Print artikel

Lystændingsdag i en deprimeret by

Reportage
26.11.15
Forfatter Jacob Skyggebjerg tog til Letland for at følge trykningen af sin nye bog. ATLAS bad ham sende et brev hjem. Det blev til Riga-rapporten.

Jeg tog til Riga for, som en anden Kim Jong-un, at inspicere tilblivelsen af min nye roman, Hvad mener du med vi. Det blev til et fabriksbesøg som så mange andre. Maskiner, der hamrer afsted, spytter bogsider ud, som var det småkager eller små plastikdutter til at lukke af for skruerne i saml-selv reoler. Arbejdere, man ikke skal gå i vejen for. Treholdsskift. Samlebånd, først trykkes der, så skæres der, så limes der, og så videre. Omslagstrykket alene er en proces i otte led. Alt sammen fuldstændig som hjemme i Danmark. Det er her, de fleste bøger fra Skandinavien bliver trykt. Hertil outsourcer vi opgaven. Det giver arbejdspladser, trykkeriet vokser hele tiden, nu har man to fabrikker, og har i løbet af det seneste år udvidet medarbejderstaben med næsten tredive procent. Det er også her, Disney får trykt deres ting. Det er en solstrålehistorie i landet, der engang stod for produktionen af togvogne til hele Europa. Letland er på vej op igen, det ses blandt andet på det nye nationalbibliotek, der både med sin arkitektur og sine tretten etager nok er det tætteste, man i dette næsten-naboland kommer på et bjerg. Men der er stadig tale om et land, der har måttet gå grueligt meget igennem. Et land, der ikke har fået noget serveret. Et land, der har måttet kæmpe.

Man mærker det allerede i lufthavnen. Buschaufføren, der demonstrativt ikke vil tale med en. Ikke pege en i retning af den rigtige bus. Han står bare og skuler vredt. Han taler ikke engelsk, og det gør jeg. Det er fejlen. Det er ikke noget godt udgangspunkt for en ubesværet kommunikation. Sprogbarrieren er en satan, medmindre man er fuld. Det hjælper ikke engang at smile. Det her er en deprimeret by. Her er man ikke velkommen, og hvorfor skulle man også være det? Sådan et rigt svin fra et rigt land, tydeligvis en fattigrøv derhjemme, men en charlatan, når han er her, han er kommet for at få del i vores billige varer, vores hostels til tres kroner pr. nat.

Et sådant hostel er det, vi skal bo på. Her er det ikke turister eller snakkelystne backpackere, der bor, i hvert fald ikke uden for sommersæsonen. Vi er i november, og alting er gråt i gråt. Her bor folk, der er kommet til Riga for at arbejde, og når de er på hostelet, er det fordi de har fri, og så vil de gerne have fred. En fjerdedel af Letlands befolkning er russiske indvandrere, hvoraf kun cirka halvdelen har statsborgerskab.

Vejret indbyder til museumsbesøg. Riga har et tilsyneladende uendeligt opbud af museer. Her er museer for alt. Vodka, fotografi, anatomi, krig, motor, fly, hatte, sole, navigation, flyvning, lettiske jøder, jernbaner, film, arkitektur, brandbekæmpelse, jugendstil, diverse kunstmuseer, og museer for Rigas og Letlands historie, et porcelænsmuseum og et etnografisk friluftsmuseum samt en lang række museer for historiske personligheder og mindre, private museer, man falder over, når man bevæger sig rundt i byens smalle hansestadsgader. Centrum er gammeldags smuk som Nürnberg. Nogle steder underkastet et romantisk forfald. Historiens løb kan følges, når man bevæger sig væk fra centrum, byen har bygget sig op om sin kerne, historien ligger i lag rundt om kernen, med de sovjetiske blokke som en bymur yderst. Delt på midten af Daugava-floden, omkring dens udmunding i Østersøen, det er de betingelser, den har groet under.

