Print artikel

Spillet om pengene

Hito Steyerls kapitalismekritiske værk
Feature
26.01.17
Er kunsten i Danmark blevet så indfedtet i kommercielle partnerskaber, at det går ud over kvaliteten? I takt med at staten trækker sin støtte, bliver kunstverdenen mere afhængig af private midler. Det sætter både kunstnere og institutioner under pres.

Væggene og loftet er dækket af et net af blå sci-fi-agtige lysstriber. I den ene ende af rummet står en skærm, hvor det, der ligner et futuristisk computerspil med glitrende visuelle effekter, bliver vist. De besøgende sidder i liggestole spredt kaotisk ud over gulvet. Det er Hito Steyerls videoinstallation Factory of the Sun på Kunsthal Charlottenborg, der kører over lærredet. I værket tematiserer Steyerl sammenhængen mellem teknologi, international kapitalisme, menneskelig frihed og demokrati. Videoen består af afrevne plotelementer, der opridser en fortælling om et computerspil, der egentlig slet ikke er et computerspil, men foregår i virkeligheden, og hvor deltagerne er slaver, der skal producere sollys ved at bevæge sig.

»Det er ikke et spil, man spiller, det er spillet, der spiller dig,« som en digital og kuldegysfremkaldende stemme proklamerer. Den eneste modstand, slaverne kan gøre, er at vise deres livsglæde ved at danse. Så det gør de, de danser sig ud af fabrikkens kvælende favntag, men ikke længe, for snart bliver der sendt droner ud, som slår de oprørske slaver ihjel. Det er lidt som at befinde sig i en nær fremtid, hvor moralen forlængst er bukket under for kapitalismens pres, tempoet er skruet i vejret, og virkeligheden består af kaotiske glimt, snart på toppen af et forladt højhus, snart på en skydebane, snart i en kælder med grønt gulvtæppe. Da videoen er slut, og et nyt loop begynder, kan man så tumle ud af det blåkolde mørke, udbombet af det kaotiske teknounivers, som gav én følelsen af at være klemt inde, overvåget og et offer, der så let som ingenting kan blive udraderet af en automatisk drone.

Steyerls futuristiske værk peger på et interessant tema for vor tid: skæringspunktet mellem kapitalisme, teknologi og de frihedsrettigheder, der altid har været en central del af den industrialiserede verden. Frihedsrettigheder, der også indebærer friheden til at udtrykke sig og skabe kunst. Når Steyerls ”solfabrik” fortæller, at det er spillet, der spiller dig – at mennesket ikke er frit længere – så peger det også på et dilemma for kunsten i disse år: hvornår bliver man så indfedtet i kapitalismen, at det går ud over den kunstneriske frihed?

Ifølge Mikkel Bolt, kunsthistoriker og forfatter til den nyligt udkomne Samtidskunstens metamorfose, er kunsten helt klart blevet mere indfedtet i kapitalismen i de sidste 25 år. Som han skriver i bogen:

»Hvis der er en tendens, der har været markant i samtidskunsten de seneste 25 år, er det uden tvivl, at produktionen, cirkulationen og fremvisningen af samtidskunsten er blevet stadig mere integreret i kulturindustrien.«

Kunsten er med andre ord blevet mindre autonom og i højere grad underlagt kapitalistiske markedslogikker. Den er blevet underholdning på linje med actionbrag fra Hollywood. Problematikken, Bolt peger på, er dog ikke ny. De kritiske tænkere fra den såkaldte Frankfurterskole, og i særdeleshed Theodor Adorno, satte forholdet mellem kunst og kapitalisme på dagsordenen allerede i begyndelsen af det 20. århundrede. Spørgsmålet om pengenes indflydelse på kunsten har været aktuelt i mange år, og måske er tingene ikke så meget værre i dag end førhen. Måske Bolts diagnose er lidt vel sortsynet og glemmer, at der altid har været penge involveret i skabelsen af kunst?

