Print artikel

Stræk tiden i fyldte dage

Tåge i 1200 meters højde. Victor Boy Lindholm cyklede i april fra Milano til Syditalien.
Victor Boy Lindholm i 3300 meters højde og stadig i shorts. En kort fornøjelse.
Essay
13.06.15
Jeg har cyklet fra Milano til Catania. Jeg har cyklet fra nord til syd ned gennem splittelsen. Jeg havde få ting med mig. Et telt, bøger, førstehjælp, få sæt tøj og min far. Vi cyklede gennem bjergene, langs kysten, i storm, regn og sol. Hvad ville vi finde? Jeg ved det ikke. Vi ville bare være sammen.

Jeg ved ikke hvorfor. Det er en underlig luksus. At bruge tiden som jeg vil. Jeg sidder i et fly på vej til Milano. Der er så få grunde til, at jeg gør det her. Jeg skal cykle. Jeg skal cykle fra Milano til Catania. Jeg har forsøgt at finde årsager, retfærdiggøre, at jeg pludselig har brug for det her. Jeg har samlet bøger og forklaringer i taskerne. Med dem skal jeg cykle mod krisen i syd. Det har jeg sagt, jeg har solgt den her artikel og sagt, at jeg skal se flygtningene i syd. Benene skal gå op og ned i uendelige gentagelser i fire uger. Det er latterligt. Jeg er arrogant. En fjollet studerende på orlov midt i en krisetid. Der er ingen egentlig grund. Kun en lang hylde af italienske kogebøger i min bogsamling

Jeg er fuld af afsked. Vi har siddet på Starbucks. Jeg har forsøgt at drikke den kaffe de serverede. De her kæmpestore krus. Jeg ved ikke, hvad de skal til for. Vi kigger skeptisk på dem. Forsøger at forstå, at vi blot har bestilt en mellem sort kaffe. Så kom der det her ind. Jeg får det aldrig drukket. Jeg vibrerer i forvejen. Jeg er urolig. Jeg skal være alene længe. Jeg har altid godt kunne lide at være alene, men jeg kan mærke, at I er urolige. At I tænker, at jeg styrter, at jeg bliver røvet. Først styrter jeg på de våde veje i nord, så bliver jeg berøvet på den varme flade asfalt i syd. Jeg kan mærke os, hvordan jeg smiler, siger at det nok skal gå, hvordan I siger, at jeg altid styrter. Det er sandt, siden jeg begyndte at cykle, er jeg styrtet én gang i sæsonen. Det siger arene, det siger min journal på Bispebjerg. Det er meget almindeligt. Da jeg var der sidst, vaskede en sygeplejerske mine sår rene med en vådserviet. Hun havde været sygehjælper på en af de nedlagte cykelbaner og fortalte om splinter og brandsår, mens jeg var stille, helt stille. Hun pillede asfalten ud af knæet, ud af kødet, der var væk til knoglen, hun fortalte om splinter så lange som underarme, mens hun pillede grusen ud. Det var umuligt at sige noget. Det var så tydeligt, at mine sår var ubetydelige. Hun var grunden til, at jeg tog på Roskilde det år med forbindinger på kroppen. Hun er grunden til, at jeg kan sidde her i uroen, i afskeden og smile. Der er altid nogen, der lider mere end mig.

Den stoiske filosof Seneca skriver mod slutningen af teksten Om Sindsro, at »ensomhed kan få os til at savne mennesker, selskabelighed kan få os til at savne os selv, og det ene skal være middel mod det andet: vor afsky for de mange kureres af ensomhed, vor lede ved ensomhed af de mange.« Det er sådan, jeg har det lige nu. Denne lange indledning. Først afskeden i lufthavnen, et gensyn man må tro på, så det her fly med de weekendforelskede, børnefamilierne og de krævende pensionister. Stemmerne omkring mig. En øm følelse i kroppen. Jeg har trænet desperat til Italien. Min krop er ikke klar. Jeg har været seks måneder i Berlin uden cykel. Da jeg kom hjem i marts cyklede min far fra mig. Det er første gang, siden jeg var 14, at min far er i bedre form end mig. Den danske kulde og fugt, der sneg sig ind under mit tøj, ind i kroppen, i blodet og i musklerne. Hvordan jeg havde lyst til at kaste op. Jeg havde kvalme fra Hillerød til Værløse. Sad bare der, kiggede på mine fars ben, der gik op og ned under grå skyer. Måtte en gang i mellem hviske, at han skulle sætte farten ned. Det lille smil jeg kunne se, da vi kom hjem. Et godt smil. En særlig stolthed, at hans krop kan endnu. Det et denne konsekvens, jeg tager med mig. Jeg har cyklet for lidt, og det er en ubehagelig indsigt, når jeg skal cykle alene.

Jeg tænker på Senecas sætning, da faren i familien, jeg sidder ved siden af på flyveren, kommenterer piloternes toiletbesøg. Det er en måned siden, at en Airbus-320 styrtede ned i de franske alper. Jeg kan se hans ubehag, hvordan angsten hopper i ham. Børnene kigger ned i deres Ipads. Det er aften. Vi har natten i øst og solnedgangen i vest. Faren joker med sine børn om, at flyet falder ned. Børnene er for små til at forstå ironi. Drengen begynder at græde. Faren kan ikke trøste, fordi han ikke lyder oprigtig. Han kan ikke sige, at flyet ikke kan falde. Han tror ikke på denne maskine. Drengen græder, faren er bange, faren smitter med sin angst. Hvorfor ødelægger folk deres børn? Jeg har godt af at blive alene. Vi lander i Milano. Jeg pakker min cykel ud. Monterer mine tasker og cykler til mit hostel. Nu sker det snart. Nu skal jeg afsted.

