Print artikel

Ned i malstrømmen

Reportage
29.07.19
Filminstruktør Nicholas Winding Refn har skabt et online raritetskabinet for glemte og forbudte film. Forfatter Jacob Skyggebjerg har været på trip gennem den absurde malstrøm og kommer ud på den anden side som et nyt menneske. Undervejs taler han også med skaberen af værket, som drømmer om at vise, at internettet kan bruges til andet og mere, end vi tror.

På hjemmesiden byNWR blænder den danske instruktør Nicolas Winding Refn op for sin samling af forsvundne værker fra filmhistorien. Det er film, der får Ed Woods af Tim Burton og Johnny Depp-romantiserede Plan 9 From Outer Space til at ligne bombastiske Hollywood-produktioner. Film, der bryder med alle traditioner, rammer og teknikker. Film gjort af folk, der kun lidt aner om traditioner, rammer og teknikker – i en tid, hvor kulturen på alle fronter undergik revolution som følge af opsvingets stigende forlangender om underholdning. Vi kan klassificere dem som naïve art. Men lader man sig suge ned i den righoldige samling af essays, portrætartikler, videoer, fotos og andet materiale, der gemmer sig i labyrinten under streaming-tjenestens cinematiske overflade, venter en indsigt i den fortælling om USA og det vestlige menneske i det hele taget, som ikke er den officielle, men som også er den sande. En undergrundsverden befolket af strippere, musikere, pornoproducenter, prædikanter, filmfolk og almindeligt ukorrekte, der jagter deres drømme i mulighedernes land – på godt og ondt. En forståelse, ikke bare for de mennesker, der har skabt disse film, men for den verden, hvoraf de er skabt. Det handler nemlig slet ikke om film som sådan. Det handler om det oversete og kasserede. Det frasorterede. Og i sidste ende en omredigering af den måde, vi beskuer kunst på.

En ung kvinde er ved at blive voldtaget af en motorcykelbølle i baglokalet til en bar i den lille landsby, hun bor i. Ind kommer den unge sorte Daniel og redder hende. I næste nu har motorcykelbanden slået Daniels mor ihjel. Daniel opsøger den unge kvinde og lader sig forføre af hende. Hendes far dukker op og kvinden siger, det var voldtægt. Faren løber ud for at hente politiet. Kvinden siger, Daniel skal løbe for sit liv. Han stjæler en bil fra nogle moonshiners i skoven og kører galt og dør.

»Det, det handler om, er at være villig til at gå ind i det ukendte. Det er udfordrende, vi har ikke gjort det nemt for nogen.«

Jeg står ved en af indgangene til filminstruktør Nicolas Winding Refns online-museum byNWR. Lidet aner jeg, at det, jeg er på vej til at gå ind i, skal blive mit livs hidtil vildeste trip. Filmen, jeg er i gang med at se, bærer titlen Shanty Tramp, har en spilletid på 72 minutter, og er fra 1967. Med dens radbrækkede karakterer og depraverede sydstats-outsidermiljø, kan den bedst placeres indenfor southern gothic-genren. Den blev efter dens premiere og korte levetid i lokale biografer i Florida glemt og fik lov at forsvinde – og overlevede kun som en legende i snævre kredse af exploitationfilm-interesserede. Nu er den blevet et af de værker, som Winding Refns utrættelige hold af restaurationists ved verdensomspændende eftersøgning har opstøvet, og gennem avancerede kemiske restaureringsprocesser, scanningsarbejde og billede-for-billede finpudsning gjort tilgængelige off-charge i det digitale raritetskabinet. Jeg har Nicolas med mig på en Skype-forbindelse:

»Den er så politisk ukorrekt, som den kan blive, og det er jo befriende. Den politiske korrekthed er blevet ekstremt dominerende. Jeg har altid ment, at krig og kunst er næsten det samme – forstået på den måde, at det er det, som virkelig udvikler – på godt og ondt – vores eksistens. Men hvor krig gør det ved at destruere alt omkring sig, så gør kunst det ved at inspirere. Kunst er nødt til at gå ind og – ikke så meget provokere – men decideret omredigere vores dna. Så når vores kultur bliver mere og mere et glansbillede, så vokser behovet for at radikalisere det og åbne nye muligheder, vise nye veje.«

Vi kan ikke komme længere væk fra Pelle erobreren.

