Print artikel

Hvad vi taler om, når vi taler om politisk teater

Uropa - En Asylballet. Foto: Søren Solkær / Det Kongelige Teater
Analyse
11.03.17
Den danske teaterscene har stort fokus på politiske emner og tabuer. Men måske mangler vi at tale om, hvad vi faktisk forstår ved det politiske. For hvornår bliver scenekunsten egentlig subversiv, og hvilken rolle spiller kulturkritikken for den politiske kunst?

»Det er et eksplicit imperativ i kunstverdenen i dag, at kunst skal være politisk, og et implicit, at den skal være identitetspolitisk. Ved nærmere eftersyn er samtidskunsten imidlertid pseudopolitisk.« Sådan skrev litteraturforsker Mette Høeg i kronikken »Kritik af den kulturelle elites dobbelte hykleri« i Politiken d. 27. november 2016. Selvom Mette Høeg i kronikken sniger sig udenom at underbygge sin kritik med eksempler og læsninger af samtidskunsten, rammer visse dele af hendes kritik måske alligevel plet eller kredser om noget, der faktisk er vigtigt at forholde sig kritisk til: »Samtidskunsten fokuserer på demonstrativt at skælde kapitalismens og neoliberalismens indstiftelse af undertrykkende strukturer ud, men er sjældent optaget af at undersøge og forstå de minoriteter, den hævder at forsvare, eller villig til at følge sine meninger op med risikabel handling,« skriver Høeg. Sådan et udsagn er både tomt og dybt problematisk, hvis det ikke følges op af en præcisering af, hvad det er for nogle kunstværker, der tales om – at kaste om sig med kategorier som »samtidskunsten« giver måske mening i visse kontekster, men berøves for mening, når det bruges i en kronik, der har sat sig for at diagnosticere hykleriet i »kunstverdenen«. Alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at dele af Høegs kritik er berettiget. Det er i hvert fald svært at komme udenom, at kunsten er i en eller form for krise, hvis ikke en lang række af forbundne kriser, og at dette har noget at gøre med de ydre eller indre krav om relevans, der stilles til den.

»Mange politikere er ’bange’ for subversiv kunst«

Lad os for eksempel se på den danske teaterscene lige nu. Her virker det tydeligt, at der ikke bare findes ydre krav til kunstnerne om at lave politisk teater, men også et stærkt indre krav. Kunstnerne på især de mindre, mere ’avantgardistiske’ teatre og i de eksperimenterende teatertrupper rundt omkring har de seneste år fokuseret på ’politiske’ produktioner, der med andre ord griber et eksplicit politisk tema, der har været kraftigt tilstedeværende i dagspressen, og bearbejder det kunstnerisk. Her er Christian Lollike (Teater Sort/Hvid) en central kunstner at nævne. Han fik først stor mediebevågenhed for at iscenesætte Anders Breiviks Manifest 2083, der vandt ham en Reumert for bedste dramatiker i 2013. Han har derudover en række andre eksplicit ’politiske’ produktioner bag sig og har blandt andre været med til at sætte Uropa – en flygtningeballet op på Det Kongelige Teater. Teater Sort/Hvid, hvor Lollike er kunstnerisk leder, har desuden lagt hus til blandt andet Martyrmuseet af kunstnerkollektivet The Other Eye of the Tiger, der emulerede et museum for martyrer, hvor Al-Qaeda-terrorister sidestilledes med blandt andre Rosa Luxemburg. Martyrmuseet viste sig at være så provokerende et foretagende, at både de danske og udenlandske medier gik i selvsving, og blandt andre Bertel Haarder udtalte, at han ikke havde tænk sig at sætte sin fod på museet – noget man ellers kunne tro, må være enhver kunstners drøm.

Christian Lollike blev i december 2016 interviewet til Alternativets netmedie Altivisten om forholdet mellem kunst og politik. Her udtalte han blandt andet, at »tvivl er for mig det centrale. At skabe tvivl i publikum, i befolkningen, og få folk til at mærke noget, de ikke nødvendigvis kan sætte ord på, men som de mærker, flytter noget i dem«. Men Lollike udtalte sig også mere konkret om forholdet mellem kunst og politik og afslørede i denne forbindelse også, hvilken opfattelse af politik-begrebet, han arbejder ud fra: »For mig handler det om at vælge et tema, fx at lave en ballet om Afganistan-krigen, der undersøger soldaternes selvfortælling. Eller undersøge, hvad politikerleden kommer af, som vi gjorde med Dukkepartiet. For mig handler det om at tilbyde et erkendelsesrum, hvor politiske temaer bliver undersøgt på en interessant og udfordrende måde«. Dette uddyber han, idet han udtaler, at han er »bevidst om, at mange politikere er ’bange’ for subversiv politisk kunst. Ja, de er bange for overhovedet at tale om, hvad kunst er, og hvad kunst skal være – bange for at dumme sig. De stiller sig tilfredse med at sige, at der skal være flere fodboldbaner og håndboldbaner, for så ved de, at de gør nytte«. Lollike opfatter altså sig selv som en kunstner, der laver eller forsøger at lave subversiv kunst, og han opfatter samtidig det subversive som det, der undersøger politiske temaer og det, der gør politikerne bange. For Lollike lader det politiske altså til at være det, politikere taler om, og det, vi alle sammen kan læse om i dagspressen. Denne opfattelse af det politiske er også at finde i andre dele af ’den eksperimenterende teaterscene’.

