Print artikel

Salige fred, himmelske fred

»Hvor end jeg kigger hen, er der bare denne uendelige shitload af slotmachines: Mr Cash man, Pompei, Ancient Wheel, Coyote Moon, Enchanted Unicorn, Cleopatra.«
Reportage
07.09.19
I Las Vegas er der ingen dag, ingen nat, ingen tid, og således intet grundlag for lykke. Jacob Skyggebjerg har besøgt byen, der er én stor fejring af udbud og efterspørgsel, og ikke mindst retten til at bruge en helvedes masse penge.

Las Vegas. Byen er det ærligste sted i den vestlige verden: Menneskers materielle selvklassificering nøgen. Det vestlige samfund komprimeret i en bristefærdig heksekedel af hæmningsløshed. Overflødighedshornenes overflødighedshorn - hvor det officielle motto, The entertainment capital of the world, peger direkte tilbage mod dengang i 30’erne, hvor opførelsen af Hoover Dam ude i Black Canyon på grænsen mellem Nevada og Arizona, skabte en tilstrømning af gæstearbejdere, der femdoblede byens befolkningstal - gæster, som naturligvis skulle underholdes, når de ikke var på arbejde - og medførte en lokal afkriminalisering af gambling - peger det uofficielle motto, City of sin, mod den gennemførte ukristelighedens højborg, som byen er i dag. Las Vegas er hjemsted for amerikanske vidundere som The Sapphire, verdens største stripklub, og Heart Attack Grill, der reklamerer med at servere verdens mest kalorieholdige burger og tilbyder gratis bespisning af folk på over 175 kilo.

Med legaliseringen af gambling i 1931 fulgte mafiaens indtog og dennes evner for markedsopdyrkelse. Den lille flække, som blev grundlagt af mormoner i 1905, og indtil da ikke ikke havde været meget mere end en togstation på jernbanen, der forbandt Salt Lake City og Los Angeles - et stop på vejen ud til Nevadas rige opbud af boomtowns, der skød op over hele ørkenstaten under 1800- og 1900-tallets guld- og sølvfebre - voksede i løbet af et par og 30 år til det Vegas, som forfatter og medgrundlægger af new journalism-genren Tom Wolfe beskrev i en ekstensiv reportage for magasinet Esquire i 1964. Under overskriften LAS VEGAS (WHAT?) LAS VEGAS (CAN'T HEAR YOU! TOO NOISY) LAS VEGAS !!!!, kortlagde han byens befolkning, kasinohotellerne og deres gæster - og deres ejere, og deres kamp for at kunne tilbyde den mest virkelighedsforvrængende Las Vegas Experience - have det højeste neonskilt, og det mest ekstravagante show - drejende barer, dværge og dansende bjørne. Indtil et år forinden Wolfes besøg blev paddehatteskyerne i forbindelse med atombombeprøvesprængningerne på det nærliggende Nevada Test Site sågar solgt som en turistattraktion. Man kunne ligge på taget af sit hotel og nyde synet mens man nippede til en nuclear cocktail.

Byen er således en gigantisk fejring af begrebet udbud og efterspørgsel. Marked. Handel - essensen af USA. Den sekssporede Las Vegas Strip, en 6,8 kilometer lang del af South Las Vegas Boulevard, er med dens sammengroede milliard-dollar-kasinohoteller og shoppingmalls ét stort produkt, man kan bevæge sig rundt inden i. En lille halvanden times gang fra den ene ende til den anden, hvis man tager skyklapper på og ikke lader sig lokke af noget. Om natten kan Las Vegas som mange andre storbyer ses fra rummet, men dens placering midt ude i Mojave-ørkenens mørke gør dens fremtoning unik. The Strip er det mest oplyste sted på Jorden - og Luxor kasinohotellet, der har form som en egyptisk pyramide i 30 etager, stråler over dem alle. Stedets sky beam, en lysstråle skabt af 39 stk. 7000 watts pærer i bunden af pyramidens midte, har tidligere været berygtet for at kunne ses fra rummet, og at man i ti miles’ højde kunne læse en avis i dens lys. Det var dog blot tom reklamesnak fra hotellets side - men virkeligheden er stadig den at Luxors sky beam på klare nætter kan ses på over 100 kilometers afstand - og fra luften af piloter i LA. Hvad der under Tom Wolfes besøg i 1964, 33 år efter det første store kasinos opførsel i Glitter Gulch, den del af gaden Fremont Street, der også går under betegnelsen The Old Strip, handlede om at have det højeste neonskilt, der kunne ses på flest hundrede meters afstand, handler altså nu om at kunne ses fra rummet - at kunne skelnes fra de andre i det hvidguldsfarvede brændende hul i planetens skorpe, som Las Vegas tager sig ud som. For hvor andre byer set fra rummet er en kerne af lys, der fader ud i mindre prikker og ansamlinger, jo længere man flytter blikket fra centrum, er Las Vegas bare sit centrum - bare én stor knitrende smeltedigel, et hidsigt glitrende menneskeskabt sår. Det er fem et halvt årtiers udvikling siden, Tom Wolfe skrev sin reportage, byen tæller nu 650.000 faste indbyggere, og besøges af omkring 40 millioner turister om året - godt 7 millioner flere end Paris.