Man kan påpege, at økonomisk støtte ofte har acceleret kunsten, har hjulpet til med at forløse et potentiale, der ikke kunne forløses, hvis kunsteren skulle bruge kræfter på at tjene til dagen og vejen. Et klassisk eksempel er renæssancens kunstnere som Leonardo da Vinci eller Michelangelo, der blev støttet af den rige og magtfulde Medici-familie. Der har helt tilbage fra det antikke Rom været mæcener, der støttede kunstnere i deres virke. Men mæcenrollen adskiller sig fra nutidens kapitaltunge kunststøtter i et vigtigt aspekt. Som Mille Collin Flaherty skriver i artiklen Kunstens velhavende dukkeførere i magasinet Værk:

»Men hvorfor så rundhåndet dele ud af egne midler til malere, poeter og musikere – kunstnere, der måske aldrig nogensinde sælger et værk, og som derfor umiddelbart gør mæcendåden til en decideret dårlig forretning? Måske først og fremmest fordi mæcengerningen netop ikke blev opfattet som en forretning, hvor velgøreren investerede og forventede et udbytte, men derimod som en støtte til et formål, der var større end både kunstner og mæcen.«

I dag er andre typer aktører end de selvopofrende mæcener trådt ind på scenen. Eksempelvis lægger institutionen, der viser Hito Steyerls kapitalismekritiske værk, Charlottenborg, lokaler til den årligt tilbagevendene begivenhed Chart art fair, et kunstmarked arrangeret af københavnske gallerier. Det interessante ved Chart art fair i denne sammenhæng er de mange såkaldte ”partnerskaber”, der reklameres med på hjemmesiden. Chart er sponsoreret af alskens private og offentlige foretagender: Absolut Vodka, Carlsberg, Nordea Private Banking, Mercedes Benz, HAY, Montana, Statens Kunstfond, Københavns Kommune, Realdania, Det Obelske Familiefond. Listen fortsætter uoverskueligt længe. I 2015 optrådte kunstneren John Kørner som bartender i den såkaldte Gym Bar, sponsoreret af Absolut Vodka. Pengene er helt inde i kunstens inderste gemakker, fornemmer man. Kunsten bliver brugt som et aktiv i firmaernes branding. Dermed må kunstens indvævning i pengenes verden vel betegnes som anderledes og af mere kommerciel karakter i dag, når det er Mercedes Benz og Carlsberg, der deler ud? For de er forretninger, der skal tjene penge, og det ser selvfølgelig pænt ud, at man holder hånden under noget så ædelt og opbyggeligt som samtidskunst. Firmaerne kan reklamere højt og flot med, at de støtter ikke-profitable og almennyttige ting som kunst, og at det beviser, hvor sympatiske foretagender de er. Artwashing kunne man kalde det. Lidt som greenwashing, hvor firmaer donerer en krone til regnskoven per solgte kildevandsflaske for at fremstå filantropiske.

Send flere penge

Ifølge Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg, er problemet dog ikke, at kommercielle firmaer har gjort deres indtog. Problemet i kunstverdenen i dag er, at staten har trukket sig fra sin rolle som kunstens hovedmæcen, mens de private penge ikke er blevet flere. Problemet er ikke, at der er for mange kommercielle penge i kunstverdenen, snarere er der for få:

»I dag står vi ved et vadested. Vi er i en situation, hvor der i virkeligheden er for få penge i kunsten, og hvor vi bevæger os mod amerikanske tilstande. De sidste 40 år har vi været vant til at staten tog sig af at betale for kunsten og kulturen, men vi har nu valgt nogle politikere, som ikke ønsker at støtte kunsten og kultur i samme grad som tidligere. Som institution lever vi på andres nåde, at nogen ser vigtigheden af vores arbejde og vil betale for at vi kan producere den nye kunst. Og da staten ikke længere alene vil påtage sig den rolle, er vores håb blandt andet, at private mæcener igen vil støtte den nye kunst, som de gjorde det for 100 år siden i Danmark. Så når din præmis er, at der er kommet flere kommercielle penge ind i kunstverdenen, må jeg bare sige, at det er desværre langt fra nok.«

Og på spørgsmålet om, hvorvidt der ligger en fare i, at firmaerne, modsat staten eller traditionelle mæcener, ønsker at få brandingværdi ud af deres støttekroner, svarer Michael Thouber:

»Jeg kan ikke fortænke firmaerne i, at de vil have en brandingværdi ud af at støtte. Det har jeg sådan set ikke noget problem med. Vi har bare som institution en forpligtelse til at holde kunstnerne fri. Det må aldrig være pengene, der styrer indholdet af kunsten.«