I mine tasker finder jeg bøger og tøj, et lille telt, en sovepose jeg har lånt af min kæreste, et liggeunderlag. Det er alt, jeg har med. Syv bøger, to sæt cykeltøj, et sæt almindeligt tøj og den evigt skulende førstehjælpstaske med piller og forbindinger. Det er det, jeg skal klare mig med. I Rom møder jeg min far. Det er om to uger. Skal jeg sove nu? Jeg chatter lidt, læser lidt David Foster Wallace, jeg skal sove nu. Jeg noterer det her på et 12-mandsværelse. Vi er kun to mand. Han har været her i lang tid og tror ikke på noget nyt. Jeg må tro på noget godt, at det, jeg skriver nu, vil nytte noget. Han er fyldt med den store kedsomhed. Altså den frygtsomme, lammende kedsomhed. Han har boet her i flere måneder, søger arbejde, finder intet. Han går i bad fire gange om dagen for at få tiden til at gå. Jeg må væk herfra. Jeg tænker på glæden og det grundlæggende i cyklingens gentagelse. Hvordan han må hade dagens gentagelse. De fire bade hver dag for at dele dagen op. Jeg skal sove nu. Finde frem til glæden i gentagelsen.

Jeg vågner og spiser morgenmad. Fem madder med Nutella. Kaffe og Nutella og nu altså det her. At sætte sig på cyklen. Det første tråd. De første timer. Den allerførste indsigt i et fladt landskab: Det bliver hårdt hver dag. Hver eneste dag de næste fire uger vil jeg vågne således. Montere taskerne på cyklen, smøre mellemkødet ind i antiseptisk creme, iklæde mig cykeltøjet og klikke mine sko i pedalerne. I dag skinner solen. Ruten er nem. Jeg skal fra Sarono, en lille by uden for Milanos lufthavn, og til Pavia. Pavia var det Vestromerske riges sidste bastion. Det var her imperiet endelig blev opløst af officeren Odoacer og hans hær, der afsatte den sidste kejser Romulus Augustulus. Det lægger jeg ikke mærke til. Jeg ser ikke historien. Jeg ankommer træt, slår mit telt op. Spiser tre retter mad og sidder i mit telt med udsigt til tre pensionister, der spiller badminton. Denne groteske scene, der skal følge mig på hele turen. De her skelletter i et tyst aftenmørke, der svinger deres ketcher, men aldrig rammer fjerbolden. Deres trætte øjne, der ikke kan se. Deres imponerende standhaftighed. Jeg sidder i teltåbningen i en time, indtil det begynder at regne. De griner meget. De virker glade. I morgen vil de gøre det samme, sikkert hele ferien. I morgen vil jeg gøre det samme, helt sikkert hele turen. Det regner hele natten.

Udstyret er vigtigt. Det er en besættelse. En måde at forberede sig på. Jeg skal forlade Milano med én sikkerhed, at udstyret er i orden. Det er en gal præmis, at jeg vil cykle mod syd. Måske er det uinteressant, jeg ved ikke, hvor jeg lever i de næste fire uger. Man kan gøre det sådan her: nævne udstyret efter hierarki. Man må starte fra bunden, med det oversete. I Tomas Espedals roman skriver han om vandrerens behov for tykke såler. Han citerer den britiske forfatter Stephen Graham: »Du skal have sko syet af læder med tykke, gode såler!« Der starter vandreren, cyklisten må starte med cykelbuksen. Man må ikke spare. Du må bruge dine penge. To sæt af god kvalitet for hygiejnen og komforten. Det kan forklares simpelt. Du sveder meget, du gnider dine baller mod et stykke læder, der er bakterier, friktionen skaber varme, bakterier vokser godt i varme. Hvis du sparer på dine shorts er risikoen for, at der går hul på huden større, og dermed vokser risikoen for bylder, infektion og andet slim. Spar ikke på dine shorts. Det er det eneste, der er absolut nødvendigt. Et råd til livet.

Man kan cykle på hvad som helst. Det er ikke det, det handler om. Cyklen bliver en kærlighed. En ting man kan forbinde med sig selv, en ting jeg kan spejle mig i. Cyklen bliver mit selskab. Men den skal ikke nødvendigvis være uoverstigelig dyr. For de teknisk interesserede cykler jeg på en tysk Rose DX Pro Cross 3000 fra 2013 med en blandet Sram Rival og Red gruppe. For de teknisk uindviede betyder det ovennævnte, at min cykel er en blanding mellem en racercykel og en mountainbike. Den ligner mest en racercykel med geddebukkestyr, men er bygget med mindre stejle vinkler som en mountainbike. Cyklen har bredere dæk end en racercykel og er typisk monteret med en lavere gearing. Det medfører, at cyklen kan manøvreres på teknisk udfordrende skovveje, får en behagelig kørestilling og generelt bliver en schweizerkniv af en cykel. 

