Print artikel

Riget på scenen

Foto fra forestillingen
Anmeldelse
23.04.18
Det Kgl. Teaters opsætning af Lars Von Triers 'Riget' er både folkelig komikfiksering og udnyttelse af scenens muligheder for fortolkning livliggjort af nyt spil og scenografi.

Jeg har ikke set Matador. Jeg har ikke set Game of Thrones. Jeg har ikke set Sopranos. Den eneste tv-serie, der nogensinde har fanget mig i en grad, så jeg har set den hele, set den igennem, set den i sin helhed, er Riget. Til gengæld har jeg set den ofte. Fra jeg første gang i en alder af otte år hørte Mary græde i elevatoren og så Kirsten Rolffes som Fru Drusse klatre op på sin båre for at nå loftspladerne, og der – i elevatorskaktens dunkle afgrund, se hende – den syvårige pige, som i starten af nittenhundredetallet blev forgiftet ihjel af sin lægefars eksperimenteren med syredampe, har jeg været troldbundet af serien og dens gullige billeder. Jeg har set den – i sin helhed – i hvert fald ti gange. Jeg har binget den. Jeg har endda engang, da jeg havde set den til ende, startet den forfra med det samme. Jeg har på et tidspunkt forsøgt at se den amerikanske genindspilning, og først da gav den mig mareridt. Det er ikke for at prale eller noget modsat, men det er sådan, jeg har det med Riget. Jeg elsker at være i selskab med karaktererne – og med den karakter, som hospitalet i sig selv er. Jeg ville ønske, jeg kunne kravle ind i skærmen og blive en af dem, ikke en af karaktererne, men en baggrundsfigur, en statist i deres ærlige verden.

Et folkeligt spøgelsesgys

På Det Kongelige Teaters hjemmeside præsenteres Riget som et »folkeligt spøgelsesgys« – og det må man sige, at den er blevet – folkelig. Der er i teatrets opsætning umiddelbart noget cirkusrevy over karaktererne; de fremstår som karikaturer på sig selv. Klassiske og karakter-signifikante replikker falder som punchlines i revysketches – Helmers til hospitalets tag henlagte tordnen mod Danmark og danskerne – »her, Danmark, udskidt af kalk og vand – og der: Sverige, hugget i granit. Dansk jävlar!«, eller Rigmors (henvendt til samme) »har du sagt, at jeg har en røv som en kommode?«. Men efterhånden som spillerne falder til ro (det er premiereaften) og jeg vænner mig til den folkelige komikfiksering og accepterer, at det selvfølgelig er præmissen for at fylde salen ved Skuespilhusets Store Scene, bliver det muligt for mig at se forestillingen for hvad den er, som noget, der ikke nødvendigvis kun er Riget – som et selvstændigt værk og en fortolkning.

Replikkerne og deres levering fejler ingenting, de tager intet fra den original, man har indprentet i sit dna. Det er det, at replikkerne følges af et blik ud mod salen og en lille pause, der opfordrer og giver plads til at publikum kan takke med en rungende skraldgrinen, der i hele forestillingens første akt er ved at få mig til at fortryde, at jeg har bildt mig ind, at jeg var den rette til at anmelde denne forestilling. Man mærker, det er det, folk er kommet for – et glædeligt gensyn med Rigets tossede univers – ikke den raffinerede symbiose mellem humor og gys, mellem okkultisme og videnskab, som får serien Riget til at krybe ind i hjernen på en, tvinge sig ind mellem hjernens dele, opløse sig i hjernevæsken, får det til at krible under huden.

Det er ærgerligt, at den naragtiggørelse af hospitalsvæsenet og videnskaben, som er tv-seriens ærinde, ikke rigtig trænger igennem – forestillingen er i stedet optaget af at være komisk, og i første omgang – folkelig: Det vil sige letfordøjelig, en komik, der kan trænge igennem til enhver, men så mister man også det, som egentlig er Riget. Ærindet synes at være at give folk, der kender lidt til serien Riget et fornøjeligt gensyn med nogle af de klassiske replikker. Og på den måde får folk flest altså det, de er kommet for.

