Print artikel

Polens højre er noget PiS

Foto: Rastislav Staník
Reportage
01.12.18
I Polen gnaver en bæver sig langsomt gennem det demokratiske fundament. Der er en nationalistisk stemning, der vender sig mod det, vi troede var det sidste skridt på den ideologiske udviklingsstige: demokratiet med dets frie marked og frihed for alle.

Under et arrangement forleden i Aarhus med titlen ’Året der gik i Europa’ blev forfatter og chefredaktør på Magasinet Europa Henrik Brun spurgt om, hvilken politisk krimi han ville skrive, hvis den skulle handle om Europa anno 2019. Og der var ikke meget tvivl at spore. Faktisk lød det som om, han allerede havde arbejdet en del på plottet: En række liberale og pro-europæiske polske politikere med formanden for det Europæiske Råd Donald Tusk i spidsen skulle vende tilbage Polen og lave oprør. Gerne i Gdansk, så det ville blive på skuldrene af Lech Walesa. Manden, der ledede den første frie fagforening, Solidaritet, som opstod, efter at han opfordrede sine kollegaer på Lenin Værftet til at strejke mod det kommunistiske styre i 1980. Tusks oprør ville formentlig ikke være nok til at skabe forandringer, ifølge Bruns plot, fordi regeringspartiet Lov og Retfærdighed (forkortet PiS på polsk) bare ville pege fingre ad Bruxelles og sige, at de jo bare vil bestemme alt derovre. »Stem på os og I får et Polen, hvor polakker bliver hørt«. Uden at afsløre hele plottet, kunne forfatteren således melde, at det ville kræve, at man over tid plantede en masse bevismateriale på regeringens omgængelige omgang med sandhederne.

Det er dog hverken helt for sjov og heller ikke nødvendigvis bare et hypotetisk krimiplot. Man kunne sagtens forestille sig, at hvis kursen skal ændres i en lang række lande i Europa, skal det ske indefra. Ikke fra EU, men fra politikerne selv. Selvom det måske ikke står så slemt til som i Orbáns Ungarn, foregår der ting og sager i Polen, der som en bæver gnaver sig langsomt gennem det demokratiske fundament, som Europa hviler uroligt på for tiden. Og hvad er det så, der sker i det land, der i mange danskeres bevidsthed primært er forbundet med Auschwitz, vodka og billig arbejdskraft? Der sker det, at befolkningen har haft en fest. De har stået under discokuglen, mens alt virkede til at gå i den rigtige retning – økonomisk opsving, lønningerne steg og samarbejdet med de øvrige EU-lande gik godt. Så hvorfor overhovedet gå ned at stemme, når nu det hele jo er fint, som det er? Bekymringer hører morgendagen til. Og så vågner man op 25. oktober 2015. Med tømmermænd. PiS er kommet til magten og de katolske og nationalistiske vinde blæser med fuld kraft ind over landet.

Komora Gazowa

De vinde blæser især i de landlige distrikter. I Zakopane i det sydlige Polen ligger Cafe Piano og på Cafe Piano er der et rygerum, hvor ordene komora gazowa står med store røde bogstaver over døren. Gaskammer. Witold, en småalkoholisk eller hvert fald småberuset herre i starten af 60’erne, selverklæret ateist og med en kone i lokalpolitik, har tilbudt en cigaret. Tilbage i baren har jeg efterladt min kæreste i en stol, der hænger fra loftet som en gynge med ryglæn.

Cafe Piano er mørk, snusket og karismatisk, fyldt med sjæl, små krummelurer og selvfølgelig et klaver, der mere ligner et psykedelisk kunstværk end et egentligt instrument. Baren ligger skjult blot et par husrækker bag Zakopanes hovedstrøg med dens alenvis af alpinbutikker og turistrestauranter, alle bygget i den særlige Zakopane-stil, der mest af alt ligner gotisk inspirerede alpehytter i mørkt og lyst træ fyldt med (over)detaljeret ornamentering. Det skaber en makaber kombination af gyserstemning og landlig idyl, som husene ligger der og slænger sig for foden af de smukke Tatra-bjerge, hvis rygge markerer grænsen mellem Polen og Slovakiet.

