Print artikel

Computere er blevet så ordinære

Titlen 'E2-E4' henviser til et åbningstræk i skak. Pressefoto
Reportage
31.03.15
Det elektroniske musikikon Manuel Göttschings minimalistiske musik har været en afgørende inspiration for udviklingen af den elektroniske musik i verden. Fredag aften spillede han en historisk koncert på dansk grund. ATLAS mødte ham efterfølgende til en snak om hans musik, dens betydning og stigende popularitet.

Det tunge røde baggrundstæppe og de store lysekroner var det perfekte setting til en aften, der var både historisk og tidløs. Med den tyske legende Manuel Göttsching lukkede Jazzhouse dørene op til et over-udsolgt arrangement med webradiostationen The Lake som medarrangør.

Efter en intensiverende utålmodighed blandt publikum kom en ældre og meget stilfuld gråhåret herre på scenen. Bukkede, som havde det været begyndelsen på en klassisk koncert og satte sig derefter stille i dyb koncentration over sit keyboard. Kendte man ikke allerede til hans musik blev man nok overrasket over hurtigt piblende elektroniske toner fra et af bandet Ash Ra Tempels måske mest kendte numre Sunrain fra 1976, der langsomt opslugte publikum i en kosmisk koncentration, mens nummeret langsomt byggede på og umærkeligt ændrede form.

Det var ikke til at høre, om nummeret var fra 1970 eller hel nyt. Med sin tidløse musik har Manuel Göttsching banet vejen for udviklingen af nyere elektroniske genrer, som techno og house og det unge publikum på Jazzhouse var, måske derfor, så talstærkt.

Manuel Göttsching var allerede i begyndelsen af 70’erne med hippiebandet Ash Ra Tempel fremtrædende på den dengang så betydningsfulde tyske Krautrockscene, ikke så forskellig fra Pink Floyd og Grateful Dead. Göttsching havde dog en særlig interesse for det elektroniske i musikken, så han begyndte at eksperimentere med keyboards og trommemaskiner, ifølge Göttshing selv skabte han elektronisk musik, hvor det tidligere bare havde været lyde. Hans musik var kompleks, og hans sammensætning af mange musikspor var banebrydende – og så endda analogt.

Albummet Inventions for Electric Guitar fra 1974 har haft en langt større indflydelse, end de fleste er klar over, men det var først med E2-E4, små ti år senere, at han for alvor skrev sig ind i musikhistorien. Nogle mener endda, at han med dette nummer opfandt technoen før pionererne i Detroit.

Morgenen efter koncerten møder jeg Göttsching på hans hotel, hvor han bor sammen med sin kone, filmskaberen Ilona Ziok. Begge glade for den veloverståede koncert, men også positivt overraskede over det store fremmøde. Göttsching spiller ikke mere end 4-5 koncerter om året og dette var hans første koncert på dansk grund nogensinde. Han var derfor ikke sikker på, om han havde et publikum her eller ej, men det ved han så nu. »Det var mit indtryk, at folk havde en stærk reaktion på musikken, så det var dejligt. Folk var meget venlige.«

Hvordan har han det med, at publikummet er så udpræget ungt når, nu hvor han netop har lavet musik i så mange år? Göttsching smiler eftertænksomt: »Ja, det er interessant, men det har nok noget med E2-E4 at gøre, den bliver særligt opdaget af unge mennesker. Min musik er ved at blive mere og mere historisk musik«

Det kan man ikke komme udenom. Manuel Göttschings E2-E4, er hans mest kendte nummer udgivet i 1984, men lavet et par år før. Det er et 58 minutter langt improviseret one take – opstået ved et tilfælde og ifølge ham selv en radikal minimalistisk komposition, som i dag er et af de mest samplede numre på den elektroniske scene i verden. Dette er ikke mindst takket være den nu afdøde Dj-legende Larry Levan fra New York, som gennem sine samplinger af nummeret var med til at gøre det til det kultnummer, det er i dag. E2-E4 kom faktisk til at betyde så meget for Levan, at det blev spillet til hans begravelse, fortæller Göttsching.