Der er intet ved Shanty Tramp, der ifølge klassisk pæn og ordentlig forståelse, kan retfærdiggøre værkets forevigelse – endsige dets tilblivelse – der er absolut ingen moral at spore hverken hos værket som helhed eller hos nogen af karaktererne, og hovedpersonen fremstår som både skurk, offer og heltinde på en gang. Vi kan ikke komme længere væk fra Pelle erobreren. Samtlige af filmens tilløb til spænding og opgør, til payoffs på setups, falder fra hinanden. Der er ikke noget, der rigtigt giver mening – og dog – alt synes alligevel at hænge sammen efter en sær egen logik. Det er afsindigt originalt. Der sker noget i hovedet på mig! Da filmen er til ende, og Shanty Tramp efter at have forårsaget ravage, mord og splid i sit depraverede racistiske sydstats-landsbysamfund, ruller afsted ud af byen i den omrejsende prædikants campingvogn til tonerne af et gospelkor, der synger When the saints go marchin in, sidder jeg med en udefinerbar følelse af omvæltning i hovedet. Måske er det den dna-redigering, som Nicolas taler om, der er gået i gang?

Ned i malstrømmen

byNWR.com er i medier verden over blevet præsenteret som en streamingtjeneste for lost films – men det er en misvisende beskrivelse. Selve filmene er nemlig kun en meget lille del af sitet. De kan betragtes som en slags indgange eller portaler, et introduktionelt levende billede, hvorigennem man suges ned i den konstant udvidende labyrint, som egentlig er selve byNWR. Shanty Tramp er det frimærke, man lægger på tungen ved indgangen til et af kapitlerne i sitets første volume – Regional Renegades. Hvert kvartal præsenteres et nyt volume i stedets fortælling om kasseret eller glemt kultur, og hver måned låses der så op for et nyt kapitel – en ny film – der fungerer som en portal ind til det bagved liggende arkiv af dokumentarisk udgravende materiale. Disse volumes skabes af skiftende gæsteredaktører – på Regional Renegades den amerikanske biografist Jimmy McDonough – som udvælges og indbydes til at sammensætte deres eget unikke univers, inspireret af de film, de har fået tildelt.

»Der bliver brugt mere tid i redaktionen på alt det omkring filmene end filmene i sig selv,« forklarer Nicolas. »Gæsteredaktørerne bruger de enkelte film som et springbræt ind til andre former for kunst. De har kunstnerisk frihed til at udføre deres vision for deres volume. Tanken er, at hvis en film er et udspring af ideer, hvad kan man så som kunstner skabe – nogle gange vil man jo kunne dokumentere selve skabelsen af filmen – men også alle de andre ideer, der så kunne komme ud af det. Så vi for eksempel har en koncert i 3d med Frankie Miller fra hans livingroom i Texas.«

Fra nu af vil jeg for evigt være en anden.

Fortællingen om honky tonk-sanger Frankie Millers begyndende opstigning gennem den amerikanske musikindustri og udstationering i Koreakrigen og hans fravalg af karrieren til fordel for familien og en tilværelse som brugtvognsforhandler hjemme i 'the frog pond' i Texas, er en af de historier, jeg støder på, efter jeg har kastet mig i malstrømmen under et af Regional renegades’ andre kapitler –The Nest of the Cuckoo Birds:

En ung kvinde løfter en tøjdukke op foran sit ansigt, ser kort på den og lægger den i en rodet vindueskarm. Så lægger hun sig på en tom seng, med ansigtet ned i madrassen. En mand sniger sig ind i værelset, hen til sengen. Han berører hendes skulder. Skræmt løfter hun hovedet – og præsenterer sig: Jeg er Lisa. Manden sveder og går lidt rundt om sig selv. Jeg er Johnson, siger han. Du skal ikke have det dårligt, siger hun. Hvordan slap du forbi mor? Og så begynder de en munter passiar om de lave bjælker ude i gangen. Han skal hjælpe hende bort fra fangenskabet hos sin mor på hotel Cuckoo Bird Inn.