Det regner natten igennem, hele morgnen, det regner hele dagen. Jeg har cyklet i et gråt, fladt landskab. Teltet holdt tæt i nat, og det er det egentlige. At kunne holde sig tør om natten. Jeg befinder mig på en restaurant i en lille by, der hedder Salsomagiorre Terme. Her er varme kilder, men min krop mærker det ikke. Det er aftenen efter den anden cykeldag, og jeg ryster af kulde. Min far fortalte mig en ting inden, jeg tog afsted: »Der er en grund til, at Italien er grønt i foråret.« Åh, fædre der har ret. Her er så grønt, selv i dette mærkelige område, der kun steg svagt mod bjergkæden Apenninerne. Bjerge jeg skal følge resten af turen. Regnen slog hårdt i otte timer, og taskerne kunne ikke holde vandet ude. Mit tøj er gennemblødt. Jeg har cyklet i Norditaliens industri. Jeg søgte ly under Galbanis korridorer, der krydsede SS9. Lastbiler passerede mig. Undrede sig. Jeg kunne ikke mærke min krop. En stille opløsning af huden i fugt og grus. 122 kilometer i regnen. Nu sidder jeg her. Jeg drikker vin med kulsyre. Vinen er iskold. Jeg forstår det ikke. Det er fire dage siden, at jordskælvet ramte Kathmandu. Et ældre par griner af fjernsynet. Speakeren snakker engelsk. Jeg ved ikke, om de forstår det. Ban Ki Moon er på Sicilien. Det er breaking. Det er Kathmandu ikke. Det er et hierarki. Jeg kigger på mine noter fra dagen på min telefon. Jeg har skrevet »helvedsdag.« En gammel mand går rundt i forklæde. Alle forsøger at tale til mig. Ikke med mig. Der sidder en tyk mand ved bordet til højre. Han skuler henover sin 7Up. Han drikker måske fire 7Ups. Jeg bestiller bare mere mad. Maden er virkelig god. Parmaskinke skåret ved bordet, syltede artiskokker, ragú. Jeg cykler og spiser. Cykling handler grundlæggende om mad. Jeg har tænkt på det hele dagen, mens jeg cyklede. Cykling handler i sin essens om viljen til at ville gentage og indtage. Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange penge jeg bruger på mad. Jeg bruger ikke penge på andet. Jeg spiser mig vej ned gennem Italien.

Den italienske digter Dante Alighieri placerede limbo i helvedets første kreds i hovedværket Den guddommelige komedie. Det er her de græske helte og digtere må vente til evig tid sammen med de udøbte spædbørn. Her lever de i fordragelighed og i fred for de voldsomme pinsler som præger den resterende del af Inferno i epossets første del. Det er en slags indledende have til helvedet, hvor den eneste straf er tiden. Tidens evige gentagelse. Deres eneste forbrydelse er, at de er uindviede. Derfor kan kroppen ikke straffes. Lemmerne kan ikke fjernes, senerne strækkes eller huden brændes, de kan kun fratages håbet om udfrielse i frelsen. De er dømt til en evig længsel efter at se Gud, som Vergil siger til Dante, da de er trådt ind i Limbo: »På grund af denne brist, og ingen anden, / er vi fortabte, og vor straf kun denne: / at leve uden håb, i evig længsel.« Hos Dante er tiden altså et smertefuldt fænomen. Den kræver styrke at gennemgå, udsættelsen er en prøvelse af tålmodigheden. At fastholde tidens udstrækning. At tro på tidens smerte, og nødvendigheden i at udholde den. Både som modstand mod tidens effektivitetstyranni, men også i sympati med dem jeg bevæger mig i mod. Bådflygtningene fanget i et italiensk system. Tiden er hård at udholde. Catania er rendt over ende. Eller det har jeg hørt. Catanias hoteller er fyldt med flygtninge, hvis eneste forbrydelse er at være født det forkerte sted i den forkerte tid. Som Vergil og hans meddigtere er de fortabte, og deres straf denne: Ventetid og evig længsel. Det er disse mennesker, jeg cykler mod. Mennesker der er flygtet fra oprørsgrupper, hvis videoer på Facebook du tillader dig selv ikke at se. De har levet gennem det, din smartphone ikke vil se. De har sejlet i små, smadrede, overfyldte både på oprørt hav, fordi deres livsgrundlag er væk. De flygter, det er derfor, vi kalder dem flygtninge. Det er denne sorg, der har grebet mig, sorgen som griber Dante: »Ved de ord greb en mægtig sorg mit hjerte, / for jeg forstod at mange ædle sjæle / var henvist til et liv i dette limbo.« På den måde kan rejsen få mening. Som en nedstigning i en krise.

