Print artikel

Melankoliens ulidelige lethed

Der er en dekadence forbundet med at dyrke smerte og melankoli, skriver Ida Meisling. Illustration: Farshad Farzankia
Artikel
06.11.13
Indie-musikere dyrker melankoliens smertefulde længsel og vurderes strengt på deres autentiske udtryk. Men hvad er det for længsler, melankolien hjælper med at sætte ord på, når tonen anslås i mol?

»I tell my love to wreck it all / Cut out all the ropes and let me fall,« lyder et par linjer fra det populære amerikanske folkrock-band Bon Iver. Med kærlighedskvaler som indsats, loves publikum adgang til et melankolsk tekstunivers af autentisk erfarede oplevelser af tab, mangel og længsel.

»Ingen god kunst uden melankoli,« erklærede melankolikeren Lars von Trier ved pressekonferencen for lanceringen af Melancholia. Melankolien har altid været dyrket i æstetikken, og den kontemporære poprock-musik ridder da også med på en bølge af smuk melankoli. Fra at være forbeholdt nicheprægede folk-musikere som Townes van Zand, Leonard Cohen, Nick Drake og Bob Dylan, er melankolien blevet hver mands eje, og den drysses behændigt ind over indie-rock-, folk- og popsange om ulykkelig kærlighed og ubærlig middelklassekedsomhed.

Der er en dekadence forbundet med at dyrke smerte og melankoli, for melankolien åbner op for et kunstnerisk rum af dimensioner, der rækker til at skildre store følelser i spektret af skuffelse, resignation, længsel og smerte. Og der er også et betragteligt publikum til smertefuld inderlighed sat på molakkorder. Folk vil slynges helt ud i menneskesindets mørke afkroge. De vil inviteres inden for i de dybe følelser og trækkes med ud i tilstande, de ikke selv har formået at sætte ord eller akkord på.

Melankoli er med andre ord blevet et adelsmærke på den i tiden så efterspurgte autenticitet: Når du føler smerte, er du ægte, for der er ingen, der føler smerte frivilligt. Men hvad det så for en smerte, et par af tidens internationalt anerkendte poprock-kunstnere får sat ord på, før eller efter molakkorden er slået an? Og hvilken længsel, er smerten ansporet af?

Melankoli på din T-shirt

Hvis publikum bliver revet med af melankolien, vil de også betale for den. De vil integrere den i deres livsstil ved at signalere på deres t-shirts, at de også kender til ægte følelser. Og melankoli og alternativ folk, pop- og rockmusik – under den omstridte og udefinerede betegnelse ’Indie’ - er blevet en markedsvare. Men er det der, problemet ligger?

Melankolidronningen Lana del Rays integritet som repræsentant for Indie-pop kom på dybt vand, da det kom for en dag, at hendes overlæbe ikke var generøst skabt af naturens hånd. Et forarget Indie-publikum gav hende den hårde – næsten værst tænkelige - dom ’fake’, og afsløringen har givet anledning til at give musikken betegnelsen valium-pop.

I modsætning hertil står frontfiguren i folk-rock-bandet Bon Iver, Justin Vernon. Han indspillede sit debutalbum i en jagthytte i Wisconsin og er siden blevet hyldet for sin urørlige autenticitet. I hans fodspor er fulgt en lind strøm af uforløste singer-songwritere, der også iført skovmandsskjorte og med fuldskæg har bevist, at de kan sætte inderlighed i mol.

Lana del Rey og Bon Iver befinder sig i hver sin ende af spektret på den flydende Indie-betegnelse, men fælles for dem er deres dyrkelse af melankoli, hvis oprigtighed ingen tilsyneladende anfægter.

Mangelfuld melankoli

Men hvad er der så galt med den bestandige påberåbelse af melankoli, spørger filosoffen Slavoj Žižek, og skelner som en brik i besvarelsen mellem melankoli og sorg; mangel og tab. Hvor tabet i det mindste har været manifesteret i en opnået genstand, er manglen kendetegnet ved aldrig at være rodfæstnet det objekt, der begæres – og det er dermed også frataget et håb om transcendens og forløsning. Sorgen bearbejder tabet, mens melankolien sørger over manglen.

Hos melankolikeren finder man en resignation. En begrædelse over noget, der mangler, allerede før det er tabt. Hvor den, der sørger, er indskrevet i en proces, der tager afsked med det tabte objekt for på sigt at lægge det bag sig, når melankolikeren ikke engang at stifte bekendtskab med det. Det er ikke et tab, men en abstrakt mangel og dermed en længsel efter noget, der aldrig bliver opfyldt. For når solen endelig skinner, plages melankolikeren kun af visheden om, at regnen kommer før eller siden.

Hos Joy Division finder vi eksemplet på melankolidyrkelsen af manglen, og hvordan den indtager universel skikkelse af fremmedgørelse og ultimativ resignation. I Love will tear us apart er kærligheden dømt umulig, inden den når sin udfoldelse. Det moderne samfund har taget kærligheden som gidsel i formålsrationalitetens logik, og den vil derfor aldrig kunne leve op til sine egne standarder. Des mere overskud vi har, des højere krav stiller vi, og des sværere bliver det at leve op til. Kærlighedens største fjende er kærligheden.