THE PURSUIT OF HAPPINESS

Et vulkanudbrud af mønter sprøjter op på det nok halvtredstommer store display. Fanfarer og klokker. Mr Cash Man, hedder maskinen. Kvinden, der netop har vundet en mindre sum credits, er en gennemsnitlig turisttype, i hvad der må kaldes et pænt aftenantræk - bleggylden kortærmet bluse i et stof med et silkeindhold, der kan ses, men også straks afslører, at der er tale om et blandingsprodukt, umiddelbart anonyme sorte bukser, og et par sko, der modsvarer blusen. Hun er det mest bekymringsløse i verden. Hun dapper asken af sin cigaret i askebægeret på den lille hylde, der stikker frem mellem slotmaskinerne i den klynge, hun har sat sig ved. På hylden står også en drink. Hun reagerer ikke på fanfaren, vulkanudbruddet og klokkerne, hun dapper asken af sin cigaret og kigger op på displayet, munden let åben - det er ikke fordi hun undersøger, om der er noget i det gigantiske virvar af et display med alle dets sidegevinster og ekstraspil, hun har overset - hun kender spillet, det er mere som om hun skal være sikker på, at maskinen er klar til at spille videre - og så springer hånden frem og giver spin-knappen et vip. Med plink og ploink snurrer et hav af hjul og parametre, forskellige felter lyser op og slukkes igen. Denne gang er der ikke gevinst, men der er alligevel noget at fejre - to af felterne blinker nogle gange, og en anden fanfare lyder - og så er det i gang med det næste spin.

Her er der ikke noget, der betyder noget, ud over kortene og terningerne, og de tal, de viser

Hvor end jeg kigger hen, er der bare denne uendelige shitload af slotmachines: Mr Cash man, Pompei, Ancient Wheel, Coyote Moon, Enchanted Unicorn, Cleopatra. Folk går fra maskine til maskine. Jeg havde forventet noget andet. Jeg havde forventet actual gambling, store gevinster, muligheder - for at score den store gevinst, en billet ind i himmeriget, en plads på den så hurtigt opad drønende rulletrappe ind i den økonomiske uafhængighed, som er selve det brand, Vegas er. The pursuit of happiness - til hvilken retten er skrevet ind i amerikanernes uafhængighedserklæring. Hvad er det, der får folk til at sætte sig og bare lade maskinen æde dollars - det mest dyrebare, der findes i dette land, af hvilke tilegnelsen er selve formålet med ens fødsel og alle de dage, man tilbringer i denne verden, og den reproduktion, man forventes at forestå. Tidollar-sedler, og endda de svagt blå og altid friske og glatte hundrededollar-sedler, velvidende, at maskinen er kynisk, beregnende, og i sin natur aldrig vil kunne lade mere gå ud, end der kommer ind. Der må være noget, jeg ikke har fattet. »Nej, der er aldrig nogen, der vinder på slotmachines - når jeg tager til Vegas, har jeg et budget,« lyder svaret på spørgsmålet, som er blevet stillet adskillige gange på nettet, »ganske som når jeg tager på ferie andre steder, og det budget kalkulerer jeg med, skal bruges.« I 2014 gav den sagnomspundne Lion’s Share maskine i MGM Grand kasinoet omsider jackpot efter 20 år - 20 år, hvor folk kom og gik og vendte tilbage til Vegas for at spille på netop den maskine, folk lokkede dem med søde ord, udviklede taktikker, og der var sågar mindst et eksempel på en andengenerations-spiller, der havde overtaget missionen fra sin afdøde far - og så endte den 2,4 millioner dollar store jackpot med at gå til et par fra New Hampshire, der tilfældigt havde spillet på maskinen i fem minutter.