Jeg vågner i en stor blød seng. Det regner ikke. Det er varmt. Jeg kan have bare ben, men nu går det op. Apenninerne rejser sig. Ikke dramatisk kun gradvist, men nok til at byerne er bygget på toppene. Små forsvarsværker, der stirrer ud over landskabet. Jeg skal vest på. Stik vest de næste to dage mod feriebyen Sestri Levante. Benene har det godt. Jeg har frygtet ledsmerter på grund af taskernes vægt. Det kommer nok senere. Endnu kan benene træde en cirkel uden at smertes. Jeg har Redbull i mine flasker, jeg har tre bananer og chokolade. Alligevel går det galt. Disse første dage og min hjælpeløshed. Jeg cykler med GPS. Jeg styres af satellitterne. Efter halvtreds kilometer drejer jeg forkert. Jeg cykler ad små grusveje, der bliver mindre og smallere. Det er varmt og fugtigt. Jeg har tømt mine flasker, jeg har tømt mine depoter. Det er en nationalpark. Her er fladt. Det undrer jeg mig over. Jeg krydser små floder. Jeg er overstadig. Det var her, jeg ville hen. Endnu er det bare lidt højt græs, lidt sten og noget vand. Intet dramatisk, men jeg opholdt mig i byer hele vinteren. Alt føles friskt, føles nyt. En ny romantik. Walter Benjamin skriver i essayet One-way Street: »The thing that makes the very first sight of a village or town in the landscape so incomparable and so intrievable is that in it remoteness reverberates in its closets association with proximity. Habit has not yet done its work (…) Once we have begun to feel right in a place, the original image can never be reconstituted.«  Det er sådan, jeg har det i naturen lige nu. Vanen har endnu ikke ramt mig. Tiden og rummet føles intenst. Alt er fyldt med mening. Det er latterligt. Jeg tror ikke på denne adskillelse mellem byens og naturens rum. Men jeg føler noget. Mærker bymenneskets fremmedgjorte naturromantisering. Sådan har det været siden byerne opstod. Siden Theokrit opfandt den bukoliske genre, hvor hyrderne løb naivt rundt i mellemrummet mellem vildnisset og byen. Et sted som de stakkels sofistikerede byboere længtes efter. Et sted de kunne stikke deres hænder i jorden. Mærke forbindelsen. Den der autentiske naturlængsel er ikke ny. Den har altid været kunstig. Den er skabt i kunsten. Naturen er ikke derude. Der er intet, der er derude. Din længsel holder nationalparkerne i et økonomisk system. Nu rejser jeg ind i en. Den første nationalpark. Jeg opdager ikke, hvordan landskabet stiger markant, før jeg ikke længere kan træde gearene. Jeg indser ikke konsekvensen af, at jeg ikke har noget vand. Jeg forstår ikke, hvorfor min cykel er så tung før jeg må bære den. Det er regnvejret fra i går, der har gjort jorden blød. Det sætter sig som ler mellem gaflerne. Mine hjul blokerer, og jeg må slæbe min cykel med bagage op af en fire kilometer lang stigning. Det svimler. Jeg er beskidt. Jeg har jord overalt, og jeg må fjerne dyreekskrementer fra cyklen, som blev samlet op med mudderet. Jeg er smurt ind i lort. Naturromantikken er væk. Jeg er til grin.

Espedal skriver om sine første forsøg som vandringsmand. Første gang i Wales, hvor han skal gå The Cambrian Way. Man kan mærke romantikken i teksten. Den maskuline forherligelse af det isolerede individ. Han går i jakkesæt, i Dr. Martens støvler, elendigt vandretøj med en brusende nostalgi. Det er svært for mig. Det var Espedal, der fik mig til at ville skrive. Det er hans dybe følsomhed, jeg holder af, men den overstrømende romantik jeg afskyr. Måske fordi jeg selv forfalder til den. Espedals tekster lever på grund af deres selvparodiering. De peger konstant tilbage på sig selv som latterlig, eller de er altid bevidste om romantiseringen og dens fare. Espedals første vandretur i Wales går galt. Det regner i seks dage. Først har han skrevet om forberedelserne, hvordan han har vandret i Spanien, sovet under åben himmel med en ven, gået i fjeldene, men det var ferieture. »Nu begynder alvoren.« Halvanden side efter giver han op. Tjekker ind på et hotel og drikker sig fuld. Det er tragikomisk, fordi alvoren varer så kort. Espedal ved det. Han arbejder med denne figur. Den vaklende, tragikomiske vandringsmand, der vil vise hele verden sin styrke. Han skriver om stoikerne og digterne, hvordan de forbandt tænkningen med gangen. Han fortæller om Roussau, Rousseau er hans idealbillede i , fordi han perfektionerer det tragikomiske. Forfatteren der repræsenterer sig selv som naturbarnet, men afslører sig som en ægte og sand dilletant. Espedal citerer ham: »Jeg alene. Jeg fornemmer mit hjerte, og jeg kender menneskene. Jeg er ikke skabt som nogen anden, jeg har mødt. Om jeg ikke er bedre, så er jeg i det mindste anderledes. Om naturen handlede dårligt eller godt, da den krydsede den form jeg blev støbt i, derom kan man først dømme når man har læst mig.« Det er denne deling mellem naturelskeren Rousseau og posøren Jean-Jacques, som Espedal fremaner i . Vandreren Espedal, som forvandles til Tomas, da han giver op, og drikker sig fuld på hotellet. Det er her, jeg er. På hotellet i Bardi. Kiggende på det mudrede vand, der forlader mine ben, og løber som grus ned i afløbet. Det skal blive bedre i morgen. Det må blive bedre. I morgen, hvor havet vil åbne sig for mig. 