The Nest of the Cuckoo Birds er en ufrivillig hybrid af genrer, der fra begyndelsen fjerner sig fra sit udgangspunkt: Agent Johnson sendes ud for at opløse en bande moonshiners på en ø i de floridanske Everglades – men bliver omgående slået på flugt, og finder efter at have svømmet gennem en sump fuld af krokodiller og være blevet stukket ned af en nøgen, maskeret, måske endda forhekset kvindelig morder, asyl på Cuckoo Bird Inn, hvor rædslerne, ikke mindst i form af deform lyssætning og bogstaveligt talt smeltende set-design, kun tager til og atter bryder grænserne for absurditet. Filmen går fra krimi til horror til actionthriller, og finder for en tid ro som gotisk hillbilly-kammerspil inden den transformeres videre hen over avantgarde og New York art house og andet og mere – en lille smule incestuøst traume og uudsagte forbrydelser og selvfølgelig – som det eneste gennemgående – rent ud grotesk skuespil, der er lige så svært at sætte ord på som selve filmen.

Atter sker der noget i hovedet på mig, atter denne mærkværdige kildren, atter denne - ja, undskyld udtrykket - følelse af at være vakt til live igen! En utilstedelig legesyge. Rum i min hjerne, som har været barrikaderede, lukket ned, gennemstrømmes atter af livets elektricitet! Jeg må længere ned - jeg må forstå!

Jeg overgiver mig og lader mig føre med af strømmen: Fra fortællingen om denne »the holy grail of lost films« – en myte i filmmiljøer og onlinefora, som – skønt ingen har set filmen i de halvtreds år, der er gået siden dens sporadiske visninger i en håndfuld amerikanske stater – har dannet afsæt for en sang fra 1994 af punkrockbandet The Cramps – føres jeg videre gennem den (givetvis) næsten endnu mere fascinerende fortælling om dens skaber, Bert Williams, udspringeren, der brækker ryggen og trods lægernes dom om permanent ophold i kørestol træner sig op til at kunne gå igen, rejser til Miami og bliver fitnesskonge, og så pludselig sælger sine træningscentre og satser alt på at skabe filmen. Han vil være skuespiller, og en vej til at få en rolle og vise sit talent, er ved at lave sin egen film.

Udover at spille hovedrollen er Williams både producer, forfatter, instruktør, fotograf, set-designer og klipper på The Nest of the Cuckoo Birds. Under slogans som »This picture is not great but they stand in line to see it! All it does is make lots and lots of money! « og »Bold and bizarre experience about love in the South today! Voted Primitive Art Action Film of the Year,« markedsfører han værket, der ender med at efterlade familien bankerot. Men har man sagt A, må man også sige B. Williams har besluttet sig til, han vil være skuespiller og forstår, at han må til Hollywood for at gøre det. Familien får tilbuddet om at tage med, og da svaret er nej, drager Bert alene afsted, og ender endelig med at få en reel karriere med på den gode side af 40 mindre, ofte navnløse roller i produktioner af forskellig størrelse – den sidste: The usual suspects. Til sidst, i en alder af nogle og halvfjerds, vender Williams tilbage til udspringeriet, og dyrker det, indtil han dør (efter et spring) i en alder af 78. Det bliver til en fortælling om ukuelighed. Om drømmes udødelighed. Om det gigantiske drama, der hele tiden udspiller sig i ethvert atom.

Metamorfosen

Og så går metamorfosen i gang. Billedet ændrer sig og bliver til klipperummene under 42nd Streets sadomasochistiske pornobiografer i 1970’ernes New York – med hvad dertil hører af rufferi og mord og konstant masturberende torturofre på personaletoiletterne i kælderen. Så til en villa i Miami, hvor den hjemmegående husmor Salwa Merrige-Abrams myrder hele sin familie med den shotgun, hun har købt til sin søn for at bonde med ham over skydetræning (fordi håndvåben ikke var tilladt for folk under 18) – og direkte videre til brevudvekslingen i en af de indbudte skribenters pennevenskab med massemorder John Wayne Gacy. Et ikke-venskab, der opstår efter Gacy har solgt et af sine fængsels-selvportrætter, hvor han er iført det klovnekostume, som han optrådte i, når han lokkede drenge og unge mænd til at komme hjem til sig, så han kunne myrde dem - og som gav ham tilnavnet The Killer Clown, og gjorde ham til inspirationskilden til Kings gyserroman IT.