Jeg befinder mig i et af kasinoerne på Fremont Street. Jeg er taget til Vegas med forventninger om at møde målgruppens skoleeksempel på et godtroende menneske - en mønsterforbruger, et menneske, der sætter sin lid til reklamer og deres slogans - et nemt offer, også for gamblingens løfter om guld og den lykke, det afstedkommer - en familiefar fra et hvilket som helst sted i Amerika, som har hævet hele hjemmets opsparing, eller i hvert fald smækket så meget, han kunne overtale sig selv til af den, over på et vilkårligt creditcard, og er taget herud, alene, for at svælge i rusen af den evigtgyldige menneskelige overbevisning om eksistensen af the pot of gold for enden af regnbuen, på peppiller og booze, i døgnlange frenzies, hvor ingen må nævne begreber som ansvar, slægt og realiteter, og hvor alle nok skal lade være med det, for what happens in Vegas, stays in Vegas, og alle er i det her sammen, en for alle, og alle for en, det sande fællesskab - for så, når kroppen ikke kan tage det mere, og de CVS-apoteker, der ligger strøet ud over The Strip ikke kan være til hjælp længere, med deres only-in-America-painkillers og -neutralizers, og han er blevet bedt om at forlade så mange casinoer, for så langt ude er han, at selv casinoerne, hjerteløse, skruppelløse, er nødt til at acceptere, at han er played out, og han er nødt til, med sine dundrende indkommende moralske og fysiske tømmermænd at finde en måde bare at komme the fuck outta here på - at komme hjem på - hjem til familien og angre for konen, bede hende om at tage sig tilbage, hvor længe dette anarkistiske cirkus så end har kunnet stå på denne gang - udmattet entrere dagligstuen, hvor børnene, forhåbentligt uanende, leger med deres tøjdyr, og endelig ser deres gode far komme hjem i al sin skjorteklædte forsørgerpragt, og smække sig ned i sofaen, og vide, ved deres tilspringende henvendelse, at de i det mindste skænker ham deres tilgivelse i den allermest fuldendte form, der findes - barnets form for tilgivelse - den form for tilgivelse, han har brug for efter sådan et Vegas-frenzy - for at kunne komme ovenpå igen, og faktisk - der, på stedet, just hjemkommen - indser, hvor højt han skatter denne tryghed, med alle dens kedsommelige regninger og ni til fire og hvad har vi, som familielivet indeholder, for at han ikke straks skal længes mod den perfekte bekymringsløse tilstand ved spillebordet - om så det bare er fem dollars, der forlanges, for at han kan få lov at være der, suge i sin smøg, knappe en knap i skjorten ned, og se rundt på de andre spillere, se dem ind i øjnene, og føle den genkendelse, som rækker ud over alt det kunstige og menneskeskabte, som tilværelsen udgøres af, og vide at: Her er der ikke nogen, der stiller spørgsmål. Her er der ikke noget, der betyder noget, ud over kortene og terningerne, og de tal, de viser. Men nej. Her i salen er det kun slotmaskinernes uskyldige små rushes, der er på spil og i sigte.

BUD FRA PALADSET

Så vibrerer min telefon. Det er Logan, den canadiske elektronikingeniør, jeg mødte i aftes på mit hostel, tilsyneladende den eneste gæst, som ikke var kommet til Vegas i forbindelse med arbejde. Han havde kørt hele vejen fra Tron’o i sin Camry Hybrid for at prøve The Vegas Experience. Det talte han om i går, det var fandeme ikke det, han var kommet for - det søvnige Las Vegas Hostel med den lumre pool i gården og folk i klipklappere med så meget accent på deres engelsk, at forsøg på korte, høflige kommunikationer måtte undgås for ikke at blive træt og få ødelagt sit humør. Han er tjekket ud af hostellet og har i stedet fået sig et værelse på Caesars Palace, et af de største og mest kendte kasinohoteller på The Strip. Et vartegn. »Join mig,« skriver han.

Naturligvis er det sådan, at der er døre, det koster endnu flere penge at komme ind ad. De endnu tungere drenge, high-rollers, der lejer Bugattien med 1200 heste ude i lufthavnen, spiller i lukkede rum, hvor almindelige menneskers lovgivning ikke gælder