Jeg er for første gang over 1000 meter, og jeg indser, at mit udstyr ikke fungerer, som det skal. Jeg har ikke forberedt mig godt nok. Min gearing er for tung, og det gør ondt i benene. Dagen starter med en kort nedkørsel, derefter en stejl vej op til 1000 meter. Det er det værste. Benene vågner ikke, før jeg rammer stigningen. Jeg kan mærke min læg, der krampede i går. En skarp smerte, der stikker øverst i musklen. Det er en smuk dag. Jeg spiser frokost i en by midt i bjergene. For første gang har jeg styr på dagen. Det har taget tid at vænne sig til at være alene, til at skulle finde vej, til at skulle træffe beslutninger hele tiden. Men nu er det enkelt. Jeg er i bjergene. Det går op, og det går ned. Det er det, jeg er bedst til. Jeg er et lille menneske. Jeg kan klatre. Jeg kan sidde der alene, snakke med mig selv, indtil jeg rammer passet. Følelsen i tågen, der omgiver mig, det at jeg kun kan se få meter frem, så tage vindjakken på, klikke gearet op på den store klinge og passere ned igennem tågen. I dag er skiftet markant. Jeg har cyklet blandt fyrretræer i koldt vejr. Temperaturen der blev ved med at falde, som jeg steg. Jeg har haft udsigt til en bred flod på min højre side. Hele tiden på min højre side. Ældre mænd fiskede i floden med lange fluestænger. Tre biler passerede mig på fire timer. Mine ben er trætte, da jeg endelig passerer den sidste stigning, men jeg er euforisk. Temperaturen skifter hurtigt, og jeg kan se havet. Det er turens første rigtige nedkørsel. Jeg kører i det tungeste gear, 52*11, der kommer flere huse, flere biler, men også de første olivenlunde, så kommer palmerne. Åh, palmerne, denne belønning efter de første dage med kold regn. Sestri Levante er en turistby. Alt hvad jeg har brug for. Et blåt hav, en udsigt, hvor oliventerasserne er hugget ind i bjergsiden. Jeg er endelig tilbage i mit lille en-mandstelt. Jeg vasker min cykel, slår teltet op, går i bad, lægger mit cykeltøj i blød og køber øl. Her er dejligt varmt, 25 grader. Her kan jeg spise og lade mine ben op. Tænke på de dage der allerede er gået. Tiden der strækker sig uendeligt og intenst.

 

Det er allerede aften. Jeg sidder under lamperne, jeg skriver på min Iphone. Tjekker likes på Instagram, slår min hjerne fra. Jeg kan ikke læse lige nu. Det er for godt, det jeg læser til at forbruge. Jeg læser David Foster Wallaces essay A supposedly fun thing i'll never do again om hans uge på et amerikansk cruiseskib. Hvis jeg bare kan ramme den tone mellem uendelig komik og flænsende sårbarhed. Eller kunne. Det kan jeg ikke. Det er så godt. De to ejere af campingpladsen er her også. De har dynejakker på, jeg har shorts på. Den ene skar tegl foran mit telt tidligere. Jeg ved ikke hvorfor. Min plads er længst væk fra deres redskabsskur, alligevel pakkede han sin knallert og kørte værktøj og tegl op til min plads for at skære det. Han har tribals, og jeg har ikke set ham gå endnu. Han kører alle steder hen på sin knallert. Han har måske røget 40 cigaretter i dag. Her er stille bortset fra den musik, der spiller fra deres telefoner. Det er et miks af de første 30 sekunder af den aktuelle pop billboard, lidt Taylor Swift, lidt Bruno Mars, lidt Wiz Kalifa. Alt sammen meget opløftende. Da jeg ankom, ledte jeg efter ejerne, da de ikke var i receptionen. Jeg kom til at gå ind i deres private område, hvor der stod to akvarier. Det ene var rent, det andet uigennemsigtigt og grønt. I det beskidte kunne jeg tælle 12 gulvfisk. Det er som at være med i et afsnit af Trailer Park Boys. De to mænd ligner også en mærkelig blanding af Bubbles og Ricky. Jeg bliver irriteret af deres musik. Det er dumt. Den her idyl er mit problem. De lever her. Jeg drikker min øl færdig. Jeg er virkelig træt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har mærket min krop træt før hjernen. Jeg sover i mit telt, i en lille puppe hviler min krop. Jeg sover 10 og 12 timer. Jeg har ikke sovet så meget siden, jeg var barn.

Seneca skriver: »i tusinde tilfælde overvindes enhver forhindring ved udholdenhed, hvad der viser at intet er vanskeligt, som menneskeånden har budt sig selv at bære.« Jeg har mistet min notesbog. Jeg har mistet alt, hvad jeg har skrevet de sidste 14 dage. Derfor sidder jeg her i Capodimonte. En næsten ufattelig lille by ved kanten af Lago di Bolsena. Jeg er i det nordlige Lazio. Jeg føler mig ældre. Det er latterligt, men jeg føler en sær tålmodighed i kroppen. Jeg har cyklet med Senecas ord i min krop. Siddet tålmodigt op af bjergene i tåge, sol og vind. Mine knæ gør ondt. Det er en vedvarende stikken, der æder mig op. Der vitterligt tester mig. Det er en underlig smerte. En beskidt lidelse uden frigørende effekt. Der skabes intet rum i denne lidelse, der kan omsættes til stilhed. Jeg bliver urolig af den. Jeg tænker, om jeg klarer den, om jeg kommer frem. Men jeg sidder her og læser Petrarca i solen. Læser om den stakkels Petrarca og hans uopnåelige kærlighed Laura. Det dulmer min krop, hvordan han udholdte et helt liv uden den han elskede. At han skrev 366 sonetter om det i stedet. Det sætter det hele i perspektiv. Det skal nok gå det hele. Med tålmodighed.