Trods kunsthaldirektørens opmærksomhed på vigtigheden af institutionernes opgave med at sikre kunstnernes uafhængighed i en tid, hvor private støttemidler får større betydning, ser andre de kommercielle firmaernes voksende betydning som et noget større problem. Ifølge kunstner Zven Balslev sætter kapitalismen kunsten under pres. Når den kapitalistiske logik finder vej til kunstverdenen, bliver kunstnernes integritet uundgåeligt trådt under fode:

»Der er også noget med tempoet, igen en ting som kapitalismen dikterer, tingene skal gå forholdsvis hurtigt, man skal være omskiftelig og omstillinsparat som en mac-computer, hvilket også har en negativ indflydelse på kunsten, fordybelse og håndværk er ikke efterspurgte værdier.«

Udover et opskruet tempo kan private firmaers indtog i kunstens verden siges at have en anden konsekvens: det personlige bånd mellem kunstner og mæcen erstattes af et bånd mellem institutioner, såsom museer, og virksomheder. Kunstnerne bliver i højere og højere grad skrevet ud af ligningen. Som en anden kunstner, Christian Finne, formulerer det:

»Man kan faktisk sige, at den direkte kontakt mellem kunstner og erhvervsliv er blevet erstattet af institution og erhvervsliv, og derfor er der nok i nogen grad snarere tale om universitetsuddannede cand. mag.-folk, der i dag sidder med pengene i skødet, det vil sige, at der kan en virksomhed, der eksempelvis tjener penge på antidepressiver jo nok være noget påholdende med penge til en udstilling, der enten havde et antipsykiatrisk eller psykedelisk udgangspunkt og ville nok hellere sponsorere en Monet og det alpine-udstilling.«

Der er altså ifølge Christian Finne en sammenhæng mellem erhvervslivets øgede betydning i relation til kunsten, og så en udvikling, hvor museer og kuratorer har fået mere magt på bekostning af kunstnerne. Hvor kunsten styres og sættes i ramme af kuratorer og museumsfolk i højere grad end før. Og på den måde bliver kunsten også underlagt krav, hvis firmaer skal støtte konkrete udstillinger, som institutionerne afholder. Samtidskunstneres udfoldelsesmuligheder bliver med andre ord indskrænket. Zven Balslev tilslutter sig den pointe:

»Der er i et mere historisk perspektiv også sket et skift, hvor det i højere grad i dag er institutionen og kuratoren, der sætter dagsordenen. Det skyldes til dels, at der stort set ikke findes intern kritik elller diskussion blandt kunstnere, der er en generel frygt for at det kan skade ens karriere, at man som kunstner udøver kritik. (f.eks fordi at ens kollega kan være den der en dag sidder i en vigtig position, uddelende støttepenge, jobs osv). Så ja jeg oplever at kunstverdenen i højere grad er underlagt markedsvilkår, i form af bl.a selvcensur.«

Noget tyder altså på, at kunstnerne også selv er med til at gøre kunstbranchen til et sted, hvor markedslogikken styrer. Som Michael Thouber pointerede, så behøver private penge ikke gå ud over kunstens uafhængighed. Men der kan godt være en skarpere, mere rå konkurrence mellem kunstnerne i dag, hvor pengene er færre og, som Thouber påpeger: »Der er også mange flere kunstnere om buddet i dag.«

Den kapitalistiske logik kommer så at sige ikke kun udefra, fra de kunststøttende firmaer, men også indefra i en branche, hvor konkurrencen mellem et stadigt voksende antal kunstnere er blevet skærpet. ATLAS har forgæves prøvet at få en kommentar fra John Kørner, kunstneren bag installationen Gym Bar, sponsoreret af alkoholfirmaet Absolut og en del af Chart art fair i 2015. John Kørners assistent besvarede vores henvendelse med denne mail: »John får ind imellem nogle sponsorater fra feks. Egetæpper, men har ellers ikke så meget direkte kontakt med erhvervslivet i sin kunst. John er lige nu optaget af to udstillinger og har derfor ikke så god tid.«