Det begynder at gå op for mig, hvad det er, jeg har indladt mig på her. Jeg må ofre mig og lade mig trække med af malstrømmen, det her er ikke bare en sludder for en sladder, jeg må lade mig fortabe og lade trippet vise mig, hvad det vil, hver fase i det filmiske afsæts metamorfose mod det næste – nye tanker, nye ideer, uden for kulturkanon og internettets algoritmer – en omredigering i den måde, jeg beskuer kunst på. Nicolas taler i Skype:

»Vi lever i en digital revolution, og jeg tænkte – hvis vi nu kunne skabe en interaktiv verden, som skulle være ligesom en rubikskube, hvor man kunne gå til højre og venstre og op og ned – nettet er jo meget konservativt stadig væk – og jo flere kvartaler, jo flere volumes, der kom, des sværere ville det blive at navigere igennem det – man ville blive fortabt – ligesom når man prøvede at løse rubikskuben. Man kommer til at fare vild i de fire retninger, man kan gå i, og så kan man snuble over noget, man ellers ville have afskrevet eller ikke havde været interesseret i eller ikke havde haft mulighed for at se eller høre eller læse, og så kommer det op lige foran en, og så kan det måske give et glimt ind i noget, man før havde negligeret, eller havde fået at vide, at det skulle man ikke bruge tid på – og lige pludselig opdager man en hel verden, som man før i tiden aldrig rigtig havde accepteret eller anerkendt.«

Billedet ændrer sig og bliver til klipperummene under 42nd Streets sadomasokistiske pornobiografer i 1970’ernes New York - med hvad dertil hører af rufferi og mord og konstant masturberende torturofre på personaletoiletterne i kælderen.

Billedet ændrer sig og tager mig gennem New Orleans’ French Quarter i dets tid som arnested for LSD-trippende hippie-kult-religioner. Videre gennem fortællingen om den næsten umulige opgave at kortlægge pianogeniet James Bookers historie og tilværelse i byens misbrugsmiljø og som gæst på diverse legendariske musikeres albums. Om spedalskhedshospitalet uden for byen, der udvikler sig til et eget lille samfund med baseball- og golfbane, kunstig fiskesø og spejderkorps – hvor patienterne åbner virksomheder efterhånden som der bliver behov for dem, får børn og bliver gift på hospitalet. På den måde også en fortælling om samfund. Det bliver til historien om en Barbie-samlings fødsel og død og en tour rundt i det Barbie-fanatiske miljø, hvor »samlere ikke havde andet end foragt tilovers for de børn, som oprindeligt havde ejet dukkerne« – en fortælling om ensomhed inden for det fællesskab. Soulsangeren Wayne Cochran, hillbillyen fra Georgia, der indtog sorte musikgenrer, mens det endnu »kunne få dig dræbt« overhovedet at omgås sorte, og internationalt nok mest udgør et minde i kraft af sin frisure – en svungen, perfekt rundet sky af candyfloss, der tog timer at få på plads inden hvert show – og hans righoldige og flamboyante garderobe, beretter om sangskrivningsproces og selviscenesættelse.

Om at indse selviscenesættelsens ubestridelige nødvendighed i landet hvor showbiz blev født og er en del af alting hele tiden og fortsat bliver mere og mere ekstravagant. Det bliver til fortællingen om St. Pete Boys, en gruppe forfattere fra Miami, som samler sig om masseproduktion af manuskripter inden for hardboiled-genren, den særligt ekspressive, erotisk rundede detektivroman, der på det tidspunkt sælges til 25 cent i postkortstativer på tankstationer et cetera, som også er fortællingen om PBO-bøgerne (paperback originals), en æra i litteraturhistorien affødt af de stigende levestandarder (og behov for underholdning) og faldende priser – heriblandt på papir – i efterkrigstidens USA. En af forfatterne, Harry Whittington, klarer syv romaner på en måned, og udgiver under 17 forskellige pseudonymer.