Witold drikker fem karafler vin-spritzer dagligt, og Ratislav serverer dem for ham. Ratislav er en idealistisk slovak med polsk kone, der venter barn. De har mødt hinanden i forbindelse med deres arbejde på miljøområdet. Ratislav er også passioneret espressobrygger, forelsket i København og generelt forarget over tågen af smog (og de, der bidrager til den), der lægger sig i dalen over Zakopone i vintermånederne, hvor den kolde luft fanger de forurenede partikler og gør det tæt på umuligt at se længere end det næste hus. Bjergenes silhuetter er forsvundet, selvom man ved, at de er der; det markante bjergmassiv Mt. Giewont med dets karakteristiske bue ned på midten, som en tand, der er slået ud af et meget lige underbid. Ifølge Rasty, som han beder os om at kalde ham, brænder folk af, hvad der passer dem. Alt hvad der kan give varme i huset. »I Polen er affaldssortering en beslutning om, hvad der skal brændes om dagen, og hvad der skal brændes om natten,« siger han. Rasty skriver et par tip til vandreruter på en gul post-it og vi bestiller to 0,5 L Lech, Polens nok mest udbredte ølbryggeri, der sjovt nok deler navn med både den afdøde præsident og den tidligere Solidaritets-leder.

»Det bedste ved det hele er, at jeg kan drikke uendeligt mange af dem uden at blive fuld«, siger Witold til mig i gaskammeret om hans spritzer-maraton. En halv time efter siger han det samme, og en halv time derefter endnu engang med endnu mere stolthed og fuldskab i stemmen end før. Alligevel bliver jeg ved med at spørge. Jeg spørger om ikke Anden Verdenskrigs jødeforfølgelse stadig er et sensitivt emne for mange af Polens jøder og henviser til rygerummets tilnavn, og han svarer, at »det er der ikke nogen, der bliver stødt af, ikke længere. Hvert fald ikke af de folk, der kommer her.« Ud over den realitet Witolds spritzer-hjerne maner frem, ligger sandheden nok også et par andre steder: For det første, fordi der ud af en befolkning på 40 millioner mennesker kun er op mod 10.000 jøder – og det i et land, der før Anden Verdenskrig havde over tre millioner af slagsen. Hertil præsterede den kommunistiske regering i 1968 at fordrive mindst 12.000. Der er altså ganske enkelt ikke mange jøder tilbage, og de der er, finder ikke nødvendigvis vej til Cafe Piano.

Uanset er der en tendens i Europa og i særdeleshed i Polen til det autoritære, til en nationalistisk stemning, til noget der vender sig mod det, vi troede var the end goal, det sidste skridt på den ideologiske udviklingsstige; demokratiet med dets frie marked og frihed for alle.

For det andet fordi Cafe Piano, ifølge dens stamgæster – hvert fald dens primære stamgæst, Witold – er sådan cirka det eneste sted i hele Zakopane, hvor du finder folk, der ikke stemmer på PiS. »It means urin, just like the people who vote for them«. Ratislav skyder en bemærkning ind fra den anden side af baren. Faktisk, siger Witold, har baren lidt et ry for at være stedet, hvor man kan komme og ytre sig om tingenes tilstand, i fald man ikke sympatiserer med hverken tingene eller tilstanden.

