Print artikel

»Det er som om der bare bliver skruet op uden folk bruger ørerne«

Interview
03.06.17
Den japanske musiker Midori Takada blev genopdaget gennem youtube, men nutid er det samme som fortid og fremtid, forklarer den banebrydende percussionist, der slår til lyd for en forståelse af musikken som en kropslig og åndelig kunstform.

Den japanske percussionist Midori Takada (1951) har gennem sine minimalistiske og meditative kompositioner skrevet sig ind i historien med lignende musikalske ikoner som Steve Reich, Brian Eno og Terry Riley. Men trods hendes store talent og musiske virke, så brød hun aldrig rigtig populært igennem, hverken i 70’erne eller i 80’erne, hvor hun lavede sin musik.

I 1983 indspillede hun på to dage hendes mest kendte værk, det der senere har givet hende opmærksomhed: Through the Looking Glass. Men opmærksomheden og anerkendelsen, som dette banebrydende og transcenderende album skulle have haft, udeblev. Midori opgav aldrig musikken, men har siden arbejdet med musik i teaterverdenen bag eller ved siden af scenen.

Så kom Youtube. Og i 2013 uploadede musikeren Jackamo Brown hele albummet til sin youtube-kanal. Og gennem youtubes anbefalelsesfunktion bredte kendskabet til Midoris 1983-album sig med mere en halvanden millioner lyttere. Som resultat af heraf, har både New York-pladselskabet Palto Flats og det schweiziske We Realease Whatever the Fuck We Want-label, opdaget albummet og har i foråret i år genudgivet det ambiente mesterværk fra 1983. I forbindelse med genudgivelsen tog Midori Takada på en Europa-tour med kun fire stop, hvoraf Jazzhouse i København var det første.

Midori fortæller til ATLAS, at hun er vokset op i Tokyo med sine forældre. En far, der underviste i engelsk og irsk litteratur på universitetet og en mor, der var pianist. »Jeg kommer fra en meget liberal familie, der ikke levede på traditionel japansk vis.«

Som barn begyndte Midori at spille klaver, men måtte stoppe igen, »Jeg kunne godt lide musikken, men ikke min klaverlærer. Hun var alt for streng.« Midoris mor fik hende i stedet med i et børneorkester som pianist, hvor hun snart efter egen interesse skiftede til percussion allerede som 13-årig.

Hendes interesse for lyde og slagtøjsinstrumenter fik hende til at spille på en colaflaske, et instrument, som hun havde blandt instrumenterne på Through the Looking Glass. Netop denne nysgerrighed og opgør med de musikalske normer er med til at gøre hendes musik særlig. Midori griner smittende, da jeg spørger hende om det med colaflasken, men svarer bare »I det mindste var det ikke en japansk sakeflaske.«

Midori Takadas musik er kendt for sin inspiration fra asiatisk og især afrikansk traditionel musik, som hun har studeret indgående. »Da jeg begyndte som professionel percussionist var den klassiske musikverden fuldstændig påvirket af indflydelse fra europæisk samtidsmusik som f.eks. Stockhausens musik. Mange brugte enormt mange instrumenter til et stykke musik, og det fik mig til at tvivle.« Midori forklarer, at hun følte, at den slags kompleks musik var lavet til velstillede og rige mennesker: »Det var musik for kapitalismen.«

I stedet blev hun draget af traditionel afrikansk musik. »De laver rig musik med meget få instrumenter.« Midori blev interesseret i afrikansk filosofi og traditionel litteratur, som hun begyndte at læse. »De fortæller ikke med ord, men med rytme. Der er en dybere mening med rytmen. De kan kommunikere med musik og rytme. Det er helt anderledes en vestlig musik.« Hun forklarer, at hun synes musikken var meget bevidst om at benægte det materialistiske aspekt i vestlig musik, som virkede dominerende. »Afrikansk musik bruger kroppen meget og er meget lidt optaget af materialitet. Det indvendige er vigtigt, ikke det udvendige.«

Midori forklarer hvordan hendes møde med minimalistisk kunst, og ikke musik åbnede hendes øjne og ændrede hendes tilgang til musik fuldstændig: »Jeg lærte hvordan man ser det væsentlige og kun det væsentlige.«