Hot Thrills and Warm Chills

En kvinde udfører en længerevarende showdans i sin lille stue, hvor der ikke er plads til den dans og ikke er noget publikum til at se, når hun serverer drinks for sig selv balancerende på sine bryster. Så lidt klip frem og tilbage mellem hvad der skal forestille at være elskovsscener mellem forskellige kvinder og mænd. Så tilbage til stuen, tre veninder er de nu, flere drinks serveres balancerende på brysterne: »Lets turn up the music and have some fun,« siger en af dem. Og så er alle ansigter ude af frame, og der er stadig ingen plads til dans, og kvinderne ligner ikke nogen, der har det sjovt.

Hot Thrills and Warm Chills: En bande promiskuøse kvinder skal stjæle kronen fra King of Sex under byens mardi gras-fest. Kuppet lykkes – men vi får det desværre ikke at se – man har fundet det vigtigere at få plads til endnu en (af rigtig mange) nøgendansescener. Filmen igennem klippes der nærmest tilfældigt mellem dialog og sexscener med påklædte karakterer, vi ikke får at vide hvem er.

Trippet er gået ind i sin tredje fase. Jeg er nået ned i bunden af malstrømmen. Rundt om mig suser billeder fra found photography – samleren Charlie Beesleys 55.000-stykker store arkiv over kasserede privatfotos, der på den ene eller anden måde er kommet i hans varetægt siden han begyndte at samle som nittenårig. Udvalget repræsenterer et konstant eksploderende, fantasi-pirrende indblik i ikke opstillet eller sensationelt liv. Det er fotos af liv, der ikke er beregnet på sensation eller fremvisning. Det er rum, beklædning, indretning, produkter, mennesker. Bare liv. Bare det sande. Posering, som man nu kan. Eksperimental fotografering, som man nu kan. Helt ren dokumentation. Det er det vældige drama, der hele tiden udspiller sig i ethvert atom. Det er virkeligheden som den dokumentation, den er på virkeligheden – den konstante dokumentation af os selv. Af de bestanddele, vi er gjort af. Det er fortællinger om galskab, men netop om den galskab, som er i os alle sammen og hele tiden er iblandt os.

Rum i min hjerne, som har været barrikaderede, lukket ned, gennemstrømmes atter af livets elektricitet! Jeg må længere ned – jeg må forstå!

Senior editor Jimmy mcDonough toner frem i Skype:

»Hvem bryder sig om det polerede? Alting er poleret i vore dage – hvis du ser på filmstjerner og rockstjerner – de kunne lige så godt være robotter, hvis du spørger mig. Det er naturens gang at alting efterhånden glattes ud og homogeniseres, det kan man ikke sidde i hjørnet og græde over – det er derfor, vi er interesserede i at vise de rå kanter, folk, der aldrig nogensinde ville have fået en chance i den her verden, vi har i dag.«

I denne Alice in Wonderland-verden genoplives hedengangne scener inden for kunst og kultur og historie – fragmenter af kulturhistorie, som ellers er blevet glemt: Det er historier, der hele tiden åbner erkendelsens døre for en videre forståelse af det vanvittige Amerika, som for altid må bære navnet Det Vilde Vesten. Den vanvittige vestlige verden, vi lever i. Det er alle disse menneskeskæbner, som er produkter af et vanvittigt samfund. Det er tressernes og halvfjerdsernes og firsernes Amerika, det er det Amerika, som faktisk er og var, og som på ingen måde stemmer overens med det glansbillede, man konstant lykkes med at opmale for resten af verden i den officielle kulturfortælling:

»Det, det handler om, er at være villig til at gå ind i det ukendte. Det er udfordrende, vi har ikke gjort det nemt for nogen. Det er ligesom en hemmelig klub – man skal være villig til at investere sig selv for at få det til at virke – vi giver det ikke bare ud i små bidder. Man bliver nødt til at tage trippet for at opleve det. Jeg ville ikke kalde det en religion, men vi er alle troende.«