Fire turister stryger hen over hovedet på mig, liggende, superhero-style - det er SlotZilla Zoomline, en af forlystelserne i Fremont Street Experience, den overdækkede gågade, der åbnede i 1995, og som har opslugt The Old Strip, og byder på daglige koncerter på tre forskellige scener og diverse anden underholdning. Over turisterne buldrer en gnistrende strøm af laserstråler og ild og delfiner på en hvælvet LED-skærm, der strækker sig 460 meter ned ad gaden og består af 12,5 millioner pærer. Her er stoppet med turister og folk, der prøver at make a living: En veteran uden ben, der klatrer op i et hjemmeflikket metalstativ og gør kunster, piger i bikini og mænd i cowboyhat og g-streng, der tager billeder med folk for en dollar, en lille dreng går amok på et trommesæt mens familien, med to mindre børn i klapvogne, står bagved og ser til. »Kick me in the nuts,« står der på et skilt, der ligger på fliserne, »double dollars back if I fall, fold or flinch - bet you kick like a bitch!« En karseklippet midaldrende albino i vest og skjorte deler flyers ud - »stripklub, stripklub, hey, piger, kom og mød jeres kommende mand på Las Vegas’ bedste stripklub!« En kvinde vender sig om og råber ad ham - »hun er kun seksten år, you fucking asshole!« Manden drejer omkring og finder sit grin frem igen og vifter med sine flyers ad to unge drenge: »I know you like tits!« Og kvinden fortsætter, hendes skrig bliver mere og mere højt og skingert: »You fucking asshole - you fucking asshole - you fucking asshole!« Længere nede ad gaden reklamerer for en bar med verdens største ølglas. Og på klokkeslettet for solnedgang spyr en 12 meter høj replika af en jagende ørkenknæler flammer op i seks etagers højde til rytmen af musikken på sit 4000-watts lydsystem. Den brænder 190 liter flydende propan af om dagen, prales der med på et skilt. Jeg bevæger mig op mod The Strip. Jeg skal bare gå efter The Stratosphere, har Logan sagt, et kasinohotel, hvis 350 meter høje tårn kan ses fra hele byen. Det er et forfærdeligt stræk, flere kilometer uden en eneste lille blinkende pære, ikke et øje i gaderne. Og så, pludselig: Verdens største giftshop.

Caesars Palace - oversat: Cæsarers Palads - ikke Cæsars, læg mærke til den manglende apostrof - fordi intentionen er den, at alle, der bor her, skal føle sig som Cæsar. Åbningsceremonien i august 1966 kostede ejerne en million dollars - men den megen hype omkring stedet havde allerede skaffet reserveringer til en værdi af 42 millioner. Resortet var det første i den bølge af overdådige kasino-hoteller, der siden er skudt op og blevet det The Strip blandt andet kendetegnes ved - genskabelsen af kendte universer i miniature-format: New York New York imiterer New Yorks skyline, og lidt derfra har vi Paris Las Vegas med Eiffeltårn og Triumfbue. Nu om dage er Caesars Palace, der dengang i tresserne blot var en fjortenetagers bygning med 700 værelser, en hel lille by bestående af seks tårne med godt 4000 værelser og suiter, det 60.000 kvadratmeter store indkøbscenter The Forum - det bedst omsættende indkøbscenter i USA - samt diverse pools og restauranter og natklubber og spillesteder - heriblandt naturligvis en kopi af Colloseum, hvor folk som Celine Dion, Elton John, Cher og Mariah Carey er faste optrædende. Caesars Palace er en legende i Las Vegas, og har gennem tiden lagt hus til både racerløb og boksekampe og været fast tilflugtssted for flere legendariske personligheder - som for eksempel Frank Sinatra, der også var fast optrædende i paladset - og stuntmanden Evel Knievel, der i 1967 i forbindelse med et væddemål om, om han kunne springe over kasinoets springvand på sin motorcykel, endte med at blive hårdt kvæstet og ligge 29 dage i koma - et spring, der siden blev gennemført af Knievels søn i 1989.

SUMMEN AF ALLE TING

Caesars Palaces bizart forhøjede art deco-tempel-tårne har været synlige det sidste lange stykke af min vandring op ad The Strip. En seks meter høj statue af Julius Cæsar, der prajer en taxi tog imod mig ude foran. Nu er jeg kommet ind - man holdt døren for mig og kaldte mig sir. Det er en udfordring bare at finde kasinoet. Hvor bevidst man bliver om, at der på ens fødder sidder et par sandfarvede surfer-sneakers, når man bevæger sig ad disse gange, som snarere kan betegnes som sale, så rigt dekorerede i marmor, så - i en grad, der kun er guddomme værdigt - behageligt air-conditionerede, omgivet af butikker, der i deres bekendte habitat af europæiske storbygågader, ellers altid serviceres af admiralagtigt uniformsklædte vagter, i hvis jobbeskrivelse, det må være et kernepunkt, med fjendligt lurende blikke, og om nødvendigt med spørgsmål om, hvad man søger, at jage fæ, der ikke ser ud til at være klar til at spendere, ad helvede til.

