Print artikel

Nærhed i en hård digital verden

Moor Mother på årets Click Festival
Reportage
23.05.18
CLICK-festivalen i Helsingør har markeret sig som en unik og ambitiøs festival med en international aura omkring sig. I år var kurateringen igen knivskarp. ATLAS rapporterer fra festivalen.

Insisterende majsol står ind af de øverste vinduer i den kolossale gamle værftshal 14, og støder ind i tonsertung hvid røg, der blæses ud på scenen under. Den danske supergruppe KhalilH2OP er i færd med åbne årets koncertrække på CLICK, og sanger Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine, Cancer) pisker rundt som et dyr i blodrus. Det er med forunderlig punkenergi hans vibrerende autotune-stemme balancerer på de glitrende, elektroniske arrangementer. KhalilH2OP præsenterer en hård, digital verden, der føles lige dele abrupt, uigennemskuelig og pirrende at opholde sig i.

Men på alle de hårde hjørner i musikken sidder også ømme nerver, som Vonsild med følsomhed og styrke finder frem til. Og så er her faktisk en god portion rytme til de danselystne, hvilket flere punktvist benytter sig af, om end rytmen mest kommer i skvulpende brudstykker som på den utroligt gode Sculpture No Solid. Men så af og til med et forfriskende Ibiza-rykind af fremaddrevne beats. Gruppen udgav sidste år albummet The Water We Drink på Posh Isolation, som overlegent sammenvævede beats med sensitive, sfæriske teksturer. I den rå værftshal føles universet dog hårdere og mindre bøjeligt, måske fordi beatdelen er opprioriteret i settet, måske fordi det bliver blæst ud med solid lydstyrke, måske fordi betonhallen tager bedre imod styrke end følsomhed.

Efterhånden blander røde laserstråler sig med røgen, der ligger oppe under loftet, og spænder sig ud tværs gennem hallen. Jeg opdager pludselig, at der er to scener i samme hal, og i umiddelbar forlængelse af KhalilH2OP spiller danske Soho Rezanejad, der badet i rødt inviterer os ind og på imponerende vis klæder den store hal i dunkelstemningen fra en klub, ja faktisk tænkte jeg på Roadhouse-scenen fra det nye Twin Peaks. Hendes set består hovedsageligt af numre fra dette års Six Archetypes (Silicone Records), der stilistisk breder sig ud over en bred palette af eksperimenterende pop, meditativ rock og synthesizerbåren ambient med den samme særprægede risikovillighed som hos fx Kate Bush. Ligesom på albummet mærker man i koncerten hendes teatralske pondus og en dyb intensitet, og hun fastholder blikket igennem den messende repetition af sætninger som: »Greed Wears a Disarming Face«. Soho Rezanejad har en filmisk kraft over sig, når hun står på scenen med læderjakke og vind i det tilbagestrøgede hår, og hun lægger sin dybe røst over den Deftones-klingende Reptile. Konstant i fuld kontrol arbejder hun sig syngende, messende, talende, skrydende, med skrig og med fagter gennem sangene. Det vidner om en betagende måde at tænke koncerten i performativ retning.

Et meningsgivende linse
Årets CLICK-festival er kurateret ud fra temaet ”XENO – becoming one with the other”, som, så vidt jeg forstår, behandler mødet med ’det andet’ eller ’det fremmede’ og det forhold, at vi i dette møde bør forsøge virkelig at møde dét, som virker fremmedgørende, frem for at fastholde vores fremmedgjorte position. Det er ganske komplekst, og med tre mojitos oven i hatten bliver det ikke mindre komplekst, men det på trods, oplever jeg faktisk for én gangs skyld, at et overordnet tema åbner mere, end det lukker. Det er svært at stuve en stor og broget skare af kunstnere på tværs af felter og genrer ind under det samme tag, som et tema udgør. Omvendt er XENO-begrebet så tilpas diffust defineret af festivalen, at ’integration med andetheden’ bliver en meningsgivende linse at opleve igennem.