The Basbushka Lady og en sang til Donald

Jimmy McDonough tager mig med på jagt efter svar. Svar på, hvad årsagen er til alle de meningsløse valg, der er truffet under produktionen af Hot thrills and Warm Chills og instruktør Dale Berrys andre texanske sexploitation-film. Det bliver en tur ud til de mest radbrækkede og depraverede livsfortællinger i hele dette volume af byNWR. I Dames of Dale Berry kommer vi helt ned i den allerdybeste sump af misfits – hvor konspirationsteorier og anklager om seksuelle overgreb rettet mod tidligere skolelærere og ønsker om at hele verden må brænde, fyger gennem luften.

»Disse film – de er ret acquired taste – de er ikke interessante af konventionelle årsager. Det er det, som du kan finde i filmene, som kan fascinere. Og jeg tænkte: hvad skete der med alle de damer, der var med i de film – lad os opsøge dem.«

Svarene på, hvorfor Dale Berrys film så ud som de gjorde, kommer aldrig. Der er ikke rigtig nogen af kvinderne, der kan huske noget fra dengang, hvor filmene blev lavet. Til gengæld kommer jeg på en rejse gennem blandt andet burlesque-shows og mafiaforbindelser til Kennedy-mordet, en rejse, som også bliver en illustration af, hvad det vil sige, når Jimmy taler om at være villig til at gå ind i det ukendte. En af disse kvinder, Beverly Oliver Massegee, påstår at være den berømte Babushka Lady, som filmede mordet på klos hold med et 8-mm videokamera og fik det konfiskeret af FBI – en af ingredienserne i de konspirationsteorier, der fortsat omgærder mordet. Og samme kvinde fortæller også, at hun var gift med en gangster, som holdt møde med Nixon vedrørende det forestående præsidentmord, og som i øvrigt fik hende bortført og skudt fuld af heroin i fjorten dage for at hun ikke skulle forlade ham. Hun er nu endt som succesfuld bugtaler-prædikant i Dallas. Jimmy får en masse andre svar, end dem, han egentlig var på jagt efter: »Det handler om at inspirere. Alle er velkomne, ubarberede eller med en .38 i lommen – vi har en open door policy – beskueren er den manglende brik i puslespillet, det handler alt sammen om, hvor meget du er villig til at investere dig selv i det.«

Disse kvinder er i sig selv illustrationer af den metamorfose, som det, der har gået forud for det, som er nu, har gennemgået. Så det kunne blive til det, som er nu. Omkring mig hvirvler dokumenter med obskur poesi skrevet med comic sans. Udklip af opslag fra forskellige grupper på Facebook. En video dukker op af en af Dale Berrys damer, der synger en hyldest, hun har skrevet til Donald Trump.

Alt sammen lægger det sig til aflejringerne af alle de ting, jeg hidtil har set på min vej gennem trippet, disse tanker, jeg nu er i stand til at tænke, er produkter af tanker, jeg før har tænkt. Hele denne journey ud omkring opbygningen af den texanske countrymusikscene i tresserne og punkkoncerter i Italien i halvfemserne, hvor publikum skriger ll Poppa, il poppa! og det floridianske Empire-filmstudie, hvor der kunne skydes film med lokation hvor som helst i verden – det har alt sammen ledt op til dette:

Omredigeringen af min kulturelle dna er ved at nå en foreløbig fuldbringelse. Jeg har klaret den igennem hele rubikskubens første volume. Nu står valget mellem at fortsætte – det næste volume er allerede låst op, og det tredje er lige om hjørnet – eller at flygte tilbage til streamingtjenesternes og internetalgoritmernes ensrettede tryghed. Men sandheden er en anden: Der er ikke noget valg. Jeg har fået en indsigt. Erkendelsens døre står åbne. I takt med at jeg har bevæget mig ned gennem malstrømmen, har jeg selv undergået metamorfose. Fra nu af vil jeg for evigt være en anden.