Salige fred, himmelske fred

»Hvor end jeg kigger hen, er der bare denne uendelige shitload af slotmachines: Mr Cash man, Pompei, Ancient Wheel, Coyote Moon, Enchanted Unicorn, Cleopatra.«

Reportage

07.09.19

I Las Vegas er der ingen dag, ingen nat, ingen tid, og således intet grundlag for lykke. Jacob Skyggebjerg har besøgt byen, der er én stor fejring af udbud og efterspørgsel, og ikke mindst retten til at bruge en helvedes masse penge.

Jacob Skyggebjerg

Las Vegas. Byen er det ærligste sted i den vestlige verden: Menneskers materielle selvklassificering nøgen. Det vestlige samfund komprimeret i en bristefærdig heksekedel af hæmningsløshed. Overflødighedshornenes overflødighedshorn - hvor det officielle motto, The entertainment capital of the world, peger direkte tilbage mod dengang i 30’erne, hvor opførelsen af Hoover Dam ude i Black Canyon på grænsen mellem Nevada og Arizona, skabte en tilstrømning af gæstearbejdere, der femdoblede byens befolkningstal - gæster, som naturligvis skulle underholdes, når de ikke var på arbejde - og medførte en lokal afkriminalisering af gambling - peger det uofficielle motto, City of sin, mod den gennemførte ukristelighedens højborg, som byen er i dag. Las Vegas er hjemsted for amerikanske vidundere som The Sapphire, verdens største stripklub, og Heart Attack Grill, der reklamerer med at servere verdens mest kalorieholdige burger og tilbyder gratis bespisning af folk på over 175 kilo.

Med legaliseringen af gambling i 1931 fulgte mafiaens indtog og dennes evner for markedsopdyrkelse. Den lille flække, som blev grundlagt af mormoner i 1905, og indtil da ikke ikke havde været