Jeg får en is i havnen. Søen er en af Italiens største. Jeg er her uden for sæsonen. Det er fredag, og det er 30 grader. Jeg har slået mit telt op på stranden. Jeg glæder mig til, at solen vil vække mig i morgen. Alt er godt. Jeg går forbi et lille tivoli. Det er lukket, alligevel spiller Pharrels Happy. En gruppe unge står og vipper til musikken. To par ligger og kysser. Et barn står bag dem, og sprøjter vand fra en supersoaker. De er ligeglade. De er unge. Yngre end mig. Måske 19. Bolsenasøen er en af Farnesse-familiens gamle hovedsæder. En borg rejser sig over os. Jeg alene, de to par, snart gennemblødte, og den lille flok unge. Der intet sted at gå hen. Det er fredag, stemningen er ladet. Alle har taget smart, ikke pænt tøj på. Der er en vigtig forskel. De ligner nogen, der skal afsted. Men hvorhen? Der er strandbarer langs bredden, men de er alle lukket. Den, der ser mest lovende ud, er lukket. Den hedder Mojito. Der kommer musik ud af højtalerne. Parrene drikker vin. De ryger cigaretter. Rigtig mange cigaretter. Det er det, jeg har lyst til. Efter 14 dage. Har jeg lyst til at ligge i solen, ryge og drikke. Blive solfuld og romantisk. Jeg ved, at jeg ikke gør det. Jeg skal videre i morgen. Jeg skal altid videre. Den gamle vej fra Canterbury i England til Rom går igennem her. Det er vejen, der førte pilgrimmene videre til Jerusalem, påbegyndt i det 7. århundrede af Lombarderne, da Pavia stadig var et kongerige. Jeg har lyst til at være ligeglad. Ikke følge denne historiske vej mod syd, men jeg kan ikke slippe. Sådan har det altid været. Jeg er stædig, men også flygtig. Jeg vil videre hele tiden. Jeg kan ikke ligge mig ned. Jeg burde stoppe, hvile mine knæ, drikke to flasker vin, snakke med de unge, men jeg orker det ikke. Relationen, tanken, samtalen, det er de sidste timer inden, min far ankommer. Jeg skal til Rom.

Vanen har sat sig nu. Landskaberne flyder forbi mig. Jeg har tilbragt syv dage i Toscana. Jeg startede med at tage billeder af alt, jeg kunne relatere til filmen Gladiator. Jeg elsker den film. Jeg har altid elsket krigsfilm. Jeg var besat af krig, da jeg var lille. Det virkede betydningsfyldt, at folk besluttede sig for at slå hinanden ihjel. Jeg har gået til rollespil, malet Warhammer, lavet rustninger og våben. Fascinationen forsvandt med alderen, da jeg indså, hvad det betød. Altså, at jeg kunne lære det, at jeg kunne beslutte mig for at blive soldat, lære at slå ihjel, tro på andres idealer, slå ihjel for dem, forsvinde ind i et mørke af nationens mytologi. Jeg glæder mig til, at min far kommer. Nu har jeg været ensom længe nok, glæden ved mennesker er vendt tilbage.

Tiden har strakt sig så langt nu. Jeg har besluttet mig for at tage toget ind til Roms lufthavn. Jeg orker ikke at blive kørt ned på vej ind af hovedvejene. Hvis jeg kan blive kørt ned i et tomt T-kryds i Lynge, kan jeg dø i Roms weekendtrafik. Jeg ser Peterskirken fra vinduet. Det føles underligt at passere den. Jeg lever ikke op til min rolle som turist. Jeg har forladt den. Jeg gider ikke. Jeg gider ikke kø, jeg gider ikke stilstand, jeg vil kun bevægelse. Digteren Ursula Andkjær Olsen skriver i librettoen til Miki Alone »Det gælder om ikke at falde til ro, ikke? For så komme de bare, og den går ikke, vi må for alt i verden ikke falde til ro, for så falder vi, og vi falder og falder og man kan dø af det.« Der er rigtig mange stemmer i Andkjærs bøger. Sarkastiske, ironiske, vrede, sindssyge, fornuftige og fucked up stemmer. Den her er tvivlende. Hvad gælder det om, gælder det om ikke at falde til ro? Det er en tvivlende ironi, fordi selvfølgelig handler det om roen. Om at forlade den bestående orden, hvor man er til rådighed. Skabe sin egen tid. Det er det, jeg har forsøgt, men jeg falder samtidig. Ro er ikke stilstand. Ro er også bevægelse. Ro er det, jeg gør lige nu. Videre, stræk tiden i fyldte dage. Så meget indhold, at hukommelsen slipper, og jeg kun husker benene, der går op og ned eller operationsarret, der gør ondt i knæet. Så en krammer. Så hej til min far. Nu er vi sammen. Nu er vi to.

Min far er på nogle måder en meget stringent mand. Forstået på den her måde: Hvis han får lov, kan han planlægge alt perfekt, finde rute, overnatning og navigere efter solen uden at tage fejl. Han har meget træning. Han er god til at finde vej. Men jeg er blevet gammel nok. Jeg kan ikke slippe ansvaret. Det ville være så nemt at give slip. At blive barn. Det er udfordringen, jeg er vejviser, jeg må navigere, ned langs vestkysten.

Vi cykler syd for Napoli, vi ankommer til Amalfi i aften, vores første hviledag. I går cyklede vi gennem Napoli. Så Herculaneums ruiner fra Vesuvs udbrud i 79. e. kr. Der lå skelletter i husene. Rigtige skeletter, rigtige familier fra romertiden, sammenkrøllede, omfavnende, små skeletter, store skeletter. Så lå de der og krammede hinanden, deres kød kogt i lavaen. Napoli var et helvede. Meget varmt, 20 kilometer på brosten i mandagstrafik. Vi passerede gennem en tunnel, hvor vi ramte et hul så stort, at vi begge måtte af cyklen for at tjekke alt igennem. Det kunne være gået helt galt.