Jeg spørger, om hendes musik er en skeptisk kommentar til vestlig musik, hvortil hun fortæller, at hun synes, at vestlig musik gennem hendes levetid har en tendens til at blive hurtigere og har højere volumen. »Med udviklingen af elektronisk musik er musikken accelereret. Vi må huske at tænke over, hvordan menneskelig krop og sind fungerer, og hvilken kapacitet det har.« Midori, der har studeret traditionel musik i asiatisk og afrikansk kultur, fortæller om, hvordan det tidligere var vigtigt for musikere at afveje, hvor deres publikum var i forhold til, hvordan de skulle spille og hvordan musikken skulle nå publikummet. Sad de langt væk, tæt på, rundt om? Det er ting, der skulle overvejes. Men nu om dage, er det som om, at der bare bliver skruet op, uden, at folk egentlig bruger ørerne, siger Midori. »De er ikke omhyggelige og intuitive nok. Deres sanser er ikke trænede. Folk bliver følelsesløse. Kropsfølelsen er en vigtig del af menneskelig musikkultur, men folk tænker ikke længere kroppen ind i det. De glemmer det mentale aspekt – og tænker på noget ydre i stedet for noget indre. Resultatet er, at folk har brug for mere og mere, for at nå til et punkt der tilfredsstiller dem. Folks forestilling begrænser dem i ren faktisk at føle og sanse, hvad der er.«

De er ikke omhyggelige og intuitive nok. Deres sanser er ikke trænede. Folk bliver følelsesløse.

Historisk set er vestlig musik opstået i naturen, udenfor og senere på gaden. Det var først omkring renæssancen, at musik blev flyttet ind i teatre, paladser og musikrum, fortæller Midori, men i Afrika og Asien, er der stadig et rigt musikmiljø udenfor. »I Japan tænker man meget på musik som værende natur. Jo mere musik minder om natur, desto bedre. Det er til menneskenes fordel, hvis musikken stræber efter at være på niveau med naturen.«

»At lave musik er som at putte farve på en palet – farve er lys, sol og måne. Det er billede af lys. Musik er lys og farve for mig.« Også tiden er en del af Midoris opfattelse af verden og hendes måde at tænke musik på. »Nutid er det samme som fortid og fremtid. Fortiden skaber ansvar. Hver person har en forskellig tidslinje, men det samme mønster. Tiden har forskellig hastighed – hver lever efter sin opfattelse af tid, men det væsentligste at nutid er det samme som fremtid og fortid, det vil jeg gerne udtrykke i min musik.«

At lave musik er som at putte farve på en palet – farve er lys, sol og måne. Det er billede af lys. Musik er lys og farve for mig

Through the Looking Glass fik som nævnt ikke nogen særlig varm velkomst, da den udkom i 1983. Midori lukkede sig inde og vendte sig væk fra musikverdenen, og koncentrede sig om sit arbejde med teater. »Jeg var skeptisk over for musikindustrien. Jeg troede ikke der var plads til mig, så jeg gav på en måde op.«

Midori er glædeligt overrasket over den opmærksomhed, som hendes musik og især Through the Looking Glass har fået de senere år, siden den blev ”opdaget” på youtube. »Hvis der er en grund til, at min musik tiltrækker et publikum på dette specifikke tidspunkt, så tror jeg det er fordi, at musikscenen udvider sig, og den er fyldt med larm og frygt – men folk prøver at søge en balance i det – fordi det er så ubalanceret.«

Midori smiler og trækker på skuldrene og tilføjer, at hun ikke ved om det bare er en trend.

Hun mener, at folk der er sensitive, de føler frygten ved accelerationen af verden, de vil typisk søge tilbage efter nogle rødder og noget tryghed og nostalgi, som der er ved f.eks. analog musik, som også ifølge Midori er tættere på naturen.

Through the Looking Glass er ligeledes titlen på Lewis Carolls' roman fra 1871, der på dansk hedder Bag spejlet. Midori har altid været stor fan af hans litteratur, men specielt denne bog, passede til den musik, hun lavede. »Jeg brugte titlen, fordi det mindede mig om, at der er det folk ser, og så er der mere på den anden side. Som en illusion.«

Da hun i 1983 alene optog de forskellige instrumenter på flere lag, lagde hun dem til sidst sammen til et lag. »Hvad man ser i spejlet er fortid. Jeg lagde fortiden sammen mange gange.« Midori smiler og kigger op og siger: »Hvad er virkeligheden?«