 

Tynd kærlighed

Bon Iver har også melankolien som følgesvend i et tilsvarende ønske om at udtrykke kærlighedens smerte. I Skinny Love begræder frontfiguren Justin Vernon, at et forhold blev tabt på gulvet: »And now all your love is wasted / And who the hell was I? / I'm breaking at the bridges / And at the end of all your lines«. Det var en af den slags forhold, der var spild af begge parters tid og kræfter, fordi Vernon ikke havde sig selv med i det – det manglede tyngde, som han selv har forklaret som svar til publikums sidste brik i en biografisk fortolkning.

I I can’t make you love me får vi et par år senere indblik i samme dyrtbetalte vemod over et forlist forhold - bare i en reciprok udgave. Her var det Vernon selv, der var parat til at hengive sig, men genstanden for hans betagelse betakkede sig: »I will lay down my heart / I feel the power but you don't / No, you don't / Cause I can't make you love me, If you don't.«. Belært af fortidens oplevelse med tynd kærlighed på egen krop, er Vernon dog helt på det rene med, at der er ikke er håb for det forhold - så ærgrelsen kan foreløbig forløses i en omgang melankolsk katarsis-rock. Men muligheden for ultimativ forløsning – the power – findes stadig derude, og frontfiguren kan uspoleret fortsætte jagten på en ny og gensidig kærlighed. Det står stadig klart, at summen af førstnævnte og sidstnævnte erfaring med kærligheden efterlader muligheden for den power-fulde syntese, Vernon – og sikkert en del af hans fans – længes efter.

Vi finder altså hos Bon Iver en dyrkelse af sorg forklædt som melankoli. En melankolsk dvælen ved sorgen over tab, der er sovset ind i frontfigurens kvababbelser på den smertefulde vej mod egen romantisk forløsning.

Melankolsk forløsning

Anderledes substans får melankoliens dom over kærlighedens utopi, når den kommer over Lana Del Reys silikonepumpede læber. »Sometimes love is not enough and the road gets tough / I don't know why«, konstaterer hun resigneret i nummeret Born to die, der på ægte melankolsk vis dømmer kærligheden for umulig, allerede før den har nået sin forløsning – »Cause you and I /We were born to die«.

Men hvor Vernon nøjes med – fra sit eksil i jagthytten– at svælge i egen forbitrelse over hidtil uerfaret kærlighedsforløsning, bruger del Rey melankolien som afsæt til midlertidig forløsning. »Try to have fun in the meantime« tilskynder hun fra melankoliens jerngreb som en sidste opfordring til at dulme smerten med glimtvis (erotisk) beruselse: »Come and take a walk on the wild side / Let me kiss you hard in the pouring rain«.

Den store mangel og det lille tab

I romanen Tilværelsens ulidelige lethed afdækker Milan Kundera manglen på ægte engagement i såvel kærlighed som politik. Han undres over menneskets forbløffende tilbøjelighed til ikke at drage lærdom af hverken historiens fejltagelser eller deres egne. I melankolien dyrkes denne mangel, og når den bliver forløst i kunsten, kan den indirekte give næring til en påmindelse om utopier.

Bag resignationen spores nemlig et udslukt håb om oprør og transcendens. En sådan melankolsk resignation finder vi hos 70’ernes britiske singer-songwriter Nick Drake, der i Cello Song har meldt sig ud af fællesskabet - »So forget this cruel world / Where I belong / I’ll just sit and wait / And sing my song«.

Melankolien indtager her skikkelse af et resigneret oprør, der skriver sig ind i samme samfundskritiske tradition som punken ved indirekte at påkalde sig nødvendigheden af forandring - blot i en tilbagetrukket erkendelse af opgavens umulighed. En umulighed, der går igen i samme kunstners River man, hvor forløsningen afslås på grund af subjektets utilstrækkelighed: »If he tells me all he knows / About the way his river flows / I don’t suppose / It’s meant for me«.

Som kontrast til sorgen over den store mangel, står Bon Ivers melankolske skuffelse over det lille tab af mulighed for egen autentisk selvrealisering. Melankolien bliver hos Bon Iver snarere et behændigt redskab til svælgen i private trommerommer: En længsel efter ekskæresten, der skred; en forbandelse af kærligheden, der aldrig blev forløst, fordi ingen kunne leve op til drømmen; eller en sorg over tabet af en mulighed, der var der, men som ikke blev grebet.

Nødvendig melankoli

Joy Division begræder, at autentisk kærlighed ikke findes, og Nick Drake, at forandring ikke er mulig. Begge udtrykker de et resigneret oprør mod autenticitetens utopi, som den viser sig i den store mangel på ægte relationer i kærlighed og politik. Bon Ivers frontfigur sørger over, at den kærlighed, han foreløbig har været beskåret, ikke var autentisk nok, mens Lana del Rey i det mindste forsøger at vride lidt beruselse ud af kærlighedens utopi.

Den som taler om kærlighed, mangler kærlighed, noterede Kierkegaard i sin tid, og måske kan samme kritik rettes mod tendenser inden for melankolidyrkelsen i kontemporær poprock-musik. Når melankolien dyrkes så ekstrovert og eksplicit, er det måske, fordi der mangler en – ja, autentisk - kerne af indre nødvendighed.

Melankolien kommer til at manifestere sig i en selvopkørt dyrkelse af det konkrete tab frem for en universel begrædelse af den abstrakte mangel. Faren kunne være, at den sande melankoli ender med at drukne i en forkælet svælgen i uforløste drømme. Frem for at være forbeholdt en resigneret vemod over verdensfreden, kærligheden og fællesskabets utopier. Og det kunne måske i længden komme til at skurre i ørene hos det ægte autenticitetshungrende publikum.