Vi stopper i en forladt ferieby. Et enkelt supermarked har åbent, vi køber Red Bull, chokolade og bananer. Far tager et billede med sit Gopro. I de her døde feriebyer, ser vi krisen. Vi møder den endelig. Nord og syd er vitterligt opdelt. Det startede allerede dagen efter, vi forlod Rom. Vi så intet den første dag, fordi vi cyklede i mørke med pandeplamper. Nu står bygningerne som udstoppede dyr. Der hænger lidt tøj på et par terrasser. Ellers er det forskellige stadier af færdiggørelse. Hovedsageligt støbt beton, der aldrig er kommet videre. De beboede huse ligner ruiner fra en krig. Med affald ude foran, som det eneste tegn på, at mennesker bor her. Det er måske en slags krig. Dem der bor her har bare ingen andel i den. Langs vejen står prostituerede. En ny påmindelse om, at vi nærmer os flygtningekrisens epicenter. Kvinderne er alle sorte. En gang i mellem stopper en bil. En kvinde stiger ind. Manden kører. Lidt senere passerer vi bilen, når manden sætter kvinden af. Så er det ordnet, mens man kører.

Victor Boy Lindholm i 3300 meters højde og stadig i shorts. En kort fornøjelse.

Så denne oase: Amalfikysten. Her er turisterne og pengene. Hoteller hugget ind i klipperne med udsigt ud over middelhavet. Der er blå himmel, med små lyserøde skyer, der omkranser bjergene. Et sejlskib ligger for anker. Vi spiser aftensmad på et tag. Vi får bruschetta og pasta, og vi drikker Peroni øl. Vi har det rigtig godt. Taler om flygtningene, om dronerne og turen i dag. De tomme huse og kvinderne. Jeg er frustreret og tænker på et Seneca-citat, jeg læste tidligere i dag: »Jeg vil sige, hvad der besværer mig, så kan du finde et navn til sygdommen.« Det er det, jeg prøver, det er det, jeg altid prøver, det er det, der frustrerer mig, at alt er så diffust. Det er umuligt at placere ansvaret uden at tage det på sig selv.

Vi har hviledag, men jeg er blevet syg. Min mave er sat helt ud på en kombination af fløde, ost og kulhydrater. Det kramper så sindssygt. Jeg ligger helt stille, spiser Panodiler, drikker en underlig væske og ser Giro d'Italia. Det er tredje eller fjerde etape. Helt flad. Alligevel sætter Contador sig helt op foran, så styrter han, og han slår skulderen af led. Det er åndsvagt, vanvittigt at cykle på den måde. Jeg bliver vred. Hvorfor gør han det? Det er en flad etape, det er sprinternes dag, alligevel er han i den forreste tredjedel. Så ligger jeg der i sengen, savner min kæreste, ser TV i seks timer, mens jeg løber frem og tilbage på toilettet. Min far læser om 1864, han kommer med mad, vand og frugt. Han er en god far. Han passer godt på mig.

Min far cykler altid på min venstre side. Det er en slags stiltiende aftale, der har eksisteret, siden jeg var barn. Det er en måde at passe på mig. En vane der aldrig forsvinder. Jeg kan huske, at han sagde det engang, at det var ham, der ville blive ramt, hvis en bil trak for meget til højre. En måde at beskytte mig med hans krop. Jeg tænkte, at det gav god mening. I dag føles det meget voldsomt, at han er klar med sin krop på den måde. Det ophæver det neutrale. Vi cykler ikke bare ved siden af hinanden. Det er svimlende at tænke på, at børn kan få én til at tænke således. En dag skal jeg cykle sådan. Altid på venstre side. En dag bliver jeg nødt til at returnere den omsorg.

Det blæser helt vildt. Vi er nord for Pizzo. Vinden har fulgt os i lang tid. I går måtte vi tage et tog de  sidste halvtreds kilometer. Jeg måtte gå ned ad et bjerg, fordi jeg ikke kunne holde mig på cyklen grundet vindstød. Det var alt for farligt. Mine 65 kilo kunne slet ikke stå imod vinden. På stationen mødte vi en pakistaner, der søgte job. Han havde arbejdet i Sydkorea, Japan, Schweiz og Tyskland, snakkede italiensk, koreansk, japansk, engelsk og tysk. Han havde boet 14 år i Italien. Hader landet, men var blevet boende grundet en nu brast kærlighed. Han bevægede sig syd på, mistede sit arbejde fik inddraget sine papirer og sin arbejdstilladelse. Står op hver morgen for at søge job, finder intet. Når han finder et job, er det til 500 euro om måneden. Han er et godt menneske, vi snakker med ham i en time, vi må advare ham mod Danmark. Der kommer han ikke ind, tænk at man bor i et land, hvor man må advare. Her er der ikke adgang. Vi er ligeglade med dit sprogtalent. Jeg sagde, at han kunne tage til Tyskland. At der er billigere, mere åbent. Vi gav ham 40 euro, da han stod af.