Noget hyklerisk

I Betty Nansen Teatrets foyer på Frederiksberg har man siden midten af november kunne opleve teaterkollektivet Teater Tugt og deres kunstnerkollektiv ’præsentere nyhederne’ hver anden uge. Projektet er, ifølge kunstnerne bag, en tværæstetisk bearbejdelse af den uoverskuelige nyhedsstrøm, vi som moderne mennesker bombarderes af. I Betty Nansens foyer inviteres publikum for hvert arrangement ind til vidt forskellige oplevelser, eftersom der indbydes skiftende kunstnere ind til at bearbejde et bestemt, skiftende nyhedsmedies dækning af verdens tilstande. Derudover præsenterer Teater Tugt og deres kunstnerkollektiv deres egen fortolkning af det valgte medie, således at der hver gang vil forekomme kunstneriske fortolkninger af et Facebook-feed eller af Ekstra Bladet- eller Arbejderen-artikler. Om deres projekt udtalte Rosalinde Mynster, der er en fast bestanddel af Teater Tugt, til Information d. 3. december 2016: »Min generation kan ikke rumme at blive bombarderet med så mange katastrofer uden i det mindste at få nogle redskaber til at gå ud i verden og ændre noget«. Mynster er især optaget af Facebook-nyhedsstrømmen og den tomme handling, det for eksempel er, ’bare’ at like et Trump-kritisk opslag. »Der er noget hyklerisk ved at skrige ud, at verden går under, og derefter intet gøre,« siger hun til avisen.

Og her er der en lille film, der knækker. Et øjeblik af dissensus, som Mette Høeg med berettigelse kunne slå ned på. Mette Høeg mener, at den politiske samtidskunst er hyklerisk. Rosalinde Mynster mener, at det er hyklerisk at konstatere, at verden er ved at gå under og »derefter intet gøre«. Mynster antyder, at hun mener, at hun ’gør’ noget konkret, og altså at Teater Tugt er et eksempel på ægte, konkret modstand. Dermed antyder hun også, at arrangementerne ikke bare er en tryg, velkommen bearbejdelse af det traume det er at være et moderne menneske, der kommer den lille gruppe af publikummer til gode, som finder vej til indre Frederiksberg en søndag eller mandag aften. Der er nogen, der er hykleriske, og det er i hvert fald ikke kunstnerne, så længe de beskæftiger sig med det politiske.

Hvad vi taler om, når vi taler om politik

Først nu bliver det hele rigtigt problematisk, for der er ikke rigtigt nogen, der undervejs har undersøgt, hvad ’det politiske’ er. Der er blandt de nævnte kunstnere, Christian Lollike og Rosalinde Mynster, en solid accept af, at det politiske er det, dagspressen bestemmer er det politiske. Det er love og regler, og det er Christiansborg, politikere og politiske kommentatorer. Dermed kommer bearbejdelsen af det politiske også til at foregå på dagspressen og det beståendes præmis, og den binære verdensopfattelse, man typisk finder her, bliver ført videre i kunsten. Mette Høeg skriver blandt andet: : »Det er nødvendigt at lade sig udfordre og at undersøge de perspektiver og ideer, der ikke harmonerer med ens egne, frem for automatisk og ureflekteret at afvise dem som tilhørende ’den anden lejr’. Det er en forudsætning at modstå et nemt, men forvanskende binært perspektiv på verden – Clinton/Trump, 'remain'/Brexit, venstreorienteret/neoliberal, feminist/misogyn«. Mens hun måske har ret i denne udtalelse, undgår hun at undersøge eller uddybe, hvorfra det binære perspektiv i kunsten stammer fra, men måske i endnu højere grad, hvordan man kan udfordre dette.