Men casinoerne og deres shopping malls er frit åbne for alle. Jeg er omgivet af jævne folk, amerikanere, der nyder deres Vegas-oase, det at føle, de på en eller anden måde er en del af festen. Det er det, de her kasino-hoteller kan. Lej dig ind på et af de billigste værelser, og du er godtaget - du er med her, sammen med de helt tunge og elskede drenge, der lejer den skide Lamborghini i lufthavnen. Der er naturligvis døre, der kun åbnes for de, der betaler, de forskellige pools er klassificerede, og der er for eksempel natklubben her: The Omnia (lat: summen af alle ting), der tager 125 dollar i entré - men dem kan jævne folk, hvis de ellers vil være med til festen, nok også få stampet op af jorden på den ene eller den anden måde. Naturligvis er det sådan, at der er døre, det koster endnu flere penge at komme ind ad. De endnu tungere drenge, high-rollers, der lejer Bugattien med 1200 heste ude i lufthavnen, spiller i lukkede rum, hvor almindelige menneskers lovgivning ikke gælder.

PAK DET LORT VÆK, DU ER I VEGAS!

Logan styrer imod mig. Jeg står netop og noterer på min telefon, at der både skiltes med craps og crapless craps, og at der foran mig er en fuldt booket maskine med en montre, hvor et par terninger på størrelse med fodbolde kastes omkring af en plade, der stamper op og ned - åh, eventyrlige Amerika, så fuldt af en magi, der konstant glemmes og genopdages, også når det erfarede er så forudsigeligt: At alting er bedre, hvis det er større, alting er bedre automatiseret. Logan afbryder mit notat. Jeg forklarede ham i går, hvorfor jeg er i Vegas - det er arbejde - det er ikke clubs, hotels, where are the girls at, og han nikkede og snakkede med på den - jaja, arbejde, karriere, forretningsplaner, det kendte han da alt til, og nu skulle jeg bare høre. Men det lader til, at det er prellet af på ham - at han tror, jeg bare var all talk - en, der prøvede at iklæde mig et image som kunstner og tegner og freelancer, ting, som jeg i realiteten kun var hjemme i skrivebordsskuffen og på en til formålet dyrt indkøbt mac-computer. »Hvad fanden laver du med din telefon,« siger han, »pak det lort væk, du er i Vegas

Nej, tænker jeg, jeg skal fandeme have en runde mere

Logan vil have coke. Han vil på club, han vil have damer - lækre udskejede amerikanske damer, som er her for The Vegas Experience, hvilket inkluderer at møde sådan nogle som ham, som også er her for The Vegas Experience, som bor på et værelse på Ceasars Palace, og som derfor må have tjek på tingene. Som ved, at når man er i Vegas skal man bo på et af kasino-resortsene, hvor der som minimum skal være forlystelsespark og vandrutsjebaner og et uendeligt antal pools, som man kan knalde i, for det er jo det, det hele leder op til, det, det hele handler om, formålet med at være her, i Væygus, indtil man bliver vist bort af en vagt, selvfølgelig ikke vist bort-vist bort, men får besked på, at man må henlægge sit forehavende til sit værelse eller suite, som man har betalt for. Og vagtens påtagede tv-serie-pure vagt-attitude har man også betalt for, og den korte udveksling af ord, man kan have med ham, efter han har sagt det, han skal sige, hvor han nok skal sørge for at være en badass, som man ikke er bange for at pjatte med, så man kan vise hende bikini-amerikaneren, at man selvfølgelig er sjov og er på bro med sådan nogle typer som ham, selvom det selvfølgelig også er det, han får sin løn for. Lønnen, der kun en gang imellem, og kun hvis han, med tanke på, hvad der ellers forlanges af et pænt og ordentligt menneske i et kapitalistisk samfund, gør sig rigtig umage med at leve kyskt, engang hvert tredje eller fjerde år, kan tillade ham at nuppe en weekend - ind fredag eftermiddag, ud igen søndag formiddag - her i paradis, i Caesars Palace, eller et af de andre tilbud på The Vegas Strip.

COKE, MOLLY, COKE, MOLLY!

