efterkrigstidens første år store stridigheder, fordi især Polen ikke ville acceptere at være i union med tyskerne, derfor fandt en flok sportsjournalister på løbet. Det er sådan nogle ting, jeg opdager, mens jeg cykler rundt her, og som sætter virkelighed til Michael Cramers ord om Europas fremtid: »Vi lærer lige nu, at fred ikke er for evigt. Vi er i gang med at genopbygge det gamle jerntæppe. Se hvad der sker i Ungarn. Fortiden er meget vigtig. Vi kan stadig nå at ændre det der sker nu.«

Tid. Jeg kan ikke se. Jeg kan ikke forstå. Jeg kan ikke acceptere, at min ven er død nu. På den samme måde kan man ikke se, og slet ikke forstå, at langs denne rute, jeg cykler i dag, var Tyskland delt i to. Kun et enkelt ensomt vagttårn minder mig om det. Tårnet står næsten helt tilfældigt, smidt på hjørnet af en afkørsel til en hovedvej. En familie har slået sig ned ved siden af i et rødt hus, hvor taget er dækket med solceller. Så står historien der og gaber af mig. Er det det? Er det virkelig det, jeg er kommet for? At se tiden gå.

I en anden lille landsby har en husejer bygget sin grund rundt om et tårn, malet det lyserødt og ladet planter vokse op ad murene. Det er i landsbyen Rüterberg. Her bor et par hundrede mennesker, alligevel hed byen indtil 2004 landsbyrepublikken Rüterberg. Byen har en mærkværdig historie. Da grænsen mellem Øst- og Vesttyskland blev trukket, måtte beboerne i den lille by flygte. I løbet af årene blev grænsezonen udvidet, for i 1967 at omkranse landsbyen helt. Befolkningen var altså spærret inde. Året før Murens fald blev et endnu kraftigere hegn installeret, og det gjorde beboerne rasende. De samlede sig under Hans Rasenberger, der udråbte landsbyrepublikken Rüterberg. Historiens tilfældighed gjorde, at dagen efter, at bystyret var blevet udråbt, faldt Muren. Alligevel forblev landsbyen selvstændig indtil 2004. Her leves der med historien helt inde på livet. Og så igen. Der leves ikke rigtig. Jeg har ikke set nogen børn hele dagen. Der er store bindingsværkshuse i imponerende tre etager med udskårne drager, katte og hunde på toppen, men ingen børn. Kun gamle mennesker. Historien findes her, men måske ikke fremtiden.

Historien findes her, men måske ikke fremtiden

Min krop er overraskende tilstedeværende. Så længe jeg fylder chokolade og cola i kroppen, har jeg intet at bekymre mig om. Så længe jeg fylder energi i kroppen, spærrer den for tankerne. Jeg træder igennem, jeg træder alt, hvad jeg kan for at holde sorgen fra at komme frem. Det er ikke sket. Med hvert perfekt runde tråd, med den perfekte modstand i pedalerne kan jeg presse tankerne væk fra bevidstheden. Det er ikke sket. Det er ikke sket. Dagen går. Her er stadig fladt og blæsende. Jeg ankommer efter 120 kilometer til den lille by Vietze, hvor det eneste rigtig interessante er det gamle slaviske fort, der ligger lidt uden for byen, og hvor en familie driver en restaurant. De fortæller mig, at familien kom hertil i 20’erne. De går meget op i økologi og laver deres pølser selv. Jeg får en stor currywurst og en til og en til. Så går jeg hjem igennem den mørke skov, hvor tårerne endelig kommer. Tiden er gået, min ven er død i nat.

Jeg vågner med feber. Jeg vågner med snot løbende ud igennem næsen. Jeg vågner uden penge og fortæller det til ejeren af hotellet, der selvfølgelig ikke tager kreditkort. Vi er på landet, og her foregår udvekslingen af værdi i kolde kontanter. Jeg kigger bedende på hende, og hun giver mig tyve euro og en regning. Jeg er på landet, og det kan godt mærkes. Folk hjælper og spørger interesseret, mens jeg forsøger at svare på det tysk, jeg nu kan.

Det er en helvedes dag. Det er den værste dag på cyklen i hele mit liv. Jeg kan ikke holde tankerne væk. Jeg er træt og uduelig. Mine ben gør ondt, og smerten slår igennem kroppen. Jeg bliver ved og fortsætter. Jeg forsvinder væk i hallucinationer. Det er sådan, det føles, når jeg’et forsvinder, og viljen tager over. Hvis jeg bare havde lyttet til mig selv. Jeg stiger op igennem en tæt granskov på grus. Det er tungt og ujævnt underlag. Feberen gør mig øm i hele kroppen. Jeg kommer ud igennem skoven og kører få hundrede meter langs et højt græsbeklædt slusedige. Så forsvinder asfalten, der erstattes af et tungt lerunderlag. Jeg må gå, fordi ler bliver trukket med rundt og blokerer hjulet i rammen. Jeg sætter mig op på cyklen igen og begynder at træde. Jeg er kold og træt.