Død over fædrelandets fjender

Kærligheden til landet ytres til gengæld med stor entusiasme i det offentlige rum. Senest den 11. november, hvor man stod over for at skulle markere 100-års dagen for Polens uafhængighed. Vibe Termansen opsummerer det glimrende i en artikel i Information for nylig, at det nemlig er ganske symptomatisk, at landet har så mange gode bud fra eksempelvis deres baltiske naboer på, hvordan det kunne fejres. Fællessang, lejrbål eller plantning af nye egetræer. Symboler på fællesskab, udvikling og dannelse. I Polen kunne man have holdt en stor fest, lavet langbordsspisning af pierogi, opført Chopins værker. I stedet har man diskuteret, hvordan det sikres, at en potentiel voldelig, pro-fascistisk og nationalistisk march ikke går amok. Og man har givet folk fri dagen efter for at score vælgere. Politibetjente sygemeldte sig for ikke at skulle tage ansvar, og oppositions-borgmesteren i Warszawa havde egentlig lukket ned for demonstrationen i dagene op til. Men det er naturligvis ikke det bedste signal at sende sådan at skrotte forsamlingsfriheden. Så præsidenten fra PiS fik det på sporet igen, med hvad der skulle være en ny og mere fredelig agenda for forsamlingen, men som ikke desto mindre endte i, hvad en Youtube-video fra uafhængighedsmarchen beretter meget godt om; 200.000 polakker, der står i lyset fra lige så mange romerlys og synger med på nationalmelodien: vi skal slutte os til nationen… vi skal forblive polske. Nogle er endda så meget med på noderne, at de har rygmærker med påskriften Død over Fædrelandets fjender.

Imens har man på Cafe Piano travlt med at glemme verden uden for træhusets bjælkevægge. Her er der ingen nation, der skal samles. Intet umiddelbart behov for at identificere sig med noget ’polsk’. Gaskammerets røde bogstaver lyser op. Selvom Cafe Piano også i ny og næ besøges af folk, der ikke er stamgæster, er det som om, at klientellet her i sig selv er en lille minoritet. En gruppe af mennesker, der ikke bryder sig om det politiske og folkelige klima. En minoritet, der har sagt fra, men som heller ikke orker at gøre noget aktivt mod alle de små skub i en retning af det totalitære, som regeringspartiet foretager sig. Alt det, der bare er blevet en del af den daglige trummerum; eksempelvis at den katolske kirkes agenda, skinner stærkt igennem i PiS’ partiprogram. Se bare på abort-lovgivningen. De tre eneste muligheder for abort er, hvis du er blevet voldtaget, hvis barnet er handicappet eller hvis kvindens liv er truet. Tre undtagelser, der var tæt på også at blive fjernet med et forslag om totalforbud tilbage i 2016. Kirken har desuden sin egen TV-kanal med det underligt selvforsvarende motto, der på dansk vil lyde noget i stil med; ”Et redskab til at kommunikere, ikke at til manipulere.” Og så kommer de sørme også hver 6. januar og skriver et par kristne koder over din dør med et specielt velsignet stykke kridt. Tro er i Polen en offentlig ting, hvor lejligheder og huse der ikke har påskriften indirekte stigmatiseres. Noget, der kan skille folk ad.

Parlamentarisk set er der selvfølgelig også den generelle tendens til, at PiS nok tolererer andre partier, men også gør alt, hvad der står i deres magt for at mindske deres muligheder for indflydelse. Der er et retsvæsen, der er blevet så reformeret, at en lang række højesteretsdommere blev tvangspensioneret (EU-Domstolen har dog afgjort, at de skal tilbage) og at selv PiS’ vælgere ikke længere mener, at dommerne kan agere uafhængigt, som Vibe Termansen skriver i en anden artikel. Reformer, der har fået EU-Kommissionen til at reagere grundet potentielt brud på retsstatsprincipperne. Der er alle borgerne i de landlige områder, der hentes til storbyen for at få partiets stemmeprocent til at stige, der hvor de står svagt. Der er den statsejede og stærkt propagandistiske TV-station Telewizja Polska, der styres af Jacek Kurski, et tidligere medlem af Solidaritet. Der er det bemærkelsesværdige etnisk homogene gadebillede, der vidner om Polens fuldstændige udtræden af enhver fælles indsats for at huse flygtninge. Eller, man vil skam gerne hjælpe flygtninge, bare ikke de muslimske – af frygt for potentiel terrorisme. En islamofobisk tendens, der var gennemtrængende for PiS’ valgkampagne i 2015 og er blevet en integreret del af den populistiske retorik i den offentlige debat. Muslimer er lig med sikkerhedstrusler. De er lig med invasion. Og det samme tænker man om EU.