Cokedealere er der masser af. Mens vi går gennem kasinoet er det som en splejsning af Istedgade og Red Light District i Amsterdam. Dealerne kender godt deres kunder - to mænd, der er på jagt, uden at vide præcis om det er efter det ene eller det andet, to mænd, der bare rykker afsted, mens de ser sig omkring - de leder tydeligvis efter noget - og hvorfor skulle det ikke være netop dette: Coke, molly, coke, molly, kommer det mumlende og hviskende, fra alle mulige typer samfundslags påklædninger. De helt tunge drenge i jakkesæt, der ved, hvad det går ud på, og lige står og retter på armbåndsuret, mens de med alt for mange afvisningers uncoolness i blikket til, at det sømmer sig deres dragt, fanger ens øjenkontakt - de mere afslappede, fresh, gerne mørke, med pæne hvide tandrækker, der står så flot, når de griner, fordi de er ovenpå, eventuelt en kasket, hvis de har cap-hoved, lækkert tilklippede frisurer, custommade til netop deres type hår og deres hårgrænser, fordi de elsker sig selv som man skal - og så fandeme også de små, skævskuldrede bumser, man kender fra ethvert gadenarko-miljø, hvor man ikke engang kan tillade sig at kalde det, de har gang i, for en forretning - hvis tilstedeværelse er selve personificeringen af de her kasino-hotellers sjæl og forretningsprincip: deres pålædning kan være lige så tilfældigt klasket sammen ud fra den for selv det mest uforstandige civiliserede menneskes bevidsthed om, at en sådan grundlæggende består af en overdel og en underdel og et par sko på fødderne, de kan være blevet ramt af et vehicle i fart og kastet ned på kørebanen og blevet smudset til i den sod, som ligger der i tykt lag, og ikke er synlig for nogen, før nogen kommer i berøring med den, og stadig, selvom enhver kan sige, de burde ligge og blive tilset på en skadestue, vade direkte ind på Caesars Palace, ubehøvlede i deres tilskadekomne gang, fulde af smerter, uden noget andet end smerter i munden, når de hvisker og mumler: coke, molly, coke, molly, som alle de andre forretningsdrivere, der har lov til at gøre business her.

Forretningsmodellen er såre: alle mennesker er penge værd. Hvis en af disse creeps har held med så ucharmerende salgsmetoder, som de nu har overskud til at tilvejebringe i deres rent ud sagt hjernedøde tilgang til det at drive forretning, er der en statistisk sandsynlighed for, at de så, inden de atter slipper ud fra casinoet, vil lade sig lokke af spil på maskiner eller en øl i baren - for dem er der jo ingen ordentlige mennesker, der køber - og således er der igen profit. Jackpot. Den mindste smule profit, er stadig profit, og de, der måtte falde for at tage disse gadens frie fugles umiddelbare mangel på sans for hvordan og hvorledes som værende et tegn på ikke at kende til profitskabelse - de tjener jo ikke til guldure - og køber deres da øjensynligt mere ærlige produkt, bliver enten, som kokainen jo gør ved folk, store i slaget, og lægger endnu mere i kasinoet, uden at tænke på at spin it to win it, eller også bliver de snydt og må drikke sig fornedrelsen væk i 20-dollar cocktails i barerne - og så søge at få indfriet deres drømme om en høj hos en anden af stedets gæster - og således lægger kasino-hotellet hus til yderligere udveksling af penge, og potentielt yderligere mangel på gevinstbevidsthed. Det er alt sammen statistikker og sandsynlighed, card-counting. Og: Jo mere, man stopper opfordringen til at få sig en høj op i hovedet på folk, jo mere fristende vil det blive - alle har det jo fedt, når de har sig en høj, og i den atmosfære, der er her, med den høje musik, og den hurtige livsstil, kunne enhver da unægteligt trænge til komme lidt mere ovenpå.

MAN SKAL GÅ HERFRA IKLÆDT TØNDE OG GALSKAB

Logan vil have damer. I en af barerne bestiller han drinks til os. Han ved, hvad han vil have, han behøver ikke at se menukortet. »Væygus,« siger han til mig. Bartenderen kommer med to gin ‘n’ soda og en kvittering. »Fuck,« siger Logan, »36 dollars!« Og får hurtigt pakket den lyseslukkerattitude væk igen. »Væygus,« siger han og skåler. »Væygus,« siger jeg. Og jeg mener det. Sådan er spillet - jeg mærker, jeg har forstået det. Det handler ikke om at komme hertil og måske være den ene heldige ud af hundrede, der går herfra med plus. Det er ikke det, det handler om. Det handler om at bruge, og glæden ved at bruge. Friheden. Glæden ved bare med sit bedste blink i højre øje at stikke bartenderen sit kort, og så tippe hende mindst tyve procent, når hun kommer med kvitteringen. Det er Vegas. Retten til at bruge penge, penge er til for at blive brugt. Det vestlige samfund komprimeret. Man skal gå herfra iklædt tønde og galskab, det er the name of the game. En kvinde slutter sig til os i baren. »Er der plads til mig her?« Hun er en rigtig Vegas Experience-pige: Lange kunstige vipper, nedringet, boobjob - og godt med sort ved øjnene. Hun er forbandet charmerende. Hun er hele tiden med på noget øjenkontakt, og i hendes store, mørke iris flyder to diamanter - en stor og en lille, der mødes og kærtegner hinanden, når hun reagerer på noget i samtalen - når noget er sjovt, når der er noget, man er enige om - hver gang, der opstår en mental forbindelse mellem de to mennesker, der taler sammen. Så er det mig, der ubevidst får et par overraskende veltænkte genialiteter skudt ind, og så er det Logan. Vi er fantastiske, hun er forelsket, det kan man se, aldrig har hun mødt nogen som os. Logan i hans stivede skjorte, der insisterer på, at her er en der ved - en mand med stort m - hvordan en mand med stort m skal klæde sig, når han går på kasino i Vegas: Man må have skjorte på, og skjorten er nede i bukserne - tugged in. Det har han læst på nettet. Min skjorte er selvfølgelig ikke tugged in. Jeg glider ud af samtalen. Hun er Logans. Jeg bliver antastet af to cokedealere af typen fresh - to mænd, der er på jagt, uden at vide præcis om det er efter det ene eller det andet - de spørger, om de må røre ved mit hår. »Oh god, are you for real,« siger de, »we’ gonna take you home with us!« Jeg siger, jeg ikke er der for the parties - »I’m working,« siger jeg. De peger mig i retning af The Omnia.