Så Absolut for lidt stat

Det behøver altså ikke nødvendigvis være firmaerne, der kommercialiserer kunsten og gør den til et spekulationsdrevet marked. Statens fravær som mæcen spiller en hovedrolle her, og samtidig er antallet af kunstnere vokset. Hvis man vender sig til et af de kommercielle foretagender, der i vidt omfang støtter kunsten, tyder det da heller ikke på, at man ønsker at bevæge sig ind på kunstens enemærker. At støtte kunsten er helt tydeligt en del af en brandingstrategi, men hvem siger, at der behøver være en modsætning mellem private penge og kunst? Saskia Neuman, Global Art Manager for firmaet Absolut, fortæller til ATLAS, at det er en helt naturlig ting for firmaet af støtte kunstnere og indgå partnerskaber med dem. Det har man gjort lige siden firmaets grundlæggelse i 1970’erne.

»Kunst og kunstnerisk udfoldelse er en del af vores brand-DNA. Absolut er et tilgængeligt, kreativt og spændende brand, og de værdier er også til stede i kunsten. Vi vil være et brand, folk kan genkende sig selv i. Vi er meget tolerante og frisindede, og de værdier styrker vi gennem vores samarbejde med kreative mennesker som kunstnere, musikere og designere.«

Brandet Absolut og den kunststøttende organisation Absolut flyder altså sammen og kan ikke skilles ad. Hvis man skærer igennem Neumans brand-storytelling-lingo, så lyder det næsten, som om Absolut prøver at tage ved lære af kunsten og de kunstnere de samarbejder med, snarere end at gøre kunsten til ren reklame. Ganske vist er brandingen en del af det hele, men som Michael Thouber påpegede, så er det et vilkår, når staten ikke længere ønsker at støtte i samme grad som tidligere. »Man vil hellere bruge pengene på hofteoperationer og trafiklys,« som Thouber formulerer det.

Men hvordan kommer vi så ud af moradset – ud af den voldsomme pengemangel, som sætter kunstnere og kunstinstitutioner under pres? Michael Thouber:

»Vi skal opdrage danskerne til at forstå, at de er nødt til at betale for det, hvis de vil have en kunstscene. Det er både en opgave for os institutioner, for kunstnerne, og for pressen for den sags skyld. Når staten ikke vil betale, må nogle andre gøre det.«

Og der er da heldigvis også mange private foretagender – for eksempel fonde – i Danmark, der gerne vil støtte kunsten. Problemet er bare, at fondene ikke støtter de samme ting, som staten traditionelt har gjort. Det mærker man især hos en institution som Statens Museum for Kunst, der sidder på en kolossal samling af alt fra kobberstik til tegninger, som sjældent ser dagens lys i en udstilling. Når private fonde overtager en stadig større del af finansieringen, bliver de mere skjulte dele af museets arbejde underprioriteret. Direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, forklarer:

»For 20 år siden fik vi størstedelen af vores finansiering fra staten, i dag er det omkring 50 %. De private fonde støtter typisk udviklingsopgaver, særudstillinger o.l. Derfor har vi – når de offentlige midler løbende beskæres – en udfordring i at finde midler til fx at vedligeholde bygningerne og samlingen. Fondene forventer, at staten tager sig af de ”basale” ting.«

Museets rolle som arkiv over en århundredlang kunstnerisk praksis i Danmark og som en konservator-institution, der plejer og passer værker, uanset om de så skal udstilles eller ej, kommer altså i fare, når staten skærer i kulturbudgetterne. Nogle værker kommer simpelthen til at gå til og vil ikke blive ordentligt konserveret for eftertiden. Men hvor går smertegrænsen? Har vi nået den, eller skal der flere statslige nedskæringer til?

»Jeg har det sådan, at nu kan vi snart ikke bære mere. Hvis der bliver skåret mere fra det offentlige, så får vi en forhutlet samling,« siger Mikkel Bogh.

I spillet om pengene bliver det hurtigt den ikke-spektakulære kunst, der ikke er oppe i tiden lige nu, og som ikke kan fylde udstillingssalene, der trækker det korteste strå. Det lyder, som om de private penges voksende andel i kunstverdenen trækker kunsten i en mere populær, mere bred og folkelig retning. Det kan ligefrem komme så vidt, at den kunst, der ikke appellerer bredt nok, dør. Men sådan er det måske med penge, med kapitalismen. »Det er ikke et spil, man spiller, det er spillet, der spiller dig,« som robotstemmen i Hito Steyerls installation formulerede det.