Vores valg falder på besættelsesmuseet. Det ligger ved siden af universitetet i en smuk gammel bygning, der har overlevet flere af det uoverskuelige virvar af strabadser og besættelser, som landet har været udsat for. Her er udsmykket med billeder og lange stykker tekst, og nogle få artefakter.

I et af lokalerne er opsat en kæmpe touchscreen, hvor en film med øjenvidneberetninger kører i loop. En mand fortæller om deportationen fra Riga, om hvordan godt 15.000 letter blev spredt ud over hele Sibirien, og hvordan hver familie fik hundrede gram mel at leve af om dagen. Ikke noget med gær eller salt, ikke noget med noget, så man kunne bruge denne mel til noget, blande en dej og lave et brød. Familierne måtte leve af den rene, tørre mel - og da der ikke var mere mel i sækkene, fik de dem i stedet - på indersiden af sækkene, i den fugt, der havde samlet sig i bunden under opbevaringen - sad en rande af mug, familierne kunne skrabe af og koge op til suppe. Mugsuppe, så bliver det næppe mere deprimerende.

Bjørne-dræber-dagen

11. november er Lāčplēša Diena (Lāčplēsis dag, efter nationalhelten, sagnfiguren Lāčplēša (Bjørnedræberen) fra Andrejs Pumpurs episke digt af samme navn, udgivet i 1888). Her fejres ikke, som i mange andre lande, afslutningen på første verdenskrig i 1918, men derimod Letlands sejr over den bermontianske hær (en tysk styrke, der skulle sikre indflydelse i Baltikum) samme dato året efter. Forskellige hære forsøgte efter Tysklands kapitulation i 1918 at fravriste landet dets uafhængighed, og dagen markerer altså nu den endelige manifestation af denne uafhængighed. De forskellige kampe, der udgør den lettiske krig for uafhængighed, danner et billede af, hvor konfliktfyldt en tilværelse landet har gennemlevet. Først hjælper tyske styrker letterne med at slå russerne på flugt, så hjælper estiske styrker med at slå tyskerne på flugt, og til sidst, d. 11. november 1919, lykkes det lettiske styrker at slå den bermontianske hær på flugt. Dertil blev 11. november alligevel ikke enden på besættelsen af Letland. 20 år efter underskrivningen af Rigatraktaten indlemmedes landet i Sovjetunionen i 1940, og var ikke helt frit igen før unionens fald i 1991.

I gaderne vrimler det med indbyggere, der har trodset novemberkulden for at fejre lystændingsdagen. Folk er fulde. Der har været koncerter og andre events rundt omkring i byen og på 11. november-dæmningen. Ved foden af frihedsmonumentet ved Bastejkalna Park står en mindre flok af ældre mennesker med bøjede nakker over brændende stearinlys. Monumentet blev rejst i 1935 til minde om de faldne i den lettiske krig for uafhængighed 1918-1920, og var egentlig tænkt nedrevet under den sovjetiske besættelse 1940-1991, men overlevede. 11. november falder på en onsdag i år, og det er arbejdsdag i morgen. Der skal altså ikke festes hele natten, og snart er gaderne atter så godt som tomme. Vi finder dog nogen, der mener, der er en fest i en skole, hvor der, som de siger, skulle »være masser af hipsters.« De viser os vej.

Men festen i skolen er også slut. Ude foran møder vi tre unge, der taler godt engelsk, og indvilliger i at gå med os videre.

Valget falder på Chomsky - en bar opkaldt efter den amerikanske filosof og kapitalismekritiker Noam Chomsky. Det er et lille mørkt sted, lidt tilbagetrukket fra gaden bag et støbejerns-gitterhegn, der har undergået en art romantisk forfald. To af de unge, Laura og Janis, skal hjem, der er både skole og arbejde i morgen, men den tredje, Karlis, bliver hængende. Han kan være vores guide, siger han, hvis vi betaler for øl og vodka, for han har ingen penge. Karlis skal også på arbejde dagen efter. Klokken ti, men han har til hensigt at holde sig vågen natten igennem. Ud over jobbet på caféen studerer han design ved universitetet. »Det er her alle de triste mennesker kommer,« siger Karlis og sætter sig på bænken ved indgangen til Chomsky. »Men de har åbent og det er en af de få barer, der stadig har billige øl.« Desværre lukker Chomsky også kort efter vi er ankommet. Vi kan få lov at købe øl og drikke dem i gården, men vi kan ikke komme ind. »Alting er blevet dyrere. Det startede allerede før euroen blev indført, men den har gjort det værre. Samtidig er vores lønninger ikke blevet højere. Det har medført stor ulighed.«