Tilbage til koncerten på Jazzhouse aftenen inden spillede Manuel Göttsching ikke dele af E2-E4, hvilket måske skuffede nogen. Men historisk blev det alligevel, med bl.a. Shuttlecock fra 1976 som han i den grad begejstrede publikum med og derefter fastholdt i en tranceagtig opmærksomhed med det repetitive mønster, som alligevel umærkeligt ændrer form og fastholder denne form for legende spænding, som var det baggrundsmusikken til en spændingsfilm.

Efter en kort stilhed inden næste nummer, taler Göttsching om sin nyligt afdøde ven Edgar Froese fra Tangerine Dream, der sammen med bl.a. Kraftwerk har haft afgørende betydning for den elektroniske musiks udvikling. Göttsching knytter en personlig mindeanekdote til et lille metalspekter, som han begynder at spille på sin guitar med. Det er en dedikation til Edgar, der går over i Die Mulde fra 2007. Det er melankolsk – men på en befriende og letsindig facon– og publikums lette rokken begynder i nogle hjørner at udfolde sig i udtryksfulde dansebevægelser i den atmosfærisk drømmende stemning.

Hvor nogle numre er mere rolige og meget minimalistiske med næsten umærkelige forandringer, er andre mere stormfulde med synthesizeres festlige discoelementer i sig. Men de har alle en hypnotisk og atmosfærisk stemning tilfælles, som virker meditativt og drømmende på publikum. Og det er bl.a. det han kan Manuel Göttsching. Han musik er ikke krævende, den kan kaldes ambient og kan fungere som baggrundsmusik. Den skaber plads til den enkeltes behov i musikken, hvilket er med til at gøre den tidløs og lettilgængelig.

Efter Trunky Groove spillede han det nyere Oyster Blues fra 2012, som gjorde forbindelsen til moderne techno tydeligere, med mere kraft og hurtigere tempo end de tidligere numre. Selv ser Göttsching sin musik, som en bro mellem den klassiske form for minimalisme, som bl.a. hans egne forbilleder Steve Reich, Terry Riley og Philip Glass stod for, og så den nyere elektroniske minimalisme man hører i bl.a. technogenren i de senere år. »Der er mit indtryk, at folk ikke mindst med elektronisk musiks stigende popularitet, søger tilbage til rødderne og den gamle lyd, som krautrock er.«

Göttsching fortæller, at han føler sig beæret over den indflydelse hans musik har vist sig at have på moderne elektronisk musik, og at han også til tider selv bliver inspireret af hans musikalske efterkommere, men at han savner flere eksperimenter, som går udover den computeriserede digitale lyd, som i dag er så udbredt. »Computere er blevet så ordinære, og det er mere attraktivt at sidde i sit studie og lave musik på instrumenter som kun kan lave musik og ikke alt muligt andet. Det er måske også derfor, at mange i de yngre generationer, føler sig så tiltrukket af analog musik og musik fra før computerens tid i det hele taget.«

Omvendt er det, på grund af ny teknologi, blevet muligt at spille E2-E4 live rundt omkring i verden, hvilket tidligere var for besværligt. Han har kun gjort det en 7-8 gange i alt. Det skete første gang i Japan i 2006 og i år skal han opføre E2-E4 live til åbningskoncerten på Dekmantel festivalen i Holland. E2-E4 er navnet på et af de mest kendte første træk i spillet skak og betyder dermed begyndelse eller åbning. Symbolsk åbner Göttshing festivalen, der er præget af yngre musikere, som på den ene eller anden måde følger i hans fodspor. På programmet skiller han sig netop ud, som en historisk person, der på mange måder har været forud for sin tid med sin musik.

Tilbage på Jazzhouse fredag aften afslutter hr. Göttsching netop koncerten med et futuristisk ekstranummer, der om noget var forud for sin tid. Med Midnight on Mars tilbage fra 77 endte aftenens tidsrejse passende tæt på hvor den startede. Manuel Göttschings første koncert i Danmark bliver forhåbentlig ikke den sidste – publikummet er her tydeligvis.