Vender vi tilbage til det historiske Polen, er det dog ikke nogen ny tendens, at minoriteter eller ’fremmede’ ikke er velkomne. Allerede før Første Verdenskrig emigrerede to millioner jøder fra Polen, grundet et øget fjendebillede og dårlige økonomiske vilkår, ifølge en analyse af Kasia Narkwicz vedrørende Polens respons på flygtningekrisen. Og antisemitismen fortsatte også gennem det kommunistiske styre, hvor man bad polske jøder bosat i Israel og øvrige europæiske lande om at opgive deres statsborgerskab. Mens antisemitismen er faldende i dag (dog stadig eksisterende!), er den nye folkedjævel nu den muslimske terrorist forklædt som flygtning. Så dem må man for alt i verden undgå. Derfor bliver det også et politisk instrument. Det er de simple løsninger på de store problemer. Er det vejen frem? Ikke hvis du spørger Umberto Eco, der i Focaults Pendul skriver: »Som manden sagde, for hvert komplekst problem er der en simpel løsning, og den er forkert.«

Har globaliseringen skabt et tomrum, et for flydende nationalt begreb, som skal erstattes af et strammere greb og en mere kontant udvælgelse af, hvem man holder med – og hvem man ikke holder med?

Et land bygget på traumer

Når politikere med den slags visioner, som man ser i Polen, får lov til at komme til og blive på magten, handler det om, at man er af den overbevisning, at landet skal ledes af de, der fortjener at lede det. Af ’Den bedre polak’, som Anne Applebaum skriver det i artiklen A Warning From Europe i The Atlantic. Og skal det være sådan, er det jo oplagt, at en ét-partis-stat er bedre end et liberalt og konkurrencebåret demokrati. Hvorfor skulle der være plads til de, der ikke er loyale over for nationen, de der ikke bærer Polens historiske arv med i deres vision for nations fremtid? At Polen i dag står med fingrene så dybt plantet i den nationalistiske værktøjskasse er der naturligvis også et hav af historiske grunde til.

På Cafe Piano sidder Witold og snakker videre, mens en gruppe unge, der tydeligvis ikke har besøgt baren før, kommer ind. De bestiller shots. Witold og Rasty kigger på hinanden, ryster på hovederne. Det er svært at vurdere, om han bliver mere opstemt eller bedøvet, som spritzerne ryger ned, mere klar i mæglet eller mere uforståelig. Hvad der dog er til at forstå, er når han taler om Polen med et mildt sarkastisk ’vi’. Et ’vi’ som han i virkeligheden ikke føler, at han hører til. Ikke her på Cafe Piano. Og dette ’Vi’ har ifølge Witold et anstrengt forhold til Rusland og ikke mindst også et til stadighed anstrengt forhold til Tyskland. Et sår, der ikke er helet, og som blandt andet har forårsaget, at man i PiS-regeringen forlanger en gigantisk økonomisk kompensation for de skader landet blev påført under Anden Verdenskrig, hvor der, foruden de seks millioner polakker, der døde, er blevet vurderet skader for mere end 45 milliarder dollars i Warszawa, der blev bombet fuldstændig sønder og sammen.