Der er en anden mulighed for at omgås alkohollovgivningen uden at købe sig fattig i en af de hysteriske vestligt leflende moderne barer, hvor sloganet alle steder synes at være Her kan du få det fuldstændigt som derhjemme. I en russisk kiosk nogle gader borte kan man sidde i baglokalet og drikke de ting, man har købt der. »I er godt nok glade for jeres flag,« siger jeg, »der hænger flag over det hele, på bilerne og vinduerne og i alle lygtepælene her i centrum. Inde på det nye nationalbibliotek hang der et flag, der strakte sig hele vejen fra stueetagen og op gennem de otte etager.« Karlis stopper og kigger sig over skulderen op ad gaden. »Ja, men vi har også meget at være stolte af.« Han forklarer og forsøger at finde hoved og hale i de mange okkupationer.

Jeg peger på en bil, der holder parkeret ved fortovet. En Subaru Impreza i klassisk Subaru-rally-beklædning. Karlis kender den godt. Og på den måde bliver samtalen drejet over på den stedlige bilpark. Det er nemlig noget, man straks bider mærke i: Her er stort set udelukkende nye biler. Og ud af alle disse nye biler, er de fleste også store biler. Særligt dominerende er mærkerne Audi og BMW. Karlis forklarer, at det er fordi, middelklassen er forsvundet. Der er en stærk overklasse, der nyder livet med store tyske luksusbiler, og så er der resten af folket, der ikke har råd til en bil. Sådan er det i det hele taget, forstår man på Karlis, at det er en lille overklasse, der nyder godt af de seneste års opsving, mens resten af befolkningen hægtes af.

Arbejdere import-eksport

Vi venter i køen til check-in. Om halvanden time står vi igen i København. Bag os tumler et muntert trekløver. To letter med hænderne skruet rigtigt på og en nusset dansker med opknappet skjorte og en spinkel guldkæde om halsen. Den ene lette kæmper for at snøvle et meget svagt dansk, som jeg først tager for at være norsk. De griner næsten hele tiden. Danskeren klukkende, letterne nærmest hylende. Tydeligvis pissefulde alle tre. De er ufatteligt gode venner. Ligesom de letter, jeg arbejdede med i en periode som vikar på et lager i Vejle, de havde også en god ven, der var dansker. Han havde hjulpet dem til landet, og skaffet dem en bil, en Opel Corsa 2-dørs, den gamle model fra midten af firserne. Den havde de måttet slippe 25.000 for. Jo, de havde jo godt hørt, at tingene var noget dyrere i Danmark. De arbejdede længere end os andre, til en timeløn, der var omkring det halve, og uden tillæg i weekenderne. Det var de godt tilfredse med. Boede sammen alle fire på et værelse ude ved Skibet, som deres danske ven også havde skaffet.

Sandelig, vi kommer til at sidde foran trekløveret i flyet også. Den anden lette vrider sig i sin stol, sparker på sædet foran. Jeg klager. Han spørger danskeren, hvor meget vodka koster i Danmark. Han kan ikke vente, til de lander i København, så de kan få noget mere at drikke. Danskeren griner. Det er som om, de to letter er hans børn, men det ville være synd at sige, han er som en far for dem. »Nu må du lige slappe lidt af. I skal arbejde i morgen. Bossen gider ikke at i har tømmermænd. Du kan få lov at drikke en enkelt øl.«