Yann Marussich' 'Traversée'

Hvad enten det er Tina Tarpgaards installation Mass Bloom Explorations, hvor en drivhus-dome danner ramme om adskillige tusinder af melorme, der er i gang med at fortære flamingoplastikken fra kopnudler og chinaboxe.

Eller det er slovenske Maja Smrekars Opus Et Domus, hvor kunstneren sidder i et glasbur og spinder garn og livsbaner sammen af sit eget og sine hundes hår, mens spindehjulet transporterer dråber af serotonin, et empatifremkaldende hormon, fra en kolbe over til en flammende lampe.

Eller det er schweiziske Yann Marussich sadistisk-masochistiske perfomanceværk Traversée, hvor han nøgen lader sig trække ved halsen af en wire fastgjort på et hjul med håndsving, som publikum skal dreje for at aktivere (og færdiggøre) værket.

Knivskarp kuratering og metaltræthed
Det musikalske program er igen i år kurateret knivskarpt i elektronisk, industriel og ambient retning – og måske også for skarpt. Det kunstneriske niveau er tårnhøjt, og det er en imponerende bedrift, at festivalen igen i år har formået at trække så mange internationalt skoledannende artister til festivalen. Artisterne bygger broer til hinanden, både i musikalsk og åndelig forstand, og måske derfor er det svært at undgå, at der opstår en svag metaltræthed over for glitches, samples og andre digitale effekter, når man på en tætpakket aften hører i nærheden af 10 koncerter, der flere gange minder meget om hinanden. Chino Amobis sene koncert er et godt eksempel på dette, for selv om jeg synes hans Paradiso (UNO, NON) var et af sidste års rigtig gode album, så har jeg tabt pusten og er mættet, da det endelig bliver hans tur. Det samme gælder eksempelvis Rabits koncert, hvis teksturer af moduleret fuglekvidren og babygråd forbliver uigennemtrængelige. Det forekommer som et underligt bagslag af, at man har valgt primært at forhandle XENO-temaet ud fra en elektronisk profil.

Hvid støj og tiltrængt nærhed
I så fald skal der nemlig en sonisk skærebrænder i stil med den Moor Mother har medbragt til at ruske op i folk. Og den virker også, dels fordi hun opererer med en bas så dyb, at den føles rensende, dels fordi hun med aktivistisk megafonenergi og selverklæret ”afrofuturisme” får folk til at spærre øjnene op. Her er hvid støj og drønende droner, her er smilende indigneret vrede, der får mig til at tænke på Tracy Chapman, og her er myndig punkrap, der trækker mod forskellige poler som Suicide og Nicki Minaj. Publikum er skiftevis begejstrede, måbende, dansende, forvirrede, optændte, og Moor Mother leverer intenst og velformuleret en stor oplevelse.

Det er måske symptomatisk at britiske Larry B står for årets bedste koncert, og en af de bedste jeg har set længe, for på mange måder er han det eneste regulære modstykke til resten af programmets profil. Det arsenal af elektroniske virkemidler, som langt størstedelen af artisterne har medbragt, efterlader nemlig ikke den store plads til skønhedsfejl, sensibilitet i artist-publikum-møde og følsom menneskelighed. De tre ting er hovedingredienserne i Larry Bs koncert. Rørende følsomt famler han sig prøvende ud over tangenterne på det klaver, som er det eneste instrument, der spilles koncerten igennem. Udover hans stemme naturligvis, som også må tælles som et instrument, en helt guddommeligt sprød, dirrende, soulet røst. Sangenes udgangspunkt er de moody r&b-tracks på 5 Sad Songs, som her bliver fremført på klaver alene. »I haven’t played the piano in a little while, so my fingers are a bit rough«, undskylder han og fortsætter settet med et Sugarbabes-cover (»Y’all know the Sugarbabes? They're fab«).

Det er en skudefuld tiltrængt nærhed i en hård digital verden og faktisk den mest inkluderende måde at omfavne ’andetheden’ på, jeg så på hele festivalen.