Andre traumer skal man kigge længere tilbage for at få øje på. Tag eksempelvis det forbandede 1700-tal, hvor Polen mistede al territorium af tre omgange (som altså dengang gik fra Østersøen til Sortehavet!) til Rusland, Preussen og Habsburgriget, for først at genopstå som nation i 1918. Én af dem handler om den tidligere diktator Jozef Pilsudski, der havde store visioner for landet. Så store, at han navngav projektet Miedzymorze, Mellem Havene. Der eksisterede et historisk stort og stolt Polen, som stadig præger nationens selvbillede og folkebevidstheden i dag. Det er hvert fald det, man indirekte forsøger at fortælle folket fra politisk hold. Det hænger fint sammen med den symbolske tænkning, der samtidig præger mentaliteten, og som i høj udspringer fra politisk hold. Som for kun lidt over et årti siden, da et for længst glemt kranie fra massakren i Katyn i 1940 (hvor der bl.a. blev dræbt ca. 8000 officerer fra den polske hær) blev fundet tilfældigt på retsmedicinsk institut i København, satte man himmel og hav i bevægelse for at få det tilbage i Polen. Da den endelig fandt sin plads i Den Polske Hærs Katedral i Warszawa, afholdte man en storstilet ceremoni med besøg fra både regeringen og den katolske kirke. Den danske journalist Lisbeth Jessen har skrevet en hel bog om det. Selvom symbolerne er intakte, har en del dog ændret sig politisk siden kommunismen og fascismens store løgne. Som Applebaum skriver er mange af de højredrejede nationers politiske retorik – USA, Italien, Ungarn, Venezuela og flere inklusive – baseret på ikke de store løgne og de store fortællinger, men på de små konspirationsteorier, såkaldt Medium-sized Lies. Løgne, der måske ikke indoktrinerer, men i det mindste får folk til at følge efter og lytte med på den alternative virkelighed bare en del af tiden.

Da vi kommer ud af Cafe Piano, hænger der en tåget dis over Zakopane. Og ikke den der lidt friske, fugtige tåge, som jeg kan huske den, når jeg gik den lange vej op til bussen ude på Mols kl. 06.30 om morgenen for at nå bussen til gymnasiet. Nej, sådan en lidt brændt oset tåge. Vi går forbi tre mænd, der står og skovler kul ind i deres kælderrum. Formentlig der hvor fyret står. Dagen efter kører Rasty os op på et højdedrag for at se ud over bjergkæden, men himlen er dækket af et tyndt lag gråt. Ikke 50 nuancer, bare én. Og den lugter brændt.

Når mange mellemstore løgne bliver til en stor løgn

Mens løgnen i Ungarn næsten er grotesk – en forestilling om at billionæren George Soros er ude på at ødelægge nationen ved at importere immigranter – er den helt centrale mellemstore løgn og konspiration i Polen flyulykken i Smolensk den 10. april 2010. Her omkom den polske præsident Lech Kaczynski og 95 andre. Blandt disse var mange øvrige højtstående politikere. Flyet havde været på vej mod en mindehøjtidelighed for de 21.000 polakker, der døde under nævnte massakre i Katyn, da det i et forhastet forsøg på at lande i tåge styrtede ned. Og den sandhed, at Lech Kaczynski skulle have mere eller mindre tvunget piloterne til at lande, fordi de var for sent på den og fordi mindehøjtideligeheden skulle kickstarte hans genvalgskampagne, huede ikke den nuværende formand for PiS og Lechs tvillingebror Jaroslaw Kaczynski – eller resten af PiS for den sags skyld. Så man opfandt løgnen om, at den daværende regering på grund af pres fra medierne havde afvist at købe nye fly. Hermed kunne den tilbageværende Kaczynski altså køre en smædekampagne på både regeringen OG på medierne, så befolkningen ville få ideen om begge instanser som utroværdige.

Hvordan formår man, i et land bygget på traumer, både at sørge over et tab af forgangne tider og se fremad politisk – og være åben for forandring og innovation? Først og fremmest, ser det ud til, har man altså grebet mulighed for modreaktion, fordi et parti som PiS, har skabt en fast form og retorik, hvor der er plads til at sørge – desværre i en ramme, hvor sorg kammer over i had.