Her er der ikke nogen, der stiller spørgsmål. Her er der ikke noget, der betyder noget, ud over kortene og terningerne, og de tal, de viser

»Dude,« siger Logan, og prikker til mig med albuen, »she’s a working girl!« »Det er jeg klar over,« siger jeg, »og hun er god til det, hun gør.« Jeg vil også, fordi jeg også er fortryllet, sige noget om, at hun anerkender det så ukorrekte, hun gør som den profession, det er, den så helt rene forretningstype, definitionen på en forretning, marked og sælger, som burde være en menneskeret, a way of living, at skabe a way of living med alle de midler, der måtte være til rådighed, ligesom veteranen i Fremont Street og alle de andre, der valfarter til Vegas fra allandsens bankerot udørket for at tjene til dagen. Men Logan hører ikke efter, han er indfanget af hendes umage håndværk. »Hun er pengene værd,« siger jeg. »Det er ikke min ting,« siger Logan. »Det er en del af The Vegas Experience,« siger jeg, »du skal rippes.« Men han er igen opslugt af pigen. Hendes pupiller er sorte huller, der suger al masse til sig, der kommer i nærheden, og diamanterne er lokkemaden, enhver Vegas-lykkejæger, vil risikere al dagligdags tryghed for at få fat på. De ligger lige der, to uskyldige diamanter i hvert øje, gør de mest utrolige kunster rundt i hendes iris. »Tjek det her,« siger hun, og jonglerer diamanterne - de farer efter hinanden, de bliver til en, kuglen i rouletten - finder langsomt ro. Deler sig. Finder sammen igen. Gevinst. Eufori. Og afsted suser diamanterne igen. De er lige til at tage.

JEG HAR EN 100-DOLLARSEDDEL DER SKAL GØRE OS RIGE!

Jeg vader hjemad mod hostellet, op ad The Strip. Det er lyst nu, festen er forbi. Fuldt udbrændte turister hist og her i ørkenmorgenens støvede solskin. Færdige working girls gør et sidste uoptimistisk forsøg på at skabe kontakt, en hæs stemme, der kæmper: »Where are you going« - bandeord - stilletter, der skraber mod fliserne. Solen er ubarmhjertig, det er ikke meningen, mennesker skal opholde sig i den, der bliver ikke taget hensyn til, at det er lørdag morgen. Jeg stikker ind gennem et casino på vejen og bliver kølet lidt. I sportsbiografen sidder en mand og sover i en af lænestolene, på lærrederne er der baseball og ishockey. Spillets verden kører døgnet rundt. Der er altid et sted man kan bette eller tippe, satse og vinde stort. Make a way of living. Kasinoerne er indrettet så det er nemt at fare vild - det er ikke meningen, man skal ud derfra igen, der er hele tiden noget, der stjæler opmærksomheden, får en til at glemme, at der er en verden udenfor - det eneste, der ikke skiltes med, er udgangene.

