Print artikel

Kærlighed er noget vi forestiller os sammen

Marianne og Johan
Anmeldelse
05.09.17
Der er gået 44 år, siden Bergmans tv-serie, Scener fra et ægteskab, efter sigende rystede det borgerlige ægteskab i sin grundvold. Det Kongelige Teater har sat stykket op på Store Scene og byttet kønnene om, og den ombytning passerer næsten umærkeligt, fordi forestillingens konflikter har potentiale til at overskride en bestemt periodes identitetspolitiske dagsordner.

Ingmar Bergmans tv-serie i seks afsnit, Scener fra et ægteskab, som første gang blev vist i 1973, er et af de største filmiske mesterværker i Skandinaviens historie. I hvert fald målt på parametre som seertal og skilsmissestatistikker. Tv-serien i sin oprindelige form er en 281 minutters pinefuld forhandling af et på overfladen lykkeligt borgerligt ægteskab. Vi følger Johan og Marianne, der har to døtre, bor i et dejligt hus og spiser middag med deres forældre hver søndag, og selvom de egentlig synes, de er ret lykkelige, går deres ægteskab grundigt i opløsning. Johan forlader Marianne for den 23-årige Paula i en rus af lettelse, men det er først her, problemerne starter. For hverken Johan eller Marianne ved rigtigt, om de var lykkelige før, om de er det nu, eller om de overhovedet ved, hvad lykke betyder. Budgettet til tv-serien var lavt og forventningerne ligeså i en tid, hvor tv-serier endnu blev regnet for langt mindre lødige end film. Men den lille tv-serie blev en overvældende succes, og det mest sete afsnit, det næstsidste, blev set af 3,5 millioner svenskere, næsten halvdelen af befolkningen. Det satte desuden en international samtale i gang om ægteskab og monogami, og pressen kunne berette, at de svenske familierådgivninger flød over med henvendelser, at skilsmisseprocenten i Danmark steg mærkbart, og at Ingmar Bergman måtte få hemmeligt nummer for at slippe for henvendelser fra ægtepar, der ikke anede deres levende råd. Nu, 44 år senere, har Det Kongelige Teater sat tv-serien op som forestilling, men byttet om på rollernes køn, så det er Marianne, der forlader Johan for den unge Paul. Og snarere end at påpege, at kønnene siden dengang har byttet roller, er forestillingen et overbevisende argument for, at forhandlingen af den moderne kærligheds mange interne modsætninger angår os alle sammen.

Johan (Morten Kirkskov) og Marianne (Sofie Gråbøl) elsker hinanden, har stadig sex engang imellem, er tilfredse, trygge, renlige og loyale, og så ved de godt, at man skal gå på kompromis, hvis det hele skal fungere. Johan mener selv, at han har en jordbunden, simpel tilgang til kærligheden. At den er, hvad man investerer i den. Marianne synes, hun er lidt for kompleks og intellektuel til at tale om kærligheden på den måde. At de skulle snakke lidt mindre og have lidt mere sex. Og så en dag kommer hun ud i sommerhuset, hvor Johan overnatter med pigerne, og siger, at hun vil skilles, og at hun har mødt en ny. Hun er træt af dem og alle deres problemer, og hun er forelsket i en anden. »Hvorfor har du ikke sagt noget?«, spørger Johan rimeligt nok. Men som det er hos Bergman, er problemerne aldrig så simple som de umiddelbart synes. Johan og Marianne og deres borgerlige ægteskab har fra begyndelsen umærkeligt fungeret som et lukket system, hvor alting har bevæget sig i cirkler, og hvor kun den rene udholdenhed af tingenes tilstand synes at være tilbage som løsningen på deres problemer.

Bergmans eminente manuskript skal uden tvivl have den største del af æren for, hvor vellykket, Scener fra et ægteskab står på Det Kongelige Teater. Hans iscenesættelse af et ægteskab som et pinefuldt og langtrukkent kammerspil, tydeligt inspireret af Strindberg, fungerede godt til en tv-serie med lavt budget, der kunne blive set af millioner af mennesker, men fungerer på visse måder endnu bedre på en scene. Den simple scenografi understreger, hvordan de to er fanget med hinanden, og at det er de to kroppe, og den måde, de forsøger at komme overens med hinanden, enten i adskillelse eller forening, der skaber dramaet. Deres cirkulation omkring og kasten sig imod hinanden, mens de forsøger at finde ud af, om de hader eller elsker hinanden – eller om man kan begge dele.

Marianne råber til Johan, at »ensomheden er absolut«, og at alt andet er den rene indbildning

Det grundlæggende anderledes, fortolkningen så at sige, fra Bergmans tv-serie til den aktuelle forestilling er, at kønnene er byttet om, så det denne gang handler om en kvinde, der hovedkulds forlader sin mand. Det virkelig interessante er bare, at ombytningen af kønnene ikke ryster op i de grundlæggende konflikter. Scener fra et ægteskab er ikke en fortælling om det grundlæggende forskellige ved ’kønnene’ eller deres måder at indrette sig på, selvom det borgerlige ægteskab selvfølgelig er en kulturel arv fra en tid med ekstremt opdelte kønsroller, der binder kvinden til hjemmet og manden til magten. Og selvom denne opdeling i 1973 på overfladen var opløst, er der ingen diskussion om, hvorvidt kønnene og grænserne imellem dem har rykket sig markant de sidste 44 år. Men i sin optagethed af de grundlæggende konflikter ved at være et moderne menneske og ikke bare en moderne mand eller kvinde, havde Bergman fra begyndelsen skrevet et manuskript, der er langt, langt større end sin samtid og dens identitetspolitiske konflikter. Alene af den grund, for at demonstrere stykkets potentiale til at overskride sin egen tid, er det et eminent greb at bytte kønnene om i den aktuelle forestilling.

Det er Bergmans store bedrift at demonstrere, at ægteskabet eller det langvarige, monogame forhold ikke bare er en naturlig tilstand, vi indfinder os i, fordi vores biologiske kompas leder os netop dén vej. Kærlighed er derimod, ligesom alle andre former for fællesskaber, noget vi forestiller os sammen, noget vi opdrages i og vælger til eller fra, ofte i et sammensurium af moralske og religiøse forklaringsmodeller. Bergman er en mester udi en både letforståelig og ekstremt sofistikeret udveksling af mening mellem publikum og skuespillere. Som når Marianne råber til Johan, at »ensomheden er absolut«, og at alt andet er den rene indbildning: Et sådan udsagn kan ingen af os rumme, og vi vil helst ryste på hovederne og tænke på dem, vi elsker. Men samtidig konfronteres vi med udsagnets præcise ræsonnement. Det er indlysende, at vi både fødes og må dø alene, og at alle relationer derimellem er porøse, flygtige og, i sidste ende, noget vi selv skaber. Påstanden om, at ensomheden er absolut er Mariannes desperate forsøg på at retfærdiggøre, hvordan hun dog kan forlade sin familie. Det kan hun nemlig godt, hvis intet alligevel giver mening. Men i samme øjeblik, som hun har ytret de ord, har hun i klassisk Bergmansk stil også modsagt sig selv eller i hvert fald begrundelsen for sine handlinger. For hvis vi kun har fællesskaber i den udstrækning, vi forestiller os dem, så vil de også kun vare og vokse, hvis vi påtager os det fulde ansvar for dem.