Jeg har kun cyklet små tyve kilometer, men jeg har ingen energi. Jeg cykler igennem en landsby, hvor husene er sirligt ornamenteret. Et lejlighedskompleks står tomt med vinduerne sprunget ud. På et skilt står der Lebensgefahr! Der går en lille flok påskelam rundt inde bag hegnet. Jeg træder og træder, mens mit hoved hænger. Jeg kigger ned i frempinden, og da jeg kigger op igen, synes jeg, at jeg ser en ulv. Men det er ikke en ulv. Det er en bil. Jeg er dehydreret og feberhed. Det er langfredag, og jeg er ked af det. Jeg kan mærke, at viljen ligeså stille giver efter, at jeg snart ikke vil mere. Jeg cykler forbi en brandstation, der har hejst det belgiske flag på halv. Derefter ankommer jeg til Wittingen, hvor jeg tjekker ind på mit hotel. Jeg kan ikke lide at give op. Jeg hader at give op. Jeg ser videoer af gamle mænd, der deltager i ultrahårde langdistanceløb, og som håner mig fra den anden side af skærmen, mens tanken lige så stille kommer snigende igen. Jeg kan tage toget hjem. Jeg går ned og spiser en bøf og noget hønsekødssuppe. Jeg vil ikke give op. Ikke for mig selv, og ikke for min ven. Jeg går i seng klokken syv. Svedig og døsig, svimmel og desillusioneret. Det er stadig langfredag.

Jeg er vågen nu, og jeg giver op nu. Jeg kan ikke gøre noget. Jeg har lungebetændelse og fyrre i feber. Jeg giver op. Jeg er ked af det. Efter 372 kilometer på tre cykeldage med fuld oppakning, på grus, i mudder, brosten og dårlig østtysk asfalt giver jeg op. Dette er viljen, der giver efter for jeg’et - for den rene fornuft. Jeg kigger ud igennem vinduet. Det regner. Mit værelse er turkis, og der kører nyheder på tv’et. På alle kanalerne handler det om Belgien. Det handler om højrenationale kræfter, der vil ødelægge Europa. Der er bannere med »Casuals for Peace.« Populismen er stærk og løgnagtig. Jeg pakker alle mine ting sammen. Jeg trækker tiden så langt jeg kan, indtil jeg bliver smidt ud af værelset af rengøringsdamen, der gerne vil på påskeferie. Jeg samler og pakker alle mine småting. Der er piller og papir ud over hele værelset. Endelig er jeg klar, og jeg trækker min cykel hen til stationen. Jeg fryser, jeg ryster og sørger. Ved stationen er der to timer til næste tog.

Der sker ingenting i Wittingen. Jeg har en samtale med en ældre dame, der ikke forstår, hvor toget bliver af. Hun har et stort kors om halsen og går forvirret rundt. Jeg prøver at forsvinde ind i mig selv. Timerne passerer, og mit tog ankommer. Jeg spænder min cykel fast. Toget er fyldt med cyklister, der er blevet fanget i regnvejret. Jeg falder i en feberhed og urolig søvn. Jeg vågner i Hamborg, hvor jeg køber en billet videre til København. Toget ankommer, og jeg går hen til konduktøren for at spørge, hvor jeg må få min cykel ind. Det må jeg slet ikke. Den lille konduktør mener ikke, at hun har plads. Men jeg har købt billet, og der er en helt tom vogn. Jeg er helt ødelagt. Jeg har allerede siddet fem timer i tog, og feberen banker rundt i kroppen. Jeg spørger, hvad hun selv ville have gjort, hvis hun var syg, og der stod en person, der nægtede hende adgang til et tog, som hun havde købt billet til. Smilende siger hun, at hun ville cykle hjem til København. Så mister jeg kontrollen. Jeg gør grin med hendes vægt og skælder hende ud, indtil hun tilkalder en vagt. Så køber jeg en ny billet, og tager til Flensborg, hvor min far henter mig. Jeg er ødelagt og udmattet.

Tiden er en hård modstander

Det har været vilde dage. Terrorangrebet i Bruxelles har aktualiseret spørgsmålet om samhørighed og fælles europæisk identitet. Det ser ikke ud til at gå særlig godt. Jeg ser højreorienterede i kamp med belgisk politi. Jeg ser, at vi ikke længere kan tro på den evige fred. Det er nok tid til at vågne op. Det er nok tid til at forstå, at tiden efter Murens fald var en pause og ikke slutningen på historien. Vi bygger mure igen, vi bygger tårne igen og slår pæle i til nye grænser. Der er et håb et sted. Håbet findes i genkaldelsen af historien. Men det er spinkelt. Vi er glemsomme og dumme mennesker. Vi kan hurtigt glemme tiden. Hvis jeg ikke giver mig selv plads til at sørge og erindre, vil jeg hurtigt glemme min ven. Tiden er en hård modstander. For at kunne huske, for at kunne forstå, må man have plads. Det kan være rigtig fint at sætte sig op på sin cykel og sætte kursen mod den europæiske historie. Det kan være rigtig fint at huske, at have tid til at tænke. Det kan især i denne tid være rigtig fint at tage cyklen, annullere tiden og tænke over, hvad det er, der sker med os. På The Iron Curtain Trail fandt jeg måske ikke meningen med Europa. Jeg fandt heller ikke håbet eller troen på fremtiden. Jeg mistede faktisk lidt af mig selv. Men jeg så og oplevede, hvad der kan ske med os, hvis vi igen giver op og giver slip på den paneuropæiske tanke. De tomme og grå vagttårne står der endnu og stirrer udover Elben. De er en påmindelse om, at vi med en enkelt politisk beslutning kan stå på hver sin side af hegnet igen. Skilt fra hinanden af frygt for dem, vi ikke kender.

Essayet er publiceret i ATLAS’ nye bogtillæg

FAKTA:

The Iron Curtain Trail er en cykelrute på omkring 6800 kilometer, som følger det gamle jerntæppe, der delte Europa. Fra Barentshavet i nord til Sortehavet i syd. Projektets bagmand er det tyske medlem af Europaparlamentet Michael Cramer.