Endnu en sal fuld af slotmachines eksploderer i en kakofoni af fanfarer og lokkende tilråb. Pirater, der griner på piratmanér, Scooby-Doo siger Yikes, den fjollede lyd af et par tegnefilmsben, der spæner i fri luft - en lyd, man må kende. En kvinde sover med hagen på brystet ved en af maskinerne, en halv drink står parat til, når hun vågner. Ved en roulette står en gammel pind af en mand. En smule hvidt hår ved ørerne. Sikke en tradition. Denne udbrændte stemning i denne lammende atmosfære. Så er der en kvinde, der vinder, og hele bordet jubler, klapper, hylder hende. Endelig er der fred til åbent at anerkende sejrens betydning, at være fælles om dét. Sådan er spillet, det er et fællesskab, det er ikke alle mod alle, det er alle mod spillet. Endelig er alle de, der bare spiller for sjov gået i seng - turisterne! På kasinoet er den eneste indikator for tid antallet af spillere ved bordene. Her er ingen dag. Her er ingen nat. Her er ingen tid, og således grundlag for lykke. En stor bunke chips skubbes over til kvinden. Den gamle pind rækker en finger op og forklarer et eller andet - der grines, og der skåles med ham - og han hitter rede på, hvor hans glas er henne, og skåler tilbage. En mand i klipklapper finder en stak glatte 100-dollar sedler frem og bladrer dem igennem, overvejer, om han skal have en ny omgang chips. Jeg får mig en øl ved en bar - der udveksles ingen ord mellem mig og tenderen, det er ikke en del af business på det her tidspunkt. En midaldrende kvinde peger ned på den indbyggede blackjack-maskine i disken og spørger mig, hvad hun skal gøre. Hun er det ærligste menneske i Vegas lige nu. En gæst i hvad der må kaldes et pænt aftenantræk, bleggylden, kortærmet bluse i et stof med et silkeindhold, der kan ses, men også straks afslører, at der er tale om et blandingsprodukt, umiddelbart anonyme sorte bukser, og et par sko, der modsvarer blusen. Så trætte og gode smil, der udveksles mellem os, der så næsten faktisk nysgerrige på hinanden. Jeg siger, jeg ikke kender reglerne, og hun tænker vist over, om jeg står og forsøger mig med en eller anden form for joke. Så gribes hun om skulderen af en grab, der har set alt, hvad den magter i denne verden, og en kvinde bag hende siger: »Lad os gå over til rouletten, jeg har en 100-dollar seddel, der skal gøre os rige.«

Det handler om at bruge, og glæden ved at bruge

Jeg finder også en roulette. En maskine, hvor mindsteindsatsen er 25 cents. Her kommer folk for i nogenlunde trygge rammer at bygge en smule gåpåmod op, når de har tabt nok ved de andre spil. En dollar bliver til halvanden, bliver til to, fire, fem, syv, ti, tolv. Med lidt fornemmelse for statistisk sandsynlighed kan man, hvis man holder sig til det kedelige fedtspilleri på sort og rød, i ro og mag sidde og bygge sig en fortjeneste op. Sådan er følelsen af at vinde: Man ser uanede muligheder - hvis bare man holder tungen lige i munden, tænker man - men så vil man alligevel lige prøve at satse en hel dollar, og når den gevinst går hjem: Ingen vej tilbage. Halvtreds-cents gevinster bliver ligegyldige. Borte er bevidstheden om metoden til den sikre, magelige opstigning til et afkast på 10.000 procent. Man satser to og tre dollars, og taber dem, man glemmer statistisk sandsynlighed, man bliver ivrig efter at vende tilbage til den søde følelse af at vinde - at vinde på rouletten. Man satser to og tre dollars, man taber igen og igen, man går all-in, bum - spillet er slut. 0 credits. Så skal maskinen have mere at æde, en af disse små, grønne pengesedler, man kender fra film og tegnefilm, og som repræsenterer så lille en værdi, at tiggere fnyser, hvis man giver dem en - legetøjspenge - maskinen skal have noget green. Så har man prøvet det. At vinde på rouletten og kaste det hele tilbage ind i den igen. Pinligt. Men også: Hvilket magisk spil. En rus. Spilleren Sheila King vandt i perioden 1991-94 200 millioner dollars på maskinerne, men blev samtidig ved med at stoppe pengene ind i dem igen, så hun endte med en skraldet halv million.

I højttalerne over mig starter The Black Eyed Peas’ Tonight’s gonna be a good night - og rouletten kører låget op, og lader kuglen slippe ud. Legesyg og fuld af livslyst farer den langs kanten af hjulet, hurtig som et projektil, den har bare ventet på at komme ud og igang med det næste spil. »Come on, baby,« råber en mand, der har taget plads på den anden side af maskinen - og da kuglen taber fart og begynder sin springen omkring mellem felterne - »you can do it, baby!« Nej, tænker jeg, jeg skal fandeme have en runde mere. Så gør vi det anderledes den her gang. Jeg roder min lomme igennem for pengesedler. En femdollar-seddel - hvorfor ikke. Maskinen æder den, og spillet er åbent. Jeg tænder en cigaret, og læner mig med albuerne på de grønne dertil indrettede lysende puder ind over spillet, så jeg kan følge med i kuglens spænen. Airconditionen sørger for perfekt klima. Jeg drikker af min øl. Sætter en dollar på rød: Salige fred, himmelske fred.