Den franske filosof Jacques Rancière har en anderledes kompleks opfattelse af, hvad det politiske er og ikke er. For Rancière er ’politi’ den orden, vi befinder os i og som ordner og positionerer os i forhold til hinanden. Det er alle de systemer, hvori vi er kroppe, for hvem, der udstikkes bestemte positioner med varierende grader af indflydelse, og det er det system, der beder dig om at stemme ved næste folketingsvalg eller arrangere en lovlig demonstration, hvis du er utilfreds med din position i fællesskabet. Rancières ’politi’ dækker med andre ord det område, Lollike, Mynster og lignende kunstnere opfatter som det politiske. Men hvad er så ’det politiske’ for Rancière? Det er noget andet og mere end disse systemer, der ordner kroppe i håndhævelsen af allerede etablerede love. Om dette, det politiske, skriver Rancière i The Politics of Aesthetics: »Det beskæftiger sig med hvad der lader sig se og hvad det er muligt at sige om det, hvem der har mulighed for at se det og er i stand til at tale om det, om bestemte rums egenskaber og om tidens muligheder«. Det, Christian Lollike altså tager fat i, når han tager fat i et ’politisk tema’ og bearbejder det kunsterisk, er med Rancières begreber ikke bare politisk, men ’politi’: Udover at være en kunstnerisk bearbejdelse af noget politisk er det også en stiltiende accept af dagspressens eller det partipolitiskes definition af, hvad vi får lov til at kalde politik. Men for Rancière ligger der netop et voldsomt potentiale i bearbejdelsen af alt det, der ligger uden for ’politi’, for det er det, der ordner os, uden at vi nødvendigvis opdager det og dermed føler behov for at gøre modstand. Det kunne for eksempel være de grænser, der bestemmer, hvad man som kvinde føler sig berettiget til, i forhold til hvad mand som mand føler sig berettiget til. Eller det kunne være alle de usynlige tråde, der trækkes i, så en bestemt gruppe mennesker har overskud til at tage ind på Betty Nansen-teatret og få bearbejdet nyhedsstrømmen kunstnerisk, mens en masse andre mennesker aldrig når så langt.

Kunst er social praksis

Alt dette besvarer ikke i nogen særlig grad, hvad kunstnere skal gøre, hvis de gerne vil lave subversiv kunst, eller om alle de ovennævnte projekter i så fald er ’forfejlede’ politisk-æstetiske projekter. Den belgiske teoretiker Chantal Mouffe mener, at der er masser af potentiale i kritisk kunst. Men for hende er der slet ikke noget kunst, der ikke er politisk. Trukket hårdt op mener Mouffe, at hvis kunst ikke er samfundsomstyrtende, er den samfundsbevarende. Denne opfattelse af kunsten ligger fint i forlængelse af Rancières opfattelse af det politiske, det vil sige alt det, der bestemmer, hvem der får lov til at se, gøre og sige i vores samfund. Mouffe opsummerer ret godt, både hvor kompleks man bør være i kritikken af den eksplicit politiske kunst, som Lollike og Mynster repræsenterer i denne sammenhæng, men også hvorfor det er vigtigt at forholde sig kritisk til den, som Mette Høeg gør det. I Art and Democracy definerer hun kritisk kunst som »en indgriben i et socialt rum« og definerer dermed kunst som en social praksis, der ikke kan isoleres fra de sociale sammenhænge, den indgår i. Dette fører til hendes dunkle, men også håbefulde definition af, hvad kritisk kunst så skal gøre: »at gøre feltet for kunstens indgriben bredere ved at intervenere i en mangfoldighed af sociale rum og dermed modsætte sig kapitalismens totale sociale mobilisering«. Man kan med andre ord ikke lave kunst, der er ’farlig’ for systemet eller politikerne, hvis man ikke udfordrer de sociale kontekster, kunsten indgår i. Det betyder ikke, at det er let at vide, hvordan man udfordrer en herskende orden igennem kunsten. Men hvis det er det, man ønsker at gøre, som både Lollike og Mynster giver udtryk for, så skal man også turde og vide nok til at udfordre kunstens sociale begrænsninger og muligheder, hvad da også ofte lykkes i større eller mindre grad.

Det er både legende let og fuldkommen meningsløst at kritisere den kunst, der gerne vil være politisk, nærmere bestemt ’subversiv’, hvis man ikke kvalificerer sin kritik. At kunsten forholder sig kritisk til samfundet omkring sig er overhovedet ikke noget nyt, og at påstå, at det er hyklerisk at producere denne form for kunst, er lige så overfladisk som det er at klamre sig til modsætninger som »Clinton/Trump, 'remain'/Brexit, venstreorienteret/neoliberal, feminist/misogyn«. Ikke desto mindre skal kunstkritikken også råbe op, når kunstnerne begynder at overse hvilke sociale sammenhænge, deres kunst indgår i. Sproget og formerne for modstand, vi har til rådighed, ændrer sig hele tiden, og derfor kan noget, der ligner subversiv kunst sagtens pludselig blive til uproblematisk føde for det neoliberale system, for som Chantal Mouffe for et par år siden udtalte til Information: »neoliberalisme elsker det grænseoverskridende.«