Print artikel

Består menneskelig lykke i den fuldkomne underkastelse?

Foto: Emilia Therese
Anmeldelse
21.03.18
Har det 20. århundredes aftraditionalisering været et kulturelt selvmord for Europa? Er underkastelse eneste bolværk mod modernitetens syrebad, der truer med at opløse alle ægte og forpligtende kærlighedsrelationer og udbyde dem på markedsvilkår? Betty Nansen har opsat Michel Houellebecqs roman 'Underkastelse' som monolog – og det med stor succes.

Vi befinder os i Paris i året 2022, hvor der er præsidentvalg i Frankrig. Her møder vi den desillusionerede og ynkelige litteraturprofessor François, der forsøger at få sin hverdag til at hænge sammen så godt han kan med internetporno, take-out og mislykkede kærlighedsforhold til unge studiner. Imens tingene går fra dårligt til værre for François, er socialistpartiet nødsaget til at pege på lederen af Det Muslimske Broderskab – den karismatiske Mohammed Ben Abbas – som præsident for at undgå, at Front Nationals Marine Le Pen kommer til magten. Som resultat indføres en moderat sharialovgivning, hvorefter kvinderne tvinges til at trække sig fra arbejdsmarkedet og universitetsunderviserne må konvertere til Islam, hvis de vil beholde deres job. Hvad der først fremstår som den totale undergang for François viser sig måske at blive hans redning. Hvis han altså lader sig underkaste.

Scenografien er enkelt sat op med brug af få remedier: Et krucifiks centralt placeret, en velspillende og løst fabulerende Brygmann forrest på scenen og i baggrunden et tavst og støt mere afklædt kvindekor. François, der kontrasteres af det tavse kvindekor, som kun er til stede i kraft af deres kropslige udfoldelse, fremsættes væsentligt mere stereotypt som et dominerende og misogynt ”mandesvin” end tilfældet er med Houllebecqs apatiske protagonist i det oprindelige bogforlæg.

Vi ser også hvordan François tager et væsentligt mere aktivt livtag med sin eksistentielle situation end tilfældet er i bogen, hvilket bl.a. kommer til udtryk da han i et anfald kredser skrigende om korset og ender med at save det over med en motorsav. Den sidste stump af det gamle Europa henrettes indefra og i stedet træder en moderne udgave af Islam. Kvindekoret skifter nonnesløret ud med niqaben.

Er underkastelse vores eneste bolværk mod modernitetens syrebad, der truer med at opløse alle ægte og forpligtende kærlighedsrelationer og udbyde dem på markedsvilkår?

Lykkeligvis forfalder stykket ikke til den fladpandede reception, der ser bogen som en simpel islamkritik, der skal advare om den muslimske trussel mod Europa, men formår i stedet at fastholde os i en ubehagelig ambivalens vedrørende en række spørgsmål. Har det 20. århundredes aftraditionalisering og globalisering betydet et irreversibelt kulturelt selvmord for Europa? Er (kvindens) underkastelse til religionen og familien vores eneste bolværk mod modernitetens syrebad, der truer med at opløse alle ægte og forpligtende kærlighedsrelationer og udbyde dem på markedsvilkår? Vil vi ikke hellere overgive os til den dummeste af alle religioner (som Houellebecq en gang har kaldt Islam) end at forvitre i denne alles kamp mod alle, der kendetegner vores neoliberale virkelighed?

Det er svært her ikke at drage en parallel til en anden franskmand – Michel Foucault – der for tiden har fået ny kontroversiel aktualitet. Begge peger de på, at vi mistede noget vigtigt, da religionen blev erstattet med rationalisme og oplysning. Måske står der en ny form for spiritualitet på den anden side af det moderne, og tilbyder os en vej ud af vores miserable tilstand?