Giganter og forklovninger

Karaktererne i Riget er giganter – Bondo, Krogshøj, Buller, Drusse, Judith, Rigmor, Helmer og så videre – og at se dem nyfortolket kan næsten kun være skuffende. Det lykkes dog for de flestes vedkommende at gøre sig elskelige, og når man har kommet sig over den publikumsleflende forklovnelse, kan man virkelig følge og elske dem, som man har elsket dem før. Flere steder kommer der også nyt liv til gamle scener - som Bondos monolog om det store fællesskab, døden, hvor professorens teatralsk gakkede fremlæggelse af sin afsindige filosofi for sine elever, i stedet for at være underspillet, dyster og knirkende, bliver klassisk excentrisk og åbentlys gal. Der er noget Holger Bech Nielsen over Peter Christoffersens udgave af Professor Bondo, der storker rundt på scenen og dyrker videnskaben som en gudsforagtende religion. Eller når logen, Rigets Brødre, forsamles i kælderen og rådslager om sammes ønske om at indoperere en kræftsyg lever i sin egen krop, for at kunne omgås loven og opnå retten til at forske i det sjældne hepatosarkom. Det er noget af det, scenen kan, det er en af scenens og spillernes opgaver at finde frem til liv og give det til teksten, uagtet tidligere fortolkning. Det er faktisk mere interessant end de ellers absolut elskelige og særdeles veludførte imitationer af eksempelvis Drusse og Moesgaard. Svært er det dog at acceptere Krogshøj, der i stykket er blevet klovnet op, og slet ikke den cool helt, det anker, der i serien er den eneste, der indgyder en lille smule håb for det danske hospitalsvæsen. Efterhånden bliver det dog klart, at det simpelthen har været nødvendigt at gøre Krogen mere komisk, for at han ikke skulle forsvinde iblandt de andre karakterer.

Ned på første række

Stykket er inddelt i fire akter – det er første sæsons fire afsnit, der arbejdes med – og mellem akt 2 og 3 er indlagt en halv times pause. Vi har indtil nu overværet forestillingen fra anden balkon, øverst oppe, og det har givet en afstand, der har gjort det svært at mærke spillet. At mærke, hvad det her skulle kunne, det har langt hen ad vejen været som at se en videooptagelse. Men så flytter vi os ned i salen, ned på første række.

Det er når vi befinder os hernede, når vi får lov at mærke spillerne, at have dem tæt på som de levende billeder, de er, og ikke som nogle skikkelser, der taler til en forsamling under os, at vi får den egentlige oplevelse. Vi får lov at se stykket, som det var tænkt. Den nærhed med spillerne og scenografien, som desværre ikke når op på balkonen, gør at man pludselig fatter, hvorfor, der laves en fortolkning til scenen. Elskede Riget, livliggjort af nyt spil og scenografi! Jeg mærker tilgivelsen og kærligheden til teksten og tekstens mulighed for uanede bearbejdninger strømme igennem mig.

Det er særligt, når gyset får lov at komme til orde, man mærker dette andet medies, scenens, muligheder. Når scenen drejer, og vi kommer ned i Rigshospitalets kælder, hvor Mogge, stud. med., står og saver hovedet af et lig, hvor Drusse et andet sted leder efter åndelig aktivitet med sit pendul, hvor Krogshøj har sit bo med finsprit og en opsætning med et kors for hvert af de dødsfald, stedet som følge af lægesjusk har på samvittigheden, alt dette og mere til kan finde sted på scenen på én gang, og der kommer et liv og et kaos, som faktisk formidler den bygningens egen ondskabsplagede sjæl, som er så grundlæggende for tv-serien. Eller anvendelsen af lys til chok, der udløser skrig rundt om i salen, eller fundet af Marys kondenserede lig, eller Lillebrors fødsel. Det er dog græmmende, når publikum tror, at alting bare er komik, og ler i kor ad Drusses lys-kommunikation med den døende Emmas sjæl i Det Swedenborgske Rum.

Det er særligt, når gyset får lov at komme til orde, man mærker dette andet medies, scenens, muligheder.

Men for nu at nuancere og forsøge at se forestillingen med en åbenhed, som vil være retfærdig overfor dette produkt, som jo i sidste ende er og bør være et nyt og et andet, har jeg været så forudseende at medbringe en ledsager, som aldrig har oplevet serien: Hun er helt grøn. For hende er det ikke nemt at forstå eller følge med i historien, fordi hun ikke – som folk i salen flest – har et eller andet tåget minde om seriens handling og karakterernes træk. Eller om replikkerne. For hende er den næsten konstant skrigende svensker og den klovnede Krogshøj en afskrækkelse, der ikke er til at tage ind – fordi der netop ikke engang er genkendelsen – der er kun de teatraliserede figurer, der så bliver meningsløse og uvedkommende.

Det bliver til en kavalkade af komiske øjeblikke, der nok kan give et publikum med en erindring om dengang i de gode gamle dage, da de så Riget i tv og ikke rigtig vidste, om de skulle grine eller gyse, et forløsende gensyn, og hvad man med et folkeligt udtryk ynder at kalde »en forrygende aften«.

Alt i alt er det, når teaterstykket ikke forsøger at imitere tv-serien, at det fungerer bedst. Når forestillingen tør være scenekunst med sceno- og koreografi og lys og lyd og en helt selvstændig fortolkning af teksten. Så glider dens forlæg om i baghovedet, og man kan nyde teksten på ny livliggjort.