Men den mellemstore løgn er ved at vokse sig stor. Islamofobien og muslimen som den ’nye jøde’ rejser spørgsmålet, om ikke det faktisk begynder at ligne Orbáns næsten immigrantløse Ungarn, som på forunderlig vis alligevel har ’store problemer’ med indvandring? en, der får partiapparatet til at rulle ved at lade denne opdigtede ’other’ blive den nye fjende. Og det, selvom de polske gader er tæt på kridhvide – med undtagelse af et par hundrede kristne syrere, som allernådigst fik lov at komme ind bag Polens nye jerntæppe. Men hvorfor skulle man desuden som muslim have lyst til at bebo et land, hvor en kvinde i 2015 smed et afhugget grisehoved ind i en nyåbnet moské i Warszawa?

Konspirationer skaber kløfter

Som de to Kaczinsky-politikere blev skilt ad på tragisk vis, virker det også til, at der er en generel tendens til, at hvem der før var venner, ikke er det længere. Den amerikansk-polske historiker og journalist Anne Applebaum skriver om, hvordan mange af de venner hun havde med til sin nytårsfest, ikke længere vil kendes ved hende, fordi de er politisk uenige. Min polske venindes far snakker ikke længere med sin tidligere tætte ven, der synes han er blevet for liberal. I virkeligheden står han bare, hvor han altid har stået. En klassisk, men moderat katolsk mand.

Hvordan er folk flyttet så langt væk fra hinanden? Har globaliseringen skabt et tomrum, et for flydende nationalt begreb, som skal erstattes af et strammere greb og en mere kontant udvælgelse af, hvem man holder med – og hvem man ikke holder med? Eller har man bare sovet i timen, og så har bordet fanget? Hvilken rolle kan EU spille – udover at forsinke processer som eksempelvis ved at løfte en pegefinger og henvise til artikler i traktater, der siger fy? Den svenske forfatter Johannes Anyuru udtalte tidligere på året i et interview i Weekendavisen, at han godt kunne forstå, hvorfor det var svært for hans mors generation, at der ikke blev skabt et rum til at sørge over det Sverige, der var engang. Ikke for at begræde det eksisterende, men blot rum til at følge med ændringerne i eget tempo. Og når der ikke skabes rum, skabes der had. Situationen kan bestemt relateres til Polen. Hvordan formår man, i et land bygget på traumer, både at sørge over et tab af forgangne tider og se fremad politisk – og være åben for forandring og innovation? Først og fremmest, ser det ud til, har man altså grebet mulighed for modreaktion, fordi et parti som PiS, har skabt en fast form og retorik, hvor der er plads til at sørge – desværre i en ramme, hvor sorg kammer over i had.

Uanset er der en tendens i Europa og i særdeleshed i Polen til det autoritære, til en nationalistisk stemning, til noget der vender sig mod det, vi troede var the end goal, det sidste skridt på den ideologiske udviklingsstige; demokratiet med dets frie marked og frihed for alle. Selv den amerikanske professor Francis Fukuyama har udsat sin ide om historiens endeligt, der byggede på netop ideen om, som den demokratiske ækvivalent til den marxistiske tankegang, at demokratiet var slutmålet. At her stopper den ideologiske udvikling. Men noget kunne tyde på, at den godt kunne snuble og i stedet gå i en cirkulær retning. Vi bekriger hinanden, vi bruger demokratiet som løsning, vi har perioder med fest, fred og fordragelighed, vi har åbne grænser og fri handel – og så falder vi i søvn igen og vågner op med tømmermænd, omtåget af både dårlig smag og dårlig smog.

I den henseende virker det symptomatisk og paradoksalt, at man forholder sig ironisk til historiens alvor, når det kommer til jøderne. At man er klar til at kalde et rygerum for et gaskammer, men når det handler om den skade, man mener, at tyskerne har pådraget landet, er intet glemt. »Forgiven, not forgotten«, som Witold sagde i sin spritzer-rus, som han formentlig har været i siden det rekordlave stemmetal i 2015. Nu håber han nok at vågne op til et rekordhøjt til parlamentsvalget i 2019. Uden tømmermænd. Til et land, der ikke udøver mere polsk politik á la Orbán, men et land, hvor Donald Tusk kommer hjem til havnefronten i Gdansk og råber vagt i gevær.