Pizzo er en gammel fæstningsby i Calabrien, her blev Napolis konge, Napoleons svoger Joachim Murat henrettet i 1815, her er den gamle højbro til motorvejen styrtet sammen. Byen er gammel, Borgen er fra 1400-tallet, og den har sin oprindelse i græske bosættere, der kom hertil 800 f.kr. Vi bor hos en ældre mand, der serverer vin om aftenen, og da vi tog afsted om morgenen, var han stille. Fuldkommen, sagde ikke et ord, mens vi snakkede og snakkede. Jeg skriver de her noter på båden til Sicilien. Det er ved at være slut. Det er ved at ske, vi ankommer til Catania om to dage. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, om jeg skal forvente noget, det har jo ikke været en nedstigning. De sidste tre dage har været rig, rig på natur og penge. Snoede bjergveje, helt ud til havet, hele tiden et kig til det blå hav. Byerne har været tomme, der er ingen tvivl om, at vi er her udenfor sæson, men både Pizzo, Scilla og San Giovanni har emmet af penge. Her er ingen krise. Vi ankommer til Messina. Det er en større by, end vi begge regnede med. Vi bliver helt udmattede af at køre i den tætte trafik. Vi stopper ved et supermarked. Min far køber ost, brød og pølse. Ikke for meget til frokost. Han har lært det nu, han betalte prisen på sin første dag med rigtige stigninger. Han brækkede sig tre gange på vej op, fordi vi var gået for hårdt til maden. Tre retter med fisk og alt. Vi sidder ved baneterrænet, vi er kørt ned gennem et kvarter, hvor de stripper biler. Vi sidder på nogle betonpiller. Et enkelt tog kører forbi. Folk glor, græsset er helt gult. Det har været sommer her længe. Vi ankommer til foden af Edna. Vi har hviledag i morgen. Så en sidste tur, hvor vi skal op af Edna uden bagage. Hvilken lise det bliver.

Jeg står op i pedalerne. Vi er halvvejs oppe. Nu gælder tålmodigheden. Der er 17 kilometer op, og 1400 højdemeter til toppen. Jeg har rigtig meget overskud. Min far er det sted, jeg var for 14 dage siden. Træt, slidt i leddene. Han har det hårdt. Det er også en uretfærdighed, at jeg vejer tyve kilo mindre. Min krop er vendt tilbage på en underlig måde. Knæene holder kæft, jeg kan nyde udsigten.  Der er sol, så rammer vi den store sky. Der er svag vind, der bevæger skyerne henover lavalandskabet. Sorte sten, små grønne buske, pakket ind i vanddamp. Det bliver koldere. Træder ti sving, så passerer jeg gennem skyen. Under mig ser jeg Ednas frodige sider, der pludseligt erstattes af gule marker, af gult græs, af varmens farve. Jeg har shorts på, kan mærke kulden i højden, jeg venter på min far, og vi forsætter sammen til 2000 meter, hvor vi tager en lift videre. Her er mange turister på toppen. Det er ironisk, vi har næsten ikke set andre mennesker efter Amalfi, nu er der fyldt med turister. Alle vil se vulkanen. Fra liften tager man en firehjulstrukken bus videre. Det er en underlig overlegen følelse af triumf at sidde i bussen. Bare tvære vulkanen ud, og stige op i 3300 meters højde. Den følelse forsvinder hurtigt. Jeg har taget for lidt tøj på, der er 0 grader, her ligger stadig sne, og vinden har stormstyrke. Jeg bliver svimmel, fuldstændig rundt på gulvet. Vi er deroppe i fire minutter, min far har brugt 62 euro på at få os derop. Så bliver jeg barn. Må give op. Jeg får flash back til den døde sydkoreaner, jeg så, da jeg vandrede i Nepal. Vi gik bare hen over ham. Det var sindssygt. Han var død af højdesyge, to timer tidligere. To reddere stod ved ham. Han var blevet for lang tid i højderne med symptomer på højdesyge. Da han var begyndt at gå ned, var han druknet i sine lunger, grundet de akutte symptomer. Ingen kunne gøre noget. Han var bare død der. Nu ventede de på en helikopter. Jeg glemte det dengang. Døden er ingen særlig ting længere. Vi har set for meget. Den fremmedes død ser vi hver dag. Men der, træt i kroppen, i kulden, i cykelshorts, panikker jeg lidt, jeg bliver svimmel. Vi tager bussen ned med det samme. Vi griner lidt af det, mens jeg tænker på den sydkoreanske mand. Der er egentlig ikke meget at grine af længere.

Catania skuffer mig. Selvfølgelig gør den det. Det er en dejlig by, men her er ingen panik for en latterlig turist. Hvad havde jeg regnet med? Vi bruger hele dagen i en park. Jeg læser en bog, min far sover. Jeg fortæller ham, at jeg havde regnet med mere. At jeg havde regnet med at se krisen, oprøret, jeg var parat til at jage gløderne i krisen. Det er jo naivt at tro på. Jeg ville se giraffen. Det var mit arrogante udgangspunkt. Jeg måtte se den lidelse, der skabes. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg måtte bare. Det var nødvendigt for mig, for at tro på det. For rigtig at vide det. Man får så meget ind, der kun er andres beretninger. Man vænner sig til at høre dem. Glemmer at tro på, at det findes, at smerten findes derude. Jeg ville se den. Nu vader vi bare lidt rundt i Catania. Folk er på gaden. Det er weekend, og vi får en kop kaffe. Den er varm og stærk. Ved siden af ligger en kebab. Den ser god ud. Jeg savner min kebab på Nørrebrogade. Over for ligger en tatovør. Det er underligt. Her er alt, hvad jeg har brug for. En stærk kaffe, en god kebab og en dygtig tatovør. Måske er det bare det. Måske er det bare det, jeg har fået med efter disse fire uger. Indsigten er umulig. Jeg lærer intet nyt. Jeg har alt.